Bagholdsangreb

Nytestamentlig eksegese eller fortolkning er en vanskelig disciplin. Man risikerer at få de opdagelser, man gør sig, til at ramme én i nakken som en boomerang. Det skal jeg komme med to eksempler på, det ene fra min egen eksegese, det andet fra Lars Sandbeck og fars eksegese i deres fælles bog Kristi opstandelse. (Og ja, dette betyder, at jeg imod, hvad jeg tidligere sagde, at jeg ikke gad læse bogen, har købt den og har læst den).

Jeg har ved en tidligere lejlighed, hvor jeg prøvede at modbevise Patricia Crones ord om, at man kender Muhammeds liv langt bedre end Jesu liv, fremdraget Jesu lignelse om de utro vingårdsmænd, se her. Denne lignelse har vi i tre versioner, Mark 12,1-12, Matt 21,33-46 og Luk 20,9-19. De tre versioner er nogenlunde ens, bortset fra en enkelt interessant og afgørende detalje: Matthæus og Lukas fortæller om den søn, vingårdsmændene dræbte, da vingårdsejeren sendte ham til dem, at de smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Men hos Markus forekommer den omvendte rækkefølge: de slog ham ihjel og smed ham ud af vingården.

Her vil en moderne videnskabelig metode nå frem til den afgørelse, at det er Markus, der har den oprindelige tekst. For eftersom Golgata dengang lå udenfor Jerusalem, kan man forklare, at Matthæus og Lukas (eller de menigheder, hvori deres evangelier er blevet til) ændrer Markus’ tekst: så kom beretningen jo til at passe med de geografiske forhold i datidens Jerusalem, mens man ikke kan forklare en ændring den anden vej. Man skal, som de kloge videnskabsmennesker plejer at sige, foretrække lectio difficilior, den vanskeligste læsemåde.

Som man kan se af ovennævnte link, er jeg gået det skridt videre, at jeg har brugt denne iagttagelse til at hævde, at det med stor sandsynlighed må betyde, at lignelsen går tilbage til Jesus selv, for enhver, der efter Jesu død ville danne en sådan historie, ville naturligvis som Matthæus og Lukas bruge den geografisk rigtige rækkefølge. Og dette betyder igen, siger jeg, at den tanke, at Jesu død ikke var noget, han selv havde regnet med eller taget højde for, kan aflives som imod de historiske vidnesbyrd (forøvrigt også imod nadverindstiftelsesordene, en tekst, som også med stor sikkerhed kan henføres til Jesus selv).

Men se, så er det, at jeg kan få denne tanke tilbage i nakken. For man kan jo af de nytestamentlige tekster se, at der i den ældste menighed har hersket en stor grad af ekstase: man har talt i tunger, man har haft profeter iblandt sig, man har på mange måder været ude af sig selv. Og hvis man nu fra disse tekster får den oplysning, at Jesus selv har været klar over, at han ville blive henrettet, og hvis man videre vover at tænke den tanke, at han regnede med, at han skulle opstå fra de døde, fordi han vidste med sig selv, at han var Guds søn, så bliver det pludselig ikke så mærkeligt, at den ældste menighed kunne få den tanke, at han var opstået fra de døde, så de på den måde kunne få mening i den for dem ellers meningsløse begivenhed, at han var død.

Så altså: jo stærkere man fremhæver den tanke, at Jesus selv har forudsagt sin død, des sandsynligere bliver den tanke, at det var den ekstatiske menighed selv, der ”opfandt” påstanden om tilsynekomsterne af den opstandne Jesus og idéen om den tomme grav. Så det, man lige nåede at glæde sig over som god og from opstandelsestroende, det bliver brat revet ud af hænderne på én, man får sine egne ”bevisførelser” i nakken.

Det samme kommer Sandbeck og co. ud for en del steder. Jeg skal kun nævne ét af disse steder, nemlig opfattelsen af 1 Kor 15,5-10. De to forfattere fastslår, at Paulus’ breve er de ældste nytestamentlige skrifter, hvad alle er enige om, selv jeg. Og når de derfor vil opklare, hvad et opstandelsesvidne er – det er overskriften på dette afsnit – så er det følgerigtigt at gå Paulus’ opfattelse efter i sømmene. De refererer ”kataloget” over opstandelsesvidner, begyndende med Kefas (Peter) og sluttende med Paulus himself og spørger så:

Men i hvilken forstand er der tale om vidner? Drejer det sig om øjenvidner i ordets ligefremme betydning, altså at alle vidnerne har set den opstandene Kristus med det blotte øje?

og går derefter over til at vise, at der netop ikke er tale om vidner i traditionel forstand, disse vidner har ikke set den opstandne, som man ser et biluheld, de har været genstand for en åbenbaring, siger de, og det er noget andet.

