Ærgerligt! Ærgerligt!

Jeg plejer at læse tidligere brigadegeneral Michael Clemmensens indlæg med interesse. Bare det at høre én udtale sig, der har lidt forstand på militære kendsgerninger, det er dejligt. Og det ærgrer mig derfor meget, at han ikke har kunnet gennemskue flygtningesituationen efter aftalen mellem EU og Tyrkiet bedre, end tilfældet er i hans kronik i Jyllands-Posten den 9-4, se her.

Han tillægger Tyrkiet og kun Tyrkiet ansvaret for den migrantstrøm, der begyndte i august 2015. Han skriver:

Det forhold, at der pludselig slog bølger på titusinder af flygtninge fra Syrien og Afghanistan og andre titusinder af migranter fra misregerede lande i Afrika ind på Lesbos’ og Chios’ strande fra de vesttyrkiske kyster i Izmir-området, blev ikke set som det, det var. Af dumhed eller bekvemmelighed blev det opfattet som en blanding af en forbrydelse, menneskesmugling, og en naturkatastrofe, hvor ofrene måtte hjælpes.

Det er indlysende, siger han, at Tyrkiet har måttet ”tillade” menneskesmuglerne at operere:

Der eksister ikke nogen anden rimelig forklaring, end at Tyrkiet har besluttet at ”tillade” den omfattende folkebevægelse fra lejrene til vestkysten og derigennem, reelt har fremmet udviklingen.

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, eksisterer der faktisk en mere rimelig forklaring end den, han her bringer til torvs, nemlig den, at Syriza før det græske valg i januar 2015 havde lovet at mildne den græske flådes behandling af migranterne fra Tyrkiet. Før den tid, altså under den forrige græske regering, tillod den græske flåde sig nemlig at tvinge eventuelle migrantbåde tilbage til Tyrkiet. Og det lovede Tsipras altså at ophøre med, man mente vist, det stred imod flygtningekonventionen.

Og som lovet, så handlet: Man tvang den græske flåde til at ophøre med sin tvang, og det var det, der fik menneskesmuglerne til at operere helt anderledes uhindret end tidligere. Og så fik vi den omtalte bølge af migranter.

Om Tyrkiet, før Tsipras’ regering kom til, har været behjælpelig med at holde migrantstrømmen nede, er måske tvivlsomt. Men noget kunne nu tyde på det. Og har det været tilfældet, er der ikke noget at sige til, at landet, da Grækenland opgav at bevogte sine kyster, sagde til sig selv, at så gad de da heller ikke prøve at hindre diverse menneskesmuglere i at smugle.

At det forholder sig sådan, har jeg søgt at bevise i et blogindlæg her. Endvidere har jeg vist det i en kronik, som jeg overraskende nok fik optaget i Jyllands-Posten den 3-2 2016, se her. Men den har Clemmensen nok ikke læst. Eller også gider han ikke tage til genmæle imod den, jeg er jo kun en ”lille kanon”.

Når jeg her vil gøre lidt mere ud af forholdene før Syrizas regering kom til, skyldes det følgende bemærkning hos Clemmensen:

Tyskland overbeviste Nato om, at man for at vise symbolsk beslutsomhed skulle sende krigsskibe til Det Ægæiske Hav for at fange menneskesmuglere, dvs. dem, som direkte tjente penge på, at Tyrkiet havde tilladt dette pres på Europa.

Det er uklart for kronikøren, hvordan denne flådetilstedeværelse i nogen væsentlig grad skulle kunne begrænse flygtningestrømmen. Folk i gummibådene skal reddes, hvis de er i fare, og den stat, der ejer Nato-skibet, er derefter ansvarlig for at sikre de opsamledes fremtid.

Man tror, at Clemmensen som den gode militærmand, han er, har lugtet lunten: at det er umuligt at etablere en effektiv grænsebevogtning, sålænge man har ”fodjordsreglen”, den regel, der siger, at enhver person, der sætter foden på et lands jord (eller krigsskib) og siger ”asyl”, har ret til at få sin sag behandlet. Men ak, her kan man godt tro om igen. For når han skal til at redegøre for, hvad han da vil foreslå, hedder det:

Der må handles ud fra en erkendelse af, at det ikke er muligt at hindre massebevægelser ind over EU’s ydre grænse.

