To lemmingreaktioner

Igennem de sidste to-tre uger har offentligheden herhjemme udvist to reaktioner, som bedst kan betegnes som lemmingreaktioner: det ene medium er løbet i hælene på det andet, og ingen har taget sig for at spekulere på, om der nu også er grund til dén helt store forargelse, som får medierne til at gå grassat.

Det ene lemmingløb har med Panama-papirerne at gøre. Det foregår hele kloden rundt, og for hvert kendt navn, man finder frem, stiger forargelsen i medierne, uden at nogen tager sig for at forklare, om der er foretaget noget ulovligt, eller der kun er foretaget noget, som af medierne anses for moralsk angribeligt. Det skal ikke omtales her, for det ville kræve, at jeg satte mig ind i, hvad der virkelig er foregået, og det er noget, der går over min forstand og langt ind i præstens.

Det andet lemmingløb indskrænker sig til den danske offentlighed og har med TV2’s udsendelsesrække om de danske imamer at gøre. Med skjult kamera søgte en kvinde at få råd fra forskellige imamer i hendes situation: hvad skulle hun gøre, når hendes mand slog hende? Skulle hun gå til politiet? Skulle hun søge skilsmisse? Også i dette tilfælde fik vi det store lemmingløb at se: politikere og kommentatorer stod i kø for at give udtryk for deres forargelse, og statsministeren lovede at nedsætte en samtalegruppe blandt folketingets partier, der skulle se på, hvad man kunne gøre.

Sådan set er det jo noget lusk, det, TV2 har lavet. Jeg mener, man lyver overfor imamen, foregiver at være en ægte muslimsk kvinde, der søger oplysning og vejledning, men er i virkeligheden ude på at afsløre imamens forkerte (læs: udanske) holdninger. Det lusk eller den uærlighed er der dog ingen, der har bebrejdet TV2. Og det er da muligt, at man har været udsat for tilstrækkelig mange tilfælde, hvor en imam har sagt ét til den danske offentlighed, men noget andet til en medmuslim, til at man kan finde en fremgangsmåde med skjult kamera tilladelig. Jeg véd det ikke, og skal ikke gå nærmere ind på det her.

Derimod burde man nok have stillet større krav til redigeringen af de bånd, der kom ud af de mange besøg hos imamer. Jeg har forsigtigt forsøgt at rejse spørgsmålet om den troværdige redigering her, og skal ikke forfølge sagen videre ved denne lejlighed, udover at notere, at det er et noget penibelt spørgsmål, om man får den sande holdning hos en imam frem, når den rådsøgende part er uægte og måske er mere ude på at få imamen til at dumme sig end på at få et ægte og menneskeligt svar.

Men forudsat, at den tredje udsendelse af ”Moskeerne bag sløret” er nogenlunde troværdigt redigeret, er det én af de udsendelser, hvor der virkelig er noget at komme efter. Kim Møller på uriasposten kommenterer og citerer, se her:

Tredje afsnit af TV2-dokumentaren ‘Moskeerne bag sløret’ havde mere af det samme. Denne gang gik det ud over Mohammad Fouad al-Barazi, ledende imam i Det Islamiske Forbund i Danmark, der for skjult kamera talte om at muslimerne var i fuld gang med at erobre Europa. Imamerne er ikke bare Koran-tro (som man kan forvente), men gør front mod værtslandet, helt systematisk. De opretter parallelsamfund, opfordrer til socialt bedrageri, og er reelt skattefinansierede erobrere. Ikke overraskende for folk der har læst ‘I krigens hus’ (Lars Hedegaard mfl., 2003).

Lige nu er vi i en tid, hvor vi er ved at åbne de her lande. Nu er vi begyndt. Der er muslimske fællesskaber over hele Europa. … Nu er vi 300.000. … Derfor er konklusionen på den her snak, at man godt kan opholde sig her i landet uden at smelte.” (Imam Mohammad Fouad al-Barazi, Det Islamiske Forbund i Danmark)

Her viser det sig – som jeg før har gjort opmærksom på, se her – at Lars Hedegaard havde ret overfor Martin Krasnik i det herostratisk berømte interview, han lavede med ham på Deadline efter attentatet mod Hedegaard: Muslimerne er virkelig, som Hedegaard påstod, ude på at overtage Europa.

