Afsmitning

I denne sammenhæng handler begrebet ”afsmitning” om, hvorvidt Jesu ord om, at man får tilmålt med det mål, man måler med, eller bliver dømt med den dom, man dømmer med, (Matt 7,1-2 parall. Luk 6,37-38) er sandt eller ej, eller rettere, om vi tror på det eller ej.

Jeg har tidligere været inde på dette ords sammenhæng med påstanden om Jesu opstandelse, se her. Den gang var påstanden den, at der er en snæver sammenhæng mellem troen på Jesu opstandelse og troen på afsmitningsreglen eller kontaminationseffekten, om man vil. Denne regel siger, at når du møder din næste med åbenhed, får du før eller siden åbenhed igen; at vore fællesskaber fungérer på den måde, at du med din holdning er med til at skabe en holdning i fællesskabet, som du selv kommer til at nyde godt af; at du, hvis du optræder rethaverisk, kommer til at blive mødt med rethaveriskhed, men at du, hvis du optræder forstående, bliver mødt med forståelse.

Det må blankt indrømmes, at når man gør sig sine erfaringer i menneskesamfundet, kan det være endog meget svært at bibeholde troen på afsmitningsreglen. Gang på gang synes det modsatte at være tilfældet; at imødekommenhed fra én side bliver mødt med hårdhed fra den anden side; at forståelse fra den ene part ikke avler forståelse hos den anden part; at det altså kan være en smuk tanke med denne afsmitningsregel, men at den er en utopi, at den ikke har hjemme på denne syndige jord.

Ganske vist må man vel tilføje, at reglen ikke i den forstand er nogen regel, at den har almen gyldighed; den må tros frem; den kommer først til udtryk, når tilstrækkelig mange i fællesskabet tror på den, måske ikke, så de direkte formulerer den, men i hvert fald sådan, at de lever efter den.

Og tanken er nu den, at dette at tro denne regel frem netop var, hvad Jesus ville. Det gik hans forkyndelse ud på. Den strenge ”noget-for-noget-holdning” skulle erstattes af en forstående, indlevende holdning. Ikke på den måde, at det blev sagt, at sådan var det, skønt også på den måde, men først og fremmest på den måde, at denne overbevisning blev levet ud i menigheden.

Det gælder først og fremmest Jesus selv. Ikke blot sagde han, at denne afsmitningsregel gjaldt, han levede selv efter den. Det skulle i det menneskelige fællesskab ikke være magten, der gjaldt, nej, ordet skulle overbevise ved sin egen kraft. Derfor fandt han sig i at blive taget til fange, derfor gjorde han ikke modstand i Getsemane have, derfor forsvarede han sig kun med ord. For hvis afsmitningsreglen gjaldt, eller fordi afsmitningsreglen gjaldt, derfor måtte jo ordets kræfter slå igennem, og fordi Jesus troede på det, derfor holdt han ud indtil døden, og det var også den regel, der gjorde, at han kunne forudsige sin opstandelse.

Og derfor er dette at forkynde Jesu opstandelse identisk med at forkynde, at afsmitningsreglen virkelig gælder også i vort tilfælde; eller identisk med at opfordre til at efterfølge Jesus ind i martyrdøden. Hvad de første kristne jo også viste sig villige til.

Det betyder, at spørgsmålet om, hvorvidt Jesus nu også virkelig er opstanden eller ej, ikke afgøres gennem overvejelser over de videnskabelige muligheder for, at et lig bliver levende igen, ejheller ved at bruge det ny testamente som historisk vidnesbyrd til fordel for hans opstandelse, nej, det afgøres på det personlige plan: i vore dage vel ikke så meget af spørgsmålet om, hvorvidt vi er villige til at gå i døden for sandheden, mere af spørgsmålet om, hvorvidt vi er villige til at ofre vore rettigheder på fællesskabets alter, hvad enten nu fællesskabet er den nære familie eller byens og landets fællesskab.

Det er det, jeg har søgt at få frem ved – måske lidt utraditionelt – at kalde opstandelseshistorien for en myte. Med skabelsesmyten forholder det sig jo sådan, at der påstås noget om den fysiske verden, som er ukontrollabelt, men at det, der får mennesker til at tro på denne ukontrollable påstand, er den holdning til livet, der udspringer af påstanden.

Det samme med påstanden om, at Jesus er opstået fra de døde. Sandheden i den påstand afgøres ikke på det objektive plan gennem undersøgelser af samtlige grave i Jerusalem og omegn, men på det personlige plan: tror jeg på, at afsmitningsreglen i Jesu tilfælde viste sig at være en sand påstand om menneskelivet? Og vil jeg søge at leve efter denne regel?

