Troens resoluthed

Der er to ting at gøre opmærksom på ved Mikkel Anderssons artikel i Berlingske om Ateistisk Selskabs kampagne, se her.

Den ene er, at Mikkel Andersson efter at have betegnet den danske folkekirke som ét af verdens meget små problemer skriver:

Tag ikke fejl. Jeg er så hardcore ateist, som tænkes kan, og jeg tror på en smuk, grusom og grundlæggende indifferent udvikling og evolution over milliarder af år, der har skabt fantastiske solnedgange, kærlighed mellem mennesker og terminale hjernesvulster hos små børn. Jeg tror, at når man dør, så forsvinder den verden, som hvert menneske er, for altid, og jo mere videnskaben afdækker, jo færre bliver de hjørner af uvidenhed, hvor religiøse forklaringer havde frit spillerum.

Den anden ting, der skal gøres opmærksom på, er, at han lidt senere, efter at have betegnet folkekirken som et af de mest harmløse udtryk for religion, vi har set, skriver:

Dermed ikke sagt, at jeg er nogen udpræget fan af religion. Særlig ikke i dens mere moralsk missionerende aftapninger. Såfremt religiøse vil forhindre homoseksuelle i at leve, som de vil, vil have utro kvinder stenet, forsøge at udøve social kontrol via dogmer om guddommelige og evige straffe for latterlige banaliteter eller vil have små bidder af pige- eller drengebørns kønsorganer skåret af og så videre, er jeg helt med på at bekæmpe disse ideer, og gøre dem det helt klart, hvorfor, jeg mener, de agerer umoralsk og stupidt.

I gamle dage var filosoffer – også ateistiske sådanne – optaget af noget, man kaldte ”den naturalistiske fejlslutning”, dvs., den opfattelse, at det går an at slutte fra et ”er” til et ”bør”, eller den opfattelse, at man ud fra en beskrivelse af, hvordan verden ser ud, kan drage slutninger om, hvad der er godt og ondt, eller den opfattelse, at videnskabens resultater kan afgive grundlag for tanker om, hvordan et menneskeliv skal leves.

Nu er det jo imidlertid ikke ”gamle dage” mere, og Løgstrup har også forlængst nedbrudt skellet mellem ”er” og ”bør” med sin påstand om, at man ud fra det ”er”, der siger, at man altid holder noget af sin næstes skæbne i sin hånd, kan uddrage det ”bør”, at man bør tage vare på dette andet menneske. Det samme gør Mikkel Andersson med sine ”jeg tror” i den trosbekendelse, han giver til bedste i det første af ovenstående citater. Han sammenblander jo i den trosbekendelse videnskabelige kendsgerninger og personlige værdiopfattelse i en skøn pærevælling.

Han tror på udvikling gennem milliarder af år, der har skabt solnedgange, kærlighed mellem mennesker og hjernesvulster hos små børn.

Bortset fra kærligheden mellem mennesker, er det nu ikke noget, han behøver at tro på, det er noget, han kan vide. Udviklingslæren er ikke en trossag, men en række kendsgerninger, der afgøres eller er afgjort ved videnskabelige metoder. Alligevel er det korrekt af ham at bruge udsagnet ”jeg tror”, for de kendsgerninger, udviklingen har fremlagt for os mennesker, kalder han ”smuk”, og han tror, at solnedgangene er ”fantastiske”, ligesom han tror på kærligheden mellem mennesker, et fænomen, man aldrig kan få bevis for, men kun tro på.

Men i det næste citat undlader han at bruge ordene ”jeg tror”. Og alligevel er han netop dèr i stand til ud fra et værdigrundlag, som han kun kan tro på, ikke bevise er korrekt, at vende sig imod og bekæmpe en række ideer.

Når han mener sig i stand til det, hænger det sammen med det han skriver sidst i det første citat:

Jeg tror, at når man dør, så forsvinder den verden, som hvert menneske er, for altid, og jo mere videnskaben afdækker, jo færre bliver de hjørner af uvidenhed, hvor religiøse forklaringer havde frit spillerum.

Her forestiller han sig, at teologien eller de kristne tanker har levet af de huller, som videnskaben endnu ikke har udfyldt. Men de fleste teologer har i vore dage opgivet at drive en ”theology of the gaps”, en hullernes teologi, hvis man da nogensinde har bedrevet noget sådant. Det vil sige: for ham er teologiske spørgsmål alligevel spørgsmål, der kan finde deres afgørelse ved videnskabens hjælp. Det ses også af udsagnet i det første citat om udviklingen, at den er ”grusom og grundlæggende indifferent”. Han siger godt nok, at han ”tror”, det forholder sig sådan, men jeg gad vidst, om ikke han mener, at det er noget han ”véd” ud fra den metode, videnskaben arbejder efter.

