Muslimsk debatmetode

Den 10-4 2016 havde Halime Oguz, SF-folketingskandidat og cand. mag., et indlæg i Berlingske, se her, hvor hun vendte sig imod omskæring af børn. Det blev i kommentarfeltet mødt med stor modstand. Hun beskriver i et senere indlæg, se her, en besynderlig forskel på de indlæg, hun modtog. Et forbud mod omskæring vil jo først og fremmest ramme jøder og muslimer.

Men reaktionerne fra jøderne og muslimerne adskilte sig på særlig vis fra hinanden. Hvor jøderne, som trods alt havde det mest følsomme forhold til emnet, var saglige og velargumenterede, var de muslimske kommentarer mestendels personlige og nedladende, ja, mange gange direkte perverse og perfide.

Resten af hendes indlæg går så med at undre sig over sine trosfæller, muslimerne, at de ikke formår på nogenlunde afslappet vis at komme med argumenter, men hele tiden forfalder til personangreb af værste skuffe. Hun giver nogle eksempler:

En typisk figur, der bliver brugt imod mig, er overløberen. En bemærkning lyder således: »Hun minder mig mere og mere om en kvindelig version af Naser Khader.«

Det må Naser Khader naturligvis meget undskylde. Men meningen er klar nok. Halime Oguz skal mobbes. I denne sammenligning ligger, siger hun,

at jeg er gået fra deres lejr og over i fjendens lejr. At jeg var blevet »omvendt«, lød således også en af bebrejdelserne. Derefter bliver det ofte tilføjet, at jeg udtrykker mine synspunkter for at tækkes danskerne og for min politiske karrieres skyld. Det understøttes ikke sjældent af, at de omtaler danskerne som »kuffar«, det arabiske ord for vantro. Derved bliver der etableret en klassisk »os-og-dem«-modsætning, men denne gang skabt af muslimerne selv.

Og dermed er vi inde i det, der overrasker gang på gang: at den muslimske kultur er anderledes end vores. Nå ja, det burde vel ikke overraske, og da slet ikke overraske mig, som – mener jeg da – efterhånden har sat mig ikke så lidt ind i den muslimske kultur. Alligevel overrasker det, at virkeligheden synes at være den, at det er mere overraskende, at der trods alt er nogle muslimer, der tilegner sig vores debatmetode – Naser Khader, Ahmed Akkari og ikke så få muslimske kvinder, deriblandt altså Halime Oguz – end at det store flertal bliver siddende fast i det muslimske hængedynd.

Vores debatkultur forekommer os jo så selvindlysende. Det er som en leg for os. Vi tilsliber vore argumenter og lader det ene argument møde det andet: lad det bedste argument vinde! Hvorfor vil vore muslimske landsmænd dog ikke lege med?

De har naturligvis fra gammel tid den overbevisning i deres kultur, at en frafalden muslim skal dræbes. Og det er vel på en lidt bagvendt måde forståeligt, at den frie debat i en sådan kultur har temmelig trange kår. Men alligevel! Det er jo ikke nødvendigt her i landet at lade sig kyse af andre, hvorfor skal man så lade sig kyse af sig selv og sin angst for at falde ved siden af?

Men altså, vi må bide al vor overraskelse i os og acceptere, at sådan, så forskelligt fra det, vi kalder en fri debat, tænker og debattere muslimer.

Det værste er, at når vi opdager, at det store flertal af muslimer tænker sådan, så må vi også, hvor nødig vi end vil, forstå, at en sådan tankegang indeholder en accept af, at muslimerne vil søge at tvinge os til tavshed med vores kritik af islam. Det ”os-og-dem”, de opstiller, den betegnelse, de giver os: ”kuffar”, danner baggrund dels for, at så mange muslimer oplever et modsætningsforhold til det samfund, de lever i, og dernæst for, at så mange af dem, vel mest uden at sige det åbent endsige gøre sig det klart, et eller andet sted glæder sig over den modstand, der ydes mod vort vestlige samfund og dets værdier. Og den modstand strækker sig lige fra det uskyldige, at man vil fremhæve sin egen kultur og prøve at bevare den med tørklæder og manglende håndtryk, over det mindre uskyldige, at man brokker sig og altid tilkender ”Vesten” skylden for ens egne fejl og mangler, til det direkte farlige, at man godkender vold og terror mod vestlig kritik af islam, hvorved jo det muslimske samfund bliver rekrutteringssted for muslimske terrorister.

