Fuglenes sprog

Det er ikke let at forstå fuglenes sprog. Lige så svært er det at forstå, hvad EU-toppen bliver enige om, i den grad fordrejes ordene, i den grad forties kendsgerninger.

Tag nu ordet ”blokade”! Hos almindelige mennesker fremkalder det billedet af en række skibe ud for en havn, som prøver at sørge for, at der ikke kommer forsyninger igennem til denne havn. ”Blokade” har med lukning af en gennemsejlingsmulighed at gøre. Blokaden kan være mindre effektiv, men anvender en sømagt ordet ”blokade” om en formering af skibene, er der ingen tvivl om, at viljen til at lukke fuldstændig af for trafik er til stede. Man skal være utrolig mistænksom overfor afsenderen af ordet ”blokade” for at få noget andet ud af det.

Intet under derfor, at Karen Jespersen og Ralf Pittelkow i Den korte Avis for den 26-4 i en overskrift proklamerede, at ”NATO planlægger flådeblokade i Middelhavet for at stoppe ny stor strøm af migranter”, se her. Og intet under, at de i brødteksten om mødet i Hannover mellem Merkel, Obama, Hollande, Cameron og Renzi skriver:

Flere internationale medier skriver i dag, at lederne på mødet godkendte, at NATO nu planlægger en regulær flådeblokade i Middelhavet.

Og intet under heller, at de senere i teksten skriver:

Det er planen, at NATOs skibe skal forhindre migranterne i at nå til Italien og resten af Europa. Skibene skal samle migranterne op i Middelhavet og sejle dem retur til Libyen.

Det er ganske logisk. En blokade er en blokade. En blokade skal efter almindelig sprogbrug forhindre skibe i at komme igennem. Og en blokade af Libyens kyst skal naturligvis forhindre migranter i at sejle over Middelhavet til Italien. Og hvad andet kan man tro, når ordet ”blokade” anvendes, end at eventuelle migranter i havsnød skal sejles tilbage til Libyen. Alt andet vil være utilstedelig misbrug af ordet ”blokade”.

Og her må den ydmyge blogejer gå til bekendelse: Han er virkelig én af disse overmistænksomme, der ikke tager ord for pålydende. Han hører virkelig til den gruppe af sygeligt mistroiske mennesker, der ikke tør stole på andre over en dørtærskel. Det er forfærdeligt at måtte indrømme det. Men det mest forfærdelige er alligevel at måtte nå frem til den erkendelse, at det ikke er her, det sygelige ligger, men hos den, der først anvendte ordet ”blokade” for at betegne det, NATO planlægger i Middelhavet.

Nu véd jeg ikke, hvor Jespersen og Pittelkow har ordet ”blokade” fra. Deres artikel har links til tre artikler. Jeg har kikket på de to af dem. Den ene, se her, taler ikke ligefrem om en blokade, men kun om en ”naval mission”. Den anden, se her, er mere lumsk. Den har overskriften ”NATO-blokade af Libyen for at bremse migrantstrømmen får Obamas tilslutning”. Og så må man jo tro, at der bliver lukket af for migrantstrømmen, og at migranter, der reddes, vil blive sejlet tilbage til Libyen. Men så enkelt er det ikke. Eller klarere sagt: Tror man det, er man ikke mistænksom nok, man har ikke forstået fuglenes sprog.

Dog går det tilpas langsomt med at lukke luften ud af det kraftige udtryk ”blokade”.

Først ændres udtrykket ”blokade” til det mere flertydige ”naval operation” i en underoverskrift. Og dernæst refereres Matteo Renzi, Italiens premierminister, for efter mødet i Hannover at have sagt:

Barack Obama sagde, at han var villig til at sætte NATO-styrker ind for at blokere for trafikken med mennesker og de menneskesmuglere, som vi kalder moderne slavehandlere.

”Blokere”, det smager da lidt af ”blokade”. Men pas på: EU-lederne er meget løse i begreberne. ”Blokere” og ”blokade”, det lyder handlekraftigt, og det anvendes nok for at tilfredsstille dem i landet, der er bekymrede over de mange migranter. Men ”blokere” betyder ikke ”blokere” her, og ”blokade” betyder ikke ”blokade”, så kan han kalde menneskesmuglerne slavehandlere alt det, han vil.

