Luther som inspirator

Fornylig har jeg læst en tekst af Luther, som næsten inspirerede mig til at fremføre et gudsbevis. Nej, ikke et gudsbevis af den slags, som man fremførte i middelalderen, og som Kant effektivt tog al kraft ud af. Men alligevel noget, der nærmede sig gudsbevisets overbevisningskraft, noget, der fik ting til at falde på plads, som ikke før havde fundet sit rette udtryk, noget, der hjalp mig til at se menneskets sprog som den helt afgørende gåde i menneskelivet, en gåde, der kun løses med tanken om Gud som nøgle.

Gennem én af mine kolleger blev jeg gjort opmærksom på, at Oswald Bayer i sin store afhandling Luthers Theologie har brugt en del krudt på at forklare en prædiken af Luther fra 1538, en prædiken over Mark 7,31-37, beretningen om Jesu helbredelse af den døvstumme. Desværre findes prædikenen kun i Georg Rörers gengivelse, og hans gengivelse er vanskelig at tyde for den ikke-indviede. Rörer fulgte Luther i alle hans gøremål, ved forelæsninger for studenterne og ved prædikenerne i kirken og skrev ned hvert ord, Luther talte. Dog i en slags stenografisk gengivelse med en skøn blanding af latinske og tyske ord, indblandet en masse tegn, som vist skal antyde, at Luther her har sagt noget mere.

Den omtalte prædiken findes i Weimar-udgavens bind 46, side 493, og den kan ses på internettet her. I min transkription kan den ses her. Så kan man selv se vanskelighederne ved at dechiffrere, hvad Luther mon kan have sagt.

Ifølge markusevangeliet helbreder Jesus den døvstumme ved at sige det hebraiske ord Effata til ham. Det betyder ”Luk dig op!” Det ord tager Luther ud af den fortidige situation og fører det op til hans egne dage, til de borgere og bønder, der hører prædikenen: ”Luk dog dine ører op, så du hører, hvad Guds skabning siger til dig”.

Hvis vi havde øjne og øren, så ville kornet tale til os: Vær glad i Gud, spis, drik og brug mig og tjen din næste. Jeg vil fylde dine lader. Således vandrer køerne omkring, kommer hen til os, og hvis jeg ikke var stum, ville jeg hører dem sige: Glæd jer, vi bringer smør, ost, spis, drik, giv det til andre. Således siger hønerne: Vi vil lægge æg. Ligeledes fjerkræet: Vær glade, vi vil opdrætte fjerkræ. Således hører jeg søerne grynte frit, fordi de giver os steg og pølser. Alle skabninger taler til os. Derfor bør alle tænke sådan: jeg bruger det, fordi Gud har givet det, og jeg vil give det til andre. Osv.

Den tanke træffer man ikke ofte hos Luther. Men den findes dog også i andre prædikener fra den tid og i nogle af hans bordtaler. Men ikke så tydeligt – eller skal vi ligefrem sige: ikke så barnligt ligefremt – som her. Især er jeg glad for at høre, at også grisene frit lader sig slå ihjel, så vi kan få flæskesteg og pølser fra dem. Indrømmet: det er svært at høre denne tale råbe op til os fra køledisken eller ud fra plasticemballagen, men så meget stærkere må jo Luther tilråbe os sit Effata: Slå ørerne ud, mand, se, hvordan det hele er lagt til rette for dig, så du frit kan gå i gang med at stege og kokkerere, ja, leve dit hele liv i taknemlighed mod Gud.

Men faktisk var det slet ikke det, der for mig var det inspirerende ved denne prædiken. Luther omtaler miraklet, som Jesus foretog, og siger så:

Dette er et smukt mirakel, hvis man sammenligner med det, han gør i dag. For i vore dage fødes børnene, så de ikke blot ikke har ører, osv., men heller ikke har sjæl, osv., men på et år får alt dette givet, sjæl, legeme, tunge, osv. Dette mirakel er så almindeligt, at det overhovedet ikke bliver bemærket.

Her vover han det, som jeg ikke rigtig har vidst, om jeg turde vove: Han vover at kalde menneskets sprogtilegnelse for et mirakel. Men han føjer til, at miraklet er så almindeligt, at det er blevet selvfølgeligt for os, og ikke sandt, så har vi svært ved at se det mirakuløse ved det.

