Langfredagstanker

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg ofte, når jeg skal skildre forskellen mellem kristendom og islam, griber til forskellen i martyrforståelsen: Hvor kristendommen mener, at en martyr er én, der kender sandheden med så stor sikkerhed, at han tør lade sig slå ihjel for sandheden, dèr er en muslimsk martyr én, der kender sandheden med så stor sikkerhed, at han tør slå andre ihjel for sandheden.

Men stilles man så på en ganske almindelig folkekirkelangfredag overfor Jesu lidelseshistorie, så kan man godt komme noget i tvivl om, hvorvidt denne forskel nu også er den vigtigste forskel. Mest, fordi lidelseshistorien fortæller om mennesker, der netop ikke var til sinds at lade sig slå ihjel for sandheden. Faktisk er påskens budskab jo det, at der kun var ét menneske, der holdt fast ved sandheden, selv om det kostede ham livet, nemlig Jesus selv. Alle de andre svigtede, da det kom til stykket, vovede alligevel ikke at følge ham ind i døden.

Ja, selv om Jesus må man sige, at han ikke opviser noget heltemod. Der fortælles om ham, at han i Getsemane have blev grebet af angst for den død, han godt vidste ville komme. Angst? Og han skal være vores helt!

Dertil kommer, at han ikke som enhver anden helt selv griber initiativet. I stedet forholder han sig passiv, lader tingene ske med sig, afventer passivt ypperstepræsternes lille udrykningsskare, der kommer for at gribe ham, gør ingen modstand, men forlanger af sine tilhængere, at de forholder sig passivt, Lukas fortæller endda, at han direkte helbredte én af ypperstepræsternes soldater, hvis øre Simon Peter havde hugget af.

Ja, det hele er i lidelseshistorien fortalt så passivt, set fra de kristnes synsvinkel, at nogle forskere har hævdet, at dette, at Jesus blev taget til fange og henrettet, var et uheld; det er disciplene, der bagefter har opdigtet både det med Jesu opstandelse og det med, at han frivilligt lod tingene ske med sig.

Det er nu nok forkert. Men så meget er der om det med det passive, at selv den Simon Peter, der havde lovet, at han ville dø sammen med Jesus, hvis det kom dertil, svigtede. Peters fornægtelse gøres der i langfredagsfortællingerne temmelig meget ud af, som man nok véd. Det er det med hanen. Jesus forudsagde skærtorsdag aften, at Peter ville have fornægtet ham tre gange, inden hanen galede to gange. Og sådan gik det. Så heller ikke disciplene var der særlig meget heltemodigt over den nat.

Hvordan kan det dog gå til, at netop en sådan fortælling går hen og bliver grundfortællingen for en hel religion, i dag omfattende milliarder af mennesker?

Hvis vi sammenligner med det, vi er udsat for i vore dage: de muslimske selvmordsbombere, falder så ikke de kristne ”helte” fra langfredagen ynkeligt igennem?

Her, hos muslimerne, er der ikke nogen angst for at dø. Her ser man dem vandre målbevidst bag deres bagagevogne med bomberne i. Ikke noget med, at de beder om udsættelse eller undtagelse, nej, de véd, at de vil udløse bomberne om få minutter, og det står de fast på, det er de – om jeg så må sige – bombesikre på.

Åh ja, der var én af dem, ham i den hvide trøje, som slap fra det med livet i behold. Det skyldtes måske, at bomben svigtede i det afgørende øjeblik, det skyldtes måske, at det var hans mod, der svigtede, da det gjaldt, det får vi måske senere at vide, men hvis det er ham og ikke hans bombe, der har svigtet, så meget større respekt må der vel stå om de to andre, hvor hverken bomberne eller modet svigtede.

Nå ja, vi véd også om ham, som det belgiske politi fangede kort før det sidste attentat, Sahad Abdeslam, at han egentlig skulle have udløst en bombe i Paris ved et stadion, hvor bl.a. præsident Hollande var til stede. Men han og to andre bombemænd kunne ikke komme ind på stadion. De to andre udløste deres bomber med langt færre ofre til følge end planlagt, men Abdeslam smed sit bombebælte væk og flygtede tilbage til Bruxelles.

