Blüdnikows tvivlsomme påstande

Bent Blüdnikow er historiker, men ansat på Berlingske i et journalistisk job. Man kan derfor spørge, hvad han er mest, historiker eller journalist. I hvert fald kan man konstatere, at han er ganske ferm til det journalistisk trick: at se på en sag ud fra en bestemt vinkel. Han er endda i stand til at fastholde den vinkel, han har valgt sig, selv om virkeligheden viser sig at modarbejde den. Det plejer at være noget, kun journalister kan finde ud af. Men Blüdnikow kan også.

Han har fornylig skrevet en artikel i Historisk Tidsskrift. Den er ikke kommet på nettet (endnu). Men han har i en kronik i Berlingske rådet bod på den manglende tilgang til artiklen ved at gengive noget af dens indhold i kort form, se her. I den artikel fastlægges vinklingen med det samme, dels i overskriften: ”Jøder som samarbejdspolitikkens trofæ” og dels i mellemoverskriften:

Problemet med den danske historieskrivning om Danmark og jøderne er, at den hviler på en meget national ramme­fortælling, hvor man bruger jøderne til at rense samarbejds­politikken.

Han begynder med at berette om to danskeres besøg i Theresienstadt, den koncentrationslejr, hvor de danske jøder, det ikke var lykkedes at flygte til Sverige, blev sendt hen. Det vender jeg tilbage til. Men derefter samler han sin kritik mod de danske historikere:

Når danske historikere skrev om jøderne og Danmark, indgik det som et mantra i deres beskrivelser, at sam­arbejdspolitikken reddede jøderne. Kunne man ikke finde på andre undskyldninger for det nære samarbejde med nazisterne, så kunne man altid hive redningen af jøderne op som legitimerende argument for samarbejds­politikken. I virkeligheden er det et højst tvivlsomt argument, og hvis man vil påstå, at samarbejdet reddede jøder, må man medtage, at Nazi­tyskland blev styrket af dansk eksport, hvorved krigen forlængedes, og endnu flere jøder og andre døde i krigens sidste fase.

Det er forkert. Jeg blev selv i 2009 interesseret i redningen af de danske jøder og tog mig for at undersøge sagen lidt nøjere, se her. Det viste sig, at der blandt danske historikere var et stort antal ”mytedræbere”. De ville angribe alt det i besættelsestidens historie, som vi danskere var stolte af. Modstandsbevægelsens betydning formåede de at reducere til nærmest ingenting, og redningen af jøderne blev ligeledes nedgjort til tilfældigheder, eller – hvis det ikke gik an – gennemgået, så man kunne finde negative træk, f.eks. fremhævede man gang på gang fiskernes alt for store priskrav for at transportere jøderne over til Sverige.

Det lykkedes mig ikke dengang (og det er forresten heller ikke lykkedes mig siden) at få læst Leni Yahils store bog om den europæiske jødedoms skæbne under Anden Verdenskrig, men jeg fik dog fat på hendes bog om redningen af de danske jøder, så jeg i det mindste fik læst den beretning. Den er i det store og hele ikke enig med ”mytedræberne”.

Men er de danske historikere da ude på at forsvare samarbejdspolitikken med en påstand om, at den reddede jøderne?

Nej, det er de ikke. For det er noget vrøvl. Samarbejdspolitikken kom først, og skammen ved ikke at have forsvaret os ordentligt den 9. april eller rettere: skammen ved ikke at have anskaffet os et ordentligt forsvar i trediverne, så det ville have været for dyrt for tyskerne at angribe os, den skam må vi leve med ganske uafhængigt af, om der blev reddet jøder senerehen.