Men er de virkelig ude på at overtage Europa, så må vi da sætte os imod det! Vi kan ikke bare lade det ske uden at gøre noget.

Sandt nok. Men det er så sandelig ikke sikkert, at det, mange politikere tænker på, nemlig at indskrænke religionsfriheden, er den rette reaktion på disse Tv-udsendelser.

Martin Henriksen, DF, har i Kristeligt Dagblad den 16-4, se her, et indlæg, hvor han opfordrer sine medpolitikere til åbent at indrømme, at kunststykket går ud på at indskrænke religionsfriheden. Det indlæg vil jeg godt vende mig imod.

Først må man sige, at det er lidt mærkeligt, at Martin Henriksen sådan uden videre beråber sig på § 67 i grundloven, specielt på tilføjelsen om, at intet må læres som strider mod sædeligheden og den offentlige orden. Hvis han havde læst Mchangamas og Roses kronik i Berlingske den 15-3, se her, ville han være klar over, at disse ord ville Grundtvig ikke have med i grundloven, fordi han mente, at man med disse ord lader en dør stå åben til, hvilket øjeblik man vil at afbryde friheden. Man kan vel ikke helt lade være med at tænke, om det monstro er det, diverse folketingspolitikere nu er i færd med.

Lad os se på det!

Martin Henriksen skriver:

Hele diskussionen om hvordan vi får gjort noget afgørende ved, at der findes folk her i landet, som for eksempel underviser i stening af utro kvinder, rådgiver om, hvordan børn skal slås, og opfordrer til drab på anderledes tænkende, bliver lidt for ofte vendt på hovedet.

Fordi disse mennesker gør det med udgangspunkt i deres religion, må lovgivningsmagten nødvendigvis se på, hvordan statsmagten kan indskrænke religionsfriheden.

Spørgsmålet er, om man behøver ny lovgivning for at ”gøre noget” ved disse ting. Det kan således ikke være ulovligt at undervise i, at islam foreskriver, at utro kvinder skal stenes, blot det ligger i luften eller hellere siges rent ud, at her i landet er det ikke tilladt at stene nogen. Og indtil videre er ingen muslimsk kvinde, utro eller tro, blevet stenet. Om det skal være tilladt at rådgive forældre om, hvordan de skal slå deres børn, kan der måske herske tvivl om, men naturligvis kan en sådan rådgivning ikke foregå for offentlige tilskud. Og at det er ulovligt at opfordre til drab, er allerede givet i lovgivningen, så det behøver man ikke lovgive om igen.

Nej, den fare, islam udgør, ligger et helt andet sted. Den består i, at muslimer tænker kollektivt, mens vi vesterlændinge tænker individuelt. Jeg har gjort rede for den forskel, bl.a. her. Det betyder, at den alvorligste fare for os dukker op i det citat, som jeg tog fra uriasposten, fra imam Mohammad Fouad al-Barazi. Han formanede den kvinde, der kom til ham for at søge råd imod sin voldelige mand, til at undlade at gå til politiet, for derved ville hun ”smelte”, det vil sige: blive alt for dansk. Nej, hun skulle holde ud, for muslimerne er ved at ”åbne” Danmark, dvs., ved at overtage landet. Det gør de i kraft af, at de bliver flere og flere, og i kraft af, at disse mange muslimer ikke ”smelter”, men bevarer deres muslimske holdning.

Den ghettoisering af muslimer i bestemte områder, som let bliver til ”no-go-areas” for ikke-muslimer, fordi de beherskes af unge, voldelige muslimer, et fænomen, som vi danskere prøver at modarbejde, den er lige vand på denne imams mølle. For derved får han lejlighed til, på tilpas ”blød” manér, at tvinge landets muslimer ind i den rette holdning; derved kan der holdes øje med, om kvinderne er tilpas tækkelig klædt, om der fastes på rette måde af alle muslimerne, om pigerne holdes hjemme, så de ikke kommer til at ligne de danske piger, om man afholder sig fra at gå til de danske myndigheder, men i stedet går til imamen, osv. Derved kan der skabes et særligt muslimsk samfund i det store danske samfund, og derved kan dette samfund bevare sine egne muslimske regler.

