Vilde myter

Det er det ny testamentes tale, jeg omtaler på denne lidet flatterende måde. Men de myter, der præger det ny testamente, herunder de myter, Jesus brugte at udtrykke sig i, er virkelig vilde myter. Blot er der det at føje til den betegnelse, at netop vildskaben, ekstasen, det mangehovede i mytedannelsen har kunnet gøre, at mennesker op til vor tid er blevet inspireret af det ny testamente.

Og noget af det, der forekommer mig mest væsentligt at indvende mod Sandbeck og co.s bog Kristi opstandelse, er, at de ikke har blik for det vilde i myterne, men tager dem hen som størrelser, der kan undersøges og rubriceres og indordnes i en logisk forståelig helhed. Sådan forholder det sig ikke. Myterne stritter i alle retninger og gør det ganske ubekymret.

I det kapitel, der hedder Opstandelsessprogets mange stemmer, tager forfatterne en række senjødiske skrifter op til undersøgelse. Og dels kan man nu indvende imod dem, at de på forhånd har et skema, det hele skal undersøges efter. Det fører sjældent til noget godt, når man vil stille spørgsmål til en tekst, som teksten ikke selv stiller og måske slet ikke har mulighed for at stille. De citerer Wolfhart Pannenberg

Enhver som vil bestride den tomme gravs faktum, må kunne dokumentere, at der blandt de samtidige jødiske opstandelsesvidner fandtes opfattelser, i henhold til hvilke de dødes opstandelse ikke behøver at have noget at gøre med liget i graven.

og skriver så, at de tager denne udfordring op. Men det gør de altså ved at stille det spørgsmål til den tids mennesker, om de kan tænke sig en opstandelse, hvor liget bliver i graven.

En anden ting, man kan indvende imod dem, er, at de næsten har glemt Jesus, altså glemt, at han vel også er en åndelig kæmpe, der kunne have influeret på de nytestamentlige skrifter. De skriver således:

Det, der har præget Det Nye Testamente litterært og idehistorisk set, er Det Gamle Testamente fortolket, genskrevet og formidlet i den litteratur, der ligger imellem de to testamenter. Og det er denne intertestamentlige litterære æra, som sammen med den græsk-romerske litteratur i perioden er sagligt relevant at forholde sig til, når man ønsker at undersøge det historiske grundlag for opstandelsesmotiverne i Det Nye Testamente.

Det kan da være sandt nok, at også denne intertestamentlige litteratur har præget det ny testamente. Men man må jo ikke glemme, at det altsammen er gået igennem en ikke ubetydelig ændring og nybearbejdelse ved Jesus. Lad være, at Paulus er præget af en række af de skrifter, der nævnes i dette kapitel, han er vel også præget af Jesus og hans måde at tænke på.

Ét af de steder, de to undersøger, er Anden Makkabæerbog. Denne bog er en del af de gammeltestamentlige apokryfer, og det træffer sig så heldigt, at Det danske Bibelselskab på sin hjemmeside har udgivet dette skrift, se her. Her fortælles der i kap 7, vers 1-42 en grufuld historie om en mor, der så sine syv sønner blive pint på det grusomste og derefter dræbt af kong Antiokus Epifanes, fordi de nægtede at følge hans befaling om at spise svinekød. Efter at de er blevet pint og lige før de dør, lader forfatteren dem komme med en udtalelse. De syv brødres sidste ord er udformet lidt forskelligt. Men de fleste af dem forjætter en skrækkelig hævn fra Guds side over kongen. Det interesserer ikke Sandbeck og co. Hvad de er interesseret i, er at opstille et skel mellem de sønner, der mener, de først får Guds belønning ved tidernes ende, og dem, der mener, at de allerede i dødsøjeblikket opnår belønningstilstanden i det hinsidige. De citerer den anden søns udtalelse:

Usling, du skiller os fra livet her, men verdens konge vil lade os, der er døde for hans loves skyld, opstå til evigt liv! (2 Makk 7,9).

og kommenterer den således:

Det er imidlertid uklart, om den generelle sprogbrug går på opstandelsen i dødsøjeblikket, eller om der er tænkt på en fremtidig og kollektiv begivenhed.

Og man har da lidt ondt af vore to forfattere, når 2 Makkabæerbog er genstridig og ikke vil indpasse sig i deres skema. Men med den tredje søn er de mere heldige. Han rækker på bødlernes befaling sin tunge og sine hænder frem til afhugning og siger:

Fra himlen har jeg fået dem, for [Guds] loves skyld giver jeg afkald på dem, og fra ham håber jeg at få dem tilbage! (2 Makk 7,11).

