Verden er knap så forandret endda

For nogle år siden, da jeg var ved at samle materiale til min bog Et spark til himlen dør, stødte jeg på to avisartikler af Kaj Munk, der begge omhandlede Otto Larsen og hans bog Skatten i Lerkar, som lige var udkommet. Artiklerne er fra 21. og 22. maj 1932, se her og her, og når jeg nu læser dem igennem igen, er det påfaldende, så mange lighedspunkter der er mellem den diskussion, der rejste sig om Otto Larsens bog, og den, der rejser sig om Lars Sandbeck, hans meninger og hans bog.

Selv i den ydre form er der ligheder. Ligesom Kaj Munk fandt det rigtigt først at sige lidt om forfatteren, før han kom med en anmeldelse af bogen, sådan har Kristeligt Dagblad fundet det relevant først at bringe et interview med Lars Sandbeck, se her, og først senere en anmeldelse af den bog, han og hans far har skrevet, se her.

Først er det værd at gøre opmærksom på den positive holdning, Munk møder Otto Larsen med. Han skriver:

Naar en ung teologisk Kandidat bliver Præst, har det ofte to Grunde: 1) Han har trods al Usikkerhed dog et reelt Instinkt for Kirkens Værdier og vil godt være med til at trække dem til Folket, og 2) Teologisk Embedseksamen aabner ikke Adgang til andre Levebrød end Præstegerningens. Den gaar han da ind til med megen Bævelse i Hjertet og ikke ganske faa Grimasser i Ansigtet, lidt i Lighed med en Skandinav, naar han for første Gang i Paris spiser Snegle: Nyfigenhed, Afsky, Usikkerhed, Velbehag er nogle af de Følelser, der trækker i Snorene.

Og Munk skildrer så, hvordan det kan gå en sådan ubefaren præst. Han kan opdage, at folk i menigheden behøver ham, måske endda i en grad, så han begynder at sige til sig selv og andre, at hans arbejde bærer velsignelse. Eller han kan gribes af lede ved det hykleri, det hældøreri, det dobbeltliv, der også er en del af religionens tilsynekomster; og så søger han over i andre brancher.

Men ingen af disse veje har Otto Larsen betrådt. Selv om der nok gælder den regel, at de mennesker har lettest ved at tro på bibelen, som ikke har læst den, så har Otto Larsen virkelig læst sin bibel. Og, fortsætter Munk

Og hver Gang han er kommet til noget om, at Gud spadserer i en Have, eller at en Mand gaar paa Vandet eller kommanderer med Djævle, eller at et menneskeligt Legeme lige med eet stiger lodret op i Luften, saa har han sagt til sig selv: ”Jamen dette her kan man da ikke forlange, at Mennesker af det tyvende Aarhundredes Kultur og Oplysning skal tage for gode Varer”.

Og så stiller han det spørgsmål til sin samtid:

Er der nogen Mulighed for, at de evige Værdier, som Kristendommen rummer, kan flyttes over fra de Former, hvori de var, da de sattes ind i Verden, og over i Former, hvorved de tilgængeliggøres for Mennesker af vor Tid?

Munk formulerer lidt senere dette afgørende spørgsmål som et spørgsmål, kirken selv retter til sine tjenere:

Hvad vil I gøre, for at jeg i denne Tidsalder kan blive Menneskeheden til den Velsignelse, der er min eneste Eksistensberettigelse? Jeg talte i Oldtiden dens Sprog og ud fra dens Tankegang, i Middelalderen dens og ud fra dens, et ganske andet, en ganske anden. Vi staar nu ved Begyndelsen af det tredje store Tidsafsnit i mit Liv. Hvem finder mig nu mit Sprog? Hvem klarer mig nu min Tankegang?

Munk uddyber dette spørgsmål en smule i anmeldelsen af bogen selv, denne gang som et spørgsmål, der lægges i Otto Larsens mund:

De evige Værdier, der er i Kristendommen, maa rækkes den skiftende Timelighed i skiftende Former. Oldtidens Folk fik dem i Eventyrets Form. Middelalderens i Magtens Form, vor Tid kan kun modtage dem i Videnskabens. En englebesungen Gud lod sig føde i Ringhed, hjalp alle hjælpeløse med straalende Undere, dræbtes af onde Misundere, men opstod og for til Himmels; det er, hvad Oldtiden kunde forstaa. Over Bonden er Greven, og over Greven er Kongen, og over Kongen er Kejseren, og over Kejseren er Paven, og over Paven Gud. 10, Knægt, Dame, Konge, Es, det var, hvad Middelalderen kunde forstaa. Men vor Tid er færdig med baade Gudelegenderne og Autoritetstrælleriet. Nu har Videnskaben Ordet.

Og spørgsmålet for Otto Larsen er så, hvordan vi som kristne forkynder det kristne budskab, så mennesker, der har fået videnskabens tankegang ind i hjernen, kan forstå det og modtage det.

