Historieforfalskning

Holder De ud til endnu en omgang Sandbeck-bashing, kære læser? Ja, det er hårdt. Men glæd Dem i det mindste over, at det ikke mere er muslim-bashing, der for øjeblikket bedrives på denne blog. Eller glæd Dem til, at der – med Helle Thornings ord – kommer en god løsning i morgen. I morgen eller i overmorgen håber jeg at kunne bringe en afsluttende artikel om Sandbeck og co. Eller glæd Dem over, at jeg selv er ved at være godt træt af alt denne opstandelses-opstandelse. Blot bliver det ved med at køre rundt i hovedet på mig.

Så, på med vanten til næstsidste omgang!

Denne gang drejer det sig om en ret alvorlig sag, det drejer sig om historieforfalskning. Ja, jeg vil mene, at Sandbeck og co. med deres bog Kristi opstandelse bedriver historieforfalskning.

Det vil jeg vise ud fra deres behandling af Thomas Aquinas og Martin Luther. Om man ud fra de resultater, jeg når til angående disse to historiske personer, kan drage nogen slutning angående deres behandling af det ny testamente, vil jeg undlade at komme ind på, eller i det mindste kun antydningsvist komme ind på.

Hvad Thomas Aquinas angår, træffer det sig så heldigt, at Lars Sandbeck (uden co.) har omtalt ham i en kronik i Kristeligt Dagblad den 22-3 2016, se her. Her skriver han:

Thomas Aquinas (1225-1274) lader på et tidspunkt en bemærkning falde om Kristi opstandelse, som gjorde stort indtryk på mig, da jeg for nogle år siden stødte på den for første gang. Han skriver: ”I opstandelsen vender Kristus ikke tilbage til et almindeligt genkendeligt liv, men til et evigt liv i konformitet med Gud (…). Derfor kunne Kristi opstandelse ikke selv blive set direkte af noget menneske.”

Der er særligt to ting i citatet, man bør lægge mærke til. For det første mener Thomas Aquinas, at Kristus med opstandelsen vender tilbage til Gud, det vil sige, opstandelsen markerer en overgang fra et historisk-jordisk liv til et evigt-guddommeligt liv.

Man kunne måske sige: en overgang fra én virkelighedsdimension til en anden. Der er altså ikke tale om en fysisk dødeopvækkelse, hvor Jesu døde krop gøres levende igen, men om en ophøjelse til Guds virkelighed hinsides den fysiske verden.

For det første er det imod god historiker-skik at undlade at fortælle, hvor citatet stammer fra. Jeg har fundet frem til, at det stammer fra Thomas’ Summa, bind III, spørgsmål 55, artikel 2. (Man finder en udmærket engelsk-latinsk gengivelse af Thomas’ Summa her). Men dernæst – og meget værre – er det direkte imod Thomas’ mening, når han udlægges, som Sandbeck gør her: At der ikke er tale om en fysisk dødeopvækkelse, hvor Jesu døde krop gøres levende igen.

I sin Summa III, 54,1 siger Thomas Aquinas:

Kristi legeme faldt ved døden, nemlig for så vidt sjælen, som var dets formelle perfektion, blev adskilt fra det. For at der derfor kunne være tale om, at Kristi opstandelse kunne være virkelig, var det nødvendigt, at dette samme Kristi legeme én gang mere blev forenet med den samme sjæl.

Altså, Sandbeck har taget det hos Thomas, der kan understøtte hans synspunkt, og ladet alt andet ligge. Det må nærmest kaldes en historiker-dødssynd, det, han har gjort. Hvis han bare havde været lidt nysgerrig, eventuelt fundet det noget mærkeligt, at Thomas for 700 år siden har ytret det samme om Jesu opstandelse, som Sandbeck i dag siger, og hvis han af den grund var sprunget et enkelt spørgsmål tilbage i rækken, så ville han have opdaget 54,1, hvor det spørgsmål, der undersøges, er: ”Havde Kristus et rigtigt legeme [verum corpus] efter sin opstandelse?”

Til overflod ville han have opdaget, at Thomas, sin vane tro, begynder med at opstille nogle indvendinger imod den i spørgsmålet fremførte tanke. I tilfældet her: først den indvending, at et rigtigt legeme ikke kan gå igennem lukkede døre (Joh 20,19.26). Dernæst den indvending, at et rigtigt legeme ikke kan forsvinde fra et andet menneskets syn uden videre (Luk 24,31). Og endelig den indvending, at han ifølge Mark 16,12 viste sig ”i en anden skikkelse” [in alia effigie].