Så her har de to en tydelig tilkendegivelse af, at det er underforstået, at ”kroppens fysiske genrejsning i opstandelsen ville resultere i tomme grave”.

Men hvordan dog få det til at harmonere med det, som den sidste søn siger? Hans udtalelse før døden lyder:

Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod (2 Makk 7,36).

Altså, han siger ”har fået”, som om de allerede nu befinder sig hos Gud og har evigt liv.

Det, plus en masse andre eksempler fra disse intertestamentlige skrifter, får vore to forfattere til at mene, at de har opfyldt Pannenbergs krav, dvs.: de har vist, at der findes opfattelser, ifølge hvilke de dødes opstandelse ikke behøver have noget med liget i graven at gøre.

Jeg véd såmænd ikke, hvad de har. Det forekommer mig, at disse problemer er yderst velkendte. I gamle dage eller altså: dengang jeg var ung studerende, mødte vi et begreb, hvormed man dengang prøvede at løse problemerne, begrebet ”mellemtilstanden”. Med det ord betegnede man tiden fra den individuelle død til opstandelsen ved tidernes ende. Og alle de problemer, som man dengang så i mellemtilstanden, og som de to forfattere ser ved opstandelsestanken i det hele taget, løste man ved at sige noget om, at Guds tidsforståelse er anderledes end menneskers. Når således Jesus siger til røveren, at ”i dag skal du være med mig i paradiset”, er dette ”i dag” udtryk for, at løftet står usvigelig fast, ikke udtryk for nogen bestemmelse af samtidighed.

Jeg tør ikke sige, at dette er en god løsning. Jeg vil nøjes med at spørge, om vore to forfattere nu også har den rette ydmyge tilgang til de tekster, de behandler. Det forekommer mig, at de i nogen grad øver vold på f.eks. teksten fra 2 Makkabæerbog ved at lægge en forskel ind i teksten, som forfatteren øjensynlig overhovedet ikke har blik for, og ved at få forfatteren til at give svar på spørgsmål, som han aldrig har stillet. Eller altså: forfatteren ser ikke nogen forskel mellem den tredje søns og den sidste søns udtalelser. Hvorfor skal vi så gøre det?

Jeg vil dog hellere optere for en påstand om, at vi såkaldt moderne mennesker ikke længere har en umiddelbar tilgang til og forståelse af myter. Vi giver os uden videre til at gå mytens objektive påstande efter i sømmene: hænger de nu godt nok sammen? harmonerer det med, hvad vi ellers véd om verden? osv., og ser stort på eller glemmer fuldstændig mytens subjektive side: hvilke handlinger opfordres vi til? hvilken trøst er det, der bringes os, når mytens påstand er sand?

I tilfældet med de syv brødre: For forfatteren er det, han vil fortælle, brødrenes standhaftighed, en standhaftighed, de har, fordi de er fuldstændig overbevist om, 1) at Gud har forbudt dem at spise svinekød, og 2) at Gud i efterlivet vil belønne dem for deres udholdenhed. Denne stærke tro er det, han vil fortælle om.

Dette vil jeg nu prøve at vise ved hjælp af nogle af Jesu myter. Vi er nemlig så heldige, at Jesus har givet den korrektion, han giver af de forhåndenværende intertestamentlige myter, form af lignelser. Og derfor fristes vi ikke til at opholde os undersøgende og kritisk ved mytens objektive side, men plejer at nøjes med se på dens subjektive side.

Lad mig illustrere det ved Matt 24-25!

Først lignelsen om verdensdommen, Matt 25,31-46. Den har jeg tidligere været i færd med at udlægge, se her. Man kan selvfølgelig sige, at Jesus korrigerer opfattelsen hos 2 Makkabæerbogs forfatter: det, der bringer frifindelse på dommens dag, er ikke, at man har afholdt sig fra at spise svinekød endda under dødstrusler, men at man har besøgt den syge, taget sig af den sultne, osv. Og det er jo sandt nok: Jesus angreb jødernes spiseforbud: Det kommer ikke an på, hvad der kommer ind i munden, men på, hvad der kommer ud af munden (Matt 15,11). Men mere væsentligt er det dog, at han med denne lignelse eller med denne myte om verdensdommen siger det samme, som han siger i Matt 6,3 om almissegivning: at man ikke må lade den venstre hånd vide, hvad den højre gør, det vil sige: den rette gode gerning er spontan, selvfølgelig, uden tanke for fortjeneste eller gloriepudsning.