Det forekommer mig, at vi står med nogenlunde det samme problem i dag. Bevares, vi ser måske lidt anderledes på middelalderen, end Munk gør i den korte skildring her – Lars Sandbeck henviser jo i en kronik med tilslutning til Thomas Aquinas, se her – men problemet, vi står overfor, er vel egentlig det samme. I hvert fald siger Lars Sandbeck i ovennævnte interview om den diskussion, der opstod efter Ramsdal:

Man forpassede muligheden for at udnytte mediernes pludselige interesse for teologi som anledning til at føre en offentlig debat om, hvordan vi kan aktualisere kristendommens påskebudskab.

Og hvis det er Lars Sandbecks hensigt med debatten, så kan jeg fuldt ud tilslutte mig denne hensigt: vi må aktualisere kristendommens påskebudskab. Det kan Kaj Munk også: Otto Larsen har hverken hørt til dem, der ender med at lade de anfægtende spørgsmål ligge, eller til dem, der flygter ud af præstegerningen:

hvis Otto Larsen har hørt til ovenstaaende Gruppe teologiske Kandidater, har han i hvert Fald ikke valgt nogen af de skitserede Udveje. Og det skal han have den danske Folkekirkes hjertelige og højagtende Haandtryk for.

På samme måde burde vi nok kunne se noget positivt i selve den bestræbelse, Lars Sandbeck og Co. er ude i. Men naturligvis: Ligesom Otto Larsen må han trods anerkendelsen finde sig i, at vi ikke alle er enige med ham.

Kaj Munk hørte ikke til dem, der ville have Otto Larsen afskediget. Han slutter den første artikel således:

Og nu skal Otto Larsen afsættes, det siger Overbispen, Danmarks Erkebiskop, den Avis, der har den utrolige Smartness at kalde sig ”Kristeligt Dagblad”, hvormed den foregøgler en ukritisk Offentlighed, at den er mere kristelig end de andre. Ogsaa Kinesere skal have haft den Vane, naar de drog i Krig, at male paa deres Skjolde: ”Pas paa! Jeg er meget frygtelig.” Har da selv ikke dette Blad forstaaet, hvad dog de allerfleste Kirkegængere ved, at det kommer ikke synderlig an paa, hvilke Ord Præsten siger, men paa, hvad han vil med de Ord.

Det sidste kunne lyde, som om Munk er ligeglad med, hvad der siges. Det er ikke tilfældet. Men han siger i grunden det samme som Sandbeck i interview’et, skønt jo Sandbeck har den uvane at skulle nedgøre andre, før han kan sige det, han mener:

For fysikalisterne handler opstandelsen om ’dengang’, mens det for os teologisk set er mere afgørende, at opstandelsesbudskabet griber forvandlende ind i vores egen eksistens og giver os håb for fremtiden.

Fysikalisterne”, det er sådan nogen som mig. Vi, der mener, at graven var tom. Vi, der mener, at den del af forkyndelsen må fastholdes om ikke af anden grund, så for derigennem at sige, at videnskaben ikke siger alt om denne tilværelse. Men vi er også nogle stykker, der mener, at vi ikke skal fortabe os i, hvad der skete eller ikke skete, hvad der kan bevises og ikke bevises, men i stedet skal lægge vægt på, hvad vi vil med den opstandelsesforkyndelse, eller – med Sandbecks ord – hvordan opstandelsesbudskabet kan gribe forvandlende ind i vor eksistens. Så på den led trækker pludselig Kaj Munk, undertegnede og Lars Sandbeck på samme hammel.

Men enigheden varer nu ikke så længe.

Sandbeck bliver i interview’et spurgt, om ikke præster skal sige noget om, hvad der skal ske med os efter døden, og svarer:

Når vi ikke mener at kunne udtale os konkret om efterlivet, skyldes det ikke blufærdighed, men en respekt for Guds transcendens. Opstandelse betyder, at vi opstår til Guds virkelighed, men ingen har set Gud. Vi ved ikke, hvordan der ser ud i Gud. Vi vil gerne lade det være op til Vorherre at afgøre, hvori opstandelsens virkelighed består. Det er ikke blufærdighed, men en konsekvens af troen på, at vi forud for opstandelsen står over for et ugennemtrængeligt mysterium.

Det må siges at være en minimalistisk teologi. Kaj Munk giver rum for lidt mere:

De [dvs. almindelige mennesker, rr] ved meget godt, at vi Mennesker er Støv og Aske og ude af Stand til at gøre os nogen Forestilling om Gud. ”Men”, siger saa den Kristne, ”naar vi alligevel ikke skal staa helt fremmede overfor Gud, skyldes det Jesus, der har givet os Lov til at tale om Gud som om en Bekendt”. Ja, det har været Religionernes Fællesmærke, at de har givet Menneskene Lov til at tale om Gud som om en Mand; nærmere kan menneskelig Bevidsthed ikke komme Gud; al anden Tale er at fjerne sig fra ham.

