Alternativ økonomisk tænkning

I Deadline for den 29-4 2016 var der en samtale mellem journalist ved Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen og økonom Sten Bocian. Ordstyrer var Niels Krause Kjær.

Anledningen til samtalen var en artikel, som Marchen Gjertsen havde skrevet i Jyllands-Posten: Fra byggeboom til byggeloft: Der skal strammes for milliarder. Her gjorde hun rede for nogle planer, som regeringen påtænker at lægge frem, planer, der vil medføre skrinlæggelse af ganske mange investeringer, som tidligere regeringer ellers havde vedtaget med brask og bram. Se begyndelsen af artiklen her (den er iøvrigt bag betalingsmur).

Det, samtalen drejede sig om, var naturligvis de politiske skænderier, der kunne opstå i anledning af en sådan skrotning af de mange planer. Men bagved – og somme tider åbent fremme – lå der et spørgsmål til nationaløkonomerne: Hvorfor kunne de ikke i højere grad forudsige det, der skete: at der nu ikke er råd til sådanne investeringer?

Det er ikke så få projekter, der hermed tænkes at skrinlægges: en letbane omkring København; en jernbanebro over Vejle Fjord; en elektrificering af resten er jernbanenettet; en reparation af Storstrømsbroen, m.m. Altsammen projekter, der i sin tid blev vedtaget for at få udbygget vores infrastruktur og samtidig få gang i beskæftigelsen. Og altsammen noget, der må falde til jorden, fordi de forudsætninger, under hvilke projekterne var vedtaget, ikke længere holder.

Det kunne Sten Bocian forklare på udmærket vis. Togfonden, der skulle finansiere udbygningen af jernbanenettet, herunder jernbanebroen over Vejle Fjord, var næsten blevet tømt for penge i kraft af de lave oliepriser. Og den arbejdsløshed, der skulle afskaffes, er i stort omfang blevet afskaffet ad andre veje, beskæftigelsen har det faktisk ganske godt, sagde han, selv om væksten er lav.

Men alligevel står det spørgsmål tilbage: Hvad var det i deres økonomiske teorier, der fik økonomer til at gå med til de store anlægsarbejder i sin tid? Og har de tænkt sig at lave om på deres teorier, fordi de har slået fejl?

Det sidste kan man rolig svare nej til. En dygtig økonom er altid i stand til at give en god forklaring på, hvorfor det ikke er gået, som han forudsagde. Og indrømmet: De ting, der er politisk bestemt, kan ikke indregnes i nogen økonomisk teori, mainstream eller alternativ. Den lave oliepris, konflikten med Rusland, den store migrantstrøm til Europa, det er udefra kommende kræfter, som gør deres til, at disse investeringer må opgives.

Alligevel vil jeg pege på en alternativ økonomisk teori. Havde man regnet konsekvenserne ud efter den, ville man have tænkt anderledes og handlet anderledes.

Jeg har tidligere været inde på en alternativ økonomisk teori, baseret på de tanker, som den amerikanske økonom og filosof Henry George (1839-1897) har fremsat, se her. Man kan kalde den “teorien om dalreperioden”.

Den vurdérer sådan set de to opgangsperioder, vi har oplevet, den i tresserne og den i nullerne, som uheldige forekomster. Godt nok oplevede vi i begge disse perioder det, der vel må betegnes som enhver økonoms ønskedrøm: vi fik gang i hjulene, vi fik noget nær fuld beskæftigelse. Men begge perioderne blev efterfulgt af nedgangsperioder, der var vanskelige at komme igennem. Og når man ser på op- og nedgangene gennem de briller, som “dalreteorien” giver én, så må man spørge sig selv, om ikke det ville være bedre at undgå opsvingene, når nedgangen bagefter smerte så meget, som tilfældet er.

Nå, heldigvis er der ikke noget, der tyder på, at vi i nærmeste fremtid kommer ud for en opgangsperiode; vi vil, så langt øjet rækker, forblive i dalreperioden.

Når det kan siges med nogenlunde sikkerhed, skyldes det, at de to nævnte opgangsperioder begge havde deres rod i strukturelle ændringer i økonomien. Det, dalreteorien går ud på, er, at to kræfter i økonomien holder hinanden i skak: produktivitetsstigningen og forventningspriserne på jord og fast ejendom. I dalreperioden udvikler de to størrelser sig jævnt. Der finder en stadig produktivitetsstigning sted, det vil sige: ting kan produceres til stadig lavere priser. Og det bevirker, at folk godt tør binde sig til en jord- og ejendomspris, der ligger lidt over det, de egentlig kan betale; der dannes en forventningspris på jord og fast ejendom. Vel kan disse størrelser variere til en vis grad, men fordi de står i et nogenlunde stabilt forhold til hinanden, forbliver arbejdsløshed og vækst og investeringer nogenlunde konstante.

