Er Vesten aggressiv?

Ja, det påstår Brian McGuire i en artikel på DR’s hjemmeside, se her.

McGuire er middelalderhistoriker, og jeg har da hidtil betragtet ham som en absolut autoritet på det område. Han er katolik, men jeg har aldrig haft indtryk af, at hans konfession kom til at påvirke hans resultater. Selvfølgelig kan der være delte mening om historiske facts, f.eks. om, hvad der skete under reformationen, og jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne blive uenig med ham om en del detaljer fra den del af historien, men jeg ville hele tiden mene, at han bygger sine påstande på solid viden.

Det kan jeg desværre ikke sige om det, han skriver i ovenstående artikel.

Han er i færd med at omtale en ny undervisningsbog til gymnasiet om korstogene, skrevet af Michael Pihl og Jesper Rosenløv: Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv. I et læserbrev i Weekendavisen giver de to forfattere udtryk for, at han ikke har læst deres bog. Men har han læst et interview med dem i Kristeligt Dagblad, se her. Dette interview får ham til at sige:

Deres ærinde er tilsyneladende at sikre en revurdering af den populære opfattelse af korstogene som udtryk for Vestens uprovokerede aggression mod islam.

De efterlyser ”en nuanceret forståelse af korstogene” og vil ”beskrive korstogene i deres rette historiske sammenhæng”.

Men deres analyse undlader at se korstogene som udgangspunkt for den aggression som kom til at præge Vestens forhold til den øvrige verden.

Man tager sig til hovedet. Kan nogen historiker virkelig med sin fornuft i behold påstå, at korstogene var udgangspunkt for Vestens aggression, oven i købet hævde, at en sådan aggression prægede Vestens forhold til den øvrige verden i århundrederne fremover?

Men han har måske haft dette synspunkt helt tilbage fra 2008. Dengang havde Islamkritisk Netværk inviteret til møde om korstogene, og det fik en række historikere til at komme med kritik, dels før mødet og dels efter. Brian McGuire var én af kritikerne. I en artikel i Kristeligt Dagblad fra 3-10 2008, se her, lyder det:

Ifølge Brian McGuire er det kun det første af korstogene som er succesrigt, resten er rene fiaskoer. De kristne får kontrol med Jerusalem ved det første korstog, men muslimerne generobrer byen i 1187. Det betyder, at de kristnes forhold i Mellemøsten herefter er stærkt forværret.

Man kan stille spørgsmålet, om man overhovedet fik noget ud af det? Der var handel og kulturelle kontakter inden korstogene, og efter var der flere spændinger mellem øst og vest end nogensinde før. Med hensyn til gensidig forståelse så var det meget mere begrænset, og der kom større mistænksomhed på begge sider over for hinanden. Da korstogene slutter, så er problemet ikke løst, og det er udgangspunktet for moderne gensidig dæmonisering af muslimer og vesterlændinge, forklarer Brian McGuire.

Minsandten var McGuire også dengang tilbøjelig til at trække linier fra korstogstiden helt op til vore dage. Den dæmonisering, der blev skabt af korstogene, har holdt sig til i dag.

Det er mig nærmest uforståeligt, at en række ellers ret fornuftige historikere er tilbøjelig til, så snart det drejer sig om islam, at se bort fra alle normale kritiske holdninger for at få givet en fremstilling, der matcher vor tids velvillige holdning til islam. Jeg har gennem lang tid observeret, at diverse kommentatorer i deres beskrivelse af islam synes at holde sig til den regel, at hvad som helst uheldigt man måtte sige om islam, øjeblikkelig skal efterfølges af en beskrivelse af noget lige så uheldigt indenfor kristendommen. Det fører ofte til store historiske absurditeter, men da der ”kun” er tale om til dels uvidende kommentatorer, forarger det ikke stort.

Det gør det derimod, når der er tale om velmeriterede historikere, professorer i både den ene og den anden historiske disciplin.

Jeg blev således i sin tid både forundret og forarget, da jeg læste Martin Schwarz Laustens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat; islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark”, se eventuelt en reaktion fra min side her. Han, der så sandelig i mange bøger havde vist, at han var utrolig godt hjemme i alt, hvad der havde med den danske reformation at gøre, han lagde pludselig et politisk korrekt filter ned over begivenhederne, så han opnåede, at han, hvad opfattelsen af islam angik, stadig kunne regnes med til ”det gode selskab”. Forstemmende!