Herefter gendriver Thomas disse indvendinger. Først en gendrivelse i al almindelighed:

Der står skrevet (Luk 24,37), at da Kristus viste sig for sine disciple, ”blev de bange og forfærdede og troede, at de så en ånd”, som om han ikke havde et sandt, men et fiktivt legeme [non verum, sed phantasticum]. Men for at fjerne deres frygt, føjede han straks til: ”Rør ved mig og se, en ånd har ikke kød og ben, sådan som I ser, at jeg har”. Altså havde han ikke et fiktivt, men et sandt legeme.

Dernæst følger det før citerede om sjælen, der blev forenet med det samme legeme. Og så tager Thomas fat på at svare på de indvendinger, han havde opstillet.

Til indvendingen med de lukkede døre svarer han, at den opstandne kunne gå gennem lukkede døre i kraft af, at guddommen boede i ham. Til den anden indvending svarer han, at fordi hans legeme nu er herliggjort, bestemmer sjælen fuldstændig over det, og det i den grad, at den kan bestemme, om legemet skal ses af andre eller ej. Af samme grund kunne hans sjæl selv bestemme, om hans legeme skulle ses herliggjort eller ikke-herliggjort; hermed svarer Thomas på den tredje indvending.

Det vil sige, havde nu Lars Sandbeck haft den fornødne historiske nysgerrighed, ville han have kunnet få svar på mange af de spørgsmål, han kæmper med angående forståelsen af det opstandne Kristus-legeme. Men ak, han nøjes med det citat, han har fra 55,2, og lader alt andet være. Han er kun interesseret i Thomas, fordi han har fundet et citat, der ser ud til at give ham ret.

I næste omgang fordrejer han citatet. Han har korrekt citeret, at det, der ikke kunne blive set af noget menneske, er Kristi opstandelse. Men så skriver han:

Det andet væsentlige – som er en direkte konsekvens af det første – er så, at intet menneske derfor med det blotte øje har kunnet se den opstandne Kristus. Hvorfor? Fordi han i kraft af opstandelsen er hos Gud i Guds evighed og ikke på jorden i tid og rum.

Nu er pludselig det, intet menneske kan se, den opstandne Kristus. Og begrundelsen, han giver for det, er hans egen hjemmespundne, ikke Thomas’. Det samme gælder en senere bemærkning:

Hvad er det egentlig, Thomas Aquinas hævder? Jo, han hævder, at Kristi opstandelse ikke er en historisk begivenhed. Det vil sige, at han benægter, at opstandelsen har fundet sted på samme måde som almindelige historiske hændelser som for eksempel mordet på Julius Cæsar den 15. marts år 44 før Kristus.

Ingen aner, om Thomas vil benægte det, Sandbeck her lader ham benægte. Alligevel slås det fast som en tanke, Thomas selv har formuleret. Men argumentationen her er i nogen grad en ”stråmandsargumentation”. For der er jo ingen, der vil hævde, at Jesu opstandelse var som enhver anden historisk hændelse.

Samme halve argumentation bruges lidt senere:

Men opstandelsen markerer en overgang til Guds virkelighed, til Guds herlighed, og ifølge den bibelske forkyndelse (og ifølge Thomas Aquinas) er Gud netop ikke historisk, men evig, og ikke en fysisk genstand, men ånd (jf. Joh. 4, 24).

Er der nogen, der hævder, at Gud er historisk og ikke evig, eller at han er en fysisk genstand og ikke ånd? Formentlig ikke. Men med bemærkningen om opstandelsen som en overgang til Guds virkelighed mener Sandbeck åbenbart at have gjort rede for den bibelske forkyndelse og i samme åndedrag for Thomas’ opfattelse. Spørgsmålet er, om han omgås de bibelske skrifter med samme letsindighed som Thomas’.

Det var Thomas Aquinas, nu til Martin Luther!

Martin Luther omtales i Kristi opstandelse i et kapitel, der hedder Legemets teologi. Hvad det egentlig drejer sig om i dette kapitel, har jeg lidt svært ved at få fat på. Det forekommer umiddelbart temmelig fortænkt. De to forfattere indskrænker deres behandling af Luther til i alt væsentligt to skrifter, de servo arbitrio fra 1525 og Vom Abendmahl Christi, Bekenntnis, fra 1528. Men da jeg dårlig kan forstå, hvad det hele handler om – jeg har aldrig før hørt om noget, der hed Legemets teologi – vil jeg her nøjes med først at vise, hvordan Luther vender sig imod Erasmus dèr, hvor han – måske som udtryk for en begyndende historisk-videnskabelig tilgang til skriften – kalder Højsangen ”kærlighedssangene” (canticum amatorium, se her). Dette mener Luther ikke er korrekt, se her, det er, mener han, sagt med tvetydig spot. Erasmus siger i sit svar, se her, at han blot har villet være præcis i sin betegnelse for de bibelske bøger.