Det, Paulus vil med kataloget i 1 Kor 15,5-10, er det samme, som han har villet mange andre steder i sine breve; han vil understrege sin status som apostel. Det begynder han sit brev til korintherne med: “kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje” (1 Kor 1,1), det gentager han midt inde i brevet: ”har jeg ikke set Jesus, vor Herre?” (1 Kor 9,1), og specielt i brevet til galaterne er han vældig oppe på dupperne for at fastslå, at han er apostel i lige så høj grad som de andre. Og efter denne gennemgang af Paulus’ ønske om at fremstå med samme legitimitet som de andre apostle hedder det så:

Den åbenbaring, Paulus her [i Galaterbrevet, rr] henviser til, har sit udspring i et møde med den opstandne Kristus, et møde, som vi vil karakterisere som en kristocentrisk opstandelsesvision. Hverken mere eller mindre. Paulus har altså ikke set den opstandne Kristus med sit fysiske blik, men Gud har vist Kristus for ham i en åbenbaring. At dette også gælder for de andre opstandelsesvidner, som omtales i kataloget i Første Korintherbrev, og at Paulus altså dermed ikke mener, at hverken han selv eller nogen før ham i fysisk forstand skulle have set eller mødt den opstandne Kristus, vil vi i det følgende forsøge at begrunde ved hjælp af fire argumenter.

De fire argumenter lader jeg i denne omgang ligge. Her er det interessant, at vore forfattere – formentlig ligesom Paulus – har villet stille Paulus’ åbenbaring udenfor Damaskus på samme niveau som de åbenbaringer af Jesus, der fortælles om i evangelierne. Deraf slutter de jo, at ingen, hverken Paulus eller nogen anden apostel, har set den opstandne Kristus i fysisk forstand.

Om det nu lige er Paulus’ opfattelse – specielt, om han skelner imellem hans åbenbaring og det at se Kristus i fysisk forstand – lad også det spørgsmål være uafgjort. Lad os kun i første omgang give de to forfattere ret i deres overvejelser: de har virkelig vist, at Paulus sidestiller sin egen oplevelse udenfor Damaskus med de andre apostles oplevelser efter Jesu død.

Men så er det, at det forunderlige sker, at deres egen argumentation rammer dem selv i nakken.

De vil overføre det ikke-fysiske ved Paulus’ Kristus-vision udenfor Damaskus til de visioner, der forekom lige efter Jesu død. Og de synes selv, at de har et godt argument i den kendsgerning, at Paulus’ skrift er det ældste skrift i det ny testamente. Og det er jo sandt: Paulus’ breve er virkelig ældre end evangelierne.

Men de er ikke ældre end urmenigheden. Når Paulus i det hele taget er ivrig efter at fremhæve sin status som apostel, skyldes det jo, at der i menigheden var folk, der bestred den. Paulus selv bevidner her i 1 Kor 15,5-10, at begrebet ”de tolv” var en gængs betegnelse for de disciple, der havde fulgt Jesus på hans vandringer og havde set ham efter hans død. Af dem blev Jesus set lige efter, at han var blevet set af Kefas. Om dette begreb er det samme som begrebet ”alle apostlene”, som Paulus bruger lidt senere, lad det blot stå hen i det uvisse. Det visse er, at Paulus her forsøger at ”mænge” sig med ”apostlene” eller med ”de tolv”. Han vil have samme legitimitet som dem. Og han er derfor på ingen måde det uvildige vidne, som Sandbeck og co. vil gøre ham til. Hvis der har eksisteret en uenighed i urmenigheden angående visionerne af den opstandne: var det en fysisk Kristus, man så, eller var der ”blot” tale om en vision af en ”ånd”?, så er den ene side af uenigheden tavs, vi aner ikke, hvad den har ment, men den er ældre end Paulus og hans skrifter og kan derfor godt tænkes at have haft et noget andet syn på visionerne og den tomme grav end Paulus.

På den anden side: Hvis vi fandt et skrift af f.eks. Jesu bror Jakob, som kunne bevises at være ældre end Paulus’ breve, og som gav Apg 10,41 ret i, at de første vidner spiste og drak sammen med den opstandne Jesus, så ville det ikke hjælpe os stort: For det kunne jo blot være et skrift med en hensigt modsat Paulus’: Fordi man havde spist og drukket med den opstandne, skulle man nu regnes for en større autoritet end Paulus.

Men altså: Hvad Sandbeck og co. får ud af 1 Kor 15,5-10: at Paulus ligestiller sin vision med de første vidners vision, vender tilbage og rammer dem i nakken: der var altså andre, der før Paulus mente noget andet end Paulus.

For en sikkerheds skyld: Hvad vi her undersøger, er ikke, om Jesus er opstået fra de døde eller ej, men ”kun”, hvilke forestillinger om opstandelsen den ældste kirke opererede med. Og som man kan forstå, er det ikke så ligetil at blive klog på. Man kan næsten ikke lade være med at blande sin egen mening om sagen ind i undersøgelsen, selv om man jo skulle være neutral.

Og det hele gøres altså endnu mere indviklet af det forhold, at vi, så snart vi finder et godt argument, bliver ramt i nakken af netop dette argument.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Bagholdsangreb

  1. Pingback: Sandbeck igen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s