Halime Oguz søger hjælp hos Hans Magnus Enzensberger, den tyske filosof og digter, for om muligt at finde en forklaring på disse mærkelige forhold. Hun refererer og citerer:

Den tyske digter Hans Magnus Enzensberger behandler denne holdning i sit fantastiske essay »Skrækkens mænd«. Et essay om den radikale taber og om islamismen: »For det første er troen på egen overlegenhed religiøst funderet. For det andet kolliderer den med dens iøjnefaldende underlegenhed. Det fører til en narcissistisk krænkelse, som kræver kompensation.« Islamismen oplever hver eneste dag, at Vesten materielt, politisk og kulturelt er den langt overlegen, og det giver sig udslag i et kæmpe mindreværdskompleks, som paradoksalt nok udløser en forestilling om ditto storhed, en typisk narcissistisk figur. Ud fra denne foregøglede position ser islamismen sig i sin gode ret til at se ned på og mobbe alle andre. Enzensberger skriver videre: »Således findes der f.eks. to fuldstændig usammenlignelige følelser: ens egne og de andres. At såre de vantros er en dagligdags øvelse.« Islamismen lægger kun vægt på egne følelser og har ikke sans for andres. Derfor praktiserer den dette uindskrænkede behov for at se ned på og mobbe andre uden at argumentere samtidig med, at den hævder sin egen ret til at føle sig krænket.

Jeg har ikke læst hele det essay, der er tale om, kun den forkortede udgave, der findes på nettet her. Men Oguz har vist læst det hele, for de citater, hun bringer, findes ikke i den forkortede udgave. Men jeg lægger da mærke til, at både Oguz og Enzensberger ikke længer, som jeg i den ovenstående analyse, taler om islam og om almindelige muslimer, men om islamisme og ualmindelige muslimer. Det skaber en uklarhed i argumentationen.

Og hvis man ser på Enzensbergers argumentation i det hele taget, kan jeg bestemt ikke erklære mig enig med ham. Han prøver med sin digtersjæl at leve sig ind i de to slags selvmordere, vi ser mange af for øjeblikket, dels dem fra de vestlige skoleskyderier, dels dem fra de muslimske terrorangreb. Men spørgsmålet er: Kan en digter fortælle os noget, som en psykiater, en sociolog, en religionshistoriker eller et almindelige menneske med almindelig common sense ikke kan sige os? Det mener han vist selv. Men allerede ovennævnte sammenblanding gør i hvert fald mig skeptisk.

Andre er også skeptiske.

Enzensberger forsøger som sagt at prøve at forklare selvmordsbomberne på samme måde, som han vil forklare gerningsmændene ved diverse skoleskyderier: Der er tale om tabere, som lever med den uudholdelige taberfølelse dag ud og dag ind, og som vil kompensere for de evige nederlag ved for én gangs skyld at være den, der bestemmer over liv og død.

Måske.

Men hvordan så med den ideologi eller bevægelse, der ofte ligger bag i hvert fald de muslimske selvmordsbombemænd?

