En pave på afveje

Nej, jeg skal såmænd ikke bebrejde paven, at han med sin tur til Lesbos blander sig i politik. Ganske vist har hans rejse fået stor tilslutning fra mange italienske aviser, som Kristeligt Dagblad beretter, se her, og ganske vist afviser han – lidt hyklerisk – at han har blandet sig i politik. Kristeligt Dagblad beretter:

Men det eksempel til efterfølgelse, som paven ”tvinger” verden til at se, er lidt ”begrænset” i forhold til den globale humanitære vision, som han har, mener Il Tempo, mens La Repubblicas Vatikan-ekspert, Marco Ansaldo, i går kaldte det for ”et ekstraordinært træk” og ”klar besked” fra paven mod aftalen mellem EU og Tyrkiet om tilbagesendelse af flygtninge.

På vej i flyet fra Lesbos erklærede pave Frans dog, at han ”ikke kender meget til aftalen”, og at hans rejse ikke skulle ses ”politisk, men som en humanitær gestus”.

Men alligevel er hans rejse politisk, alligevel blander han sig i politik med sin rejse, og selvfølgelig har Marco Ansaldo ret i, at paven giver ”klar besked” imod aftalen mellem EU og Tyrkiet.

Men det er ikke det værste. Nej, det værste er, at paven med sin rejse og sine udtalelser retfærdiggør det enorme hykleri og den gennemgribende farisæisme, som Europas elite er ramt af. Det kan måske ikke være anderledes, for paven er jo en del af denne elite og er således også selv ramt, så det er ikke måske ikke fra hans side, at man skal forvente anti-farisæisme-udtalelser, men alligevel – alligevel blive man lidt skuffet, når et kristent overhoved misbruger kristendommen, som det sker her.

Den side af farisæismen, som jeg her vil hæfte mig ved, er dette, at man holder fast ved et bud fra Gud, en lovregel, en konvention – farisæerne har mange navne på det, de bøjer sig for – med en hårdnakkethed, der ganske ser bort fra konsekvenserne. Man kan altså tale om en konsekvensligeglad holdning, og farisæisme vil meget ofte netop være konsekvensligeglad. Man gør det, man gør, fordi man derved mener at kunne unddrage sig kritik. Man retter sig efter konventionerne, fordi man er bange for at blive mødt med nedværdigende bemærkninger, hvis man ikke gør. Eller man retter sig efter dem, fordi man gerne vil fremstå som et eksempel til efterfølgelse. I begge tilfælde er det den rene og skære overholdelse af konventionen, der er tale om. Eller man går ind for, at flygtninge skal man da tage godt imod, fordi man mener, det hører med til de kristne værdier, og disse værdier vil man overholde, i nogle tilfælde, fordi man føler sig godt tilpas med det, i andre tilfælde, fordi den forargelse, man føler overfor dem, der – som undertegnede – vil lukke grænsen for migranter, nødvendigvis må medføre, at man selv vil åbne grænsen.

Og det i sig selv er den ene side af hykleriet, pavens og den europæiske elites. Man har ikke selv noget i klemme, man kan derfor tillade sig at se ganske bort fra konsekvenserne, mens man fremhæver sit eget gode sindelag og sin egen gode handling. Man stiller sig op på en piedestal og lader andre om at tage sig af de praktiske problemer.

Nå ja, paven tog 12 personer med sig tilbage til Rom i flyet, så en lille del af de praktiske problemer har han taget på sig. 12 personer! Det er jo en dråbe i havet, vil vi sige. Det vil paven også. Og trods det tillader han sig alligevel at sige, at havet ikke er det samme som før. Muligvis. Men det er kun de 12 personer, der mærker nogen forskel. De kan så fotograferes fra alle ender og kanter. Vi andre, vi må til gengæld sidde med konsekvenserne af pavens godgørenhed.

En god gerning?

Ja, hvis man kan tillade sig at se bort fra konsekvenserne. Hvis man – som enhver ”god” farisæer – kan tillade sig at være konsekvensligeglad.

Men hvis man nu ikke kan det?

Så er jo holdningen og den handling, der fulgte med, en højst uheldig ting. For opfordrer man til at lade sit hjerte løbe af med sig uden at tænke på morgendagens vanskeligheder, så vil åbne hjerter medføre åbne grænser, og åbne grænser vil føre til endnu flere migranter. Og hvis indvandringen til Europa fortsætter med den hast, den havde før aftalen med Tyrkiet, så vil Europas befolkningssammensætning for altid være ændret. Og altså ændret, ikke til det bedre.

Men én ting mere – og det er den anden side af hykleriet. For hvis man farisæisk fastholder, at Europa skal tage imod enhver, der viser sig på Europas dørtrin, så er én af konsekvenserne, at flere vil forsøge, og forsøge betyder her: give sig menneskesmuglerne og deres elendige både i vold. Det vil sige: en konsekvens er, at flere vil drukne. Farisæismen koster menneskeliv. Også pavens farisæisme.

Australien har vist os vejen, det vil sige: vist os, hvad en sand god gerning er, en gerning, der ikke er konsekvensligeglad. Det er at tage brødet ud af munden på menneskesmuglerne, ikke som EU har gjort med sin aftale med tyrkerne, hvor man overlader det til Tyrkiet at bevogte EU’s grænser, men som Australien har gjort ved med flådemagt at standse bådflygtningene. Og læg mærke til det: Det har Australien gjort uden at behøve at sikre sig Indonesiens velvilje ved forskellige ydmygende tiltag til fordel for dette land.

Jamen, det kan da ikke være en god gerning?

Jo, det kan.

Vi anklager australierne for ikke at overholde menneskerettighederne – ”vi”, dvs., vi europæere, anført af vor hykleriske elite – men australierne spørger tilbage: ”Hvor mange menneskeliv er det lige, der er gået tabt på Middelhavet? Og hvor mange er gået tabt i havet mellem Indonesien og Australien? Det sidste tal kender vi; det er nul. Men så vidt vi ved, har jeres tal ikke den samme skønne form”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s