Påsketanker

Mange, endda!

Da Gud havde skabt mennesket og givet menneskeslægten et sprog – eller udtrykt med moderne tankegang: Da Gud havde ladet menneskehjernen og sproget udvikle sig i et fælles ping-pong-spil mellem de to størrelser – var hensigten den, at de drifter, mennesket havde fælles med dyrene, skulle overlejres af sprogets kræfter. Kønsdriften skulle finde sin form i ægteskabet, driften efter mad og drikke og andre legemlige behageligheder skulle finde sin form i ejendomsretten og det handelssprog, der udviklede sig, og driften efter anerkendelse, som hos dyrene kun kunne tilfredsstilles ved at man blev en alfa-han, skulle erstattes af det fuldendte tillidsforhold mellem mennesker, i ægteskab og i samfund.

Det hører med til tilværelsens uudgrundeligheder, hvorfor disse hensigter – oven i købet hensigter hos skaberen selv – ikke blev virkeliggjort mere end halvvejs. Vi plejer i kristen teologi at tale om syndefaldet, men lad os her i første omgang lade gåden være det, den er: uudgrundelig, og opholde os ved alt det positive, sproget har givet os.

Det er en kendsgerning, at visse dyr har en refleksiv evne – chimpanser kan således genkende sig selv i et spejl, i hvert fald nogle chimpanser – men med sproget har mennesket fået denne evne, der altså i forvejen lå som et kim i menneskehjernen, til at blomstre op i en overvældende overdådighed. Gang på gang er mennesket i kraft af sit sprog i stand til at se på sig selv og sine gøremål udefra og i kraft af dette objektive syn finde på løsninger på de problemer, det står overfor.

På et tidspunkt lærte mennesket således, hvad multiplikation var for noget. Man havde lært at tælle, man havde også ud fra dagliglivets mange opgaver lært at lægge sammen, men på et tidspunkt var der altså én, der kom til at se på sig selv udefra: Nu havde han hele fem gange lagt seks til seks, og det fik ham (eller hende) til at sige, at altså er fem gange seks tredive.

Andre af matematikkens hemmeligheder dukkede frem på samme måde: Man kom til at se på den operation, man foretog, fra et synspunkt udenfor operationen selv.

Men der var bestemt vanskeligheder undervejs. Zenons paradoks sloges menneskeheden således med helt indtil Newtons tid. Hvordan kan Akilleus nogensinde indhente skildpadden? Når han er nået halvvejs hen til den, er jo skildpadden kommet længere bort. Og når han igen har bevæget sig halvvejen af den nuværende afstand, har skildpadden igen flyttet sig, og så videre i det uendelige. Man vidste vel fra virkelighedens verden, at Akilleus trods dette paradoks indhentede alle de skildpadder, han ville, men hvordan få den matematiske umulighed til at stemme overens med denne iagttagelse. Det var først, da man vovede at hævde den hidtil umulige tanke, at summen af en uendelig mængde tal kunne være et endeligt tal, at man kom overens med Zenons paradoks.

På samme måde med så mange andre ting.

Skal man f.eks. sige noget om sprogets udvikling, er det næsten umuligt at danne sig faste holdepunkter. Så meget må man dog vist sige, at dette at love et andet menneske noget, må gå forud for dannelsen af ordet ”løfte”, ligesom dette at bytte den ene ting med en anden nok må tænkes at foreligge i én eller anden form, før ordet ”byttehandel” kan opstå. I begge tilfælde er der ved disse ords dannelse tale om, at mennesket bruger sin refleksive evne: man formår at se på sig selv og det, man foretager sig, udefra, og fra dette synspunkt give et navn til det, der foregår.

I det hele taget kan man med en vis ret hævde, at det, religionerne gør, er, at de forsøger at se på mennesket og dets tilværelse udefra, de forsøger at gennemføre ”det refleksive kunststykke” på hele tilværelsen. Det har imidlertid været en vanskelig opgave sådan virkelig at få hele tilværelsen med i sine betragtninger, især jo, fordi den betragtning, man eventuelt når frem til, selv er indeholdt i den tilværelse, man betragter.

