Dogmefri kristendom?

Kristi Himmelfartsdag er en god dag til at overveje, om der mon kan fremstilles en dogmefri kristendom. Ofte er der i medierne én eller anden fortabt sjæl, der skal more sig lidt over os enfoldige kristne, der stadig tror, at der er himmel ”deroppe”, og at den døde Jesus ikke blot på højst overnaturlig vis opstod fra de døde, men også på en i vore dage uforståelig måde foer til himmels.

Sidste år fandt jeg ikke nogen fortabt sjæl, se her, men i år har jeg læst om nogle drengede betegnelser, vist endda fremkommet i DR. Til gengæld gider jeg ikke efterspore det. Bemærkningerne var, så vidt jeg husker, for bøvede.

Men i år strammer jeg problematikken noget. Hvor jeg sidste år dog ville bibeholde myterne på grund af de mange og frugtbare fortolkningsmuligheder, vil jeg i år forsøge en lidt anden fremgangsmåde. Jeg vil stille spørgsmålet: Kan vi ikke helt droppe myterne, så vi bliver fri for alt det med jomfrufødsel, opstandelse og himmelfart? Ikke, at jeg drømmer om at fornægte disse myter – skønt det jo ellers er blevet vane for mange præster at forsikre, at den slags tror de ikke på – nej, jeg vil kun spørge, om det giver mening at fremstille en livsfilosofi, brygget af kristne ingredienser, men uden alt det overnaturlige, som den normale kristendom svømmer over med.

Tag Løgstrups bog ”Den etiske fordring”, den bog, han vakte berettiget opmærksomhed med i halvtredserne! Her forsøger han at beskrive, hvad Jesu budskab går ud på, rent humant forstået. Der ligger en fordring i det budskab, hedder det. Du holder noget af din næstes liv i din hånd, og fordringen går ud på at tage vare på din næstes liv. Ja, fordringen er så finurligt skruet sammen, at fordringen er, at fordringen skulle have været overflødig. Den oprigtige kærlighed ville have handlet korrekt uden fordring af nogen art, ville blot spontant have gjort, hvad der skulle gøres. Men vi almindelige mennesker handler jo ikke spontant, vi véd, hvad kærligheden ville have gjort, og det gør vi så, men fordi vi på den måde ikke handler af kærlighed, kalder Løgstrup sådanne handlinger erstatningshandlinger. Man kender fordringen, kan ikke handle efter den, men nøjes med at lade, som om man handler efter den. Hvilket jo heller ikke er så ringe endda, men altså ikke den ægte vare.

Er dette forsøg på at beskrive, hvad kristendom går ud på, ikke ægte nok? Og viser Løgstrups analyser ikke, at det er muligt at være kristen uden at have diverse himmelske dikkedarer med i billedet?

Eller tag de fænomener, Løgstrup i en senere fase blev kendt for: de suveræne livsytringer! Løgstrup forestiller sig, at der er en række forskellige fænomener i vort dagligliv med hinanden, dels de såkaldt kredsende livsytringer, misundelse, skinsyge, fornærmelse, fænomener, som man ikke selv kan komme ud af, og dels de såkaldt suveræne livsytringer, barmhjertighed, tillid, talens åbenhed, fænomener, der bemægtiger sig os bagfra, så vi uimodståeligt gribes af dem.

Er ikke også disse fænomener skildret, så alle overnaturlige forestillinger kan undværes?

Eller, om man vil, følg mig i de forestillinger, jeg i sin tid gjorde mig i forlængelse af Løgstrups tanker, forestillinger om sproget som et styrende element i vor tilværelse! Forestillinger om, at når vi ikke kan komme ud af vor misundelse, skyldes det, at en bestemt del af sproget har besat os, en del, der har med retfærdighed at gøre; vi kan ikke andet end føle os forfordelt, fordi retfærdighedssproget tilsiger os, at også vi skal have vores rimelige del, og det føler vi ikke, vi har fået; derfor hamrer vi løs i vore indre tanker – og sommetider også udadtil – med krav om retfærdighed.

