Muslimske og kristne martyrer

I anledning af, at Christian Lollike vil lægge lokaler til en udstilling ved navn ”Martyrernes museum”, har der udspundet sig en vis debat, ikke mindst i Politiken.

Lad os først tage dem, der ser positivt på udstillingen!

Der er nu Flemming Rose, se her. Han mener, vi skal forstå terrorister. I artiklen hedder det:

Her lægger teatret Sort/Hvid lokaler til en udstilling om mennesker, der er gået i døden for deres tro eller overbevisning – senest brødrene Khalid og Ibrahim El Bakraoui, der sprængte sig selv i luften i Bruxelles lufthavn 22. marts og tog mindst 17 uskyldige mennesker med sig i døden. En terroraktion som Islamisk Stat har påtaget sig ansvaret for. De to brødre og rekvisitter fra selvmordsangreb bliver udstillet side om side med den græske filosof Sokrates og den revolutionære socialist og leder af den tyske revolution, Rosa Luxemburg, der blev dræbt i Berlin i 1919.
»Det kan ikke bringe mit pis i kog«, siger Flemming Rose.

Og han forklarer den manglende overophedning af hans ædlere dele ved at sige, at det altid er interessant at gå ind i hovedet på dem, vi definerer som onde. Som han senere formulerer det:

Det er en udbredt fejl at reducere selvmordsbombere og folk som Hitler, Stalin og Mao til at være ikke-mennesker, til at have gjort noget, som ingen af os andre nogensinde kunne finde på. Det er et problem, at man forsøger at definere det onde som noget, der er fundamentalt forskelligt fra det at være menneske.

Og det kan han da efter min mening have ret i. Han uddyber således:

At forstå er ikke det samme som at tilgive, at forstå muslimer, der er rede til at sprænge sig selv i luften og tage andre med i døden, er nødvendigt for at vinde kampen mod radikal islam og for at opnå indsigter, der kan gardere og beskytte os mod lignende fænomener i fremtiden.

Empati indebærer evnen til at leve sig ind i et andet menneske og se det, som det er, ikke som det gerne vil se sig selv. Derfor kan det være voldsomt provokerende at blive udsat for andres empati, der ikke er det samme som sympati. Spørgsmålet her er, om udstillingen praktiserer virkelig empati eller foretrækker at beskrive selvmordsterrorister, som de gerne vil se sig selv.

Jeg mener, at man måske kan skelne mellem forståelse af og forståelse for. Rose skelner mellem empati og sympati. Og også her kan jeg følge ham. Men det kan jeg så afgjort ikke i hans afsluttende overvejelser. Politiken beretter:

For Rose er kernen i det hele ikke tro, ideologi eller overbevisning. Det er fanatismen, der er problemet.

»Sådan er det med de islamiske terrorister, sådan har det været med kommunister og tidligere også med kristne. At de ikke er i stand til at have et andet syn på verden, end deres eget. At de vil tvinge folk til at forandre sig, så de bliver som dem selv. Pluralisme er dem dybt imod. Fanatikeren er parat til at ofre sig selv for den sag, han eller hun tror på. Og i et samfund, hvor vi lever side om side med folk, der er meget anderledes end os selv, bliver fanatismen et meget stort problem«, siger han.

Her ligger Rose under for den hemmelige regel, alle ordentlige debattører skal rette ind efter: Så snart man har sagt noget ufordelagtigt om islam, skal man skynde sig med at understrege, at kristendommen naturligvis har opvist de samme ufordelagtige kendetegn. Ellers ser man jo splinten i næstens, altså islams, øje, men ikke bjælken i sit eget. Men den slags tale ender i vrøvl. Og Rose er godt på vej mod vrøvlets afgrund her. Han formulerer sig omhyggeligt på en måde, så kristne fanatikere kan regnes med: ”de er ikke i stand til at have et andet syn på verden”, jo, det kan nok passe på mange af os kristne; ”pluralisme er dem dybt imod”, ja, vi vender os imod islam og ønsker ikke, at danskerne omvender sig til islam; ”de vil ofre sig for den sag, de tror på”, åh ja, det vil vi nok ikke, men vi kan da i det mindste beundre dem, der gør det. Ikke sandt, sat op på den måde bliver der jo næsten ingen forskel mellem den kristne og den muslimske fanatiker. Jo, måske lige den, at kun den muslimske fanatiker vil tvinge folk til at være som dem selv. Vi vender tilbage til Rose til sidst i artiklen.

I denne sammenhæng skal vi også lige nævne Jacob Mchangama. Han siger i et interview, se her:

Direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, siger, at det er vigtigt, at man i Danmark kan lave udstillinger som ’Martyrmuseum’.

»Og så må man selv vurdere, om den bidrager til en forståelse eller er en moralsk relativering af massedrab«, siger han.

Det er som at række tungen ud ad vinduet, han siger ingenting. Man fristes til at spørge ham, om dog ikke han, som direktør i en tænketank med det krævende navn Justitia (retfærdighed), burde være i stand til at skelne lidt bedre mellem godt og ondt. Hvis man, som annonceret, sidestiller Sokrates og Rosa Luxemburg med terroristerne i Frankrig, så ligner det for mig grangiveligt en relativering af massedrab. Og det gør det formentlig også for Mchangama. Så hvorfor ikke sige det?

