Ytringspligt?

Der er en bemærkning i Berlingske af Anna Libak, som det er værd at opholde sig lidt ved, se her. Hun er i færd med at forsvare sig. Nej, siger hun, jeg er ikke en hykler, fordi jeg i sin tid forsvarede Muhammedtegningerne, men nu ikke forsvarer imamers ret til at prædike stening af kvinder hver fredag.

Hun bliver dagen efter imødegået af Mikkel Andersson, se her, og når man har læst hans indlæg, er man tilbøjelig til at give ham ret, selv om man også efter endt læsning af Libaks indlæg ville give hende ret. Med andre ord: man er lidt forvirret (”man” er her den ydmyge blogejer).

Hvad stiller man så op?

Ja, måske man skal prøve at bringe det ord i spil, som Libak vist lidt tilfældigt fik presset ind i sin argumentation, ordet ”ytringspligt”. Det var en besynderlig tanke, hun dèr fik nævnt, men den har måske noget på sig, noget, man ikke lige opdagede i farten.

Jeg vil da give Mikkel Andersson ret i, at det er uheldigt at bruge udtrykket ”den offentlige orden”, som Anna Libak gør. Hun får det ud af grundlovens ord (§ 67), at man må kunne straffe imamer for mere, end man kan straffe andre for, fordi de har en større indflydelse på ”den offentlige orden”. Det mener Mikkel Andersson er absurd. Desuden kan det medføre utilsigtede konsekvenser. Det kan godt være, at man kun tilsigter at ramme imamer, men vil f.eks. Christiania kunne blive ramt? Nej, man må virkelig give Grundtvig ret i, at ordene i § 67 om, at udsagn, der ”strider mod den offentlige orden”, bør forbydes, er farlige og burde fjernes, se Mchangamas og Roses historiske gennemgang her.

Fejlen er – og den fejl er de to lige gode om – at man vil lovgive om noget, der ikke kan lovgives om. Fejlen er, at man er i fuld gang med at diskutere lovgivningsinitiativer, hvor man måske skulle diskutere, hvordan det civile samfund kunne og burde reagere på den fremmede kultur, islam, der nu er en del af civilsamfundet.

Og det er her, ordet ”ytringspligt” kommer ind i billedet.

Libak gør rigtigt opmærksom på, at situationen nu er anderledes end situationen alle de andre gange, hvor vi talte om ytringsfrihed. Nu er det ikke staten, der vil forhindre ytringsfriheden, nej, nu er det trusler om vold fra almindelige borgere.

Ja, for det første er det vigtigt at forstå, at forsvaret for Muhammedtegningerne i vidt omfang var udløst af truslerne om vold. Det var fordi, nogen forsøgte at true sig til, at der ikke må gøres grin med profeten Muhammed, at det bliver nødvendigt at støtte dem, der gjorde det. Det er simpelthen nødvendigt for at stadfæste, at det er loven, der sætter grænserne for ytringsfriheden og ikke voldsmænd. Det er truslerne, der fremtvinger forsvaret for selv de mest dilettantiske og usmagelige kunstneriske frembringelser, som man ellers ville have taget afstand fra, for når selve den principielle rettighed er truet, tvinges man til at omfavne de få konkrete manifestationer, der tjener til at opretholde den.

Det har også Salman Rushdie gjort opmærksom på. Han vil gerne diskutere sin bog De sataniske Vers, han vil gerne modtage kritik og indvendinger, men, siger han, så snart der foreligger trusler om vold imod ham og hans medarbejdere, befinder vi os i en helt anden situation. Så er det ikke længere bogens litterære kvaliteter eller mangel på samme, der er på dagsordenen, så er det truslerne mod hans frie ret til at udtrykke sig, som hans litterære ”jeg” kræver det, der er på spil og må forsvares. Se evt. hans skelnen her.

Libak fortsætter:

Ligesom læger i sundhedsvæsenet har ytringspligt og ikke ytringsret, når patientens helbred er i fare. På samme måde træder ytringspligten i kraft, hvis nogen med vold forsøger at true andre til tavshed.

For i samme øjeblik truslerne bliver fremsat, er vilkårene for den offentlige debat fundamentalt ændret. Hvor man før ikke behøvede at provokere, bare fordi det var muligt, så behøver man det nu for at vise, at man ikke lader sig kyse af truslerne. Hvis man afstår fra at bringe provokerende bladtegninger efter voldstrusler, vil det uvægerligt blive opfattet som et udslag af frygt. Og derfor bliver ytringsfriheden indsnævret. TRUSLEN OM VOLD umuliggør således det, den tyske tænker Jürgen Habermas har kaldt »den herredømmefri samtale«. Den er ideelt set selve fundamentet for den offentlige debat i et demokrati: Nemlig en fælles overenskomst om, at moralske konflikter afgøres rationelt gennem argumenter og fælles tilslutning. Hverken påberåbelse af krænkede følelser eller trusler om vold er argumenter.

