Halve sandheder

To muslimer, Naveed Baig og Kasper Mathiesen, har i fællesskab skrevet en kronik i Politiken, se her, hvori de slår til lyd for, at kristne og muslimer da må kunne enes om at ære Jesus. De skriver:

Hvis vi er åbentsindede nok, kan han [altså Jesus, rr] fungere som inspiration til tolerance og gensidig respekt mellem samfundets befolkningsgrupper.

Åh ja, det kan han muligvis. Men er de to så åbentsindede nok?

Det prøver både Sørine Gotfredsen, se her, og Hans Hauge, se her, at blive klar over. Begge med et noget negativt resultat. Og det kan da være rigtig at komme med de indvendinger, de kommer med. Sørine Gotfredsen indvender, at de to muslimer ikke tager hensyn til inkarnationen, Hans Hauge håner de to, fordi de påstår, at Muhammeds situation i Mekka fra 610 til 622 ligner muslimers situation i Danmark i dag.

Men der er mere at sige. Det hele er værre, end de to beskriver det.

Der er nemlig tale om, at Naveed Baig og Kasper Mathiesen fremkommer med halve sandheder. Og halve sandheder er værre end direkte løgne.

Faktisk fristes man til at sige til de to lærde muslimer: Tag dog koranen alvorlig! Læs den dog ordentlig! Stå dog ved det, den siger! I påstår jo, at den er Guds eget ord til menneskene. Tror I så, at Gud vil tillade, at I behandler den så forkert, undlader at citere højst relevante vers og mistolker andre?

Nå ja, det vil Gud måske, altså den muslimske gud, Allah, for det siges jo, at han anbefaler muslimer at lyve, hvis de derved kan fremme islams sag; de må benytte sig af taqiyya.

Tag synet på Jesu død på korset! Når det er disse to herrer, det drejer sig om, er spørgsmålet ikke, om Jesus døde for alle menneskers skyld, om hans død har sonende virkning, eller andre internt kristelige spørgsmål. Nej, så er spørgsmålet det, om han i det hele taget døde. For koranen siger nemlig, at han i virkeligheden ikke døde på korset, Gud lod det mage så, at han blev forvekslet med en anden, og uden at nogen opdagede det, kunne Gud derfor tage ham direkte op i himlen. Jeg har behandlet spørgsmålet mere indgående her. Der står i sura 4,157:

og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham.

Og man skulle jo nu tro, at de to herrer nævnede dette vers som et eksempel på en forskel mellem kristendommen og islam. Men ak, her kan man godt tro om igen. De er ikke ude i det ærinde at give en holdbar klarlægning af forskelle og ligheder mellem vore to religioner, de er ude på at få islam kristianiseret, dvs., at få islam til at fremstå med så mange af kristendommens positive sider som muligt.

De gennemgår i korthed det, der skete med Jesus; her skriver de:

Samtidig reformerer han [altså Jesus, rr] de jødiske religiøse autoriteters udlægning og forståelse af den hellige lov. En lille gruppe samler sig om ham som hans disciple. De bliver vidner til prædikener og spirituel læring, der overgår alt, hvad de kender i dybde og indsigt. Jesus udfører mirakler, helbreder de syge og giver de blinde synet tilbage. Hans blide væsen er en storslået begivenhed.

Han møder nærmest med det samme modstand fra de etablerede religiøse og politiske autoriteter i området. Det leder til fortællingens klimaks i påsken: plottet mod Jesus, den sidste nadver, Judas’ bedrag, forhøret og dommen, lidelsen og korsfæstelsen og endelig begravelsen. Inden bevægelsen når at slå rødder, bliver Jesus taget til fange og dømt til tortur og døden for gudsbespottelse i Jerusalem.

Altså, her følger de den normale kristne påskefortælling: Jesus blev korsfæstet, han blev taget til fange, udsat for tortur og døden.