Modsat de sproglige forestillinger om fællesskab! Disse forestillinger, tanker om tillid og fortrolighed, har også på et tidspunkt bemægtiget sig os, men de ligger helt brak i vor bevidsthed, når retfærdighedstankerne har taget over. Vel har vi ved andre lejligheder givet Løgstrup så fuldstændig ret i, at den gensidige tillid hører med i fællesskabets ingredienser, men retfærdighedsforestillingerne får os til helt glemme alt om gensidig tillid, når vi er misundelige.

Vi kan ikke komme fri af vor misundelse, den er netop en kredsende livsytring, og det, der gør den kredsende, er, at en bestemt del af sproget har bemægtiget sig os.

Men må man ikke også om sådanne forestillinger sige, at de afbilder livets virkeligheder for os uden at tage overnaturlige tankegange i brug? Om vi kommer fri af misundelsens kredsende livsytring, afhænger af, om et ord udefra rammer os og aktiverer vore tillidstanker. Og selv om vi hævder, at den kristne forkyndelse i kirken netop prætenderer at være et sådant frigørende ord udefra, der har til hensigt at løsrive os fra al trældom under retfærdighedstankegang, lovtankegang eller moraltankegang, så er det vel netop den kristne forkyndelse, forstået som ren humanisme, der rammer os, og det, at vi rammes, så vi forstår, også ren humanisme.

Igen: Hvad skal vi med jomfrufødsel, opstandelse og himmelfart?

Lad mig prøve at svare på alle disse inkvisitoriske spørgsmål:

Først må man nu sige, at selv om Løgstrup mener, at hans tanker kan forstås på rent human basis, betyder det ikke, at de er opstået på rent human basis. Hans tanker er inspireret af Jesu forkyndelse, og dette, at han vil udlægge Jesu ord på rent human vis, svarer for så vidt udmærket til johannesevangelistens påstand om, at ”Ordet blev kød”, det vil sige: er der end aldrig så meget tale om, at Jesus er af guddommelig oprindelse, at Jesus er Guds eget ord, så blev dette Ord altså kød, gik ind i vore sammenhænge, gav sig til kende på vort sprog.

Det betyder videre, at den ret aggressive ateisme, som vi er blevet udsat for igennem de senere år, måske skulle dæmpe sig lidt ned, når den vil overveje sin historiske oprindelse. Dels er mange af dens koryfæer fra 1700-tallet og fremefter solidt forankret i den kristne tradition, og dels er der noget uhistorisk over at ville sætte et skel engang i 1800-tallet, hvor ateismen for alvor brød frem. Som om alle mennesker før den tid blot var tankeløse eftersnakkere eller mennesker, der led under en epokal fejlopfattelse.

Som jeg ser det, er det sådan set nutiden og specielt nutidens ateister, der lider under en epokal fejlopfattelse, den nemlig, at man ikke mere forstår mytisk tankegang. Jeg har tidligere været inde på det, så jeg nøjes med at antyde det her: Den spontane handling, som er den ægte gode gerning, et menneske kan gøre, anbefales af Jesus uden myteiklædning, når han siger, at man skal give almisse, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør, (Matt 6,3) men anbefales i mytisk iklædning i dommedagslignelsen Matt 25,31-46.

Men netop dette sidste, dette med den spontane handling, som også Løgstrup lægger vægt på, bør blive en lille smule anfægtende for de moderne humanister. For hvordan sætter man egentlig en sådan handling i værk? Vi moderne mennesker – og det gælder kristne og ateister i flæng – er vant til med gode gerninger at tænke på ansvarlige, gennemtænkte handlinger, som ud fra alle de overvejelser, man kan gøre sig, må siges at være etisk korrekte gerninger. Men det er jo ikke sådanne handlinger, der bliver belønnet i Jesu lignelse, og det er heller ikke den slags gerninger, Løgstrup omtaler som spontane kærlighedsgerninger. Spontane er de jo ikke, og kan de så være kærlighedsgerninger?