Her sker der en tankekortslutning, siger én af hans kritikere, nemlig Sven Hillenkamp, se her:

Dog, hvad angår vejen fra den enkeltes bitterhed til en bevægelses magt, kommer det hos Enzensberger til en kortslutning. Enhver taber vil snart finde en passende ideologi og bevægelse: ”Som historien viser, har det aldrig manglet på sådanne tilbud”. Her må man indvende: Nej, sådan er det ikke. Det har hyppigt skortet på passende ideologier og bevægelser. Heldigvis. Der har altid været mange tabere og fortabte. Men de fleste forholdt sig for det meste fredeligt. Apokalypsen går på ingen måde umiddelbart frem af den radikale tabers psyke. Den dukker frem efter en lang proces, og for det meste afbrydes processen. Man kan sågar sige: Historien er historien om en magt, der aldrig bliver udøvet.

Nå, Enzensberger holder ikke fast ved den tese, at der altid vil være ideologier, der tilbyder sig til tabersjælene. Han lægger ikke fingrene imellem, når han skildrer den arabiske verdens nedgang i de sidste fire hundrede år:

Det er ikke ganske let at sætte sig ind i et kollektivs tilstand, som har oplevet en sådan nedgangsperiode henover århundreder. Det er ikke mærkeligt, at en fjendtlige verden udenfor araberne bliver gjort ansvarlig for det: spanierne, korsridderne, mongolerne, de europæiske kolonimagter og det amerikanske imperium. Dog har andre samfund, f.eks. det indiske, det kinesiske, det koreanske, ikke lidt mindre under invaderende magters herredømme og fremmede magters overgreb og udbytning. Alligevel har de indstillet sig udbytterigt til det modernes udfordringer og er steget op til vigtige aktører efter global målestok. Uafviseligt stiller sig derfor spørgsmålet om de indre årsager til den arabiske verdens nedgang. Sålænge det spørgsmål ikke er besvaret, forbliver den arabiske verdens enorme videnskabelige, tekniske og industrielle tilbagestående stilling uforklaret og uforklarlig.

Ja, det er jo netop sagen. Og den sag giver Enzensberger ikke nogen opklaring af. Hvorfor er det netop den arabiske verden, der ikke har kunnet komme over sin nedgangsperiode? Hvorfor er det netop den kultur, som står i et misundelsesforhold til den europæiske kultur? (Jeg véd ikke, om det taler til Enzensbergers undskyldning, at essayet er skrevet i 2006, altså før Islamisk Stat blev etableret).

Og derudfra springer jo det spørgsmål, som desværre hverken Enzensberger eller Oguz giver noget svar på: Hvorfor er selvmordsbombemænd en muslimsk specialitet?

Så er vi tilbage ved Halima Oguz’ artikel. Hun slutter med at skrive:

Jeg mener, at det er på tide, at det muslimske debatniveau bliver hævet. Muslimer må lære, at der er en verden uden for dem selv, som har lov til at have SINE synspunkter, uden at det skal falde dem til last, og her mener jeg, at de såkaldt moderate muslimer forsømmer deres forpligtelse. De må kunne indprente deres bagland, at respekten for individet er hovedhjørnestenen i enhver diskussion. Det hører med til den vestlige dannelsesfortælling, at Narcissus bliver helbredt. Som det er nu, lader omtalte muslimers debatniveau meget tilbage at ønske.

Overskriften på hendes artikel er ”Så få jer dog en dannelse!” Og det er altså sine medmuslimer, hun henvender sig til. Men der er efter min mening ikke blot tale om, at de moderate muslimer forsømmer deres forpligtelse. Der er tale om, at de stadig er for meget muslimer til at kunne deltage i en normal diskussion. Der er tale om, at de stadig er præget af den eftervirkning, som det århundredlange bud om at dræbe den frafaldne har på muslimsk kultur, specielt på muslimsk debatkultur.

Det er de også i Tyskland. Og dèr giver det sig – sådan set nogenlunde ligesom herhjemme – udslag i, at alle de politisk korrekte giver dem ret og derfor forhindrer dem i at opnå en selvkritisk holdning. Troels Heeger, Berlingskes korrespondent i Berlin, beretter om, se her, hvordan en række forslag fra ”Alternative für Deutschland”, det indvandringskritiske parti, der vandt stærkt frem ved de seneste landdagsvalg, har medført stærke reaktioner fra andre tyske partier.