Og man kan ikke tænke sig, at de har glemt, hvad der står i koranen, eller overset det. Man kan kun tænke sig, at de ikke anser det for opportunt at gøre opmærksom på det i denne sammenhæng. For over ti år siden havde jeg en lille kontrovers med Kasper Mathiesen i Information. Meget er der ikke tilbage af den, kun et lille pip fra Mathiesen, hvor han bl.a. skriver:

Det er rigtigt, at vi muslimer tror på Guds almagt og på, at Koranen er en åbenbaring af Den ultimative Sandhed. Når Gud siger i Koranen, at Jesus (må Gud være med ham) ikke blev slagtet og korsfæstet af jøderne, og at han ikke var en gud, tror vi på det.
Mener du, at der ikke er plads til os muslimer i Europa, hvis vi ikke tror på Jesu korsfæstelse? (Se her).

Så vidt jeg husker, havde jeg dengang givet udtryk for, at muslimer, der regnede koranens udsagn for sikrere historiske vidnesbyrd end de samtidige kristne og hedenske vidnesbyrd, dermed havde sat sig udenfor det normale historikerfællesskab. Hvad jeg sådan set stadig mener. Og det var netop, hvad jeg anklagede Kasper Mathiesen for, og hvad han også i det lille læserbrev tilkendegav.

Men det ser ud til at være ‘glemt’ nu, for i denne sammenhæng er det åbenbart ikke så heldigt at sige den slags. Det er det, jeg kalder for ‘en halv sandhed’, og det er om den slags halve sandheder, man må sige, at de er værre end en direkte løgn. Og i hvert fald må man spørge: Hvad bliver der af den trossætning, som muslimer almindeligvis regner med, at koranen er Guds direkte ord? Hvordan kan de tillade sig at behandle deres helligskrift på en så overfladisk måde? Man har næsten indtryk af, at de mener, koranen giver dem tilladelse til at lyve eller i hvert fald at tilpasse sandheden efter omstændighederne.

Det er jo ikke nogen lille ting at fremhæve som forskel på de to religioner. Sandt er, at koranen har mange pæne ord at sige om Jesus. Og sjovt nok, det passer ind i de tos kram, så det hører vi en masse om i kronikken. Men når Muhammed ikke kunne gå med til, at Jesus, den store profet, skulle dø, har det med det at gøre, at for Muhammed er det ikke ordet, der er det vigtigste i menneskeheden, det er ikke ordet, der møjsommeligt skal kæmpe sig vej til menneskers hjerter, om det dog ikke kunne overbevise dem, nej, hos Muhammed er det magten, det kommer an på, det er i magten, at Guds herredømme viser sig. En himmelvid forskel, altså.

Lad os så tage synet på forholdet mellem de to køn!

Det hedder i kronikken om Muhammeds tid i Mekka:

Den fremspirende bevægelse opfattes som en trussel mod hele samfundets struktur i datidens Mekka: De rige er ikke længere over de fattige, slaverne skal frigives, kvinderne skal have rettigheder, og ingen racer eller folkeslag er andre overlegne. Nationalisme, stamme og familietilhørsforhold erstattes af et globalt broderskab i islam, og mænd og kvinder er lige i forholdet til Gud.

Jeg véd nok, at mange forsøger at give et sådant billede af Muhammeds forkyndelse i Mekka, og jeg vil ikke her gå ind i en diskussion om, hvorvidt en sådan forkyndelse kan påvises for Mekka-periodens vedkommende, jeg nøjes med at gøre opmærksom på, at Muhammed, da han fik verdslig magt i Medina, tilsyneladende glemte mange af disse udmærkede tanker, i hvert fald tankerne om kønnenes ligestilling. For i hans lovgivning om ægteskabet hedder det, at mænd må tage sig indtil fire koner, mens kvinderne naturligvis kun må have én mand. Tilsvarende har han forordnet, at kvinder kun arver halvdelen af det, mænd arver, og at deres vidnesbyrd i retten kun skal gælde for halvdelen af, hvad mænds vidnesbyrd skal gælde. Han har også givet mændene lov til at slå kvinderne (sura 4,34), men ikke omvendt. Desuden må en mandlig muslim gifte sig med ikke-muslimske kvinder, hvorimod det er en kvindelig muslim forbudt at gifte sig med en ikke-muslim. Og nævnes skal vel også skilsmissereglerne: det er manden, der har lettest ved at kræve skilsmisse, vil kvinden skilles, men manden ikke vil, har hun meget vanskeligt ved at få sin sag igennem, også her i vore vestlige lande. Og i alle tilfælde tilfalder børnene manden, så snart de er over en vis alder.