Dog undlader han at drage den indifferens, som han mener, at tilværelsen eller udviklingen er udtryk for, over på sit personlige liv og sine personlige opfattelser. På det punkt lever han stadig, som om det gav mening, som om der var godt og ondt til, som om man ud fra de dunkle værdier, han har overtaget fra sin tradition, kan afgive værdibedømmelser om alle kulturer.

Det kan jeg godt lide ved ham, og det er det, der gør, at jeg mener, vi kan tage hinanden i hånden som nogen, der begge er afhængige af den kultur, vi har overtaget med Luther og Grundtvig som nogle af fortidens hovedmarkører.

Specielt er der grund til at gøre opmærksom på arven fra Luther. Her er noget af det væsentligste ved arven fra ham den ”troens resoluthed”, der prægede ham. Hos ham gav den sig udslag i, at han blev overvældet af Guds ord på en måde, så han måtte bøje sig, ja, bøje sig i den grad, at han ikke blot passivt lod troen overvælde sig, men aktivt måtte sige ”jeg tror, sandelig om ikke jeg tror!” og i resten af sit liv arbejde ud fra en sådan tro.

Diverse teologer har i vore dage søgt at genskabe en sådan overvældethed og den tilsvarende troens resoluthed ved at forkynde ”synderne og disses forladelse”, en noget krampagtig forkyndelse, som ikke altid har kunnet genskabe i moderne mennesker den eksistentielle kraft og nerve, som lå i syndsopfattelsen og troen på syndernes forladelse hos Luther.

Men denne eksistentielle resoluthed: ”jeg tror, jeg må tro, fandengaleme må jeg tro; jeg er jo grebet af troen bagfra”, (læg mærke til, at vi moderne mennesker må bruge lidt stærkere udtryk for at få den samme fornemmelse af grebethed frem) den har alligevel sat sig i det vestlige menneske, den er nedarvet fra Luther og givet til langt de fleste i vor verden, ateister og kristne i flæng, den lever som en stolthed ved at være menneske, som en overbevisning om, at hvert menneske, altså også jeg, er værdifuld.

Ikke så få arvegange går via diverse salmedigtere. Når f.eks. Brorson kunne betages af undren over skaberværket i ”Op, al den ting”, så er det den samme betagethed, der griber os over de ”fantastiske solnedgange”, vi ser, er vi så aldrig så meget overbevist om de videnskabelige forklaringer på lysets brydning i atmosfæren. Og finder man ud af, at et sådant fænomen i al dets kolde videnskabelighed helst skal betragtes af fire øjne, så giver man so oder so Grundtvig ret i hans påstand om, at ”det er så yndigt at følges ad”, og at ”det er gammen at sidde sammen”. Og kan dette ikke overbevise de kolde hjerner, mon så ikke et kys fra den elskede formår at få én til at se, at det ikke er neuronaffyringer eller hormonpåvirkninger det hele, at det ikke kun er manipulation fra den andens side, der er en ægthed og en umiddelbarhed til stede, der gør det uomgængeligt for én at tro på kærligheden.

Men netop ”tro på den”. Man vover det, man kaster sig ud i det, man kan ikke lade være.

Men hvad så med ”de terminale hjernesvulster hos små børn”?

Ja, eller hvad med den elskedes død? Eller hvad med døden i det hele taget?

Er det ikke anfægtelser? Er det ikke spørgsmål, der er umulige at besvare? Giver det ikke problemer til kristentroen, som der ikke er nogen løsning på?

Jo, selvfølgelig gør det det. Og det har det forresten altid gjort, gudstro eller ateisme.

Ligesom ”troens resoluthed” må anvendes overfor den ”grundlæggende indifferente udvikling og evolution over milliarder af år”, som videnskaben frister os til at tro på, fordi dette nu engang afbilder dens metode, anvendes til med et par bandeord at anbringe et ”jamen, jeg tror alligevel!”, sådan må den også anvendes overfor de tildragelser i vor hverdag, som vil modbevise livets godhed og mening.

Det vil sige: Ligesom der er trods over troen på den gode, meningsgivende Gud: ”Jeg vil leve, jeg vil ”ånde luften i fulde drag”, jeg vil elske af al min kraft”, ligesom jeg afgiver denne trosbekendelse i forvisning om, at den er en tro, ikke en viden, også i erkendelse af, at tidens selvfølgeligheder synes at stå den imod, sådan rejser den samme troens resoluthed sig, når jeg rammes af livets hårde slag: ”der er mening i det tilsyneladende meningsløse; ikke at jeg kan se det, ikke at jeg kan forklare det, men at jeg på trods af, at det, der har ramt mig, synes at tilintetgøre tanken om og troen på en meningsgivende Gud, dog stadig vil leve mit liv, ud fra den tese, at alting giver mening, at ”alt står i Guds faderhånd”.