Lad mig her nøjes med at se på kristendommens tilværelsestydning og yderligere indenfor de mange tydninger, der bydes på i den kristne verden, nøjes med at se på den lutherske skelnen mellem lov og evangelium.

I min optik er denne skelnen udtryk for, at der i dagligsproget forefindes to forskellige former for logik, én, der tænker i lovbaner om forholdet til andre mennesker: det drejer sig om at overholde visse regler og således have sit på det tørre, og én, der tænker i relationsbaner om disse forhold: det drejer sig om, at tillidsforholdet er intakt, det kommer an på at arbejde for, at fortroligheden mellem parterne kan vokse. Disse to former for logik er uforenelige: er du opsat på gennem minutiøs lovoverholdelse at have dit på det tørre, gør du med netop den holdning det, at du isolerer dig fra det fællesskab, du står i. Og omvendt: er du opsat på at få tilliden til at vokse, vil du være ret ligeglad med, om den anden nu også overholde den og den regel for god opførsel. Men det mærkelige er, at er du grebet af lovholdningen, kan du ikke se tillidsholdningen som en mulighed, mens du, hvis du befinder dig i tillidsholdningen, godt kan se, at lovholdningen, som du før sad fast i, forhindrede tilliden i at vokse frem.

Denne forskel mellem lov og evangelium kommer tydeligt frem i Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Da den yngste søn er kommet tilbage, og hans far arrangerer en fest for ham, viser det sig, at den ældste søn sidder fast i lovholdningen til sin far: Han er misundelig på sin bror, han mener om sig selv, at han gennem denne fest bliver forfordelt, han anklager sin far for at behandle sine sønner uretfærdigt, og det er ham komplet umuligt at se det glædelige i, at den yngste søn, hans bror, er kommet tilbage i god behold.

Jesus fortæller ikke, om den ældste søn kom ud af sin binding til lovholdningen, men han fortæller, hvordan det kan ske, nemlig derved, at der lyder et ord til ham fra evangelieholdningen; faderen siger, at de burde glæde og fryde sig, fordi den ældstes bror er kommer tilbage, altså broderforholdets genoprettelse burde også for den ældste ganske overskygge al tale om retfærdig fordeling.

Denne tale om lov og evangelium er en tolkning af, hvad der er på færde i menneskenes dagligdag: at der har udviklet sig to former for sprog i menneskesamfundet, at de ikke har fælles logik, så overgangen fra det ene til det andet må ske ved et spring, og at den logik, der ikke er aktualiseret for øjeblikket, er latent til stede i individet, parat til at springe frem i det øjeblik, der kaldes på den. Sådan kalder jo faderen den ældste søn ind i familieforholdet igen, det forhold, han havde udelukket sig fra med sine retfærdighedsovervejelser.

Disse overvejelser udelukker talen om en fri vilje hos mennesket. For talen om valg, om beslutning, om ansvar hører hjemme i lovlogikken. Men at komme ind i det rette tillidsforhold til et andet menneske er ikke noget, man kan beslutte sig til. Er man kommet ind i en lovholdning til den anden, kan man jo ikke selv se, at dette er forkert, man mener virkelig, at man gør, hvad man kan, at man anstrenger sig på rette måde, for at den anden ikke skal sætte en finger på én. Blot er man ikke klar over, at selve denne anstrengelse, selve denne bestræbelse på at gøre det rette, er det forkerte. Man kommer kun ud af denne fastlåsthed til lovtankegangen ved at høre et ord udefra. Et sådant ord kan revitalisere den logik, der hele tiden har ligget latent i hjernen.

Luther og Erasmus førte en hård strid om netop den frie vilje. I løbet af denne strid fremkom Luther med følgende overvejelse:

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

I det forhold, at vi alle som børn har oplevet at være med i et familieforhold uden at gøre os fortjent til det, ligger, at der i hver menneskehjerne er indkodet ikke blot en forståelse af retfærdighed og regler og love, men også en forståelse af tilgivelse, kærlighed og overbærenhed. Det er ikke en kraft, vi selv kan disponere over, det er ”kun” en dispositiv kvalitet, som kan bringes til aktivering ved et ord udefra.