Heeger refererer partiet for følgende:

»Islam er i sig selv en politisk ideologi, der ikke er forenelig med grundloven,« har AFD-europaparlamentarikeren Beatrix von Storch udtalt til Frankfurter Allgemeine Zeitung.

»Islam er ingen religion som den katolske eller protestantiske kristendom, for den hænger altid intellektuelt sammen med overtagelse af staten. Derfor er islamiseringen af Tyskland en fare,« har partiets næstformand, Alexander Gauland, udtalt i et interview til Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Ud fra en sådan opfattelse af islam har partiet foreslået en række tiltag:

Blandt andet ønsker Alternative für Deutschland et forbud mod minareter, forbud mod muezzinens kald til bøn i det offentlige rum, samt ikke mindst et forbud mod burkaer. Partiet ønsker også et tørklædeforbud for ansatte i den offentlige sektor, samt øget kontrol med moskeer og koranskoler i Tyskland.

Merkel er for så vidt den, der kommer med den sagligt mest rigtige imødegåelse:

»Vi har i Tyskland en grundlovsgaranteret ret til religionsudøvelse, og det gælder naturligvis også for muslimer i vores land. I praksis har det vist sig, at det store flertal af muslimer her udøver deres religion inden for grundlovens rammer. Hvor det ikke er tilfældet, afgør sikkerhedstjenesterne, om der er behov for overvågning.«

Her lyder det dog, som om hun ikke er helt fremmed overfor den tanke, at muslimsk religionsudøvelse kunne være i strid med grundloven. Den tanke er imidlertid fraværende i de andre reaktioner, Heeger beretter om:

Fra den tyske socialdemokrat og formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, lød der entydig fordømmelse af Alternative für Deutschland, som Schulz omtaler som en »skændsel for Tyskland«.

Flere tyske journalister mener, at Alternative für Deutschland med kravet om et forbud mod minareter bevæger sig på kant med grundloven.

Men den værste og mest debatødelæggende reaktion er dog kommet fra muslimerne:

»For første gang siden Hitler-Tyskland har vi et parti, der igen miskrediterer et helt religiøst samfund og truer det på dets eksistens,« udtalte muslimernes formand, Aiman Mazyek, til radiostationen NDR.

Ikke noget med, at Mazyek giver sig til at forklare, at islam sandelig er foreneligt med demokratiet på trods af diverse antidemokratiske koranord, ikke noget med, at han går ud og benægter enhver tale om, at islam ønsker sig et kalifat, nej, nej, han skal ikke have noget klinket, han vil ikke lægge sig ud med sine egne. Derimod trækker han nazikortet og gør det på fuldstændig usaglig måde. Vil nogen overmale muslimske forretninger med ”muslim”? På ingen måde. Vil nogen forhindre ægteskab mellem muslimer og tyskere? Nej, ikke andre end muslimerne selv. Vil nogen forhindre muslimer i at deltage i det offentlige liv? Nej, tværtimod, jo flere i arbejde, des bedre.

Hvad vil Alternative für Deutschland da?

Man vil ikke, som overfor kommunisterne i sin tid, forhindre muslimer i at være offentligt ansat, man vil blot kræve, at de ikke ifører sig deres tørklæde. Man vil ikke kræve moskéer lukket, blot forhindre larmen fra minareterne (fem gange i døgnet, hvis det skal være ”rigtigt”), man vil kontrollere koranskoler og anden undervisning. Bevares, man kan diskutere det hensigtsmæssige i forslagene, men at det er imod grundloven eller at sammenligne med nazisternes jødelovgivning, det er dog absurd at påstå noget sådant.

Men det gør ikke desto mindre denne fremtrædende muslim. Det er ikke blot usagligt, det forhindrer også muslimerne i at se på sig selv med demokratiske øjne. Og det politisk korrekte hjælper muslimerne med at lukke øjnene.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s