De fleste af disse forordninger bygger direkte på koranord. Og man skulle synes, at man da som minimum, hvis man er en god muslim, må anerkende, at sådan forholder det sig, og ikke søge at gøre islam spiselig for vesterlændinge ved at fortie eller forvanske sådanne direkte ord fra Gud selv. Men nej, sådan tænker vore to kronikører ikke. Her helliger målet tilsyneladende midlet, så endog halve sandheder er tilladt.

Så er der bemærkningerne om al-Ghazali! Jeg har tidligere været inde på de ”Jesus-ord”, der gengives af al-Ghazali, se her. Det var i anledning af en bog, der hed ”Den muslimske Jesus”. Vore kronikører skriver om al-Ghazali:

I imam al-Ghazalis (d. 1111) 40-binds magnum opus, ’Genoplivelsen af de religiøse videnskaber’, som anses for at være et af den islamiske traditions teologiske og spirituelle hovedværker, spiller narrativer om og lignelser fra Jesus i visse kapitler en rolle lig profeten Muhammed selv.

I en kommentar til ovennævnte artikel skriver jeg:

Og en meget berømt sufi, Mansur al-Hallaj, blev i 922 henrettet i Bagdad for kætteri, også et udtryk for, at den normale islam, mullahernes religion, ikke lod sig forene med sufismen.

I den forbindelse er det yderst interessant, at samme al-Hallaj henviste til Kristi død og bad for sine forfølgere. Hvis det er sandt, synes han at have modsagt koranens påstand om, at Jesus ikke døde på korset.

Og selv om den store teolog, al-Ghazali (død 1111), blev grebet af sufismen og i sit store værk ”Genoplivelsen af de religiøse videnskaber” (Ihya al-Ulum al-Din) prøver at forene islams og sufismens grundtanker og til den ende anfører en række falske Jesus-ord, så er der for mig at se mere sandhed i det, der skete med al-Hallaj.

Den holdning har jeg stadigvæk. Al-Hallaj havde indset, at skal man holde sig til Jesus, endda betragte sig som efterfølger af ham i den martyrdød, der bliver én til del, så må man forkaste Muhammed. Det gjorde al-Ghazali ikke. Han nøjedes med selv at opfinde en række ord, som han på ganske uhistorisk vis tillagde Jesus, og holde sig til dem som den store sandhed.

Men hvorfor dog gå over åen efter vand? Hvorfor selv opfinde gode og fromme Jesus-ord, når de foreligger i langt mere troværdig form i evangelierne, som også var tilgængelige for al-Ghazali? Og hvorfor tror vore kronikører, at vi vil se noget positivt i al-Ghazali, fordi han tildeler nogle selvopfundne Jesus-ord en lige så stor autoritet som Muhammeds ord? Havde det været evangeliernes ord, han tildelte autoritet, så var det noget andet. Men når den Jesus, han fremstiller, vel ligner evangeliernes, men dog kun er en svag gengivelse af ham, hvorfor skulle vi så ikke anbefale muslimerne at lade al-Ghazali være al-Ghazali og holde sig til den evangeliske Jesus?

Derfor er der mere gods i al-Hallaj. Han lod evangeliernes Jesus gælde for så meget, at han direkte ønskede at dø en død som hans, se her. Om ham kan man dog sige, at det var den ægte Jesus, han ville efterligne, ikke en selvlavet og uægte.

Til sidst lidt om den mærkelige anvendelse, de to gør af den ældste muslimske historie. De skriver:

Når muslimer i Danmark angribes på deres religion, når de selv og deres elskede profet hånes, spottes og latterliggøres, når de bliver udstødt og foragtet af den religiøse, juridiske, intellektuelle og politiske magtelite i landet, og når man forsøger at undergrave deres religion, så bringer det de religiøse minder fra Mekka tilbage. Man identificerer sig med profeten og de første muslimer. Den religiøse grundfortælling vender tilbage og bliver en afgørende referenceramme i mødet med og fortolkningen af nutiden og dagligdagen. Ligesom de første muslimer måtte lide tålmodigt, må nutidens muslimer lide tålmodigt.

