Tre NAQs til Zenia

Denne sides trofaste læser vil vide, at der for nogen tid siden blev opfundet et nyt begreb, begrebet NAQ. Man véd nok, hvad FAQ betyder, nemlig Frequently Asked Questions, og NAQ er en udløber heraf, idet det betyder Never Asked Questions.

Når det er nødvendigt at danne et sådant nyt ord, hænger det sammen med, at der i indvandringsdebatten ofte sker det, at en hel udsendelse eller et helt interview kan være præget af spørgsmål, der ikke stilles. Sjældent er der tale om direkte forglemmelse fra journalistens side, der er som regel blot tale om manglende fantasi, eventuelt om et venstredrejet synspunkt at spørge ud fra.

Nu her i torsdags skulle Zenia Stampe i Deadline i anledning af, at hun er vendt tilbage fra barselsorlov. Det var Martin Krasnik, der interview’ede hende. Og umiddelbart betragtet må man da sige, at han gjorde det ganske godt. Oven i købet i den sædvanlige ”Krasnik-stil”, den med at gå i flæsket på sine ofre. Han havde f.eks. fundet et interview med Mette Frederiksen frem, hvor hun åbent tilstod, at socialdemokraterne havde været for længe om at reagere på integrationsvanskelighederne, man burde for lang tid siden have taget de problemer op, som de socialdemokratiske vestegns-borgmestre pegede på.

Og på baggrund af det så det da ud til at være en god idé at spørge Zenia Stampe om, hvorvidt hun også havde fortrudt sin holdning fra dengang for ti år siden. Det havde hun ikke. Og så fulgte nogle opfølgende spørgsmål: om det ikke er rigtigt set af Mette Frederiksen, at politikerne er til for at varetage det danske folks interesser, og om ikke derfor Zenia Stampe og de andre radikale burde reagere på den stigende utilfredshed blandt danskerne med indvandringen med at lukke ned for den, søge at mindske den, eventuelt indføre grænsekontrol.

Den hoppede Zenia Stampe ikke på. Hun havde meget imod det ping-pong-spil mellem gode nabolande, Danmark nu var kommet til at deltage i. For hvis vi ikke tog imod dem, der stod på vores grænse, så var der jo andre, der var nødt til at gøre det: vi sender bare aben videre, og det er ikke særlig pænt gjort overfor gode naboer. Og allerværst ser det da ud, når vi sammenligner med de lande i nærområderne, der tager helt anderledes store antal flygtninge. Kan vi virkelig være det bekendt, vi ovenud rige lande, at vi lader de fattige lande tage besværlighederne?

Lad os nøjes med disse holdninger fra Zenia Stampes side. Der var i udsendelsen mange NAQs, der ikke blev stillet hende.

Der er nu først det største og mest afgørende NAQ, det, som næsten er totalt ukendt i den europæiske politiske og mediemæssige elite, det spørgsmål, nemlig, som går på, om Zenia Stampe vil være med til at opretholde det enorme hykleri, som Europas politikere og journalister befinder sig i: De henholder sig hele tiden overfor befolkningerne og læserne til, at de er nødt til at overholde den regel, der siger, at så snart en flygtning har sat sine fødder på et lands jord, har han eller hun ret til at få sin sag prøvet af landets myndigheder; men de har siden 2001 behændigt sørget for, at det kun er et begrænset antal flygtninge, der kommer i den situation, for de har pålagt alle flyselskaber, der vil transportere passagerer til europæiske lufthavne det transportøransvar at sørge for, at hver passager har gyldig legitimation og gyldig indrejsevisum til et europæisk land.

Det vil sige: Det, som de mener, at de selv ifølge konventionerne ikke må gøre, det må de godt pålægge andre at gøre i deres navn. Hykleri!

Og det vil videre sige, at de europæiske lande med et sådant krav er med til at sende potentielle asylansøgere i armene på diverse menneskesmuglere, som sender dem ud på ofte livsfarlige rejseruter. Hykleri og medansvar for drukneulykker!

