Sproget og mennesket

Lige fra jeg så Kristian Leth og Eske Willerslev i Deadline for et par uger siden, har jeg luret på, om der mon ikke var mere i deres tanker, end værten, Jakob Rosenkrands, tilsyneladende blev klar over.

Nu har jeg fået fat på deres bog Historien om det hele. Der er nærmest tale om en samtalebog. Den er delt op i en række kapitler af dels etnologen Kristian Leth og dels genetikeren Eske Willerslev. Og indrømmet, jeg finder den forståelse og indlevelse, som de møder fremmede kulturer med, berigende. Det gælder både indianerne i Nordamerika, aboriginerne i Australien og de indfødte i Papua Ny Guinea. Det er også for en teolog interessant, at de møder religiøse påstande med stor imødekommenhed, men det skurrer til gengæld lidt i ørerne, når de ikke blot påstår, at ”der er mere mellem himmel og jord” end som så, men tilsyneladende mener, at det ”mere”, der er mellem himmel og jord, kommer frem i disse såkaldt primitive folks magiske forestillinger.

Nå, lad det være. Sådan set er det jo ligegyldigt, hvorfra de henter deres overbevisning om, at videnskaben ikke siger det hele, men at der er mere i tilværelsen, end videnskaben kan opklare. Det vigtigste er, at de prøver at fastholde en sådan opfattelse.

Det sker for Willerslevs vedkommende ofte derved, at han fokuserer på alt det, videnskaben ikke véd. Han skriver f.eks.:

Der er stadig mysterier, og to af de fundamentale er: “Hvordan opstod livet?”, og “hvordan opstod vores bevidsthed?” Om de to ting ved vi rent ud sagt ikke en skid. (Kapitlet ”Om livets opståen”)

Der er jo rigtigt, at så langt er videnskaben ikke nået (endnu), at den kan løse disse to problemer. Men det forekommer mig, at Willerslev ”glemmer” et mindst lige så afgørende spørgsmål, som der heller ikke er fundet noget svar på, nemlig ”Hvordan opstod menneskets sprog?”

Også om det spørgsmål må man sige, at vi véd rent ud sagt ikke en skid.

Sådan set er det mærkeligt, at han ikke medregner sproget som noget, der har betydning for menneskets eksistens. I kapitlet ”Om menneskets enestående eksistens” undrer han sig over den hastighed, hvormed hjernen er udviklet. Der bliver sat liv på jorden, siger han, og fortsætter:

Det, der så sker, er, at der er nogle, der helt efter matematiske principper får flere børn end andre, som overlever. Fordi de har en knop her eller et hår dér – eller hvad det nu er. Matematisk set får du bare flere af dem. Så bliver hjernen sådan et step, og de ville så sige: Hvorfor er der denne her pludselige udvikling? Den medfører jo også en kulturel udvikling, man taler om et kulturelt jump. En klassisk evolutionsbiolog vil sige, hvilket også er rigtigt, at evolutionen kan gå i forskellige hastigheder. Hvor du ser de der kulturelle og hjernemæssige major jumps. Men jeg har sværere ved at købe det som en forklaring på hjernens udvikling.

Nu er der jo faktisk dem, der siger, at sproget og hjernen har udviklet sig parallelt, og at sprogets indviklethed har givet folk med store hjerner en udviklingsmæssig fordel. Den problemstilling tager Willerslev ikke op, for han fortsætter:

Selv om jeg er evolutionsbiolog, har jeg som sagt et problem med ideen om mennesket som bare endnu en gren på livets træ, bare et naturligt skridt. Det mener jeg faktisk ikke bare vi er. Jeg mener heller ikke, at alle de mekanismer, som du bruger til at forklare alt det andet, kan forklare hele menneskets historie. Og der er nok nogle af mine kollegaer, der vil sige: Hvad fanden er det for noget religiøst pis? Men det mener jeg, for kultur er noget sindssygt komplekst – noget, man slet ikke finder hos andre væsner på denne jord. Den eksplosion, der er sket kulturmæssigt, er fuldstændig uden sammenligning med noget andet. Det åbner i hvert fald for, at man kan sige: Der er sket noget her, som ikke skete med fladormen og goplerne.

Jeg vil holde på, at han ikke behøvede at tvivle på sin gode videnskab, hvis han tog sprogets udvikling med i sine betragtninger. Godt nok ville han så skulle fristes til at sige, at der med menneskets udvikling som sprogbruger optrådte det helt nye på jordens scene, at der fremstod et væsen, som ikke som alle andre væsener var underlagt naturlovene 100%, et væsen med en kultur, som udvikler sig, ikke efter Darwins teorier, men efter sprogets indre sammenhænge.