Når troens resoluthed fører mig derhen, skyldes det, at jeg vil have overensstemmelse mellem den ydre trosbekendelse og den indre holdning. Det er mig umuligt at se andet, end at jeg, hvis jeg skulle dele den trosbekendelse, der siger, at udviklingen er sket på en ”grundlæggende indifferent måde”, skulle leve mit liv helt anderledes: ”Det er jo tilfældigheder, der har ført mig sammen med min kæreste, hvorfor skulle jeg binde mig til netop hende, finde solnedgange sammen med hende fantastiske og sindsovervældende! Mit liv, mit jeg, min personlighed er ikke min, men dannet ved neuronsammenstød og taleudvekslinger ifølge ubøjelige naturlove, som er ligeglade med min person og mine ønsker. Hvad der måtte ligge af kræfter i sproget, hvad der måtte gøre sig gældende derigennem i historisk udvikling og kulturel dannelse, er ligeså tilfældigt, én ting i vores kultur, noget andet i andres, uden mulighed for sikker viden om, hvilken kultur der er den sande”.

Det er sådanne overvejelser, der får mig til at fastholde overskriften ”troens resoluthed”, også selv om denne resoluthed skal anvendes på ateisten Mikkel Andersson. For ud fra, hvad han selv tilkendegiver, kan det ses, at han deler en lang række efterkristne brokker med mig, at han har arvet en række værdier fra det tidligere samfund, som gør, at han og jeg er langt mere enige på væsentlige punkter, end man skulle tro, hvis man kun så på vor forskellige trosbekendelse.

At vi begge fastholder en sådan positiv holdning til livet, er en ikke uvæsentlig overensstemmelse mellem os. Og jeg tør ikke spå om, hvad det store samfundseksperiment ender med, det eksperiment, som ateisterne blandt andet med deres buskampagne vil fremkalde: Det eksperiment, der vil forsøge, om ikke den positive livsholdning kan bibeholdes, når bekendelsen forsvinder, om ikke kærligheden mellem kønnene kan leve, når Jesu formaninger ikke mere er en del af samfundsarven, om ikke samfundet ville være det samme, hvis folkekirken forsvandt.

Jeg vil blot ikke deltage i dette eksperiment. Kanhænde mange andre mener, at de da sagtens kan bibeholde den positive livsindstilling, glæden ved solnedgangene, troen på kærligheden uden den stadige inspiration fra Jesu ord, jeg tør ikke indskibe mig i et sådant eksperiment, jeg tør ikke fravælge den støtte, som salmerne giver mig, jeg tør ikke tro, at jeg af mig selv kan udvise taknemlighed uden den livsindsprøjtning, som jeg får fra det at synge.

Ganske vist kan jeg ikke afgøre, om Mikkel Anderssons bemærkning om folkekirken, at den er en harmløs udtryk for organiseret religion, skyldes uvidenhed om folkekirken. Hans senere beskrivelse, hvor det hedder

så er forkyndelsen i folkekirken, så vidt jeg kan se, præget af fortællingen om, at Jesus var rar, man skal være næstekærlig og der findes en Gud, som vil alle det bedste

tyder ikke på det store kendskab til institutionen – ligesom Kaj Munk mente, at det var lettest at tro på bibelen, når man ikke havde læst den, kan man måske sige, at det er lettest at være imod folkekirken og kritisere den, når man ikke kender den – men trods det vil jeg nu glæde mig over hans holdning til solnedgange og kærlighed.

Hans slutbemærkninger:

For de mennesker, der abonnerer på dette [forkyndelsen i folkekirken. rr], gør religionen det nemmere at være til, fordi det, at tro på en mening med det hele, og at de skal genforenes med deres kære i det hinsides, mildner den knusende angst for ikke-eksistensen, som evolutionen har udstyret de fleste levende væsner med.

Og hvis det gør det mere overskueligt og rart at være menneske at have den overbevisning, har jeg ikke noget presserende behov for at gøre dem mindre lykkelige i det eneste liv, jeg mener, de har.

Heller ikke selvom jeg mener, de tager fejl.

tager jeg også hatten af for, fordi det tyder på, at også han véd af, at han må prøve at leve med ”den knusende angst for ikke-eksistensen”. For så længe hans reaktion på denne angst ikke går ud på at erklære livet som sådant for lidelse – sådan som buddhisterne gør det – så står vi på nogenlunde fælles grund, og jeg har ikke noget presserende behov for at få han ind i kirkens fold.

Heller ikke, selv om jeg mener, han tager fejl.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s