Det spørgsmål burde stilles til alle de politikere, som trækker det moralske kort: Vil du arbejde for, at flyselskabernes transportøransvar fjernes?

Bevares, jeg véd da nok, hvorfor Martin Krasnik ikke stillede det spørgsmål til Zenia Stampe. Det har jo overhovedet ikke været fremme i debatten endnu, og de spørgsmål, som Krasnik tager op, tager han op på vegne af andre politikere, sådan at den normale politiske debat holdes i gang. Fair nok, sådan set. Men kun fair nok, hvad dette NAQ angår.

For der var andre NAQs, som faktisk har været fremme i debatten, som han ikke stillede.

Der er jo dem, der hævder, at vi får langt mere for pengene, hvis vi anvender dem i nærområderne. For hver flygtning, vi hjælper i Danmark, ville vi kunne hjælpe ti eller tyve i nærområderne. Og så er det jo et oplagt spørgsmål at stille, hvis man nu netop har vist en Mette Frederiksen, som fortryder fortidens undladelsessynder, om Zenia Stampe ikke fortryder, at vi ikke forlængst har bremset op for modtagelsen af disse spontane flygtninge, så vi kunne få råd til langt større hjælp i nærområderne. Man ville kunne pege på, at FN, der driver flygtningelejre i Jordan og Libanon, for ikke så længe siden klagede over direkte mangel på penge til at drive lejrene for.

Hun ville så sikkert kommer med en udtalelse om, at vi skam som gode mennesker skal gøre begge dele. Men også en sådan udtalelse kunne mødes af et passende NAQ: Hvis vi bremser op og afviser 1000 flygtninge, skal vi i stedet modtage 1000 flygtninge fra FN’s lejre. Som det har været indtil nu, har vi taget os af de rigeste af flygtningene, mens vi har overladt det til Jordan og Libanon og Tyrkiet at sørge for de fattigste.

Det var NAQ nummer to, endda næsten to en halv. Det blev ikke stillet, og måske slet ikke tænkt på af Martin Krasnik. For man kan ikke forestille sig, at han ikke kunne få et ord indført. Han plejer nok at være mand for at riste sine interview’ofre over en sagte ild. Men Zenia Stampe slap af sted med at fremstå mere moralsk korrekt end os andre. Hvilket er et forkert indtryk at bibringe seerne af hende.

Så til NAQ nummer tre!

Det har med pull-effekten at gøre, altså med det forhold, at jo bedre forhold et land giver de flygtninge, der ankommer, des flere vil der komme.

Man må vistnok sige, at Krasnik forsøgte at få Stampe til at indrømme, at det forholdt sig sådan. Men ifald han har haft det for øje, var det en meget ringe gennemførelse af denne hensigt. Så man kan godt regne dette med til de aldrig stillede spørgsmål, til NAQs.

I den kasse kan man også anbringe alt det andet, der kun blev kummerligt belyst: spørgsmålet om, hvad der er årsagen til, at flygtningestrømmen tog så enormt til i efteråret 2015, og hvad der er årsagen til, at den nu er aftaget. Hvad det sidste angår, kunne det have været interessant at høre Stampes svar på den efter min mening sande påstand, at flygtningestrømmen er svundet ind, fordi nationalstaterne har indset, at EU ikke har kunnet magt opgaven; de har så selv påtaget sig at lukke deres grænser, meget imod Schengen, men med den konsekvens, at flygtningene er strandet i Grækenland og ikke kan komme til Europa ad Balkanruten.

Stampe ville sikkert have påberåbt sig den europæiske solidaritet, og man kunne så have moret sig lidt over, at hun virkelig stadig troede på en sådan størrelse, efter at den har vist sig så ikke-eksisterende, som tilfældet er. Men hun fik ikke lejlighed til at sige noget om det, og vi andre ikke lejlighed til at grine ad hende.

Det kunne vi så til gengæld gøre over hendes påstand om, at den danske og europæiske højrefløj er farligere end den muslimske terror, men den påstand er så langt ude, at jeg ikke véd, om jeg skal le eller græde.

Jeg savner ord.

Derfor stopper jeg her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s