Islam, fredens religion?

I Weekendavisen for den 21-4 har Thomas Hoffmann en udmærket artikel om dette emne (ikke on-line). Men selv om jeg virkelig finder artiklen udmærket, er der noget i den, jeg undrer mig over. Men derom senere.

Først til selve artiklen!

Hoffmann går de sproglige forhold igennem. Sagen er, at de semitiske sprog har deres ordbetydning knyttet til tre konsonanter, for ordet ‘islams’ vedkommende konsonanterne S-L-M. Men de samme tre konsonanter bruges også i ordet salam, det ord, der betyder fred, og som muslimer plejer at hilse hinanden med. Der synes altså at være en slags lighedstegn mellem islam og fred.

Men pas nu på! For ordet fred har andre konnotationer hos araberne end hos os.

Flere steder i den arabiske Koran, hvor der står islam, skal der strengt taget ikke oversættes med islam, men rettere med underkastelse eller overgivelse. Som i 3:19, hvor Koranen kommer tæt på en selvdefinition med verset »Sandelig, religionen hos Gud er i underkastelsen«. På arabisk er den grammatiske form for den, som underkaster sig, derfor en muSLiM.

Hvordan skal det nu forstås? Og hvad bliver de videre konsekvenser af det?

For at få fat på det, går Hoffmann til Det gamle Testamente. Her har vi ordet shalom, der også betyder fred. Men her betyder det ikke fred i vores betydning af ordet. Hoffmann refererer her Johannes Pedersen (1883-1977):

»Man har ‘Fred’ i Kampen, naar man bliver den stærkeste … Freden er selve Sejren … Ja, Israelitten kan sige at hans Krig har ‘Fred’, hvis den lykkes og føres igennem til Sejr.« Pedersens sidste eksempel er fra trekantsdramaet om kong David, Batseba og Urias. Her stiller David krigeren Urias det for os sære spørgsmål, nemlig hvordan det går med »krigens shalom«.

Og så går Hoffmann tilbage til islam.

Her ser man, hvordan Freden er sikret ved hjælp af en mægtig og suveræn overherre. Freden og sikkerheden opnår ‘den, der underkaster sig’, al-muslimu, teologisk set kun ved at overgive sig til sin guddommelige mawla, skytsherre, en anden betegnelse for Gud i Koranen.

Det har andre sagt før Hoffmann, at den fred, muslimerne tænker på, er den fred, der opnås, når alle har tilsluttet sig islam, når kalifatet hersker overalt i verden. Så først bliver der fred. Det er den fred, muslimerne stræber efter. Hver gang tror man, at det må da være løgn, så blinde for andres bestræbelser kan da ingen være. Men muslimerne kan åbenbart. Hoffmann fortsætter – og nu kommer det, der får mig til at undre mig:

At underkaste sig Gud, som en slave underkaster sig sin herre, gav nemlig rigtig god mening som metafor i 600-tallets Arabien, ja overhovedet i hele den senantikke, mellemøstlige verden, hvor slaveriet var en del af samfundsordningen.

Utvivlsomt har det givet mening for en araber at underkaste sig Gud på den måde, som en slave underkaster sig sin herre. Og det kan da også godt være, at denne tankegang var almindelig i den senantikke, mellemøstlige verden. Men Thomas Hoffmann er ansat ved det teologiske fakultet ved Københavns Universitet, oven i købet ved afdelingen for bibelsk eksegese. Taler han ikke med sine nytestamentlige kolleger dèr? Beskæftiger han sig ikke, måske kun perifert, men dog i nogen grad, med Det ny Testamente? Hvorfor falder det ham da ikke ind, at Det ny Testamente måske ikke falder i ét med ”hele den senantikke, mellemøstlige verden”, og at de kristne måske ikke sådan uden videre ser på deres forhold til Gud som en slaves forhold til sin herre?

Lad mig nævne et par ting til overvejelse!

De kristne har også i oldtiden haft Fadervor som en del af deres liturgi. Og at bede til Gud som et barn beder til sin fader er ikke det samme som at bede til ham, som en slave beder til sin herre.

Jesus siger det også direkte i johannesevangeliet (eller skal vi sige, at johannesevangelisten lader Jesus sige det direkte):

Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. (Joh 15,15).

Tjener”, står der her. Det græske ord betyder egentlig ”slave”. Men disciplene er altså ikke slaver. En slave tænkes ikke at forstå eller vide, hvad hans herre gør. Men disciplene har fået alt at vide, de tænkes selv at forstå, deres forhold til Gud er den forstående lydighed, som en ven kan præstere, ikke den tankeløse lystren, som slaven yder.

Og endelig er der den herlige formaning i Ef 6,5-7:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker.

Jeg kalder denne formaning herlig, fordi det forstående forhold til Gud, som den kristne har, her overføres på forholdet til mennesker, i dette tilfælde: på forholdet mellem slaven og hans herre.

Herved fremkommer der en meget væsentlig forskel på de to religioner. Og det er lidt ærgerligt, og også lidt underligt, at én, der er ansat ved det teologiske fakultet, ikke finder det relevant at nævne denne forskel, men kun har blik for parallellen mellem koranen og Det gamle Testamente.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s