Ateisme eller islam

Peter Balslev-Clausen har i Jyllands-Posten for den 3-5 en kronik, hvori han søger at afbilde folkekirkens udfordringer, se her. Jeg skal ikke gå hele kronikken igennem, men nøjes med at kommentere Balslev-Clausens påstand om, at det er kampen mod ateismen, der er den vigtigste for folkekirken. Denne påstand står i følgende sammenhæng:

I den aktuelle situation, hvor alle taler om muslimer, moskéer og imamer, er det biskoppernes opgave at give præster og menigheder forudsætninger for at formulere og give udtryk for den kristne tro. Ikke først og fremmest i forhold til andre religiøse forståelser af verden og tilværelsen.

Forholdet til anderledes tænkende, talende og agerende kommer af sig selv, når først man ved med sig selv, hvad man er, og hvad man står for som et kristent menneske. Det kan aldrig være konfrontationen med andre, men forståelsen af, hvem man selv er, og hvad man selv tror på, der er den primære opgave for kristne mennesker. Det er det, biskopperne skal hjælpe præster og lægfolk i deres stifter med.

Når det er sagt, er det nødvendigt at tilføje, at muslimerne ikke er de eneste, biskopperne skal hjælpe præster og menigheder med at forholde sig til. Endnu vigtigere er det at hjælpe præster og menigheder med at forholde sig til den ateisme, der for tiden vejrer morgenluft på baggrund af manges lede ved den stadigt mere religiøse dagsorden i det offentlige rum.

Det vil jeg mene er en uheldig formulering. Jeg vil i stedet prøve at vise, at man kan bruge islam til at gøre mennesker af i dag klar over, hvad kristendommen siger, og så håbe på, at de lader den noget mere uklare ateisme fare.

Imod, hvad der siges her, forholder det sig ofte sådan, at man bedre finder ud af, hvad man selv står for, i konfrontation med andre, her med islam. Jesus brugte netop denne metode. Han kom ikke ind i et religiøst tomrum, men ind i et samfund, der var præget af farisæernes lovretfærdighed. Og for at få sagt, hvad der var den rette menneskelige holdning, måtte han gang på gang vende sig imod denne lovretfærdighed.

Det ene ord efter det andet har denne brod mod farisæerne:

De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. (Mark 2,17).

De raske”, det er farisæerne. De er retfærdige i forvejen, de behøver ikke det budskab om syndernes forladelse, han vil bringe. Men ironien er jo ikke til at tage fejl af.

Eller:

Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten. (Mark 2,27f).

Han nøjes bestemt ikke med at forkynde, hvad man skal stå for som et kristent menneske; han sætter dette at være kristen eller være hans discipel op imod dette at være farisæer. Så kan folk bedre se, hvad han mener, at der netop ikke er tale om den fromhed, som farisæerne stod for.

Matthæusevangeliet kapitel 23 er typisk i den henseende. Her skælder Jesus farisæerne ud for al deres hykleri. Man må virkelig sige, at han ikke lægger fingrene imellem. Farisæerne er kalkede grave, de ser retfærdige ud udvendig, men er indvendig fulde af hykleri og lovløshed. ”Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” slutter Jesus sin brandtale imod dem.

Alligevel har Jesus også noget yderst positivt at sige om dem. Det er jo dem, der er afbildet som den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-31. Som bekendt bliver han vred, da han kommer hjem fra marken og hører, at hans far har disket op med alskens lækkerier for den yngste søn, der nu er kommet hjem. Han siger:

Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. v30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Men læg mærke til, at selv om han i den grad vender sig imod familiefællesskabet – han vil ikke kalde sin bror for en bror, men kun kalde ham ”din søn dèr” – så er det netop til ham, at Jesus lader lyde det vel nok mest positive ord til farisæerne:

Mit barn, du er altid hos mig og alt mit er dit.