Det sidste søgte urmenigheden at fremme ved hver søndag at samles for at høre Jesu ord, synge salmer til ham (”som til en gud”, som Plinius skriver) og fejre nadveren sammen. Derigennem ville man have de to ting til at smelte sammen: at tro på Jesu opstandelse, dvs., tro på, at afsmitningsreglen gælder, og at leve ud fra den tro, at det virkelig lader sig gøre gennem indbyrdes påvirkning at opbygge hinanden til et levende fællesskab.

Ja, netop til et levende fællesskab. Det er nok den iagttagelse, jeg savner hos Sandbeck og co. Det er, som om det er dem alt for meget om at gøre at få Jesu opstandelse gjort ”ligløs” (så man kan prædike hans opstandelse uden at prædike den tomme grav), at de fuldstændig overser det kærlighedsliv i urmenigheden, der udspringer af troen på Jesu opstandelse.

For det var jo et levende fællesskab, de ældste kristne blev kaldet ind i. Ordene ”liv” og ”død” får i urmenigheden en ny, billedlig betydning. Paulus kan bruge netop betegnelserne ”døde” og ”levende” om menighedens tidligere og nuværende stade i Ef 2,1-6:

Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus,

Men hvor bogstaveligt skal det tages, når det hedder, at vi ligefrem er ”oprejst med Kristus og sammen med ham anbragt i himlen, i Kristus Jesus”, og hvordan skal det i det hele taget forstås?

Kristi opstandelse svarer følgende på det spørgsmål:

Ifølge teksten her, er de mennesker, der er i Kristus Jesus, allerede oprejst fra de døde og befinder sig således nu i himlen. For at være i himlen betyder ikke at opholde sig i en bestemt geografisk lokalitet “deroppe”, men ganske enkelt at være der, hvor Kristus er: himlen er samvær med Kristus. Igen må tanken være den, at Kristi opstandelse og menighedens opstandelse ikke meningsfuldt kan holdes adskilt fra hinanden. Det ene implicerer det andet. (Kapitlet Totus Christus).

Og dette er måske rigtigt, og dog måske kun halvvejs rigtigt. For er vi som kristne ”i himlen”, er vi allerede nu ”sammen med Kristus”, hvad sker der så med os, når vi dør? Det spørgsmål besvarer Sandbeck og co. ikke, men det opstår i Thessaloniki, og Paulus er nødt til at besvare det. Det sker i 1 Thess 4,13-18:

Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.

Vi må tænke os, at nogen i menigheden har taget Paulus’ temmelig bombastiske ord om, at ”vi er i himlen”, ”vi er sammen med Kristus”, lidt for bogstaveligt, som om det betød, at vi, der før var døde, men nu er gjort levende, ikke mere skal dø. Når så nogen i menigheden dør, vækker det en vis uro. Og Paulus er så nødt til at berolige dem.

En anden misforståelse opstår også. Den nævnes i 2 Tim 2,18:

Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres lære vil brede sig som kræft. Til dem hører Hymenæus og Filetus, som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange.

Nogen har påstået, at opstandelsen allerede har fundet sted. Svarer det til det, Paulus hævder i Ef 2,6, at vi er i himlen? Ja, det gør det da på en måde.

Vi kan sammenligne med Joh 5,24, hvor Jesus siger:

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Den troende er gået over fra døden til livet. Det er store ord, som dog svarer nogenlunde til Ef 2,6. Men det betyder ikke, at døden ikke skal indtræffe som afslutning på livet her på jorden. I 1 Joh 3,14 får vi forklaringen:

Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden.

Her har vi igen det samme som i Ef 2,6 og i 2 Tim 2,18. Men her får vi tillige at vide, at dèr, hvor livet åbenbarer sig, er i menighedens kærlighedsliv. Og tillige er der her åbnet for den mulighed, at kærligheden kan blive kold. For det hedder i 1 Joh 1,8:

Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.

Her har forfatteren lukket ned for den misforståelse af ordene, at vi i menigheden ejer kærlighedslivet i en irreversibel form. Det kan være en sådan misforståelse, der får forfatteren af 2 Tim til at vende sig imod tanken om, at opstandelsen allerede har fundet sted. I det stykke er han enig med Paulus, der i 1 Kor 10,12 siger:

Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.

I den grad er vi ikke levendegjorte, at vi ikke kan falde ud af nåden. På den måde har evighedslivet ikke taget bolig iblandt os, at vi er sikret imod syndens angreb.