Det forekommer mig, at han er tæt på her. Men der er ikke nogen sprog-tiøre, der falder for ham. Og det er måske ikke så mærkeligt. For traditionelt har humaniora og naturvidenskab stået ret stejlt i forhold til hinanden. Og han ville måske skulle nedbryde barrieren imellem dem i lidt for høj grad til, at han kan følge med sådan rent naturvidenskabeligt.

Men han køber ikke de forsøg, der er gjort på at få darwinismen til at forklare den kulturelle udvikling:

Altså, i modsætning til alle de andre trin på trappen, har vores hjerne og kultur ført til noget, der ikke er bestemt af evolutionen.

Så kan man jo kalde det for og forklare det, som man vil. Men du har noget, som ikke følger darwinistisk teori. Og det har en helt anden hastighed! Kultur kan jo antage former, som darwinistisk set er ulogiske. Ofte. Og det er derfor, mennesket er unikt.

Der er mange, der vil reducere kulturen med alt, hvad den indebærer – æstetik, etik, mytologi, religion, ideologi – til sådan nogle naturlige forklaringer, til driftsforklaringer, og darwinisme faktisk. Altså noget med, at en maler gør det, han gør, for at imponere det andet køn og derved få flere børn. Og det synes jeg faktisk er det vildeste pis. Det kan overhovedet ikke forklare en skid om det. Du sidder da ikke og maler for at score piger. Det er en helt anden drift, der er i mennesket dér, og som går ud over den dyriske drift.

Men – overraskende nok – kommer han faktisk med en slags darwinistisk forklaring på det overnaturlige. I kapitlet ”Om det overnaturlige” siger han:

Hvis det åndelige er et menneskeligt behov, må man konstatere, at det er helt fundamentalt. Det går på tværs af alle kulturer. Der er jo nogle ting, der går igen. Der er både det her med liv efter døden, at der ikke er noget, der ender. Men der er også det her med at se fænomener, som vi hos os typisk ville beskrive som overnaturligt.

Det, der er meget svært at svare på, er, om der er et grundlæggende behov for at se noget, eller om der er noget virkeligt i det. Min umiddelbare reaktion er at sige, at det må være noget virkeligt, og det er helt videnskabeligt vurderet. For når man ser ting på tværs af alle kulturer, vil den første konklusion være, at det er fundamentalt menneskeligt. Det næste skridt for en naturvidenskabsmand ville være at sige: Hvis det ikke har en betydning, altså en værdi, så ville det være selekteret væk.

Det er jo en helt darwinistisk måde at angribe det problem på.

Ja, det er en darwinistisk måde at se på tingene på. Og det stemmer jo ikke så godt med tidligere udtalelser om, at med menneskets ankomst til planeten blev den darwinistiske udvikling sat i stå. Men at indse, at det, der sætter denne udvikling i stå, er sproget, og at det, der i særlig grad gør mennesket unikt, er, at det er blevet sprogbruger, nej, det falder ham ikke ind.

Hvad det angår, er faktisk Jane Goodall tættere på. Jane Goodall gennemførte i Tanzania nogle studier af vildtlevende chimpanser og gjorde sig naturligvis i den anledning nogle overvejelser over forskelle og ligheder mellem chimpanse og menneske. Jeg har skrevet en lille afhandling om hendes resultater, se her. I kapitel B,1 har jeg et langt citat af Goodall:

Af alle de karaktertræk, der adskiller mennesket fra dets non-humane slægtninge, er det mest betydningsfulde nok evnen til at kommunikere ved hjælp af et udviklet talesprog, tror jeg. Da vore forfædre først havde fået dette magtfulde redskab til rådighed, kunne de diskutere begivenheder, der var sket i fortiden, og udarbejde planer for både den nærmeste og fjerne fremtid. De kunne undervise deres børn ved at forklare dem tingene frem for at demonstrere dem for dem. Ord gav stof til tanker og ideer, der, hvis de ikke var blevet sagt, kunne være forblevet vage og uden praktisk betydning i al evighed. Interaktionerne mellem individernes tankevirksomhed udbyggede ideerne og skærpede begreberne. Når jeg har iagttaget chimpanser, har jeg somme tider følt, at de er “fanget inde i sig selv”, fordi de ikke har noget menneskelignende sprog. Deres kald, positurer og gestus udgør et rigt repertoire, et komplekst og sofistikeret kommunikationssystem. Men det er nonverbalt. Hvor meget mere ville de ikke kunne udrette, hvis de blot kunne tale sammen. Det er rigtigt, at de kan lære at bruge et menneskelignende sprogs tegn og symboler. Og at de har erkendelsesevne til at kombinere sådanne tegn til meningsfyldte sætninger. Mentalt set synes det i hvert fald, som om chimpanser står på grænsen til at erhverve sig et sprog. Men de kræfter, der var på spil, da mennesket begyndte at tale, har tilsyneladende ikke spillet nogen rolle med hensyn til at skærpe chimpansers intellekt i den retning. (Citatet er taget fra Goodalls bog ”Vinduet”, side 209).

