Den tandløse Gud

Lars Sandbeck har sammen med sin far, sognepræst og dr. teol. Anders Eyvind Nielsen, udgivet en bog, Kristi opstandelse – sprog og virkelighed. De to prøver i denne bog at komme til rette med de mange bolde, der blev kastet op i luften efter Per Ramsdals udtalelser i julen 2014.

Lars Sandbeck skabte tidligere rav i de teologiske cirkler, da han angreb almagtstanken. Det vendte jeg mig imod, se her. Nu er det altså opstandelsestroen, der igen skal have af grovfilen. Bogen er anmeldt i Præsteforeningens Blad 2016 nr 11 af Thomas Reinholdt Rasmussen. Han er vældig begejstret, siger ligefrem, at han sjældent har set en så givende fremstilling af triniteten.

Steen Skovsgaard er i Kristeligt Dagblad mere forbeholden, se her, skønt han gemmer sin personlige kritik til dagen efter, se her. Dertil kommer et langt interview med Lars Sandbeck, som avisen har bragt den 10-3, se her.

Jeg har efterhånden ikke så få gange været ude med riven efter de for mig at se mærkelige opstandelsesforestillinger, der synes at florere i Danmark, men nu i anledning af, at det hele synes samlet i en bog, vil jeg prøve igen (selv om det godt nok bliver uden at have læst den pågældende bog – jeg gider ikke).

Dengang det var Guds almagt, det drejede sig om, benyttede Lars Sandbeck sig af et ret kendt debattrick: han opstillede et skel mellem en gammeldags gudsforståelse og hans egen mere moderne. Den tanke, at Gud er almægtig, blev ikke skildret med nogen særlig indlevelse (”en fjern, overnaturlig, almægtig Gud, som nogle mennesker engang fandt på at lave en bekendelse til”). Modsætningen var ”den solidariske, kærlige fader, der har omsorg for selv de mindste ting”.

Men ikke blot blev der opstillet et sådant skel blandt nutidens teologer, dette skel skulle også med vold og magt påføres tidligere tider. Om ordet om, at ikke en spurv falder til jorden uden Gud, hedder det, at ordet ikke handler om Guds almagt, men om Guds nærvær og omsorg.

Dengang var min kommentar:

Tja, Gud er altså ikke længer almægtig. Gud er solidarisk, han er kærlig, han har nærvær med sine skabninger, ja omsorg for selv de mindste ting. Men han er ikke almægtig. Han forårsager ikke døden, og han kan (formentlig) derfor heller ikke redde fra døden.

Jeg siger med Kierkegaard: Fanden være Gud på de betingelser.

I ovennævnte interview i Kristeligt Dagblad benytter han sig af det samme trick. Mindst halvdelen af interview’et går med at omtale og nedgøre debatten om opstandelsen. For det drejer sig for ham – ligesom ved debatten om Guds almagt – om at først få opstillet et skel i nutiden; derefter føres dette skel så tilbage til det ny testamente.

Om debatten efter Ramsdal-episoden hedder det i interview’et:

Hvad opstandelsen så rent faktisk betyder for os i dag, vender vi tilbage til. Først skal det handle om, hvorfor Ramsdal-debatten hurtigt kom til at handle om alt muligt andet end opstandelsesbudskabets indhold.

Man forpassede muligheden for at udnytte mediernes pludselige interesse for teologi som anledning til at føre en offentlig debat om, hvordan vi kan aktualisere kristendommens påskebudskab. I stedet blev det en gang detaljerytteri om skriftsteder og bekendelsesgrundlag, fordi vi i kirken har så travlt med at hakke på hinanden og markere grænser. Diskussionen strander og når slet ikke ud til de mennesker, man som kirke gerne vil have i tale.”