Farisæerne er jo ikke u-mennesker, de har blot forstået gudsforholdet helt forkert, tror, at de skal gøre sit fortjent til at være søn i familien, hvor dog netop det at være barn af huset er noget, man bare er og hviler i at være. Og derfor fortsætter faderen med at sige:

Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Og kunne vi få sagt det samme til vore dages farisæere, muslimerne, og få sagt det i samme tonefald, så var meget nået, så havde vi opfyldt noget af den pligt, vi har som kirke.

Men det er svært.

Ikke mindst, fordi muslimerne hele tiden søger at nedtone forskellen mellem kristendom og islam. Vi kristne har religionsfrihed her i landet, og det er en smal sag for samfundet at give os den frihed, for vi vil jo ikke omkalfatre samfundet. Muslimerne gør krav på den samme religionsfrihed, og det er vi som samfund da også umiddelbart indstillet på at give dem. Men når de så kommer med deres krænkethed og kræver forbud mod latterliggørelse af deres profet, så fornemmer nok mange, at de mener noget andet med religionsfrihed end vi kristne mener med begrebet, og at en gennemførelse af deres religionsfrihedsbegreb vil medføre en ændring af samfundet.

Ikke desto mindre drejer det sig om at forstå muslimerne indefra. Og det er ikke så svært, for vi har jo selv den samme lyst siddende i os, lysten til at være Gud tilpas, lysten til at kunne sige, som den tredje tjener i lignelsen om de betroede talenter: ”Se, her har du, hvad dit er!” (Matt 25,25). Så på den måde forstår vi godt de muslimske kvinder, som vil rette sig efter sharias bestemmelser ved at gå med tørklæde og på anden måde nedtone de seksuelle signaler, de måtte udsende. Men hvordan så forstå de muslimske mænd? De synes jo af deres religion at have fået ret frie tøjler til at muntre sig med kvinder, når blot disse kvinder ikke er de tørklædeklædte muslimske kvinder. Hvordan hænger det sammen? Er der ikke en god portion hykleri indblandet her?

Og hvis så nogle af disse unge mænd selv føler, at det, de har gjort, er forkert, og søger at opnå Guds velbehag ved at foretage en selvmordsaktion, så falder enhver forståelse fra vor side da bort. Er en gud, der kræver noget sådant, blot for at han kan øge sin magt, værd at kaldes ”Gud”? Og selv om man så insisterede på at kalde et sådant væsen ”gud” ja, den eneste Gud, så må man da indrømme, at denne almægtige Gud – men megen almagt er der nu ikke tilbage i disse forestillinger – må være ret dum og på ingen måde alvidende. For nu har mennesker i den muslimske verden igennem snart et halvt hundrede år begået den ene selvmordsaktion efter den anden – allesammen begået i den hensigt at styrke den muslimske guds magt – men se, om det er lykkedes. Islam er ligeså afmægtig i dag som for 25 år siden, og det er ikke til at se, hvordan fornyede selvmordsaktioner, udført af ”ensomme ulve” i Europas storbyer, på nogen måde skulle forøge islams magt.

Det, som Paulus siger om jøderne, må vi i dag sige om muslimerne. ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand” (Rom 10,2).

Går vi kirkens prædikentekster igennem, ser vi, at der aldeles ikke, som Balslev-Clausen forestiller sig, skal prædikes uden konfrontation, tværtimod skal der prædikes imod den forståelse af gudsforholdet, der desværre dukker op hos os så let som ingenting: lovforståelsen, den forståelse, der vil have en regel at rette sig efter, så man kan sige: ‘Nu har jeg gjort, hvad jeg skal gøre’.

Og når vi så har en religion iblandt os, som netop hævder, at der er en række regler, man skal følge som et fromt menneske, og at man kan tillade sig at regne med frelse, når man har rettet sig efter disse regler, så er det jo nøjagtig den samme sag, der skal siges til muslimerne som til os: Det rette gudsforhold består ikke i, at du opfylder shariaen eller andre lovbestemmelser eller moralforskrifter, men i, at du lever i tillid til Gud og din næste.