Her viser sig det ærgerlige ved, at Clemmensen ikke har læst min kronik. Her viser det sig, at militærmanden er blevet så smittet af mediernes flygtningedebat, at han ikke længer kan tænke militært. For selvfølgelig er det muligt at hindre massebevægelser ind over EU’s ydre grænse. Men det er naturligvis ikke muligt, hvis ”fodjordsreglen” skal gælde. Havde han nu læst min kronik, ville han måske have opdaget, at Grækenland faktisk før Syriza hindrede massebevægelser hen over Ægæerhavet: Man tvang med sin flåde eventuelle flygtningebåde tilbage til Tyrkiet.

Men for at man ikke skal tro, det er løgn, vil jeg citere lidt fra min kilde. Det drejer sig om en flygtningeberetning, skrevet af Jihad al-Shami, der stod i Politiken den 18-10 2014, se her. Den har overskriften: ”Her er min tur med smuglerruten fra Syrien til Stockholm”, og hvad der her i særlig grad er interessant, er færden over Det ægæiske Hav.

Al-Shami blev opbragt af det tyrkiske politi og måtte afgive fingeraftryk samt en erklæring om, at han aldrig mere ville forsøge at flygte over til Grækenland. Den afgav han, men brød naturligvis umiddelbart derefter sit løfte. Han kom så tidligt om morgenen med en yacht, der var ankommet.

Vi sad og ventede på at kunne høre noget. Efter to timer kom sejlede en yacht tæt på kysten. Rejsen begyndte klokken 6 om morgenen. Vi var 56 flygtninge, herunder 6 afghanere, på en båd, der højst kunne rumme 20, men der var ingen, som beklagede sig.

Folk begyndte at kaste op, fordi de blev søsyge. Flere protesterede, da kaptajnen sagde, at rejsen ville tage 15 eller 16 timer. Vi havde fået at vide, at det højest ville tage 2 timer at nå til det nordlige del af Rhodos, som er en kendt smuglerrute. Men sådan skulle det ikke gå os. Kaptajnens plan var at sejle sydpå for at komme uden om øen forbi den sydlige spids og ind på den sydvestlige kyst for dermed at foregive, at vi ikke kom fra Tyrkiet.

På båden sad jeg sammen med fem andre i et lille rum uden vinduer. Det var svært at trække vejret. Mohammed, en af de andre, var søsyg. Vi måtte ikke gå op på dækket, da der var risiko for, at den græske kystvagt ville få øje på os. Men vi gjorde det alligevel en efter en i fem til ti minutter ad gangen.

Nogle gange var det strengt forbudt, fordi den græske kystvagt forsøgte at spærre vejen for os. Men kaptajnen var begavet og brugte amerikanske og græske flag for at kamuflere båden. Og han havde koderne til at kommunikere med de andre skibe. Han var meget professionel.

Vi sejlede i, hvad der føltes som en evighed. Hver gang jeg rejste mig, kunne jeg se folks ansigter. De var blege og udmattede. Ingen kunne tale. Børnene græd og jamrede sig.

Lidt senere fortsætter han:

Efter ti timer til søs behøvede vi ikke længere at bekymre os om den græske kystvagt. Det gik op for os, at vi var i sikkerhed. Men søsygen fortsatte. To af børnene var bevidstløse.

Endelig kunne drømmen gå i opfyldelse. Yachten standsede ud for kysten, og vi bevægede os op på dækket. En ung mand – som tidligere havde råbt: »Jeg kan ikke vente, jeg svømmer herfra til stranden« – hoppede i vandet. Vi lo og kom med opmuntrende tilråb og bifald. Han var den første af os, der satte fødderne på europæisk grund. En halv time senere stod vi på stranden og skuede ud over havet. Tårerne trillede ned ad vores kinder.

Vi blev på stranden en kort stund, inden vi begyndte at klatre op ad klippeskrænten. Vi måtte skynde os, for solen var på vej ned, og vi var bange for, at den græske kystvagt ville dukke op.