Ja, det er da et godt og rigtigt spørgsmål: Hvordan kan vi aktualisere kristendommens påskebudskab? Men det er vel ikke underligt, at det ‘vi’, der her er tale om, præsterne, først må gøre sig klart, hvad budskabet er. Det kan vel ikke undre en teolog, at der i kirken pågår en stadig debat om, hvad kristendommen egentlig går ud på.

Lidt senere siger Sandbeck:

Og ligesom politikerne undlader man at diskutere sagen, men sender i stedet signaler, som viser, om man tilhører den ene eller den anden lejr: Kød-og-ben-teologerne over for poesi-teologerne. De klassisk kristne over for de moderne kristne, som sælger ud af arvesølvet. Det handler mere om at få tilhængere end om at føre et teologisk argument igennem.”

Jamen, hvilken debattør vil ikke søge at overbevise, dvs., søge at få tilhængere? Og får man ikke tilhængere, eller overbeviser man ikke, just ved at føre et teologisk argument igennem? Det synes dog så.

Men altså, nu er opdelingen så nogenlunde foretaget, så nu kan tilbageførslen til nytestamentlig tid begynde. Sandbeck siger:

Studiet af de nytestamentlige opstandelsestekster viser, at man i hvert fald ikke dengang har haft et problem med eksistensen af en mangfoldighed af opstandelsesforestillinger. Det er der så nogle, der har et problem med i dag. Men hvorfor egentlig? Vores pointe er, at der er flere forskellige måder at udtrykke det kristne opstandelseshåb på. Fysikalisterne har deres tro på en konkret og fysisk opstandelse, og det skal de da have lov til. Men de skal være klar over, at de dermed modsiger Paulus og de øvrige breve i Det Nye Testamente. Men jeg mener, at det er en teologisk falliterklæring ikke at kunne åbne for andre muligheder.”

Nu får vi at vide, at man på ny testamentes tid ikke havde noget problem med forskellige opstandelsesforestillinger. Og bevares, vi har de tre synoptiske evangelier, vi har Paulus’ breve, vi har de johannæiske skrifter, og vi har da hele tiden været klar over, at de havde forskellig tilgang til evangeliets kerne, men de modsagde vel ikke ligefrem hinanden. Og nej, det mener Sandbeck heller ikke. Men se så videre, hvordan han modsiger sig selv.

Vi fysikalister (det er sådan nogle som mig, der virkelig sådan for alvor mener, at det kristne budskab går ud på, at graven var tom), vi får allernådigst lov til at beholde vor tro på en konkret og fysisk opstandelse, og ih, hvor er vi taknemlige. Men det varer ikke længe. For straks efter hedder det, at vi modsiger Paulus.

Nu lister Sandbeck lige så stille en modsætning ind i det nytestamentlige budskab, der ikke blot er en lidt uskyldig modsætning, men direkte en alt andet end uskyldig modsigelse. Og det en modsigelse mellem Paulus og de synoptiske evangelier. Tænk dog, var de virkelig så uenige dengang?

I interview’et hører vi ikke noget om, hvordan denne modsigelse tager form. Men i anmeldelsen i Præsteforeningens Blad hedder det:

Forfatterne gennemgår de relevante tekster med stor grundighed og særligt 1 Kor 15. Her slår forfatterne korrekt fast, at Paulus ikke kendte til den tomme grav, eller måske mere præcist: han har ikke brug for den i sin opstandelsesteologi. Det afgørende er mødet med den opstandne, der viser sig for dem.

Om evangeliernes beretninger hedder det:

De er narrative beretninger, der således ikke opererer med et begrebsapparat og desuden skriver på større afstand af hændelserne.

Så véd vi det! Der findes ikke noget begrebsapparat i beretningerne. Men det væsentligste er naturligvis påstanden om afstand mellem begivenheden og nedskrivningen af beretningerne, lukasevangeliet sættes oven i købet så sent som til omkring 140 e. Kr. Man forstår godt hensigten: Det skal vises, at Paulus så udmærket (sjovt nok ligesom Sandbeck) kan klare sig uden den tomme grav.