Men altså: afsmitningsreglen gælder, kontaminationseffekten virker, vi kan virkelig som kristne tale og synge hinanden ind i et levende fællesskab, den glade sang smitter af på de andre. Når det altså er Kristus og hans død og opstandelse, vi har for øje; når det er virkningen deraf, der bliver forkyndt for os; når det er kraften i hans opstandelse, vi søger at tage til os.

Men, spørger så det ugudelige nutidsmenneske, kan alt dette ikke også ske i vore fællesskaber, hvis vi fornægter alt dette overnaturlige med opstandelse og evigt liv i himlen? Kan vi ikke droppe alt det dèr med den opstandelse og bare sige, at vi da også vil kæmpe for vore fællesskaber, at vi uden alt dette mytologiske snak vil tro på afsmitningsreglen og så godt, vi formår, søge at leve efter den?

Og hertil må jeg svare, at det véd jeg faktisk ikke. Man kan af og til have fornemmelsen af, at det er dette eksperiment, vi for øjeblikket er i fuld gang med at gennemføre: Kan de kristne værdier videreføres, uden at vi behøver være kristne? Og det er ikke til at vide, hvordan dette eksperiment vil falde ud. Men jeg mener ikke, at den kristne kirke behøver at sidde på hænderne og bare lade dette eksperiment køre uden at gøre modstand mod det, dvs., uden at forsøge at modarbejde eksperimentet, f.eks. ved at påpege, hvordan den ”religion”, nemlig ”videnskaben, forstået som religion”, der tænkes at erstatte kristendommen, i lige så høj grad bygger på tro og ikke på viden.

Derimod mener jeg, at den politik, Sandbeck og co. forsøger at føre for at forhindre eksperimentet i at fuldføres, er forkert. For de søger, så vidt jeg kan se, at tilpasse de kristne myter efter den videnskabelige ”religion”. De taler om opstandelse, javist, men skal endelig tilføje, at de ikke mener en fysisk opstandelse. Men jeg undrer mig over, hvordan de kan undgå at høre, at de derved tager al betydning ud af ordet ”opstandelse”.

Men det er såmænd næsten, hvad det er. Værre er, at de bliver så optaget af at ville påvise deres ligløse opstandelsestanke i det ny testamente, at de overser den livsholdning, der er den subjektive side af opstandelsesmyten. Hvad bliver der af den formaning, der udspringer af deres opstandelsestro? Det hedder i kapitlet Kristi ophøjelse på korset:

Den centrale mening med udsagnene er ikke at informere læserne om den himmelske geografi og kalender, men langt snarere at indgyde dem et håb om, at alt vil blive godt igen.

Alt vil blive godt igen”, det er det pauvre udkomme af deres opstandelsestro. Eller det hedder i kapitlet Gensidig tilgængelighed:

mødet med Kristus er en livsforvandlende begivenhed; i troen bliver min person en anden; Kristus kan tage bolig i vores liv; selvet har fået del i Kristi væren osv.

Livsforvandlende”, ”min person bliver en anden”. Det lyder spændende. Skulle det føre ind i en forståelse af menighedens fællesskab?

Ak nej, det bruges i argumentationen kun til at fastholde en skelnen mellem kød og legeme. Det vil sige: det fører ind i cirkeltanker om det kristne liv, ikke ind i noget, der kan omsættes til dagliglivet.

Og bogen som sådan slutter så, logisk, men også sørgeligt nok, med temmelig uforståelige påstande om ”Legemets teologi”, om livet i Kristus, om dette, at selv døden ikke kan skille os fra ham, altsammen tanker og forestillinger, der cirkler om sig selv.

Lad mig slutte med at citere lidt mere fra den Kaj Munk prædiken, jeg tidligere refererede til, nemlig prædikenen til 1. søndag i advent 1940. Kaj Munk gør meget ud af, at Jesus palmesøndag kom ridende på et æsel og ikke på en stridshingst. Og han siger:

Og nu løfter jeg Øjnene fra mit lille Sogn, fra mit lille Land ud over den store Verden. Mægtige Begivenheder ser jeg vælte os i Møde overalt. Der rider de paa Kameler og Hingste, der bruser de frem i alle Slags Uhyrer til Lands, til Vands og i Luften. Hvordan skal en stillefarende Mand paa et Æsel klare sig i det Vildskabens Sammenstød? Ja, ja, tro, hvad I vil, men de andre klarer sig ikke. For Døden er i al deres Idræt og Agt. Er der overhovedet nogen Fremtid for Menneskeheden, da bliver det den stilfærdige Rytter paa Æslet, der beviser, at salige er de Sagtmodige, for de skulle arve Jorden. (Se her).

Kaj Munk bruger andre skriftord end jeg gør, men han rammer nogenlunde den samme sag.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Afsmitning

  1. Pingback: Sandbeck igen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s