Det største religionsfilosofiske problem i en verden, der er bestemt af videnskabens altgennemtrængende forestillinger, er spørgsmålet om, hvordan vi kan tillade os at tildele mennesket en form for frihed. Mennesket er jo i hele dets legeme, inklusive dets hjerne, bestemt af naturlove. Ganske vist er disse naturlove ikke gennemarbejdet endnu i alle detaljer – det tør svagt antydes – men vi er på vej, og ganske mange tillader sig at foruddiskontere videnskabens endelige sejr over materien, inklusive mennesket og dets hjerne, og gør vi det, synes vi at tvinges til at fratage mennesket al frihed.

Mange reagerer på denne konklusion på den tankeløse måde, at de med stort bravour fratager mennesket dets frihed, dvs., mennesket forstås her som alle de andre mennesker, for sig selv og sine nærmeste samtalepartnere fratager disse videnskabsmænd aldrig nogen frihed, tankeløst regner de stadig med, at de tanker, de selv tænker, og de modsigelser, de modtager fra andre, da på ingen måde er bestemt af ufravigelige naturlove, men af personlige overvejelser, dvs., af frie overvejelser.

Resultatet bliver et system, som det, Kierkegaard anklager Hegel for at have præsteret (måske med urette, lad det være uafgjort): Den ærede hr professor selv, som har lavet systemet, er ikke med i systemet, er som et titelblad, der ikke indbindes sammen med bogen, eller som et sært dingeldangel, der hænger ned ved siden af det ”altomfattende” system, som jo altså netop af den grund ikke er altomfattende.

Jeg har forsøgt at hjælpe mig med tanken om en dobbelt kausalitet: Man kan nok sige, at min hund handler, som den gør, fordi dens hjernevindinger bestemmer over, hvad den gør og ikke gør, men man må føje til, at de erfaringer, den har gjort, har indlejret sig i hjernevindingerne; og det vil derfor være lige så rigtigt at sige, at det er dens erfaringer, der får den til at gøre, hvad den gør, som at det er dens hjerneprocesser.

For menneskets vedkommende kommer dertil sproget. På et tidspunkt i udviklingen er i menneskesamfundet sproget blevet til, hvordan véd vi ikke. Og fra da af, fra det tidspunkt af, hvor sproget er blevet til det, det er nu, har sproget taget over som styringselement for mennesket.

Det er ganske mærkeligt, hvad der dèr skete, men fra da af udskilte mennesket sig fra de øvrige pattedyr og blev til noget helt for sig selv.

Det hierarki, der fandtes i gruppen og som bestemte, at en overordnet uden videre kunne udbede sig goder fra en underordnet, blev afløst af et system med ejendomsret, hvor det ene individ kunne bytte med et andet individ på lige basis. Det vil sige: grundlaget for at drive handel opstod.

Og de fortællinger, som opstod i gruppen, gjorde, at enhver blev øm over sit rygte: hvordan ville de andre nu fortælle om mig? Og måske derfor opstod fænomenet blufærdighed: man ville ikke røbe for andre, om man var seksuelt ophidset eller ej.

Om det er det, der har været med til at danne baggrund for tilblivelsen af ægteskabet, er vist ikke til at vide. Jeg har tidligere haft hormonet oxytocin mistænkt for det samme, men det er måske bedst at tænke sig en kombination af fortællesamfundets tilbagevirkning på den enkelte og hormonets sammenbindende kræfter.

Og det er det, der forekommer mig så frigørende ved Luthers tanker her: At det er Gud selv, der både har skabt sproget og dets sære kræfter, og med sin ånds kraft sætter det i værk i hvert enkelt menneskes opvækst. Eller som Luther siger det: Det er et mirakel, at spædbarnet allerede efter et års forløb får alt dette givet: sjæl, legeme, tunge. Blot ser vi det som en dagligdags ting, og erkender ikke miraklet i det.

Men, fortsætter han lidt senere:

Han udfører dette mirakel i de små, for at vi skal forstå det store mirakel, for hele verden er døv, fordi den ikke forstår.