Så til dem, der vender sig imod udstillingen ud fra den foromtale af den, der er givet. Først Bertel Haarder! Om ham hedder det i sidstomtalte link:

Kulturminister Bertel Haarder (V) kalder udstillingen »vanvittig«. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, kalder den »pervers«. Selv om ingen af dem har set den.

»Jeg er forarget over, at de sætter en bundhæderlig socialist som Rosa Luxemburg i samme kategori som selvmordsbombere og terrorister. Man kunne lige så godt sætte dem i samme kategori som frihedskæmpere. Men Rosa Luxemburg og frihedskæmperne slog ikke så mange mennesker ihjel som muligt«, siger Bertel Haarder.

Om Rosa Luxemburg var bundhæderlig eller ej, véd jeg ikke. Men hun kunne for den sags skyld have de mest malabariske anskuelser, så længe hun argumenterer for sin sag med ord og ikke med vold, er der en afgørende forskel på hende og nutidens muslimske terrorister. Det burde være logik for perlehøns.

Men Bertel Haarder mener ikke, man skal prøve at forstå terrorister. Og Katrine Winkel Holm er af samme opfattelse: Man ville jo heller ikke lave et museum for Rudolf Höss, kommandanten i Auschwitz, siger hun, og giver udtryk for den bekymring, at udstillingen kommer til at glorificere terroristerne.

Også Pia Kjærsgaards indvending i Berlingske er værd at omtale, se her. Hun skriver:

Teatret Sort/Hvid har vakt opsigt med planer om en ny udstilling med titlen ”Martyrmuseum”, hvor billeder af nogle af terroristerne bag de forfærdelige terrorangreb i Bruxelles den 22. marts skal udstilles side om side med billeder af blandt andre den græske filosof Sokrates, der blev dømt til døden og drak skarntydesaft i år 399 f.Kr., og socialisten Rosa Luxemburg, der blev dræbt i 1919.

Hvad i alverden er formålet med at udstille billeder af morderiske terrorister, der for ganske kort tid siden har dræbt og såret sagesløse mennesker i en kujonagtig terroraktion? Hvori består det ”kunstneriske”?

Arrangørerne giver bl.a. udtryk for, at formålet med udstillingen skulle være at vise det uforståelige og, at tilskueren skal sætte sig i terroristens sted. Valget af billeder er udtryk for, at vi alle er ”helt i vores egen historie”. Vorherre bevares en gang ævl!

Igen: Der er tale om en moralsk relativering af massedrab.

Om Alex Arendtsen hedder det, se her:

Alex Arendtsen mener, at folkene bag udstillingen køber den islamiske definition på, hvad der er en martyr.

»Det er folk, vi i den kristne verden kalder mordere. Kristne martyrer dræber ikke nogen. På den måde kommer udstillingen til at missionere for islam. Det er ikke et martyrmuseum, men et mordermuseum, de er ved at lave«, siger han.

Alex Arendtsen mener, at udstillingen viser, hvor ubegavede og uvidende »kulturradikale kunstnere og intellektuelle« er: »Det er pinligt, at de på den måde køber den islamiske propaganda«.

Endelig er der én, der rammer min opfattelse. Det er jo sagen. Vi kristne har næsten fuldstændig glemt, hvad en martyr er i kristen sammenhæng. Derfor lader vi os så let lede på afveje af muslimerne, når de kalder deres terrorister ”martyrer”. Men kristne martyrer dræber ikke nogen. De dræber ikke engang sig selv. Men de nægter at ændre mening, selv om de trues på livet. Og det koster. Det koster af og til livet.

Lad mig vende tilbage til Flemming Rose.

Når han siger, at det er fanatismen, der er problemet, ikke tro, ideologi eller overbevisning, så tager han afgørende fejl. Den muslimske ideologi ikke blot tillader, men direkte opfordrer til drab på andre, for i denne ideologi er alle ikke-muslimer fjender.

Men på Roses formuleringer lyder det, som om han mener, at en kristen også kan være en fanatiker, fordi han er villig til at ofre livet for en sag, han tror på. Men er det fanatisme? Er i så fald ikke alle, der f.eks. tror på ytringsfriheden og dens gavnlige virkninger for den enkelte og for samfundet, fanatikere? Er i så fald ikke Rose selv en fanatiker? Han tror jo om nogen på ytringsfriheden. Men han vil vel ikke mene om sig selv, at han er en fare i dette samfund, hvor vi lever side om side med folk, der er meget anderledes end os selv.

Og hvis ikke han er det, hvorfor skulle så en kristen være det, også om han tror så stærkt på Kristus, at han er villig til at bekende sin tro, hvor det kan koste ham livet? Det er da ikke ham, der er en fare, men den fanatiker, der truer ham, ligesom det jo ikke er Rose, der er fanatisk, men den muslim, der lægger planer om at slå ham ihjel.

Normalt har jeg stor respekt for Rose, men her formår han ikke at fastholde forskellen mellem kristendom og islam. Og det er uheldigt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Muslimske og kristne martyrer

  1. Pingback: At have dødsforagt | ricardtriis

  2. Pingback: Martyrmuseum | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s