Det er udmærket sagt. Men hvad Libak tilsyneladende overser, er, at denne ytringspligt kan påhvile den enkelte i civilsamfundet, men ikke nogen institution i det offentlige samfund. For hun fortsætter ikke med at fortælle om, hvem det da er, der har denne ytringspligt, eller hvordan den nærmere bestemt skal udøves.

Selvfølgelig kan man anfægte Libaks forståelse af koranen. Hun skriver f.eks.:

Nej, det er dét, imamerne lærer fra sig eller foretager sig på baggrund af Koranen (fortolkningen og undervisningen af de troende), der er problemet, ikke Koranen i sig selv. Således står der vistnok intet sted direkte i Koranen, at kvinder skal finde sig i at blive voldtaget af deres mænd, eller at de skal undlade at melde dem for vold til politiet.

Det vender Mikkel Andersson sig imod med rette:

Det er centralt at være opmærksom på, hvad det er, imamerne har gjort, og det er at udlægge den ideelle islamiske lovgivning i et islamisk samfund i overensstemmelse med mainstream-fortolkningen af denne. Her er det aldeles ukontroversielt at konstatere, at stening altså er den profetsanktionerede straf for utroskab – også selvom man som muslim ikke mener, det bør praktiseres for indeværende, overhovedet eller blot foretrækker at ignorere dette forhold.

Andersson siger lidt senere:

Det er ikke noget, som obskure imamer har fundet på en eftermiddag i Aarhus Vest, men noget, der er teologisk belæg for. Det er derfor ikke en straf, man som imam, der opfatter Koranen som guds åbenbarede og ufejlbarlige ord og profeten som et ligeledes ufejlbarlige forbillede, lige kan fortolke sig ud af.

At man i en religiøs kontekst forklarer, at en så rabiat straf i et ideelt (men dog ikke-eksisterende) scenarie burde udføres og fremhæver det som ønskværdigt, er naturligvis usympatisk. Men i Danmark må man gerne give udtryk for, at man drømmer om mærkelige ting. Man må gerne mene, der burde være dødsstraf for pædofili eller at klassefjendtlig virksomhed blev straffet med døden efter en kommende revolution.

Men netop derfor er det afgørende at få afklaret, hvem det da er, der har ”ytringspligt” til at vende sig imod imamernes tale, eller hvis ansvar det er at få genoprettet det rum, hvori en ”herredømmefri samtale” kan foregå.

Mit svar er, at det er kirken, der her har ytringspligt. Det er kirken, der på den ene side skal argumentere for, at vore muslimske landsmænd skal have al den frihed, vort samfund kan trække, men på den anden side ikke skal afholde sig fra i tide og utide at forkynde det evangelium, der går stik imod islams menneskeforståelse, i overensstemmelse med 2 Tim 4,2: ”Prædik ordet, stå frem i tide og utide. Det er kirkens ytringspligt. Og det er altså en pligt, der skal udføres, uanset om man ”fornærmer” diverse muslimske ledere og også uanset de trusler, man eventuelt måtte blive udsat for.

Det er kirkens ytringspligt, ja. Og selv om det ”herredømmefri rum”, hvori en demokratisk samtale kan finde sted, aldrig bliver det samme efter indvandringen af de mange tusinde muslimer som før denne indvandring – indvandring er demografi, dvs., er irreversibel demografisk skæbne – så er dette at kæmpe for så gode muligheder for samtalen som muligt, selv nu, ikke en forgæves kamp.

Jeg har tidligere i denne anledning henvist til Luthers skrift fra 1523 ”Hvor langt skal man adlyde øvrigheden?” Jeg skal her henvise til det igen, men denne gang opfordre til, at man specielt lægger mærke til, at Luther her direkte siger, at man ikke kan bekæmpe kætteri med magt. Han fortsætter:

Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand.

Det, det i sidste ende drejer sig om, er jo at få diverse muslimer, imamer og lægfolk i skøn forening, til at forstå, at deres religion er forkert: Mennesket er ikke, som de afbilder det, og Gud er heller ikke, som koranen og en korantro fortolkning fortæller om ham. Og en sådan forståelse må nødvendigvis komme indefra, man kan ikke selv med den mest specifikke lovgivning tvinge den igennem.

Hvad man sådan mere konkret kan gøre, har jeg antydet lidt af andetsteds, se f.eks. her, hvor jeg argumenterer for, at man kunne vende sig imod omskæring af kvinder, arrangerede ægteskaber, den tanke, at koranen er Guds ord, stening af utugtige, m.m.