Dog, selv om man forstår lignelsen uden denne finesse fra Jesu side, man finder ikke på at spørge som vore to forfattere gør overfor 2 Makkabæerbog. Når der står, at alle folkeslag skal samles foran Menneskesønnen, er der ingen, der spørger, om det så betyder, at alle verdens grave er tomme; lige så lidt, som man finder på at spørge, om disse folkeslag står foran Menneskesønnen som åndevæsener uden krop eller iført deres gamle, tilpas reparerede legemer; nå ja, nogen vil måske finde på at sige, at i hvert fald de fordømte må være iført en slags legeme, for ellers ville de jo ikke kunne blive straffet af nogen evig ild. Men det er vel også topmålet af nysgerrige spørgsmål, man vover at komme med.

Uden videre bøvl forstår man lignelsen som en formaning til os, der lever nu, om, at vi skal leve ligefremt i de forhold, hvori Gud har sat os, så vi måske dèr kan være heldige at komme til at gøre de gerninger, der kan bringe os frikendelse, når Menneskesønnen kommer i sin herlighed. Og netop forstået sådan, er lignelsen forstået som en myte.

Lidt af det samme kan siges om den forudgående lignelse, lignelsen om de betroede talenter. Også den har jeg tidligere været inde på, se her. Og også den lignelse er en dommedagslignelse, det vil sige: den er en mellemting mellem en lignelse og en myte. Også den vender sig imod jødernes eller farisæernes (både de daværendes og os nuværendes) forståelse af, hvad det kommer an på. Vi har i vor samfundsforståelse den opfattelse, at man ikke kan give en lov tilbagevirkende kraft; det ligger i vor lovforståelse, at skal man kunne anklages for at have brudt loven, må loven først være formuleret og vedtaget på behørig vis. Og noget tyder på, at jøderne forstod forholdet til Gud ud fra en sådan tankegang. Men Jesus forstår det på en anden måde. Han lader den tredje tjener sige noget andet, og han lader tjenerens herre gentage det og straffe ham efter det ord:

Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. (Matt 25,26).

Det vil sige: Ingen kan gemme sig bag en overholdt lov. Hvad der kræves af et menneske, kan man forsøge at samle i en lov, men fordi Gud høster, hvor han ikke har sået, vil en sådan lov aldrig fuldt ud kunne afbilde, hvad der kræves for at opnå frikendelse på dommedag eller – hvad der er det samme – for at ens liv kan lykkes. Eller sagt på anden måde: Det, du skal rette dig efter, er ikke de ti bud, og hvad der ellers hævdes åbenbaret på Sinai, det er den gyldne regel, det er det, din samvittighed fortæller dig, du skal gøre.

Og som med lignelsen om verdensdommen: Alle forstår vi, at det er livets vilkår, der afbildes for os med denne lignelse. Den fortæller os, hvad der engang vil ske ved verdens ende, når dommeren kommer og kræver os til regnskab, men vi gør ikke det mindste vrøvl over, at der ikke er overensstemmelse mellem denne domsskildring og skildringen i lignelsen om verdensdommen. For vi forstår så udmærket, at en sådan indvending ville være irrelevant. Det, det drejer sig om – forstår vi – er noget, der ikke lader sig indfange af spidsfindige undersøgelser af forudsætninger, som vi – men måske ikke Jesus og hans samtidige – har.

Lidt anderledes forholder det sig med Jesu ord i Matt 24. Her hører vi hans tale om de sidste tider, om de tegn, der skal gå forud, om de trængsler, der skal ramme verden og menigheden. Jeg skal ikke gå det igennem i detaljer, kun gøre opmærksom på en vis modsigelse mellem talen om, at ingen kender dagen og timen (Matt 24,36) og så talen om, at der i forvejen gives visse tegn som advarsel om, at timen er nær (Matt 24,32). Men hvis vi er opmærksomme på, at begge sider af modsigelsen skal danne baggrund for slutordet i kapitlet: ”Våg derfor” (vers 42), så falder modsigelsen bort som irrelevant. Og ikke mindst falder den da bort, når vi gør os klart, at den lignelse, der følger lige efter, lignelsen om de ti brudepiger, skal understrege dette ”våg”!

Tilbage i 2009 i adventstiden, kort før der skulle prædikes over denne lignelse, hævdede Jens Ole Christensen i Kristeligt Dagblad, at man, hvis man ville prædike renfærdigt over denne tekst, ville tvinges til at tale om det, man kalder ”den dobbelte udgang”, altså den påstand, at nogle bliver frelst, andre går fortabt, se her. Det vendte jeg mig imod i en artikel her på bloggen, se her. Ikke fordi jeg går ind for den modsatte position: ”alles frelse”, men fordi jeg finder begge disse positioner forkerte; ingen af dem fanger det, Jesus vil sige med sin lignelse; begge misforstår, hvad en myte er, i dette tilfælde dommedagsmyten. De tror, lignelsen handler om livet efter døden, hvor den vil være en advarselslampe for livet før døden. De tror, man kan få sine nysgerrige spørgsmål besvaret, hvor man i stedet må lytte til en formaning om at være opmærksom på det fællesskabs trivsel, man står i.