Det, disse langfredagstanker kredser om, er altså den umiddelbare følelse af underlegenhed, som man som kristen næsten uvægerlig får ind over sig, når man sammenligner den beherskelse af den naturlige dødsfrygt, som præger næsten enhver muslimsk selvmordsbomber, med den angst for døden, der prægede Jesu disciple skærtorsdag nat. Hvis man kalder villigheden til at dø for sin sag for en ”soldatermoral”, har så ikke disse muslimer en langt bedre ”soldatermoral”, end vi kristne? Ikke blot er det af alle de første kristne kun Jesus selv, der kommer til at lide døden, selv han gør det kun efter angst og dødssved i Getsemane.

Så må man selvfølgelig også have den side af sagen med, at det indenfor kristendommen sidenhen viste sig, at ganske mange kristne var villige til at lide martyrdøden: de ville hellere dø end ofre til kejseren. Man kan faktisk godt operere med den forskel mellem kristendom og islam, at mens islam blev bygget op ved hjælp af militær magt, blev kristendommen bygget op i kraft af de mange martyrers martyrvillighed. Men man skal nok have den lille detalje med i fortællingen, at de muslimske hæres slagkraft hang sammen med de muslimske soldaters villighed til at ofre livet for islams sag. Det véd man jo nok, at en hærs styrke i høj grad er afhængig af soldaternes villighed til at sætte livet på spil.

Og i dag står vi altså med en kirke, som nok holder dåb med de samme ord som den første kirke, som altså døber til Jesu død og opstandelse, døber til efterfølgelse af Jesus gennem døden frem til opstandelsen, en kirke, som nok holder nadver med uddeling af det legeme og det blod, der gik gennem døden frem til opstandelsen, for at også vi skal være villige til at gå den vej, men samtidig dermed en kirke, som tilsyneladende både i forkyndelse og i gerning har glemt alt om martyrvilligheden. Hvordan skal dog en sådan kirke kunne hamle op med den martyrvillighed, som muslimerne opviser?

Ja, vi må vel videre spørge, hvordan en sådan kirke skulle kunne udrette stort, selv om den så var fuld af martyrvillige mennesker. For er det kristen martyrvillighed, vi skal stille op imod den muslimske martyrvillighed? Den muslimske fører store, spektakulære begivenheder med sig, den kristne, som vi ser den udfoldet, ikke hos os, men i de nye kirker i Afrika og i de gamle kirker i Mellemøsten, fører nærmest til kristendommens udryddelse disse steder.

Måske vi skal spørge lidt mere omfattende.

For den ånd, der hersker i kristenheden, har fået noget med sig fra oldkirkens dage, hvor martyrierne var talrige, nemlig viljen til selv at stå inde for det, man tror på. Ligesom den ånd, der hersker indenfor islam, har fået det med sig fra den muslimske højkultur i 1000-tallet og fremefter, at man bøjer sig for koranen og for kaliffen, der gennemfører koranens forskrifter. At vi i vestverdenen i dag er præget af den kristentro, der tildeler ethvert menneske den værdighed, at det og det alene kan afgøre, hvad der er sandt for netop det menneske, får os tilsyneladende til ikke mere at have nogen martyrvillighed i os, men det giver os dog i alle forhold, videnskabelige, samfundsmæssige, familiemæssige, en vilje til selvstændig stillingtagen. Og der er nok ingen tvivl om, at denne selvstændighed har været med til at fremme vore samfunds udvikling, materielt og kulturelt.

Omvendt har det i det lange løb vist sig, at den muslimske korantro har virket fastlåsende på kulturen i de muslimske lande, al deres martyrvillighed til trods. At man har haft faste regler, man skal følge, giver ikke et menneske den mulighed for at tænke selv, som vi kristne får. Og det er netop, når mennesket tænker selv, at nye ting fremstår.

Vi har i den kristne verden fået det ny testamente til at spille en stadig fornyende rolle, idet vi hele tiden sammenligner os med den tidsalder. Den er blevet normgivende for os. Og her hedder det altså, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23). Det samme er Muhammeds tid blevet for muslimerne. Man kan ganske vist sige, som jeg har sagt lidt tidligere, at vi tolker det ny testamente uden at lægge synderlig mærke til martyrtanken, men det hænger nok sammen med, at vi, om vi gjorde det, ikke synes at have særlig brug for den. Ingen forfølger os jo, staten ikke, flertalsbefolkningen ikke, vi har vor fulde frihed til at dyrke vor kristendom, som vi synes.