Det lille mirakel, det er det, der skete dengang i Palæstina, hvor Jesus helbredte en døvstum. Det store mirakel, det er det, der sker med ethvert menneske, der får sprogets gave. Og det lille mirakel skal der fortælles om, for at der kan udråbes et Effata: Luk dog øjne og ører op, så du ser Guds gerninger i dagligdagen!

Men ak, skal der fortælles om Gud, må der også fortælles om hans modstander, djævelen.

Gud har skabt sproget. Gud har ladet det vokse frem på en for os uforståelig måde. Han har givet os sprog til at forstå vor omverden med, et videnskabeligt sprog, et sprog med årsag og virkning, med legemer, der støder sammen med eller på anden måde påvirker andre legemer. Og han har givet os et retfærdighedssprog, der bestemmer vore handlinger i samfundet, hjulpet godt på vej af ejendomsretsforestillinger og samfundslove. Men han har også givet os et relationssprog, hvormed vi erkender og tror på, at vi mennesker hører sammen i forhold, forhold præget af tillid og kærlighed. Hvert sprog på sin plads.

Og sproget selv kan djævelen ikke rokke ved. Man han kan få os til at bruge sproget forkert. Tydeligst ses det nok, når vi kommer ind i én af de livsytringer, som Løgstrup kalder ”kredsende” eller ”tvungne”: fornærmelse, skinsyge og misundelse. Disse livsytringer er, hvad Løgstrup ikke gør opmærksom på, bestemt af, at mennesket i kraft af denne djævelske fejltagelse benytter sig af retfærdighedstanker i det nære forhold til den anden, hvor relationstanker ellers skulle gælde. Og når en livsytring som misundelsen kan kaldes kredsende eller tvungen, skyldes det, at det sprog, der styrer én i misundelsen, ikke har logik tilfælles med det sprog, der skulle styre os, nemlig relationstankerne, tanker om tillid og kærlighed.

Man kan ikke selv komme ud af disse forkert anbragte retfærdighedstanker. Man kommer kun ud af dem ved at møde et ord udefra, et ord, der kalder én ind i forholdet igen, det forhold, som man lukkede sig ude fra med sine retfærdighedstanker.

Det vil sige: Mennesket har ikke en fri vilje, så det selv kan bestemme, om det vil være bestemt af det ene sprog eller det andet. Men er det kommer ind i en tvungen livsytring, har det stadigvæk den logiske sammenhæng fra relationerne siddende i hjernen. Og ved det rette ord udefra, aktiveres alle disse hidtil latente og ubrugte ord og forholdet til næsten bliver genoprettet.

På den måde er Guds virke mangfoldigt. Ikke blot har han skabt sproget i sin tid, ikke blot udfører han det under i ethvert menneske, at det får sproget indkodet i sin hjerne under opvæksten, han kæmper også for at lade ord lyde til os, der kan få os ind i det rette forhold til vor næste.

Og alle tre steder er der tale om et mirakel.

Menneskets udvikling til menneske forsøger vi hele tiden at få bedre og bedre styr på ud fra Darwins teorier. Og det er udmærket. Men det egentlige: menneskets udvikling som sprogbruger, den samtidige udvikling af sproget og hjernen, vil vi formentlig aldrig kunne forstå fuldt ud i naturvidenskabelige kategorier. Altid vil vi forstå hjernens modtagelighed for sprog ud fra det forhold, at vi selv er sprogbrugere, eller ud fra den iagttagelse, Luther kommer med: at miraklet er så almindeligt, at det overhovedet ikke bliver bemærket.

Og enkeltmenneskets udvikling til sprogbruger, barnets famlende forsøg med sproget, dets vækst i muligheder, dets mange, små kære fejl, alt dette ser vi, men det er jo så at sige umuligt at se på det med øjne, der kun er nøgterne og videnskabelige, hele tiden er vi selv et værktøj i skaberens hånd: han har nedlagt i os en sær blødhed for små børns bevægelser og sprog, vi kan ikke andet end tale til det, lege med det, få det til at smile og le – oh, så er dagen lykkedes.