Hvis nu Luthers angreb bunder i en mistanke om, at Erasmus ikke – som traditionen dengang – anser Højsangen for en dialog mellem Kristus og sjælen, så må man sige, at Erasmus, hvis han har haft en fornemmelse af, at traditionen måske ikke havde ret i sin opfattelse, og at der i virkeligheden var tale om en dialog mellem to elskende, desværre trak følehornene til sig.

Men dette giver mig anledning til at hævde, at traditionen helt op til moderne tid ikke kunne drømme om, at Paulus var uenig med evangelierne angående Jesu opstandelse, eller at skriften ikke skulle tale med én stemme. Først da den historisk-kritiske forskning kom til fra omkring midten af 1800-tallet, er røster af den art begyndt at hæve sig (Og først da vover man at give Erasmus ret i, at Højsangen er en kærlighedssamtale mellem to elskende). Så også af den grund er det i den grad et fejlskud at påstå, at Thomas skulle kunne mene, at ”der er altså ikke tale om en fysisk dødeopvækkelse, hvor Jesu døde krop gøres levende igen”.

Og hvad Luther angår: vil man lede efter noget tilsvarende hos ham, vil det ikke være som af lede efter en nål i en høstak, men som at lede efter en nål i en garanteret nålefri høstak.

Også af den grund véd jeg ikke rigtig, hvad vore to forfattere er ude på i deres omtale af Luther. De vil vistnok bruge hans nadverskrift til at vise, at han vil se Jesu opstandelseslegeme i nadverens brød og vin, og det vil han måske nok, men man kan dog ikke overse, at han så udmærket kan se det, samtidig med at han fuldt og fast – som alle andre på hans tid – tror på, at graven var tom.

Derfor finder jeg det både interessant og relevant – og det er så det andet, jeg her vil sige – at vise, hvordan Luther tænker om den rige mand og Lazarus. Jeg har anbragt en henvisning til én af Luthers prædikener over denne fortælling i en afhandling, jeg har kaldt Luthers skærsildsopfattelse, se her.

I den afhandling viser jeg, hvordan Luther først meget sent, i 1529, nåede frem til at kunne udsende et skrift med titlen Widerruf des Fegfeuers, tilbagekaldelse af påstanden om skærsilden. Indtil da havde han ikke blot troet på, at der var en skærsild, nej, han sagde direkte i disputationen med Eck i 1519, at han vidste, at der fandtes en skærsild. Og af hans resolutioner over de 95 teser om afladen antyder han, at dette skyldtes, at han mente, at han selv havde været der: de mærkelige oplevelser, han havde i sin klosterkamp, betragter han som et ophold i skærsilden.

Altså: en meget anderledes opfattelse af kirkens myter, end vi er vant til.

Det samme må man sige om hans opfattelse af, hvad fortællingen om den rige mand og Lazarus handler om, se her. Så vidt jeg kan se, spiller tidsforholdene for Luthers opfattelse en rolle. Dommedag er ikke kommet endnu, Lazarus kan derfor ikke være kommet i himlen, og den rige mand tilsvarende ikke kommet i helvede. Luther skriver bl.a.:

For det første: Abrahams skød er ikke et legemligt skød; for Abraham er begravet i landet Kanaan, og dèr er han også gået i forrådnelse; derfor kan det ikke have været et legemligt skød; hvis det var, ville vor forstand bliver forrykt. Nu har sjælen hverken hænder eller fødder, heller ikke noget skød. Jeg har også sagt, at jeg ikke er sikker på det, men dog regner med, at skødet er Guds ord, nemlig den forjættelse, der udgik til Abraham 1 Mos 22,8: “I din sæd skal alle jordens folk velsignes”. Det er jo guddommelige ord, og de indeholder lige så meget som hele evangeliet, at Kristus skulle fødes, korsfæstes, dø og opstå. (Se her).

At dø i Abrahams skød vil derfor sige at dø i troen på Guds ord, at Gud vil tage én op i sin himmel.