Og tør vi indtage en sådan kritisk holdning til islam, så burde det også være muligt at få ateisterne i tale. For det er jo til at forstå, at spørgsmålet om Gud og det, der hører ham til, ikke afgøres af videnskabelige overvejelser eller i det hele taget på videnskabeligt plan, nej, det afgøres på det personlige eller det fænomenologiske plan: Hvad kommer det an på i menneskelivet? Hvordan lever jeg et fuldt og helt menneskeliv? Ordnes mit forhold til min næste gennem overholdelse af lovbestemmelser eller gennem tillid og fortrolighed?

Alt er tilladt”, siger Paulus (1 Kor 10,23), ”men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. Vi opfordres altså til at kaste vrag på alle lovbestemmelser, hvad enten det er god moral eller shariaen, og i stedet søge at bygge op, altså netop at få tilliden og fællesskabsfølelsen til at blomstre dèr, hvor vi færdes. Og det gør vi altså ikke ved at gå og holde hinanden fastlåst i en stærk social kontrol eller ved at falde for fristelsen til gennem shariaoverholdelse at ville være bedre og frommere end de andre.

Det er en sådan holdning, alle de kristne trossætninger sigter hen imod. Og ganske vist kan mange muslimer dreje de muslimske trossætninger, så de til forveksling ligner de kristne, men går man koranen og islams ældste historie efter i sømmene, opdager man magtglæden, villigheden til at tvinge andre ind under islams åg.

Der er altså på ingen måde tale om, at vi kristne skal stå sammen med muslimerne imod en stadig mere aggressiv ateisme, fordi ateismen vejrer morgenluft ud fra den væmmelse, mange føler ”ved den stadig mere religiøse dagsorden i det offentlige rum”. I stedet skal vi gøre både ateister og os selv klart, at det er islam, der vil have mere religion ud i det offentlige rum, ikke os kristne.

Men jeg har en slemme mistanke mod Balslev-Clausen. Jeg tror, at han helst afholder sig fra at angribe islam eller bare påpege forskelle mellem kristendom og islam. Jeg tror, at han har det sådan, at han, hvis han angriber islam for farisæisme, føler sig skyldig i at se splinten i muslimens øje, men glemme bjælken i sit eget (Matt 7,4f).

Og det er en slem kategori-fejl. Luther siger det på den måde, at kærligheden underkaster sig alt og alle, mens troen står fast og er ubøjelig. Det er en udtalelse, jeg har taget op tidligere, se her, dèr anvendt imod Kjeld Holm og P. H. Bartholin, som begge vender sig imod at kalde Danmark et kristent land, blandt andet ud fra ordet om ikke at dømme. Altså: Hvis du vil forkynde for muslimer ved at anklage dem for farisæisme, så dømmer du, og det må man som god kristen ikke.

Her må man rejse det spørgsmål, hvordan man så i det hele taget skal forkynde evangelium for muslimer. Eller man må spørge, hvorfor man som kristen forkynder må påpege farisæismen hos almindelige danskere – man gør det jo sædvanligvis overfor missionsfolk med særlig fynd og klem – men ikke må gøre det overfor muslimer, selv om deres lovtrældom er meget lettere at få øje på. Eller, hvorfor skal danskere have chance for at blive befriet for denne lovtrældom, men muslimer ikke.

Det må vist være på sin plads igen at citere Luther fra den store galaterbrevsforelæsning, hvor han er nået til stedet i kapitel 2, hvor Paulus anklager Peter. Her siger han:

For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne. (Se her).

Der er altså forskel på tro og kærlighed. Vi skal som kristne affinde os med meget, lade os meget påføre af muslimerne, men én ting skal vi ikke: vi skal ikke undlade at fortælle dem, hvordan deres sharia efter vores opfattelse er umenneskelig.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s