Sådan foregik det i 2014. Som man kan forstå, betragtedes den græske kystvagt som ”Den store Bastian”, én, de alle var bange for. Men man kan også lægge mærke til, at menneskesmuglerne på den østlige rute dengang ikke anvendte det trick, de anvendte på den mellemste rute: at man kunstigt bragte bådene i havsnød, så man tvang den italienske flåde til at redde dem, med det resultat, at de på grund af ”fodjordsreglen” ikke blev sat i land i Libyen, hvor de kom fra, men i Italien.

Når Clemmensen skriver, at ”folk i gummibådene skal reddes”, regner han tilsyneladende med, at menneskesmuglerne vil bruge ”havsnød-tricket” på Det ægæiske Hav i fremtiden. Og det er klart, at den risiko foreligger. For vores ”fodjordsregel”gør det jo oplagt at gå sådan frem.

Men hans løsning? Ja, når han anerkender ”fodjordsreglen”, kan det kun blive et urealistisk forslag. Han omtaler det da også på en højst uklar måde, så man ikke rigtig véd, hvad han mener. Men det ligner forslaget om ”hotspots” til forveksling, det forslag fra EU, der går ud på at oprette nogle registreringslejre i Grækenland og Tyrkiet, hvor flygtningene tænkes at skulle opholde sig, indtil de kan blive registreret. Det skal være

Steder, hvor der skabes rammer for registrering, sortering, returnering af migranter fra sikre lande og krigsflygtninge til gode lejre i nærområdet. Lejre, hvor der skabes mulighed for asylansøgning til medlemslandene for flygtninge, der skal gives asyl i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, samt til andre, som kan overbevise et medlemsland om sin vilje til loyalitet over for dette lands adfærdsnormer på et noget mere overbevisende niveau end de danske imamer.

Tidligere har han sagt, at det er en fiktion at tro, at man kan skelne mellem krigsflygtninge og rigdomssøgende migranter. Men få linjer senere kan man altså gøre det. Og han er også forbavsende tavs om bevogtningen af disse lejre. Han må vel vide, at skal man have en vis orden på tingene, må man sikre sig tilstedeværelsen af de personer, der skal sendes tilbage til nærområderne, og så skal lejrene altså bevogtes. Dog er det, selv for en militærmand, for ømtåleligt et spørgsmål til, at det kan nævnes.

Man er et øjeblik lige ved at tro, at han vil lade krigsflygtninge bo udenfor samfundet i specielle flygtningelejre, indtil de kan sendes tilbage til deres eget land. På den måde ville de ikke blive forvandlet til indvandrere, og så ville man nok kunne skelne mellem dem og rigdomssøgende migranter. For det er jo netop denne sammenblanding af flygtninge og indvandrere, der hindrer os i at kunne skelne på det punkt. Men det er vist ikke tanken. For lige derefter taler han om nogen, der søger asyl.

Temmelig uklar er han altså, hvad løsninger angår.

Men tanken om, at nogen ”kan overbevise et medlemsland om sin vilje til loyalitet” og derigennem få opholdstilladelse dersteds, er vist dødfødt. Hvis vi stadig ikke efter Clemmensens forslag kan sætte effektivt ind for at standse migrantbølgen – og det er han jo selv opgivende overfor – så vil medlemslandene have nok at gøre med at tage imod de flygtninge, hvis asylansøgning bliver godkendt.

Men et sådant forslag bliver ikke til noget. Nu har en række medlemslande taget sagen i egen hånd. Man er indstillet på at lade Grækenland sejle sin egen sø, hvis aftalen med Tyrkiet ikke skulle lykkes. Og som man kan se af den flygtningeberetning, jeg har citeret fra, kan det lade sig gøre at sætte flåden ind mod bådene i Ægæerhavet. Det er gjort før, det kan gøres igen. Men naturligvis ikke, hvis ”fodjordsreglen” skal gælde.

Men Grækenlands nye regering skal åbenbart have vredet armen temmelig meget om, før de vil gøre det igen. De foretrækker, som EU iøvrigt, at lade tyrkerne gøre det beskidte arbejde. Så kan de selv beholde den fintpudsede glorie.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s