Så hører det med til historiens tilfældigheder, at samarbejdsregeringen formåede at spille sine kort på en måde, så der først blev sat jødeforfølgelser i værk på et tidspunkt, da det stod nogenlunde klart, at det ikke var en god skæbne, der ventede de jøder, der blev fanget af tyskerne. Det, man oplevede i andre lande: at selv jødiske ledere lod sig narre af tyskernes påstande om, at der blot var tale om en folkeflytning, så de hjalp med til indfangningen; de troede, at de dermed kunne undgå noget værre – intet af det oplevede man her. Ikke i kraft af danskernes heltemod, blot i kraft af, at jødeforfølgelsen i Danmark først blev sat i værk et år senere end andre steder.

I en lidt senere artikel, se her, har jeg hævdet, at selv om vi danskere med rette kan glæde os over det nationale sammenhold, der fik jødeaktionen i 1943 til at lykkes, og selv om mange kun hæfter sig ved de danske jøders redning, så må om ikke andre, så vi selv henvise til hollændernes jøderedninger. Dels reddede de flere jøder, end vi gjorde, og dels gjorde de det under langt vanskeligere forhold. Så det er helt fortjent, at langt flere hollændere end danskere har modtaget den israelske pris, ”Yad Vashem-prisen”, for at have hjulpet jøder imod holocaust.

Den påstand, som jeg refererer Blüdnikow for i ovennævnte artikel, gentager han her: den danske landbrugseksport var med til at forlænge krigen og dermed med til at bringe endnu flere jøder i gaskamrene. Også den påstand er noget vrøvl.

Der var ikke på noget tidspunkt under Anden Verdenskrig mangel på mad i Tyskland. Så havde vi ikke leveret, kunne andre tvinges til det. Og havde vi ikke kunne sælge noget til Tyskland – og næsten det eneste, vi havde at sælge, var vore landbrugsvarer – hvordan skulle vi så have fået kul til opvarmning under de to fimbulvintre i begyndelsen af fyrrerne?

Igen: Der var skam forbundet med overgivelsen den 9. april og den derpå følgende underdanige samarbejdsregering. Der er ingen grund til at skamme os danskere yderligere ud med løse påstande om forlængelse af krigen.

Så til det, der tilsyneladende er et hovedpunkt for Blüdnikow: rapporten fra Theresienstadt.

To danskere, Eigil Juel Henningsen fra Dansk Røde Kors, og Frans Hvass fra det danske udenrigsministerium, rejste i juni 1944 til Theresienstadt for at besigtige forholdene for de danske jøder. Efter rejsen fremlagde de en meget rosenrød rapport om tingenes tilstand i lejren. Den rapport hænger Blüdnikow sig i. Det hedder:

Man har siden diskuteret, om de danske delegater kunne have gjort andet, end de gjorde. Hvor de jødiske ledere, der forhandlede med nazisterne om udveksling af jødiske fanger, efter krigen blev udsat for heftig kritik for at have forhandlet med djævelen, var der ingen kritik fra danske historikere af Juel Henningsens og Hvass’ handlemåde. Hos historikere som Hans Kirchhoff og Bo Lidegaard blev det blot konkluderet, at for at redde de danske jøder kunne de intet andet gøre. Sagen blev set med danske nationale briller, og man borede ikke dybt i de moralske dilemmaer. Imidlertid blev disse forløjede rapporter videreformidlet til jødiske organisationer og de allierede. I en netop udsendt udgivelse fra Institut für Zeitgeschichte med titlen »Die Verfolgung und Ermordung der europäischen Juden durch das national­sozialistiche Deutschland« (2015) fremgår det, at rapporterne nåede frem til den internationale jødiske organisation, World Jewish Congress, og ifølge den danske forsker Silvia Goldbaum Tarabini Francapane, der er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om jøderne fra Danmark i Theresienstadt, blev et referat af Hvass’ rapport desuden sendt til den amerikanske War Refugee Board, hvor man indsamlede oplysninger om jødernes forhold og til den amerikanske udenrigsminister, Cordell Hull.