De to forfattere har åbenbart også beskæftiget sig med Paulus’ udtryk ”på den tredje dag”. Om det hedder det i referatet:

hvilket ikke er en tidsangivelse, men en teologisk markør … Det er en ideomatisk angivelse, at livet vender for én (jf. på dansk ”i ellevte time”, som jo ikke behøver være i netop den ellevte time).

Hvad skal man nu sige til disse nytestamentlige overvejelser?

Tja, som refereret af Reinholdt Rasmussen overbeviser de mig ikke. Det er sandt nok, at evangelierne er blevet til senere end Paulus’ breve. Men det gælder jo evangelierne som nedskrevne beretninger. Man er almindeligvis enige om, at de har eksisteret som mundtligt fortællestof fra første færd. Ikke mindst har man haft behov for at fortælle lidelseshistorien, og jo altså ikke blot fortælle den, men få sammenhæng i den. Og sammenhæng får man netop gennem opstandelsesberetningerne. Og da Paulus befinder sig i en kristen menighed, er det næsten umuligt at forestille sig, at han ikke skulle kende evangeliernes opstandelsesberetninger. I hvert fald kender han nadverindstiftelsesordene, som han gengiver 1 Kor 11,23-25.

Han har vel også været med til at fejre de ugentlige sammenkomster. Disse fandt ifølge Paulus (1 Kor 16,2) netop sted på ”den første dag i ugen”, altså på tredjedagen. Så noget tyder på, at den kristne helligdag allerede af Paulus var blevet fastsat til søndag. Og fremfor at tro, at helligholdelsen af søndagen kom først, og Jesu opstandelse først sidenhen blev henlagt til denne dag, er det dog mere rimeligt at regne med, at det er foregået i omvendt rækkefølge.

Men indrømmet, man kan måske forestille sig, at de opstandelsesberetninger, man havde i de paulinske menigheder, ikke havde medtaget beretningerne om den tomme grav, men kun beretningerne om de Jesus-visioner, der forekom efter langfredag.

Og så får vore to forfattere måske en knage at hænge deres hat på. Men hvilken hat er det, de vil hænge, og hvilken knage får dem til at hænge den derpå?

Den fristende knage hedder ”de videnskabelige overbevisninger”. Det, der præger Lars Sandbeck i opstandelsesdiskussionen, er det samme, som prægede ham i almagtsdiskussionen: en angst for at gå den videnskabelige snusfornuft for nær. Skal man tale om Gud, skal det for alt i verden være en Gud, der overholder alle de kendte naturlove. Og skal man tale om Jesu opstandelse, må hans døde legeme for alt i verden forblive i graven, alt andet ville jo trodse de kendte naturlove.

Dette synes godt nok at stå i modsætning til det, Sandbeck siger til sidst i interview’et.

Opstandelsen handler om, at døden ikke kan adskille os fra Gud. Døden er en overgang til Guds liv. Pædagogisk kan man sige, at hvis døden er et fald, så er den ikke et fald ud i intetheden, men et fald ind i Guds hænder. Ligesom en forælder griber barnet, der falder ned fra legehuset.”

Men alle disse billeder på opstandelsestroen vil forblive nonsens for den, der ikke kan operere med to grundlæggende forudsætninger, påpeger Sandbeck. Nemlig for det første, at der findes noget, der hedder Gud. Og dermed for det andet, at der findes en virkelighed, vi ikke har adgang til med vores forstand, sanser eller måleapparater.

Hvis ikke man anerkender de to ting, i det mindste som tankeeksperiment, så vil opstandelsen være nonsens hele vejen igennem. Men hvis vi anerkender forudsætningerne, så vil det gå op for os, at opstandelsen er et både meningsfuldt og vidunderligt mysterium, vi kan tro på”.

Og det bringer mig frem til den konklusion, at Sandbeck gerne vil have og bruge alle de kristne trosformularer. Men han vil have dem til den billigst mulige pris.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s