I den tro, at der dèr ikke er andet end ordet, må han frimodigt gå bort, så går han bort til Abrahams skød. Den rige mand, når han bliver beskrevet sådan, at han ser sig omkring, så må vi ikke forestille os, at han havde øjne og tunge, eller at Lazarus havde en finger. Nej, det er ikke noget legemligt, det foregår altsammen i samvittigheden, hvor han erkender, at han har handlet imod evangeliet. Der blev ikke sagt noget til ham, det er altsammen gået sådan til i samvittigheden; han har i sin samvittighed følt, at han til evig tid skulle have været der, derfor får han ikke hvile: Nej, han søger alle slags hjælp, i himmel og i helvede, men der er ikke nogen hjælp. Ganske som med de ukloge jomfruer, som ikke havde nogen olie. Han tænkte: Almægtige Gud, hvis jeg bare havde troet, hvis der bare havde været en troende, der havde meddelt mig sin tro. Og som sagt, dette, at han tænkte sådan, det får han altsammen afslag på i sin samvittighed. (Se her).

Tidsopfattelsen kommer frem lidt senere:

Dog er der ikke nogen tid, derfor kan der heller ikke være noget særligt sted, og der er hverken dag eller nat. For Gud er det altsammen sket på én gang. Der er ikke hverken foran eller bagved. Og disse kommer ikke tidligere frem til den yderste dag end vi. (Se her).

Dette er anbragt nærmest som et kuriosum. Derved kan det blive klart, hvor mangefacetteret Luthers tankegang er. Jeg mener naturligvis ikke, at Luther dermed har ramt Lukas’ tankegang, heller ikke, at vi på nogen måde kan eller skal overtage sådanne forestillinger. Men citaterne her kan danne baggrund for det, jeg vil sige til sidst:

For det er jo fuldt ud ‘lovligt’ for os at søge at udtrykke evangeliet i andre termer end de nytestamentlige eller de lutherske. Og det er også umuligt for os nutidsmennesker ikke at mene, at vi i en vis henseende, nemlig med hensyn til historisk troværdighed, forstår det ny testamente bedre end f.eks. Luther gjorde. Vi har jo forlængst forladt Luthers forestilling om Højsangen som en dialog mellem sjælen og Kristus. Og hvis vi ellers mener, vi har historisk-kritisk belæg for det, er det også helt i orden, at vi opstiller en modsætning mellem Paulus og evangelierne med hensyn til forståelsen af Jesu opstandelse.

Men det skal altså være et belæg, der stammer fra kilderne selv, ikke fra en modsætning, vi opstiller, fordi vi selv mener, den bør forefindes, for at vi kan få opstandelsen til at ”glide ned”. Og her kniber det for Lars Sandbeck og co.

Hvad Sandbeck skriver om Thomas – noget der, så vidt jeg kan se, fuldstændig mangler historisk sans – får én til at tvivle stærkt på, om det, de to skriver om Luther, nu også er tilstrækkelig underbygget, eller om Luthers tankegang lader sig indpasse i en opfattelse, hvor Jesu opstandelse forstås som ligløs (dvs.: han tager ikke sit lig med sig, men efterlader det i graven).

Tilsvarende med gengivelsen af Paulus’ opfattelse. Lad det være så sandt, som det være vil, at Paulus ikke nævner den tomme grav. Det er og bliver dog et argumentum e silentio, hvis man derudfra vil påstå, at han ikke kendte til den tanke. Det plejer jo ikke at være tilladt at drage slutninger om en persons meninger ud fra noget, personen ikke siger. Men det er ikke desto mindre det, de tos argumentation går ud på. Nå ja, de siger vel nogle steder, at det er tvivlsomt, om Paulus har kendt evangeliernes opstandelsesberetninger om den tomme grav, hans teologi fordrer ikke nogen tom grav, men i næste omgang er denne tvivlsomme påstand blevet en fast påstand, så det f.eks. i indledningen kan hedde, at Paulus ”afviser forestillingen om en fysisk og eller kødelig opstandelse fra de døde”.

Må vi her bede om klare linjer! Hvis vi skal forstå Jesu opstandelse som en ligløs foreteelse, fordi vi som moderne mennesker ikke kan andet, så lad os forsøge at gennemtænke det og fastholde det, men lad os ikke være historisk ukorrekte, så vi tillægger Thomas eller Luther eller Paulus andre forestillinger end dem, de selv giver udtryk for.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Historieforfalskning

  1. Pingback: Sandbeck igen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s