Noget af det, der har udviklet sig i menneskets historie, er den vældige naturvidenskabelige viden, som præger vor tid. Den arbejder med naturlove, men den arbejder også med forskellige niveauer, og den arbejder med delvis uforklarlige overgange fra ét niveau til et andet. Der forekom en overgang fra fysik til kemi, og selv om kemien bygger på fysikken, har den været nødt til at danne sig særlige begreber, udvikle særlige termer for at kunne arbejde ret. Og der er forekommet en overgang mellem uorganisk kemi og organisk kemi, vel nok den vanskeligst forklarlige overgang, hvis den nogensinde vil kunne forklares – for hvordan er liv egentlig opstået? – men på begge sider af overgangen opererer man med ubønhørlige naturlove.

Også den overgang, der fandt sted med menneskets tilblivelse, er fascinerende i al dens mystik. Men spørgsmålet er her et lidt andet end ved de andre overgange. For må vi ikke nødvendigvis hævde, at den strenge naturlovsnødvendighed ikke fulgte med her? Er vi ikke nødt til at fastholde en form for frihed for menneskets vedkommende, som ikke nødvendiggøres på samme måde ved overgangen fra f.eks. kemi til biologi?

Jeg siger ikke, at mennesket har en fri vilje. For tanken om den frie vilje har været meget vanskelig at forene med den viden, vi har fået om hjernens funktionsmåde. Blot siger jeg, at vi ud fra vore dagligdags erfaringer er nødt til at operere med en form for frihed hos enkeltindividet. Jeg har skrevet lidt mere udførligt om mine tanker desangående i en afhandling om Luther og Erasmus, som ligger på nettet her.

Det korte af det lange er, at mennesket som et åndeligt væsen er underlagt åndelige eller guddommelige kræfter. Sådanne kræfter kan ikke beherskes eller beskrives med love på samme måde som naturlove kan.

Og så er vi – omsider – fremme ved det, der gør disse overvejelser til påsketanker.

For jeg er bange for, at når så mange ellers forholdsvis fornuftige teologer ikke kan gå med til, at Jesu grav var tom, eller i hvert fald vender sig kraftigt imod den tanke, at der ved graven påskemorgen var tale om en fysisk opstandelse, så skyldes det en vis angst for at gå naturvidenskaben for nær. Man overser imidlertid med denne afholdenhed, at man allerede ved tanken om, at mennesket er skabt i Guds billede, er gået naturvidenskaben for nær. Som jeg ser det, er allerede dette, at mennesket blev til som et sprogligt væsen med et sprog som samfundsgave, et brud på de normale naturlove; der blev her noget helt nyt til, som ikke kan forklares med videnskabelige metoder. At mennesket trods det, at det er et syndigt væsen, der handler egenkærligt, dog af og til kan gribes af ægte kærlighed og tillid, er ikke noget, der kan erkendes naturvidenskabeligt, det kan kun erkendes af et menneske, der selv tror på, at kærlighed og tillid kan forekomme. Og netop det er noget, man ”kun” kan tro på, aldrig få uafviseligt bevist.

Først er der lige en lille morsomhed i debatten, som må med. Det drejer sig om, at Lars Sandbeck i en kronik i Kristeligt Dagblad den 22-3, se her, har henledt opmærksomheden på Thomas Aquinas, den store middelalderteolog, der næsten er blevet en kirkefader for katolikkerne. Han bringer et citat fra Thomas, som han udlægger, så Thomas giver ham ret: der var ikke tale om en fysisk dødeopvækkelse, hvor Jesu døde krop gøres levende igen. Det sjove er, at samme Thomas dels siger det modsatte på næsten det samme sted, dels forklarer noget, der for Sandbeck er et bevis på, at Jesus opstandelse ikke var fysisk, nemlig det forhold, at han kunne forsvinde for øjnene af disciplene.