Anderledes med muslimerne. Hvis de vil gå tilbage til den normgivende tid, er den muslimske martyrtanke, altså viljen til at sætte livet til i kampen mod de vantro, noget, de føler, de har brug for i den stilling af underlegenhed, de mener de befinder sig i. Og da deres martyrtanke fortæller dem, at de må have en villighed til at ofre livet i kamp for Guds sag – altså virkelig korporlig kamp – og da de ikke har nogen organiseret militær styrke at sætte ind mod de europæiske stater, så de kunne gøre ende på deres underlegenhed, så bliver terrorhandlinger noget, der forekommer dem en mulighed.

Det er ganske vist ikke noget, der synes at styrke muslimernes stilling i de lande, de bor i, men de kan dog få en fornemmelse af, at de med det samme råb, som de muslimske hære brugte i sin tid, hvorved de indgød frygt i de vantros hjerter, ligesom disse fordums helte kæmper for Guds sag. At man dengang kunne se en vis strategi med anvendelsen af de muslimske hære, mens man i dag mangler enhver form for strategisk tænkning bag terrorhandlingerne, det ser de ikke, for de er – iøvrigt ligesom de kristne farisæere, de såkaldte ”gutmenschen” – ikke interesseret i konsekvenserne af deres handlinger, men kun i den enkeltstående handling.

Og så får man altså nogle muslimske såkaldte martyrer, der sammenbidt går mod deres død i den ret tåbelige overbevisning, at de går Guds ærinde, når de tager flere eller færre uskyldige mennesker med sig i døden.

Ved angrebet på Charlie Hebdo anede man en form for overordnet tænkning. Det samme var tilfældet ved Omar Hussains angreb i København. Det var ikke tilfældigt, at det var tegnere, mennesker, der af de militante muslimer blev anset for blasfemikere, der blev ramt. Ligeledes var jødehadet også noget, der kendetegnede de første muslimer.

Ved angrebet i Paris i november var strategien bag angrebet langt mere diffus. Man har i vestlige kredse diskuteret, hvad den kunne være, uden at det rigtig blev klart. Og nu her i Bruxelles synes det blot at være vestlige mennesker, man er ude efter, muslimer og ikke-muslimer i en skøn blanding. Det er, som om strategien nu har indskrænket sig til blot at udføre en handling, der er spektakulær, og som gør ondt på os vesterlændinge. Nogenlunde som det var med angrebene i London og Madrid i sin tid.

Men altså: Har de muslimske martyrer en større grad af villighed til at lide døden end eventuelle kristne martyrer?

Måske.

Blot gavner det dem ikke det bitterste. For vi har stadigvæk den arv fra martyrerne – og den arv har vi, fordi de var kristne martyrer – at vi skal holde fast ved det, vi tror på uanset ydre magtpåvirkninger. Og den overbevisning gror kun mere fast i os for hvert terroranslag, vi møder fra muslimerne. Det er sandheden i de floskler, at vi ikke skal opgive vor frihed, og at vi skal stå sammen. Og den overbevisning smitter fra os til de muslimer, der bor iblandt os, så de fleste muslimer, er de end aldrig så meget af den overbevisning, at det skal være koranens bud, der skal gælde, vender sig lige så stærkt imod sådanne terrorhandlinger, som vi vesterlændinge.

Der er ingen tvivl om, at disse handlinger står i forlængelse af de handlinger, Muhammed foretog. Men der er heller ingen tvivl om, at de almindelige muslimer, tager de end aldrig så meget i munden Muhammed som forbillede, alligevel, når det kommer til sådanne terrorhandlinger, synes, at nu bliver det altså for meget af det gode.

Problemet er, at de mange almindelige muslimer med sådanne halve forestillinger, kommer til at udgøre en rekrutteringsbase for dem, der går ind for muslimsk terror. Og dette kan kun forhindres, når vi kristne en dag virkelig vover at stå så fast på vores kristendom, at vi giver os til sådan virkelig for alvor at kritisere islam.

Der synes jo at være god grund til at kritisere.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Langfredagstanker

  1. Karen E. Hansen siger:

    Tak for dine påsketanker!
    Evt. kommentar må vente, men jeg vil lige lade dig vide, at de bliver læst!
    Har du på din blog nogen mulighed for at se om, eller hvor mange, som læser dine grundige artikler?

    • ricardtriis siger:

      Ja, det har jeg. Da jeg skiftede til det udseende, bloggen har i dag, fik jeg ganske uventet stillet statistiske oplysninger til rådighed, ligesom bloggen blev forsynet med en søgemekanisme. Antallet af besøgende ligger som regel omkring de 15-20, men stiger af og til op til helt over 60, uden at jeg er i stand til at afgøre hvorfor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s