Så her følger blot to slutbemærkninger!

Den ene stamme fra en artikel i Kristeligt Dagblad den 11-4, som jeg ikke kan linke til. Den handler om den pakistanske advokat Saif ul-Mulook, som har gjort sig uheldig bemærket i pakistanske muslimers øjne. Han er selv muslim og tog sig for at være anklager i sagen mod den livvagt, som dræbte Salman Taseer, guvenøren i Punjab provinsen. Taseer havde tilladt sig at udtale sig imod den pakistanske blasfemilovgivning, og da han blev myrdet af en af sine egne livvagter, fik morderen stor sympati blandt mange muslimer. Alligevel blev han henrettet for mordet. Men siden da har advokaten, der anklagede morderen, været udsat for trusler fra muslimerne.

Nu har han så igen bragt sig i fare, fordi han vil forsvare en kristen kvinde, som er blevet dødsdømt ud fra den pakistanske blasfemi-lov. Nu mener han, siger han, at det ville være kujonagtigt ikke at forsvare denne kvinde:

Jeg sagde til mig selv, at jeg allerede havde rodet mig ind i dette her. Så nu er det tid til at forsvare den her stakkels kvinde.

Man må vist sige, at selv om han aldrig så meget er muslim, udviser han her et sandt kristent martyrmod ved at påtage sig denne ytringspligt.

Det andet, jeg vil gøre, er at henvise til kirkens angst for at udtale sig om danskernes kønsliv. Man er så bange for at blive kaldt snerpet, at man afholder sig fra på nogen måde at kritisere det altfor løsslupne kønsliv blandt danskerne. Derved giver man imamerne altfor let spil. De mange tørklædeklædte muslimske kvinder får meget let ved at give imamerne ret, når de siger, at en god muslim ikke skal blive som danskerne.

Jeg har før været inde på begrebet ”betagelse” for at antyde, at vi kristne måske i den kønslige betagethed og forelskelse har et træk, vi kan fremhæve som vort vesterlandske særkende, et træk, vi kunne sætte op mod muslimers stadige forsøg på at holde kønsdriften nede med lovbestemmelser, se her. Man kunne såmænd også henvise til Luther, som i sin store ligefremhed mener, at betagelsen, som han her kalder ”brunsten”, er en slags lim fra Gud – sennep på stegen, siger han – der skal holde sammen på ægtemand og ægtehustru, se her.

Kathrine Lilleør har den 10-4 et indlæg på sin blog på Berlingske, se her, som hun kalder en skåltale til konfirmandinden. Og ingen tvivl om det, talen er inspireret af de mange beretninger om besynderlige sex-forestillinger, som ser ud til at være blevet kotyme på diverse gymnasier. Men det forekommer mig alligevel mærkeligt, at Lilleør kan komme en hel tale igennem uden at nævne det vel egentlig ret selvfølgelige, at al denne – efter min jeronymus-mening vildt overdrevne – leg mellem kønnene jo på et eller andet ikke alt for fjernt tidspunkt gerne skulle munde ud i, at man finder sammen to og to og derefter holder sammen, helst livet ud. Det kan vel ikke være forkert eller snerpet at gøre opmærksom på, at det ikke blot er samfundets ønske, men også den enkeltes ønske, selv i vore dage. Eller det kan vel ikke gøre noget at nævne Løgstrups henvisning til, at i kristendommen findes tanken om kærlighedens formning af sanseligheden, se her. Derfor forekommer hendes slutning mig temmelig svag og dertil tvetydig, hvilket dog formentlig er utilsigtet. Hun skriver til sidst:

Velkommen til de voksne kvinders rækker og tillykke med Guds velsignelse. Snart bestemmer kun du over dig. Men alting har en pris. Friheden har en pris. Frihedsbruset ved at balancere på kanten kan blive et meget kort forår, hvis du i lange vintre efterfølgende går og skammer dig over billederne fra de fandenivoldske sus.

Vær derfor bevidst. Vid, hvad du gør. Smid kludene. Favn drengene. Gør lige, hvad du vil. Fortryd efterfølgende. Græd ud ved vores skuldre. Men ret derpå ryggen. Indrøm dine fejl. Stå ved, hvad du gjorde. Vid, at hver gang du udfordrer dig selv og andre kommer hele verden – måske – til at se med.

Så giv da verden noget, der er værd at se.

Skål og tillykke!

Er det alt, hvad der fra kirkens side kan siges til de unge piger, der sender nøgenfotos til hinanden og til deres for-tiden-kærester? Så forstår man godt, at imamernes ord falder på et tørt sted hos de muslimske kvinder: ‘Prøv for alt i verden ikke at være som danskerne!’

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s