I Thomas’ Summa, tredje del, spørgsmål 54, artikel 2, undersøger Thomas, om Jesu legeme efter opstandelsen var et glorificeret legeme. Som sin mening om denne sag hævder han, at Kristi sjæl var glorificeret fra undfangelsen, blot holdtes glorificeringen tilbage, mens han levede, så hans lidelse kunne være ægte menneskelig. Men da lidelsen var fuldbragt, holdtes hans glorificering ikke længere tilbage, og sjælen kunne nu få det fulde herredømme over legemet, hvilket blandt andet betød, at han selv kunne afgøre, om hans legeme skulle ses af andre eller ej. (Se her).

Der er intet mærkeligt i disse ting. Når man véd, at Thomas levede mange hundrede år, før det kom på mode at undersøge skrifterne historisk-videnskabeligt, venter man naturligvis, at han har en forklaring på rede hånd overfor alle de tilsyneladende vanskeligheder, skriften stiller os overfor. Derimod vil man naturligvis ikke forvente, at han, som Sandbeck, giver sig til at overveje, om graven var tom eller ej; det står jo i skriften, at den var tom, og så er den sag afgjort. For ham. For han lever jo altså lang tid før den historisk-videnskabelige metodes storhedstid. Så Sandbecks iagttagelse er temmelig uhistorisk.

Dette var en lille parentes. Efter dette kommer så det, der er sigtet frem imod med overvejelserne over lov-evangelium-tankerne. Mennesket er, med Luthers ord, modtageligt for det frigørende ord, men kan ikke selv gøre sig fri. Det kommer frem på tydelig måde i to af påskens beretninger, i Emmaus-fortællingen, Luk 24,13-32, og i beretningen om Maria Magdalene, Joh 20,11-18.

Begge disse beretninger bobler næsten over af undertrykt påskelatter. Igen og igen har man villet høre, hvordan de første vidner til den tomme grav ikke kunne få det ind i hovedet, at Messias skulle lide og dø. Emmaus-disciplene fik oven i købet skrifternes vidnesbyrd forklaret af Jesus selv, uden at der tilsyneladende faldt nogen tiøre, selv om den jo skulle være faldet forlængst. Men både for de to disciple selv, og for de medlemmer af urmenigheden, der bagefter har nydt at høre fortællingen, står det fast, at dette at komme til tro, er noget, der overgår én, ikke noget, man selv sætter i værk. Ligesom dette at komme ud af lovfromhedens fangegarn ikke er noget, man kan komme ved egen kraft, der må et ord til udefra.

Og som med Emmaus-disciplene, sådan med Maria. Hun ser den opstandne Jesus med sine egne øjne, men hun vover ikke at tro den sans, vi ellers tillægger størst værdi: synssansen. For den Jesus, hun ser, er jo død og borte, det véd hun, og døde står ikke op, det véd hun også, så derfor kan hendes fornuft ikke sige hende andet, end at det må være havemanden. Havemanden? Man hører et skraldergrin fra den første menighed, der lyttede til beretningen. Men den véd det godt, den ler ikke blot af Maria, den ler også af sig selv. For også den kom jo med alle mulige bortforklaringer på det selvindlysende, så bundet var den af sin egen lovfromhed.

Evangeliets brud med naturlovene finder ikke først sted påskemorgen. Det fandt sted allerede, da mennesket blev skabt som et sprogligt væsen, der kunne underlægges sprogets kræfter og ikke materiens kræfter. Og det fandt sted alle de gange under Jesu jordiske virke, hvor et menneske blev revet ud af lovfromhedens fængsel. Og så fandt det også sted påskemorgen, naturligvis, hvordan kan man have en påske uden brud på naturlovene?

Men netop ved at henføre påskebegivenheden til forholdet mellem lov og evangelium, bliver det klart, hvor afgørelsen ”opstanden/ikke-opstanden” træffes. Den træffes i vort personlige liv: Hvis det under, der hedder forsoning med min næste, virkelig har fundet sted, så kan påskens under umulig være umuligt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s