I det følgende kapitel fra omtalte afhandling prøver jeg at vise, at sproget er langt mere end et kommunikationsmiddel og giver os langt mere end blot en udvidet evne til at kommunikere med hinanden. Det øger vores bevidsthed om os selv enormt, men først og fremmest giver det os mulighed for at kommer ud over ”chimpansetrinnet”, hvor et individ kun har sine egne individuelle erfaringer at bygge på, hen til den situation, vi kender fra os selv, hvor vi ud over de individuelle erfaringer også har slægtens kollektive erfaringer at bygge på. Dette fænomen beskrev jeg således:

Det er det fænomen, at der med sprogindlæringen også indlæres en mængde “kollektive erfaringer”. Det er et ret overset fænomen. Selv har jeg først fået øjnene op for det ved læsning af Goodalls chimpanseiagttagelser. Der findes i de kulturelle træk, som ethvert menneskesamfund overleverer til den næste generation, en række erfaringer, som kun samfund med sprog kan gøre sig, det er udelukket, at enkeltindivider kan nå frem til disse erfaringer. Den “erfaringspool”, som den ene generation rækker videre til den næste, består dels af erfaringer, som enkeltindivider kan gøre, og dels af erfaringer, som tidligere samfund har opsummeret i kraft af delvise erfaringer, som de havde fået overleveret. Eksemplet par excellence er erfaringer af og om døden.

Eller vi kan sige, at mennesket i kraft af sproget og den overlevering, sproget kan delagttiggøre os i, har ikke blot en individuel hukommelse, men også en kollektiv hukommelse. Mennesket kan trække ikke blot på, hvad det som enkeltindivid har oplevet og erfaret, men på, hvad andre individer i flokken har erfaret, ja på, hvad tidligere slægter har erfaret. Denne kollektive hukommelse indlejres i vor hjerne under opvæksten på en så umærkelig måde, at vi ikke tænker over det; faktisk tænker vi først på det, når vi træffer væsener, f. eks. chimpanser, der ikke har en sådan kollektiv hukommelse.

Og læg mærke til det: Her står vi med noget, der faktisk kan kontrolleres, eventuelt falsificeres: Er vi mennesker virkelig det eneste væsen på denne klode, der véd af, at vi skal dø? Er der andre væsener, der udfører begravelser af deres døde? Hvor langt tilbage i tiden kan vi følge den skik, at mennesker begraver deres døde?

Det vil jo også sige: Hvis udviklingen af sproget er betingelsen for, at mennesker begynder at begrave deres døde, kan vi så ud fra fundene af fortidsmenneskene danne os en fornemmelse af, hvornår sproget blev til?

Det spørgsmål er der, så vidt jeg har set, ingen, der har taget op. Willerslev gør det heller ikke. Men man synes jo, at både han og Jane Goodall er ret tæt på at se menneskets unikke stade blandt dyrene som noget, der er betinget af sproget og derfor også, synes det, ret tæt på at forstå menneskets viden om døden som noget, der er betinget af den kollektive erfaring, som sproget muliggør.

Det er i hvert fald, hvad jeg vil hævde som en videnskabelig kendsgerning. Og bliver den falsificeret – f.eks. ved at man bevisligt kan påvise, at andre levende væsener godt véd, at de skal dø – så må jeg naturligvis som enhver anden videnskabsmand frafalde min tese. Men indtil det sker, vil jeg fastholde den.

Man kan, hvis man har energi til det, læse lidt mere om disse ting i min førnævnte afhandling om Jane Goodall og hendes chimpanser.

Måske det også kunne interessere at læse mine overvejelser over, hvordan man på nogenlunde klar måde kan fastholde tesen om, at mennesket ikke er underlagt naturlovene på trods af, at alle vore tanker har sit modsvar i neuronaffyringer i hjernen, affyringer, som vi jo antager er bestemt af bestemte, ufravigelige naturlove. Her henviser jeg til et kapitel i min afhandling om forholdet mellem Luther og Erasmus, se her.

Men inden jeg slutter, føler jeg trang til at genfortælle to tilfælde, som Goodall beretter om. Jeg har citeret Goodall fuldstændig i det kapitel i min afhandling, der hedder ”Chimpansernes forhold til døden”, se her.