Og den italienske forsvarsminister, Roberta Pinotti, er ikke spor bange for rent ud at sige ”blokade”. Hun har fortalt, at

forberedelser til en søblokade allerede er langt fremskredne, og at man forventer en godkendelse, når NATO-lederne mødes i Warszawa den 7-7.

Men noget kunne tyde på, at dette er en speciel italiensk sprogbrug. Jeg mener, vore kære medeuropæere i støvlelandet kan prise deres katolske præster for deres cølibat, samtidig med, at de så udmærket véd, at mange af disse præster aldeles ikke lever i cølibat. Desværre tyder en del på, at denne specielt italienske sprogbrug har bredt sig til store dele af det øvrige Europa, så kan man nemlig både blæse og have mel i munden, dvs., både være hård imod menneskesmuglerne og blød overfor menneskeretsorganisationer (og overfor paven).

Måske Det hvide Hus har lært denne tvetungede tale. Det hedder i artiklen, at Det hvide Hus sagde,

at lederne opfordrede NATO og EU til at drage nytte af deres erfaringer i Det ægæiske Hav for at finde ud af, hvordan de kan arbejde sammen for at tage vare på migrantstrømmen i den mellemste del af Middelhavet på en ordentlig og human måde.

Og da vi véd – eller i det mindste, da denne blogejer véd – at NATO’s skibe i Det ægæiske Hav netop ikke skal tvinge eventuelle migrantbåde tilbage, må man – mistænksom, som man er – drage den slutning, at skibene heller ikke nord for Libyen skal tvinge nogen både tilbage.

Og ganske rigtigt: Når man har læst en hel masse i artiklen om, hvad den person mener, og hvad den mener, når man frem til følgende diktum:

Det er imidlertid usandsynligt, at operationen vil søge at presse bådene tilbage efter den model, Australien har brugt gennem nogle år.

I stedet tænker Italien på at påbegynde en straks-hjemflyvning af migranter, der ganske soleklart ikke har mulighed for at få asyl. Men, føjer artiklen til, de afrikanske ledere er ikke just begejstrede for at skulle modtage således hjemsendte migranter.

Dagen efter, den 27-4, er Jespersen og Pittelkow blevet klogere. De skriver, se her:

Det ser ikke ud til, at NATO-skibene skal kunne tvinge bådene tilbage til Libyen. Man tør åbenbart ikke indlade sig på dette, fordi Libyen er et meget ustabilt land, hvor islamisk Stat huserer.

Men dermed svækker man effekten af operationen ganske betydeligt. Hvis NATO-skibene ikke kan tvinge bådene tilbage, vil menneskesmuglerne nok blive ved med at sende dem ud.

Men ét spørgsmål er, om man kan tvinge bådene tilbage, et andet er, hvad man skal gøre af de migranter, som man redder fra de plimsollere, de sejler ud i for at bringe sig i havsnød og på den måde ”tvinge” NATO’s skibe til at redde dem. Det er jo den fidus, menneskesmuglerne benytter sig af i farvandet mellem Libyen og Italien.

I det hele taget: Det er uhyre svært for europæerne på én gang at ville overholde menneskerettighederne til punkt og prikke og at ville lukke grænserne for uønskede migranter. Men det har ikke bekymret italienerne. De har på én gang kunnet redde migranter i én uendelighed på Middelhavet og bebrejdet os medeuropæere for ikke at ville hjælpe dem med at aftage dem. Og først nu, hvor de ikke længere kan vise sig som ”gode” mennesker til den billige pris, at de lader os andre tage slæbet med at integrere migranterne, først nu, hvor Østrig lukker grænsen ved Brennerpasset, får italienerne kniven på struben. Men vil de så tvinge bådene tilbage? Ikke tale om. De snakker om NATO-hjælp (men altså kun hjælp til at samle migranter op fra synkefærdige både) og om tilbageflyvning (men kun hvis de afrikanske lande går med til det).

Det kommer nok til at vare længe, inden italienerne kan tage sig sammen til at gøre, som grækerne gjorde, før Syriza kom til: tvinge bådene tilbage. For det er nu så dejligt at være ”god”.

Advertisement