Dette er en sensationel oplysning. Det vil sige, at de danske rapporter i 1944 indgik i det materiale, som de allierede havde, når de skulle bedømme, hvilke aktioner man skulle sætte i værk over for nazisternes jødeforfølgelser. De allierede debatterede, om man skulle bombe jernbanelinjer til Auschwitz og andet, og til grund for disse vurderinger må vi antage, at Juel Henningsens og Hvass’ rapporter indgik og kun kunne give det indtryk, at jøderne havde det godt. Men selvfølgelig ved vi ikke, om de havde nogen betydning i det samlede billede. I udenlandske historikeres bøger er det den generelle vurdering, at for lidt blev gjort, og at mange flere jøder kunne være blevet reddet, end tilfældet var.

Som man ser: Danskerne skal have én over nakken. Men man får undskylde mig: også det er noget vrøvl.

Blüdnikow glemmer, at det er en højst bunden opgave, de to har fået. Og det falder ham tilsyneladende ikke ind, at rapporten måske skal læses med de særlige briller, man må have på, når man skal læse noget, der er skrevet, hvor der hersker censur. Tag bare den sætning, Blüdnikow afskriver fra rapporten:

»Inden for dette fra omverdenen aflukkede samfund er sket store organisatoriske fremskridt, især måske i løbet af det sidste halve års tid, og at der stadig arbejdes energisk på at forbedre på alle områder….«

Hvorfor skriver de mon, at de organisatoriske fremskridt især er sket i løbet af det sidste halve år? Det har de jo ikke iagttaget. Hvordan var det tidligere? Var det da helt elendigt? Det er en ret overflødig sætning, og det, den skal, er nok blot at signalere til den, der har de rette briller på: pas på med, hvad vi her skriver!

Ligeledes går han tilsyneladende ud fra, at de mange personer, han opregner i den frie verden, uden videre læser denne rapport, som vi ville læse en tilsvarende rapport i dag. Det er en sensation, siger han, at den danske rapport kom så langt omkring, og ”man må antage”, at de allierede brugte rapporten til at afgøre, om man skulle bombe jernbanelinjerne til Auschwitz.

Vrøvl! Det må man aldeles ikke antage. Af en lang og fyldig rapport på wikipedia, se her, fremgår det, at de allierede udmærket var klar over udryddelseslejrenes grumme gerninger, og at deres overvejelser over eventuelle bombninger af lejren afhang af mange ting, bl.a. af at mange jøder i lejren formentlig ville blive dræbt på grund af manglende præcision, og af, at man mente, man kunne redde flere jøder ved at bruge kræfterne på at bringe krigen til afslutning hurtigst muligt.

Desuden er det en undervurdéring af de allieredes intelligens, hvis man som Blüdnikow tror, at rapporten bliver taget for gode varer, og at de allierede ud fra den på nogen måde kunne blive overbevist om, at ”jøderne havde de godt”, som han skriver.

Og endelig: Hvis man nu forestiller sig, at de to rapportører havde afgive en mere sandfærdig rapport, så kunne de måske personligt smykke sig med bevidstheden om at have været sandheden tro, men hvis tyskerne af vrede over deres rapport havde lukket af for de danske myndigheders mulighed for at sende Røde-Kors-pakker til fangerne med det resultat, at dobbelt så mange af fangerne var døde, så kan man være bombesikker på, at folk som Blüdnikow ville benytte lejligheden til i bagklogskabens ulideligt klare lys at bebrejde dem netop det: Hvorfor tænkte de sig ikke bedre om?

Kan gerne være, at betegnelsen ”nationalromantiker” passer på enkelte historikere, selv om jeg nu ikke har truffet nogen. Men i så fald passer betegnelsen ”anti-nationalromantiker” udmærket på Blüdnikow. Vi danskere må endelig ikke tro, vi er noget, og alt det i historien, som vi måske kunne tænkes at glæde os over eller måske endda være stolte over, det skal for enhver pris fratages os.

Ak ja.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Blüdnikows tvivlsomme påstande

  1. Pingback: Danmark kun nummer to | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s