Sker der så noget, der med ét slag kan forøge produktiviteten – dette ‘noget’ er ikke en ny opfindelse, men en ny struktur i den økonomiske samhandel – skulle man jo tro, at alle blev glade. Den forventningspris, der før holdt væksten i skak, bliver pludselig alt for lille til at kunne stå imod den vældige produktivitetsstigning, og hjulene triller rundt, og hænderne kommer i arbejde, så alle må fryde sig.

Når der med dalreteorien in mente er grund til at holde lidt igen med fryden, skyldes det den indbyggede ødelæggelse af de gode tider: Man har jo nu erfaret, at forventningspriserne var for lave; de sættes derfor op; men når de er nået op, falder produktivitetsstigningen tilbage til sit oprindelige niveau. Det er jo stigningen i produktiviteten, der fremkalder forventningspriserne, ikke den høje produktivitet i sig selv. Og selv den store stigning, der i tresserne fremkaldtes af EF’s og EFTA’s sammenslutning, gav vel i tresserne en høj produktivitet, men stigningen blev ikke bibeholdt; så skulle der jo være kommet endnu en strukturel ændring.

Derimod bibeholdtes de forhøjede forventningspriser. Og der måtte derfor nødvendigvis følge en periode med nedgang på alle fronter, ikke mindst i byggesektoren. Og det er derfor, man må sige, at vi heldigvis ikke foreløbig får strukturelle ændringer i økonomien at se, som vil kunne give os fuld beskæftigelse og gang i hjulene.

Når der er grund til at gøre opmærksom på det i forbindelse med Deadline-udsendelsen forleden, skyldes det økonomernes dårlige vejledning. Både efter opgangen i tresserne og efter den i nullerne troede økonomerne fejlagtigt, at de gode tider meget hurtigt ville komme igen. De tror jo, ligesom politikerne, at det drejer sig om at dreje på de rigtige håndtag i den rette målestok. Og de tror, at de gode tider i tresserne skyldtes, at man netop havde drejet rigtigt på de rigtige håndtag. Blot havde man altså måske drejet lidt for meget på ét af håndtagene, men rolig, det må kunne ordnes ved en simpel finjustering.

Og så indførte man i halvfjerdserne “mimsen” her i Danmark for at være det første land, der “kom ud af starthullerne”, for at økonomien ville komme tilbage i vækstperioden fra tresserne, det var man da overbevist om.

Og ud fra samme forfejlede forestilling søgte man efter krisen i 2008 at “kickstarte” økonomien, for ikke sandt: når det i nullerne var lykkedes politikerne at drejer rigtigt på de rigtige håndtag – man var jo overbevist om, at det var derfor, vi havde fået vækst og fuld beskæftigelse i nullerne – så skulle der blot en lille justering til, så var der gang i hjulene igen. At man var kommet tilbage i dalreperioden, nej, det kunne man virkelig ikke forestille sig.

I den førnævnte artikel gjorde jeg opmærksom på, hvordan man – dvs. politikere og økonomer i skøn forening – lavede en række tiltag i sikker forventning om, at økonomien snart igen ville være “oppe i gear”. F. eks. satte man dagpengeperioden ned fra 4 til 2 år, og ikke sandt, det kunne man jo rolig gøre, for inden længe ville vi igen få fuld tryk på økonomien, så vi kom til at mangle arbejdskraft, og så kunne man jo lige så godt være forberedt. Blot har man jo siden haft store vanskeligheder med netop den reform. Hvorfor? Fordi den var bygget på en forfejlet økonomisk teori.

Og nu ser vi altså igen én af disse velmente reformer, der må tilbagerulles. Man ville “kickstarte” økonomien, men ak, økonomien, den filur, lod sig ikke sådan kickstarte. Den gik sine egne veje, veje, som de kloge nationaløkonomer altså endnu ikke har fundet frem til kortet over.

Indrømmet: det har dalreteorien heller ikke. Der mangler meget i udviklingen af denne alternative teori. Men så meget kan dog siges: Havde man haft den teori at arbejde ud fra, ville man aldrig have lavet reformer, eller foretaget en kickstart, der forudsatte, at nullernes opsving kom tilbage, for så ville man vide, at efter den søde kløe i nullerne måtte der nødvendigvis kommer en sur svie, men at efter den ville så dalreperioden indtræffe, den, periode, hvor vi ikke svinger os højt op, men til gengæld heller ikke falder særlig dybt, men hvor økonomien går sin sædvanlige skæve gang, afhjulpet lidt af det ene tiltag, bremset utilsigtet af det andet, altså alt i alt dalrer af sted.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s