På en måde bliver vi moderne mennesker derigennem angrebet på vores selvforståelse. For når vi synes, vi da er så nogenlunde ordentlige mennesker, skyldes det jo netop disse velovervejede handlinger, vi udfører, og som vi er overbevist om, at vi selv har ansvaret for (og derfor også selv kan tage rosen for). Og så stilles vi overfor en fortælling om, at de sande gode gerninger er spontane gerninger, gerninger, som vi gribes af, som kommer bag på os, som vi vel udfører og er med i, men ikke kan tage ansvaret for på samme måde, som vi kan tage ansvar for de velovervejede gerninger.

Jeg har jo sådan set lovet mig selv og mine læsere, at jeg ikke vil reklamere for de mytiske trossætninger, men her kan jeg ikke helt dy mig for at nævne, at det er en tanke, Luther bider sig fast i: at vi totalt set er syndere overfor Gud, at vi derfor lige så godt på forhånd kan opgive at gøre gerninger, der kan bringe frikendelse på dommedag, og at vi måske netop af den grund – måske næsten af vanvare – kommer til at gøre en spontan god gerning, selv om det ”kun” skulle være en gavnlig gerning. Lidt ligesom manden i Jesu mærkelige lignelse Luk 16,1-10 om den uærlige godsforvalter, som på forhånd havde opgivet at få sit forhold til sin herre i orden, og derfor prøvede med sin herres gods at redde i det mindste sit forhold til sine tidligere kunder.

Undskyld! Her bragte jeg jo Gud ind i billedet. Det var egentlig ikke tanken.

Og man kan måske også håbe på, at den lutherske resoluthed er slået i den grad igennem i den humane del af vort samfund, at de mytiske overbygninger kan undværes.

I hvert fald kan man som præst ofte opleve det i og for sig mærkelige fænomen, at man har lettest ved at omgås naturligt med de mennesker, man ellers plejer at kalde kirkefremmede, om ikke ligefrem ateister. Og man kan derfor sommetider nære et stille ønske om, at de mennesker – stærke ateister og mindre stærke ateister – som er parat til at forarges over den kirkelige højrefløj, gjorde sig klart, at der er andre fløje i kirken.

Men så til det sidste og afgørende spørgsmål: Kanhænde at mange af nutidens mennesker kan undvære ”den mytiske overbygning”, men kan du, præst? Og hvis du ikke kan, hvorfor da ikke?

For det første, fordi alternativet er værre. Hvis alt i denne verden er styret af naturlove – og det må jo være alternativet, hvis det er videnskaben og dens resultater, der er sandheden – så er også jeg selv og alle andre mennesker styret af naturlove, det vil sige: så er mennesket en robot og ikke en person. Jeg kan måske et stykke tid overbevise mig om, at jeg selv og mine samtalepartnere må friholdes for den naturlovsnødvendighed, der således lægges ned over os, men før eller siden må vel selvmodsigelsen ved en sådan opfattelse gå op for mig. Og så er Fanden løs. For bygge mit liv på en løgn, det vil sige: en selvmodsigelse, det vil jeg ikke.

I stedet vil jeg bygge det på den person, der i johannesevangeliet kaldes ”logos”, ordet. Jeg er overbevist om, at vi kommer betydeligt nærmere menneskets gåde ved hjælp af Joh 1,1-14 end ved nok så megen klog videnskab, neurologi indbefattet. For når her ét menneske, Jesus fra Nazareth, tildeles status af ”logos”, dvs., når det inderste i sproget siges at være åbenbaret i ham, og når menneskets gåde netop kan karakteriseres derved, at det er sproget, der uset hersker over mennesket og ikke omvendt, så er den skæbne, der overgik Jesus: hans død, opstandelse og himmelfart, et tegn for os på, hvordan sproget virker: at det virker ved, at man giver sig over, ved, at man lader det, der falder naturligt, herske: den naturlige kærlighed, den naturlige lov, den naturlige opfattelse af naturen.

Det kunne der naturligvis siges meget mere om, men dette får være nok: Kristendommen giver os således mulighed for ikke at være bevidstløse væsener, der bare lever løs, men bevidste væsener, der véd af, at de lever, og véd af, hvorfor: vi er en del af den udviklingsproces, der er sat i gang derved, at vi blev sproglige væsener, en udviklingsproces, der – med Guds hjælp (der var han igen, ham Gud) – skal bringe os et bedre samfund en skønne dag.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s