Og nu vil altså den gode og meget vidende historiker Brian McGuire lægge et lignende filter ned over korstogshistorien, så den kommer til at være noget, der bliver ”udgangspunkt for den aggression, der kom til at præge Vestens forhold til den øvrige verden”.

Eller som han fortsætter med at sige i dr-artiklen:

Ved at fremhæve Vesten som offer bliver Vestens egne voldelige handlinger forsvaret.

Korstogene blev udgangspunktet for århundreders erobringstogter, ikke alene i Mellemøsten men også i Asien og i Syd- og Nordamerika.

Disse erobringstogter, forstår man, er altså Vestens erobringstogter, ikke islams.

Men hvis vi nu holder os til korstogene – de andre erobringer kan vi sige undskyld for ved en senere lejlighed, hvis der da skal siges undskyld – hvem var så egentlig erobreren i Vestens forhold til islam? Ja, hvem sagde selv, at han var erobreren, at han var det på Guds befaling, og at det var en del af hans eksistensberettigelse, at han udvidede sin religions område? Det var ikke den kristne. Var det monstro muslimen?

Vi har i den vestlige kulturkreds vist altid haft svært ved at se på andre kulturers menneskeopfattelse. Altid har vi troet, at de andre var ligesom os selv, at de, ligesom vi, var tilfredse, hvis de kunne leve i fred og fremgang. Og når derfor en historiker, i dette tilfælde Arild Hvidtfeldt, i 1983 i Politikens Verdenshistorie skulle beskrive islams fremmarch, havde han svært ved at godtage det, muslimerne selv sagde om deres jihad: at den var befalet dem af Gud, nej, han var klogere end dem, så han hævdede, at den egentlige grund til, at muslimerne blev ved og blev ved med at erobre land, var, at deres skatteindtægter ikke slog til, når de skulle ernære en stor hær; de var derfor nødt til at starte nye erobringer, der kunne give dem krigsbytte, så de kunne betale soldaterne. Og så fremdeles i det uendelige, eller i hvert fald: så fremdeles, indtil de blev standset af en stærkere hær, hvilket dog først skete ved Poitiers i Frankrig i 732 ved Karl Martell.

Og dette var i 1983, lang tid før den politisk korrekte islamholdning slog igennem. Hvordan skulle det så ikke blive, når den gjorde sig gældende!

Hvad den politisk korrekte historietolkning angående korstogene går ud på, fortæller Michael Pihl og Jesper Rosenløv i det omtalte interview:

Det, både Jesper og jeg har oplevet i vores undervisning af gymnasieelever, er, at når vi læser standardværkerne om korstogene, så står der kun, at pave Urban II holder tale, og pludselig så skal de bare alle sammen ud på korstog. Kvikke, begavede elever spørger: Hvad skete der egentlig før?”, siger Michael Pihl.

Ifølge historikerne kan korstogene slet ikke forklares uden først at vise islams ekspansion fra 600-tallet og frem, siger Jesper Rosenløv:

Hvis du skrev en bog om Anden Verdenskrig, hvori du skal gøre rede for, hvordan Anden Verdenskrig starter, så starter du altså ikke med Neville Chamberlains radiotale den 3. september 1939. På samme måde kan vi ikke se Urban II’s tale som begyndelsen til korstogene. Kilderne viser tydeligt, at konflikten mellem den kristne og muslimske verden havde foregået i mange år og mange steder før talen i 1095. Det byzantinske rige var hærget, og der havde været muslimske angreb på Spanien, og den sydlige del af Italien, Sicilien, var under muslimsk herredømme. De konflikter danner baggrund for korstogstiden.”

Senere i interview’et hedder det:

I skriver, at nyere korstogs  litteratur synes hæmmet af religiøse og politiske dagsordener. Hvilke dagsordener er det, og på hvilken måde hæmmer de synet på korstogene?

I 1996 fremlagde Samuel Huntington sin teori om civilisationernes sammenstød. Teorien hævder, at efter den kolde krigs afslutning vil fremtidens konflikter være kulturelle konflikter. Dagsordenerne har måske været en modvilje mod den teori. Man ønskede ikke at bidrage til en teori, der kunne anses for selvopfyldende,” siger Michael Pihl.