Integration? Glem det. For denne imam, som vel for de fleste imamer, er det noget, de modarbejder. ”Dem-og-os-tankegangen”? Noget, vi vil undgå, men noget, muslimerne med denne villede ghettoisering søger at fremme: muslimerne skal hele tiden være klar over, at de er noget særligt, de er ikke som os danskere, nej, de har særlige forpligtelser, det område, de bor i, er ikke dansk, men muslimsk, hvor selv politi- og brandfolk holdes ude, og blandt deres forpligtelser er forpligtelsen til at ”åbne” det danske samfund, dvs., gøre det muslimsk. Og hvem véd, måske også i virkeligheden pligt til at udbrede islam gennem jihad, hellig krig.

I hvert fald er voldsanvendelse ikke noget særsyn i disse miljøer. For det er en del af religionens dna. Naturligvis helst ”blød” vold, trusler om vold, verbale ukvemsord rettet mod de pågældende. Men der er ikke langt fra denne form for verdensanskuelse til bandedannelse, hvor man jo også vender sig mod det danske samfund, og til jihad, hvor kampen mod dette samfund antager alvorligere former. Det, man i visse forskerkredse undrer sig over: den såkaldte cross-over, overgangen fra bandemedlem til jihadkriger, er altså slet ikke så besynderlig, som man har villet gøre den til.

Alt sådant er temmelig uforståeligt for en almindelig dansker (og for en dansk politiker). Det betyder, at det, vi her i landet normalt kalder ”signalpolitik”, altså det forhold, at politikere vil vedtage nogle love, der skal fortælle, hvad de danske værdier går ud på, alt sådant er ”spildte Guds ord på Ballelars”, hvis altså de muslimske samfund er ”Ballelars”. De nærmest griner af de mange tiltag og forbud, som man vil gennemføre. For muslimerne véd jo godt i forvejen, hvad det danske samfund ønsker af dem, og de kan også godt sådan i det ydre bøje sig for det, i hvert fald i nogen grad, men midt i al denne ”bøjen sig” véd de også, at deres religion er bedre end vores, at det samfund, der skabes af shariaen, er bedre end det løsslupne seksualliv, de ser hos danskerne, og den drukkultur, de iagttager blandt os. Og alle vores anstrengelser for at undgå at opdele vort samfund i ”dem og os”, preller af på dem. De vil selv være et ”dem” overfor vores ”os” og føler det som et indgreb i deres religionsfrihed, hvis de forhindres i at udtrykke deres anderledeshed.

Hvad skal vi da stille op med disse forhold?

Vi skal først og fremmest sætte en prop i, så der ikke kommer flere muslimer ind i landet.

Dernæst skal vi søge at udbrede denne forståelse af, hvad islam er og kræver af sine tilhængere, blandt danskerne. Meningen med det er ikke at cementere forskellen mellem ”dem” og ”os” endnu mere, men at få os danskere til omsider at vove at gøre os fri af vores berøringsangst overfor muslimerne. Vi må gøre os klart, at dette, om integrationen lykkes eller ej, ikke afhænger af, hvordan vi gebærder os. Vi kan være imødekommende ud over alle grænser, vi kan være realistiske til det afskyvækkende, det gør hverken fra eller til med hensyn til, om muslimerne blive integreret i vores samfund eller ej. De har medbragt deres egen integrationshæmmende religion, og den kan vi ikke tage fra dem sådan lige på en studs.

Kommer vi imidlertid fri af vores berøringsangst, så måske vi kan nå frem til at turde være os selv, også, når vi taler om muslimerne og os. Og er vi os selv, dvs., er vi tilpas stolte over vort samfund og vor frihed, så kan vi også føle det naturligt at drille muslimerne, at modsige deres religiøse opfattelser, at gøre lidt nar af f.eks. deres svinekødsforskrækkelse, osv.

Om vi på den måde kan få dem til at se, at vore frihedsidealer skaber et stærkt samfund, der er i stand til at håndtere både ungdommens seksuelle løssluppenhed, drukkulturens udskejelser, og – besynderligt nok – muslimernes anderledeshed, ja, det står i nogen grad hen i det uvisse. Men hvis de når frem til på den måde at synes om vort samfund og dets måde at fungére på, så kan vi være forvisset om, at det skyldes, at de frivilligt har indset dets goder, ikke, at deres imamer har mødt den ene dom efter den anden, når de har forsøgt at forklare shariaens love.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s