Det er alligevel besynderligt. Vi har nok erfaret, at muslimer her i Danmark gerne vil opfattes som ofre, men at denne opfattelse deles af sådanne to ellers ret moderate muslimer, det overrasker nu ikke så lidt. Har de virkelig tænkt sig, at de skulle kunne leve som muslimer i Danmark, uden at nogen på noget tidspunkt vender sig imod deres religion og fremkommer med kritiske bemærkninger om den? Er den tilværelse, de har her i landet, virkelig at sammenligne med Muhammeds tid i Mekka? Må virkelig nutidens muslimer her i landet lide tålmodigt? Undskyld mig, men det forekommer vildt overdrevet.

Men mest afslørende er deres næste udsagn:

Profettegninger og forslag om at forbyde moskeer bliver den danske elites pendant til mekkanernes mordforsøg på profeten. Offentlighedens hadefulde og mistænkeliggørende diskurs, tørklædefrygten, mistroen og islamofobien kommer til at svare til datidens sociale udstødelse.

Det er sandt, at vi angriber profeten. Men vi slår ikke muslimer ihjel. Vi bruger hele vejen igennem åndelige midler. Og vil vi forbyde moskéer, sker det, fordi de imod grundloven opfordrer til vold. Med en sådan sammenligning stiller vore to kronikører sig på linje med alle de muslimer, der er blevet afsløret af TV2. Og det var vel ikke deres mening. Men det er ikke desto mindre det, de gør.

Man er næsten nødt til oven på denne mærkværdige sammenligning at spørge, om de så også, ligesom Muhammed dengang, vil stræbe efter at udvikle deres religion til en verdslig magtfaktor. De skriver selv:

I Medina forandres alt. Bevægelsen udvikler sig til en magtfuld og progressiv multireligiøs bystat. Ud over at være religionsstifter bliver Muhammed nu ligeledes den politiske, åndelige og moralske leder for en gryende verdensrevolution, et folk, en hær, en økonomi, et retssystem, en menneskehed. En af verdenshistoriens to mest indflydelsesrige personer nogensinde.

Er det det, det hele skal ende med, hvis Mekka-historien gentager sig i ”forfølgelsen” af muslimer i Danmark? Det er i hvert fald, hvad IS regner med og arbejder for. Men dog vel ikke, hvad to så forholdsvis fredelige muslimer, som Naveed Baig og Kasper Mathiesen ønsker sig.

Eller er det?

Oven på denne sammenligning lyder det i hvert fald højst besynderligt, at de skriver:

Vores pointe er, at vi behøver ikke at forblive fanget i den gensidige mistros splittende jerngreb. Vi behøver ikke at genleve de mest negative religiøse grundfortællinger igen og igen. Nutidens Danmark kan lige så godt være datidens Najran, muslimernes generøse kristne eksil, som aldrig vil blive glemt. Langt de fleste muslimer her til lands er allerede fuldt integrerede danskere og føler en dyb kærlighed til landet og folket som helhed.

Nu kommer de her til slut i tanker om, at de vist alligevel hellere må slutte lidt positivt. Så nu er Danmark ikke mere at sammenligne med forfølgelserne i Mekka, men med datidens Najran, hvor muslimerne fik et generøst eksil. Det blev ganske vist glemt, for de muslimske hære fór ud over hele den kristne verden og søgte at underlægge sig den. Så meget for muslimsk taknemlighed mod kristne.

Dog, denne erobring hører også med til den halvdel af sandheden, som de springer over. Alt sådant gør deres kronik højst utroværdig.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Halve sandheder

  1. Peter Buch siger:

    Så nu er Danmark ikke mere at sammenligne med forfølgelserne i Mekka, men med datidens Najran, hvor muslimerne fik et generøst eksil.

    For at holde argumentationsfølgen må det være kristne. der fik et generøst eksil.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s