Jesper Rosenløv uddyber:

I bund og grund har man nok været bange for at trække modsætninger for hårdt op, når man beskæftigede sig med emnet islam.”

Men skal man ikke være varsom med det lige præcis i denne tid?

Vi kan ikke lægge emnet på hylden og sige: Det kan skabe en dårlig stemning, så derfor vil vi ikke beskæftige os med det. Vi kan ikke pille emner ud af historien og sige, at det kan blive brugt i dag til nye civilisationssammenstød. Der er behov for at få årsagerne frem, uanset hvad idioter så kan bruge det til i dag,” siger Jesper Rosenløv.

Det sidste er så rigtigt, som det er sagt: man er bange for, hvad idioter kan bruge ens resultater til; fremfor at løbe den risiko, gør man hellere sig selv til idiot; men det er dog noget værre idioti.

Hvad det angår med, at muslimerne godt selv véd, at de har pligt til at erobre andre riger, har jeg tidligere gjort opmærksom på Ibn Khaldun. Han siger i sit store værk Muqadimma:

I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt. (Kap 3, afsnit 31, se en af mine artikler derom her).

Næsten samme sted siger han, at de kristne ikke har en tilsvarende pligt. De skal i stedet udbrede deres religion ved ”propaganda”.

Den arabiske historiker al-Waqidi siger det endnu klarere i sin beretning om muslimernes erobring af Sicilien. Han lader muslimerne sige til de kristne på øen:

Vi er af de arabere, hvis ry har nået verdens ende, bjergenes tinder og havets vidder. Den almægtige gud sendte os en profet, som var det mest veltalende, sanddru og ædelsindede menneske blandt os. Han kaldte os til den rette tro, og de uvillige lod han bekæmpe, indtil alle arabere forherligede gud, og han lod os vide, at gud vil give os sejr over alle andre religioner. Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen. Falder vi i kamp, ved vi på guds ord, at vi kommer i paradis, mens I, hvis vi slår jer ihjel, kommer i helvede, som profeten har lovet. (Fra en kronik i Jyllands-Posten 19-4 06).

Svarende til denne pligt må muslimer ikke slutte fred med deres naboer. I fald de gør det, må den ikke gælde for mere end ti år. Dette førte i det middelalderlige Spanien til, at der mellem den kristne og den muslimske del var et stort ”ingenmandsland”. Det var de kristne, der ville have det sådan. Derved fik de dels et vist varsel, hvis muslimerne pludselig angreb, og dels fik de muslimske slavejægere, der drev deres jagt ind i de kristne områder ganske uanset fredsaftale eller ikke-fredsaftale, lidt vanskeligere ved deres pludselige angreb.

Dette sidste, den muslimske slavejagt ind over naboernes territorium, var et almindeligt fænomen langt op i historien. Spanierne måtte trækkes med det, ungarerne måtte trækkes med det, før osmannernes belejring af Wien i 1529, og alle kystnære byer oplevede det fra tid til anden, sågar det fjerne Island blev overfaldet af slavejægere.

Man får tilgive mig, men for mig at se er det ord, der dækker sådanne begivenheder bedst, ordet ”aggression”.

Men uvilkårligt overfører vore politisk korrekte historikere nutidens magtforhold, hvor Vesten i høj grad har overtaget, til middelalderen, så de kommer til at mene, at ligesom det er synd for ”the underdog”, islam, i vore dage, sådan var det også synd for datidens ”underdog”, og det må vel også have været islam. Men det er jo en baggrundsopfattelse, der er ganske uhistorisk. Dengang var styrkeforholdene de omvendte af dem, der gælder i dag. Tyrkiet var f.eks. i 15 og 1600-tallet på ingen måde ”Europas syge mand”, men en overmåde stærk magt, hvis hær var lige ved at indtage Wien i 1683.

Men som sagt vil jeg give Jesper Rosenløv ret i, at vi ikke bør undlade at beskæftige os med modsætningen mellem islam og kristendom, fordi det kan give en dårlig stemning.

Men der er endnu en grund til, at vi på det punkt bør være sandheden tro, den nemlig, at alt andet ville være at betragte vore muslimske landsmænd som børn, der ikke kan tåle at høre ubehagelige sandheder om sig selv og deres religion.

De to forfattere henviser til denne hjemmeside for kilder til deres påstande. Her kan man bl.a. finde tekster af den førnævnte al-Waqidi og mange andre spændende ting.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam, Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s