Og Kaj Munk er ikke så bange for at tale de kloge imod. Det var Paulus heller ikke, siger han:

Skulde Professorerne paa Areopagos have været mere modtagelige for Geschichten om en omskaaren Barbar, der var Sandheden i Kød og Blod, Alverdens Gud i Menneskeskikkelse, dræbt af nogle Afgudspræster og opstaaet for Næsen af en sovende Romervagt, end de lærde i København i Dag? Der løb Gudehistorier rundt i Romerriget. Ja, maaske. Blandt Pøbelen. Desmindre troedes de af Overklassen. Jeg kan ikke se, at det nye Testamentes Historier er væsentligt urimeligere for vor Tid end for den Tid, da de blev tegnet ned.

Men hvorfor kom de da til tro?

Det gjorde de, fordi de ikke kunne lade være. De havde i sig en trang, og da først de opdagede, at netop Jesus kunne stille denne trang, faldt det dem naturligt at kalde ham for Gud.

Og da de først havde vovet sig ind i denne Eventyrverden, lød intet utroligt dem længere umuligt. Udenfor den var de besindige og nøgterne nok, stolede paa alle Videnskabens og Eftertankens og den sunde Fornufts Ræsonnementer; men naar de var i Nærheden af ham, gik de amok og troede paa ham og ham alene – at der var en Gud til, som havde skabt Verden, og at denne Jesus var hans Søn og ud af hans Kraft havde gjort rene Umuligheder, opvakt døde og bespist Titusinder af næsten ingenting, var død paa et Kors, men atter legemligt opstaaet og legemligt gaaet til Aandens Rige op igennem Stratosfæren, og at han var der i Aandens Rige nu, men dog ogsaa her, aandeligt her, og sommetider legemligt, nemlig naar hans Venner deltog i den Gaade, der kaldes at gaa til Alters.

Og fordi det er lidt af en eventyrverden, man kommer ind i, når man vover at knytte betegnelsen ”Gud” til dette menneske fra Nazareth, vovede de at tro på ham og ham alene, også tro på, at han legemligt var opstået og legemligt var gået til åndernes rige ”op igennem stratosfæren” og endda nu legemligt til stede i nadveren. Munk fortsætter:

Jamen, hvor er det muligt at tro paa baade Videnskaben og alt det der? Det er muligt, fordi Mennesket er et irriterende og prægtigt sammensat Væsen, der ved, at 2 og 2 er 4, men maaske dog ogsaa, naar det kniber, 5.

Noget af det kan såmænd genfindes hos Lars Sandbeck. Det hedder i interview’et:

Jeg som individ opstår ikke, kun i den forstand at jeg er knyttet til Kristus. Deri ligger også, at Kristus ikke er færdig med at opstå fra de døde, før han så at sige har fået os alle med sig. Derfor er Kristi opstandelse også en begivenhed, der finder sted, hver gang et menneske dør og overgår til Guds evighed, ja, faktisk også hver gang et menneske døbes for at opstå til nyt liv i Kristus.

Kun forekommer det mig, at Sandbeck gør tingene unødig indviklede. Hvis det, han vil, er at udnytte mediernes pludselige interesse for teologi, er det lidt uheldigt, at han er nødt til lade Kristi opstandelse være noget, der finder sted, ikke som en éngangsbegivenhed i år 32, men som noget, der sker ved ethvert menneskes død og ethvert menneskes dåb. Galt er det, hvis præsten taler ”Kanaans sprog”, men er det ikke lige så galt, når der lyder ”sort snak” fra prædikestolen? Det, han måske vinder på karrusellerne derved, at det moderne menneske slipper for den legemlige opstandelses uvidenskabelighed, det sætter han til på gyngerne derved, at opstandelsesbegivenheden bliver gjort til noget flimrende uforståeligt noget.

Tilbage til Munks udsagn om, at det ikke så meget kommer an på, hvilke ord præsten siger, men hvad han vil med de ord! Det, som opstandelsesberetningerne vil, er vist netop at fortælle os, at vi aldeles ikke er frie og mægtige og kan alt selv, men i høj grad er afhængige af åndelige kræfter: afhængige af, at der skabes ægte kærlighed imellem os, afhængige af, at der engang blev sat et kraftfuldt ord ind i vor verden, afhængige af, at dette ord stadig lyder iblandt os.

Det ord skulle gerne holde indtog i kirken gennem præstens mund. Præsten er, som Kaj Munk siger i en prædiken, som æslet, der bærer Jesus frem på palmesøndag. Men, føjer han til, det hænder ikke så sjældent, at det kun er æslet, der holder indtog. (Se hele Munks prædiken her).

Men alt i alt: Når man ser de mange lighedspunkter mellem debatten dengang og debatten nu, må man med Kaj Munk synge:

Verden er knap saa forandret endda,
som nogle vil foredrage.
Han siger: Maa jeg? og hun siger: ja!
saa sødt som i gamle Dage.

(Fra skuespillet Puslespil, se her).

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s