I sin tid prøvede jeg at indfange lignelsens mening på denne måde:

Det er dette, at et forhold, du lever i, kan ødelægges, det er det, Jesu lignelse handler om. Der er ingen grund til at spekulere over dobbelte eller enkelte udgange, vi får bare som Jonas én over næsen, hvis vi stikker den for langt frem i Guds sager. Men er det ikke også skæbnebetynget nok, at livet ved én eneste undladelsessynd kan lægges øde?

Og lad så dem, der er tilhængere af en tese om alles frelse, komme og sige, at dette da er altfor hårdt, sådan er Gud bestemt ikke, ja sådan kan Gud ikke være: vi véd alle, at sådan ER Gud, den ‘ubarmhjertighed’ er indbygget i tilværelsen, det kan ingen komme udenom. Et forkert ord, og du har mistet alt. En uopmærksomhed, hvor du skulle have været opmærksom, og forholdet er gået endegyldigt i stykker. En blindhed for, hvad din næste kræver og forventer og ønsker af dig, og du har ikke mere noget ægte forhold til din søn, din ægtefælle, dine forældre. En overfladiskhed, hvor du skulle have været medlevende og indfølende, og der opstår den første lille revne i forholdet.

Det vil jeg stadig mene er rigtigt.

Men så med hensyn til Lars Sandbeck og co.!

Man kan godt sige, som jeg sagde i begyndelsen, at disse lignelser eller disse dommedagsmyter stritter i alle retninger. Men fordi vi ikke drømmer om at gå den objektive side efter i sømmene, fordi vi så udmærket forstår, at det væsentlige ligger i den subjektive side, derfor godtager vi lignelserne uden indvendinger, derfor undlader vi en sammenligning dem imellem, derfor finder vi os gladelig i de modsigelser, en spidsfindig hjerne ville kunne påvise.

Det er da min væsentligste indvending mod de to, far og søn: Hvorfor skal de absolut gå alle disse opstandelsesfortællinger igennem set fra den objektive side og finde modsigelser og uholdbarheder og ting, der ikke stemmer overens med vort moderne af videnskaben bestemte verdenssyn? Hvorfor kan de ikke høre den samme forkyndelse i de forskellige fortællinger, også selv om den objektive side af dem ikke er den samme?

Det er jo faktisk sådan, at de træk, der kendetegner de øvrige myter i det ny testamente, også kendetegner opstandelsesfortællingerne. De fortæller om noget, der er ukontrollabelt, nemlig, at Jesus er opstået fra de døde, ligesom Jesu lignelser fortæller om det ukontrollable, der sker ved verdens ende. Og ligesom lignelsesmyterne vil noget med deres fortællinger, have os til at være opmærksomme i de fællesskaber, vi står i, have os til selv at forstå, hvordan vi skal få tilliden til at vokse, og have os til at overgive os til fællesskabet, så gerningerne bliver ligefremme og selvfølgelige, sådan vil også opstandelsesfortællingerne noget med os, de vil fremme den holdning, der opgiver sit eget, endog sit eget liv, for fællesskabets skyld.

Disse myter kan tåle megen modsigelse. Men én ting kan de ikke tåle: de kan ikke tåle, at det centrale tages ud af dem. Når Guds almagt tages bort fra Gud, så Gud bliver en Kleenex-Gud, der ikke formår andet end vandre ved vor side i de trængsler, vi møder, så bliver bøn meningsløs. Og når Jesu opstandelse bliver ligløs, så bliver den mening borte, der dog kunne skimtes i modstanden, den mening, nemlig, at det har virkning på samfundet, at nogen ofrer livet for sandheden.

Men det hører et fremtidigt blogindlæg til.

Til sidst: Nu jeg læser ovenstående igennem, ser jeg, at det måske kan lyde lidt nedladende, når jeg omtaler de to forfattere som Sandbeck og co. Det er ikke meningen. Omtalen har kun til hensigt at spare papir. Og selv om Anders Ejvind Nielsen, fader og medforfatter, i denne betegnelse kommer til at optræde som en ko, der blot ledsager Lars Sandbeck, så er det nu i andre sammenhænge, måske specielt i den, der tages frem i dette indlæg, vistnok ham, der er førerkoen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s