Den første episode handler om den gamle hun, Flo, som havde fået en unge, Flame. Dette ville normalt føre til, at den forrige unge, i dette tilfælde Flint, blev forskudt og ikke mere havde sin mors hele opmærksomhed. Men da Flame døde, kunne Flint, skønt nu en halvgammel unge, genvinde pladsen som sin mors foretrukne. Hvad han benyttede sig af. Men så, da Flint var otte år gammel, døde Flo. Og det slog Flint fuldstændig ud. Goodall fortæller:

Hele hans [Flints, rr] verden havde drejet sig om Flo, og da hun var væk, blev verden tom og meningsløs. Jeg vil aldrig glemme, da jeg tre dage efter Flos død så Flint kravle langsomt op i et højt træ nær vandløbet. Han bevægede sig langs en af grenene og stoppede så op og stod ubevægelig, medens han stirrede ned i en tom rede. Efter cirka to minutters forløb kravlede han med en gammel mands bevægelser ned, gik nogle få skridt og lagde sig så med vidt åbne øjne og stirrede fremad. Han havde delt reden med Flo et kort stykke tid, før hun døde.

Goodall slutter med at fortælle, at Flint døde tre uger efter.

Den anden episode handler om Passion, der havde tre unger, som regelmæssigt fulgtes med hende, den ældste, Prof, en han, den mellemste, Pom, en hun, og så den yngste, Pax, en han på fire år. Passion blev så syg og døde. Hun havde i nattens løb prøvet at kravle ned fra sin rede, men døde undervejs, og hang nu død ned fra lianerne.

Pom og Prof sad for det meste blot og stirrede på moderens krop. Men Pax nærmede sig den gentagne gange og prøvede at die fra hendes kolde, våde dievorter. Han blev mere og mere ophidset og begyndte forvirret at skrige højere og højere og trække og hive i hendes dinglende hånd. Han blev så rasende i sin ulykke, at det til sidst lykkedes ham at trække hende fri. Da Passion lå ubevægelig på den gennemblødte jord, undersøgte de tre unger hendes krop mange gange. Af og til fjernede de sig et lille stykke væk for nærmest ligegyldigt at fouragere, men styrtede så tilbage til deres døde moder igen. Efterhånden som dagen gik på hæld, blev Pax roligere og prøvede ikke længere at die, men han virkede endnu mere depressiv, klynkede dæmpet og trak i Passions døde hånd. Lige før mørkets frembrud vandrede de tre unger langt om længe bort.

Det ser ud til, at Pax havde stor gavn af sine ældre søskende. Han holdt sig til dem fremover og søsteren, Pom, blev en slags mor for ham. Med én undtagelse: ikke tale om, at han ville ride på ryggen af hende.

Men selvom de holdt tæt sammen, og selvom Pax uvægerlig løb hen til søsteren for beskyttelse, red han af en eller anden mærkelig grund aldrig på ryggen af hende, ikke engang når de vandrede af sted med en hurtigt gående gruppe af voksne hanner og han blev efterladt og klynkede; ikke engang selv om hun rakte ud efter ham og tiggede ham om at klatre om bord. I begyndelsen, hvor hendes moderlige instinkter var blevet vakt, havde Pom prøvet at tvinge ham til at kravle op på sin ryg. Men han havde klamret sig til vegetationen og skreget hysterisk, indtil hun opgav. Prof havde også prøvet at bære sin lillebroder, men Pax havde afslået disse tilbud på samme uforklarlige måde. Og det samme skete, når hans ældre søskende inviterede ham til at dele deres nattereder med sig. Det nægtede han pure, selv når de rakte kærligt ud efter ham. Så måtte de se til, medens Pax klynkede bedrøvet for sig selv og byggede sin egen lille rede tæt ved deres. Hvor meget har vi endnu ikke at lære.

Og så står vi jo med vore spørgsmål til skaberen, og kan chimpanserne ikke selv stille det, så kan vi vel stille det på deres og vore vegne: Hvorfor skabes der så stærke bånd mellem individer, når det dog smerter så usigeligt, når de brydes?

Og de to største menneskelige kulturer bringer her hver sit svar. Sjælevandringslæren siger: ‘Bind dig ikke til et andet menneske! Husk på, at livet er lidelse! Kæmp for gennem en stadig ubundethed at slippe for genfødslerne! Målet, Nirvana, er jo helt at slippe ud af livets klør’.

Og kristendommen siger: ‘Tak Gud for hver time, samværet med din næste varer. Vel skal I skilles ad ved døden, men lad aldrig døden vinde på forhånd, lad opstandelsestroen vinde over dødsfrygten, prædik det, syng det ud, lev livet hvert eneste sekund!’

Vel er der mange, der vil kalde opstandelsestroen absurd, hvad enten man tænker på Jesu opstandelse eller vor. Men mere absurd end livet selv kan den dog vist ikke blive. Så med opstandelsestroen sætter vi absurditet op mod absurditet.

For at kunne leve fuldt ud.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Sproget og mennesket

  1. Pingback: Den trælbundne vilje | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s