Og så det Effata, der lyder til os, når vi er vrede: Se dog din ægtefælles ønske om igen at komme ind i det rette forhold! Opdag dog dit barns angst for ikke at slå til! Hør dog det sitrende tonefald i sin søsters svar; er det ikke udtryk for, at hun egentlig fortryder sine vrede ord og også vil have dig til at fortryde dine?

Jo, han er fantastisk, den Luther.

Oswald Bayer henviser til en bordtale, hvor Luther siger om Erasmus, at han slet ikke har blik for alt dette. Og det skal nok passe. For alt dette forudsætter jo blik for ægteskabets herligheder. Hvor oplever man(d) ellers den kvindeverden, hvori disse mirakler finder sted? Så har Luther ikke medført andet (men det har han nu) så er det et mægtigt skridt fremad, at han anbefalede, at præster skulle gifte sig.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Luther som inspirator

  1. Artiklen fik mig til at tænke på fire vers, jeg skrev for mange år siden. De er også blevet sat i musik på en måde, der kaldte på et vers mere. Det har jeg så forsøgt at skrive utallige gange og nu igen:

    Hører du det tavse
    bag hans forvredne ord,
    hører du det hjerte,
    der bag hans ansigt bor?

    Mærker du den smerte
    bag hendes sikre blik,
    og så du godt den tåre,
    som øjet ikke fik?

    Hører du den tavshed
    bag andre stemmers lag,
    som ikke er den tien,
    hans mund er lukket af?

    Og blir du altid stille
    og bange for dig selv,
    fordi dit hjerte fyldes
    af tavse kildevæld?

    *

    Åbner du dit øje,
    og tager sløret af,
    og lader masken falde
    ved lydens Effata?

  2. Men hvorfra har Luther denne særlige indsigt? Du nævner, at den slags ytringer ikke er helt almindelige i Luthers mund, og fra noget bibelsk skrift er ordene jo ikke. Men der er hjælp at hente hos den danske forfatter Anker Larsen, der har beskrevet en række såkalde mystiske oplevelser af lignende karakter. Blot er det her ikke fødekilder, der taler:

    Hun stod netop og så sig om efter en god lille plads at ligge på, da hun pludselig aldeles bestemt syntes, at der var nogen, som sagde “her!” Idet hun så derhen, fik hun øje på en lille kløverblomst, der så ud som om den stod og kiggede op på hende. Hun kom til at le, og noget lykkeligt noget begyndte at pible inden i hende og blev ved, til hendes øjne blev våde af det. Så lagde hun sig ned og så på kløveren. De var så mærkeligt gode venner. Den stod der, som om den var kommen gående lige ud af flokken for at være hos hende. Hun lå længe og så på den. Det var, ligesom der var så megen sol i dens lille, røde top. Den så ud, som den smilede. De havde det så dejligt sammen. (Anker Larsen, Martha og Maria)

    Henne foran hylden ved kirkegårdsmuren stod Lillebror og faldt i staver. Jens var ingenting, men Lillebrors øjne var uden bund. Jens kiggede ind i dem og så, at Lillebror stod åben. Jens kunne både se, hvordan han var, og hvordan han mærkede, at han var det. Det var, ligesom hylden åndede ind i ham, og da hyldens ånde var kommen ind i ham, mærkede han en stor glæde, som han kendte, himmelsprogets glæde. Også hylden talte himmelsprog inderst inde. For Gud havde jo skabt den også naturligvis. (Anker Larsen, De vises sten)

    Det er altså den mystiske side af Luther, der gør det muligt for ham at forkynde et så frit og trygt forhold til de ting, vi spiser.

  3. ricardtriis siger:

    @ Lars!
    Tak for dine kommentarer. Jeg vil nu nok ikke mene, der er tale om en mystisk side hos Luther, mere om, at han, da han nu er blevet gift, har fået blik for den forunderlige sprogtilegnelse, der finder sted hos barnet i dets første leveår. Det er så almindeligt, at vi overser, at der er tale om et mirakel.
    Og de andre ting, grisen der grynter, at den er Guds gave, osv, kan man med en vis ret se forudgrebet i Luthers forklaring til bønnen om dagligt brød i Fadervor.
    Men det er det første, der især slog mig.
    Vh Ricardt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s