Koranen – en omskrevet bibel?

Den tidligere professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, Mogens Müller, havde forleden en kronik i Politiken, der hed ”Koranen er i virkeligheden en omskrevet Bibel”, se her.

Mogens Müller er her ret naiv. Han tror tilsyneladende på ”udviklingen”, når det drejer sig om islam. Det vil sige: han tror vistnok på, at når muslimer kommer hertil og udsættes for diverse påvirkninger fra vore udmærkede samfund, så vil der ske en udvikling i den muslimske teologi, svarende til den udvikling, der har fundet sted indenfor den kristne teologi.

Hvad synet og brugen af koranen angår, betyder det, at de muslimske teologer ikke blot bliver nødt til at finde sig i, at den historisk-kritiske videnskab giver sig i lag med koranen, de vil også ende med ligesom deres kristne kolleger at blive glade for det, fordi det holder fundamentalisterne i kort snor.

Nå, jeg skal såmænd ikke være alt for kålhøgen over Müllers naivitet. Jeg var selv for år tilbage lige så naiv. Det var i begyndelsen af min ”karriere” som blogskriver. Jeg havde beroliget en muslim, som var anfægtet af, at den koranske historie om syndfloden ikke kunne stemme overens med virkeligheden, med, at han kunne gøre som vi kristne: vi mener ikke, at bibelen er identisk med Guds ord, kun, at Guds ord findes i bibelen. Det meste af de skriftlige rester af den uoverensstemmelse er vist gået til (eller skrevet i glemmebogen), men et vidnesbyrd om den har jeg da fundet, se her.

Dette indlæg (et langt indlæg af mig) behandler desværre ikke det, jeg her vil fremhæve. Jeg husker nemlig ret tydeligt, at Hadi Khan, som var én af dem, jeg vendte mig imod, fremhævede den franske læge Maurice Bucaille, fordi han var kommet frem til den anskuelse, at flere af koranens udtalelser var videnskabeligt korrekte, skønt Muhammed umulig kunne have haft den viden, vi har i dag. Bucaille var læge for den saudiske konge og blev selv så grebet af islam, at han konverterede. Men han var altså overbevist om, at koranen var Guds eget ord i den grad, at Muhammed blot var et tomt rør, ordene blev sendt igennem; han forstod ingenting, først en langt senere eftertid kunne forstå, at med koranens beskrivelse af f.eks. den menneskelige fosterudvikling var der givet en holdbar videnskabelig beskrivelse.

Og så kunne jeg jo godt gå hjem og vugge med min tanke om, at koranen ikke var identisk med Guds ord, men at det kun forholder sig sådan, at Guds ord måske (for den troende muslim) kunne findes i koranen.

Dog må det siges, at det ikke er alle muslimske teologer, der deler Bucailles superfundamentalistiske opfattelse.

Men blandt andet den tanke afslører, at Mogens Müller på ingen måde gør sig klart, hvilken enorm forskel der er på bibeludlægning og koranudlægning. Det er langt, langt lettere at betragte koranen på fundamentalistisk vis end at betragte bibelen sådan.

Lad mig nævne blot to ting, som udgør en væsentlig forskel!

For det første er der i koranen kun én profet, der taler, kun én, der siger: ”Så siger Herren”, eller altså: ”Så siger Allah”. I bibelens gamle testamente har vi fire store og tolv små profeter. Og da det ikke kræver den store læsefærdighed at finde ud af, at disse profeter udtrykker sig noget forskelligt, selv om de siger: ”Så siger Herren”, så vil man uvilkårligt selv som meget fundamentalistisk bibellæser sige, at vi i profeten Amos’ bog har Guds ord, som Amos har formuleret det, og i Habakkuks bog ordet, som Habakkuk har formuleret det.

Den reservation behøver man på ingen måde at tage, når det er koranen, der er tale om. Vi andre vil selvfølgelig sige, at det hele er gået igennem Muhammeds hjerne, og at ordene er formuleret af ham og udviser den sprogfornemmelse, han havde, og afspejler den samtid, han befandt sig i. Men en from muslim kunne ikke drømme om at sige noget sådant. Og selve koranens form gør det altså let for ham at hævde, at der ikke er tale om noget, Muhammed har været medbestemmende over, nej, her har vi Guds rene og uforfalskede ord.

Dertil kommer for det andet, at bibelen selv – både det gamle og det nye testamente – vender sig imod lovtrældommen. Men det tør nok antydes, at det gør koranen ikke. Tværtimod, meningen med koranen er at skulle være den endegyldige åbenbaring, som kan erstatte både jødernes og de kristnes åbenbaringsbøger. Og åbenbaringsbøger forstås her som identisk med lovbøger. Det, åbenbaringen skal efter muslimsk overbevisning, er, at den skal fortælle mennesker, hvad de må og ikke må, hvad der er halal og hvad der er haram.

Karakteristisk nok er det da også næsten kun vestlige videnskabsfolk, der har beskæftiget sig med koranen på normal historisk-kritisk vis. De muslimske forskere har andre idealer.

Men kan jeg i nogen grad undskylde Mogens Müller naivitet, hvad angår hans tro på muligheden af en muslimsk kritik af koranen, fordi jeg selv i sin tid var lige så naiv, så har jeg ikke nogen tilsvarende undskyldning for denne bemærkning:

Da jeg læste Ellen Wulffs fornemme oversættelse ved dens fremkomst – og det var med skam at melde første gang, jeg læste Koranen – slog det mig, hvor ’bibelsk’ dens indhold er. Praktisk taget hele dens persongalleri stammer fra Det Gamle og Det Nye Testamente, og der er desuden ofte noget fortroligt ved det, der bliver fortalt om de bibelske skikkelser. Selv om der selvfølgelig bestemt også er forskelle, er det altså et ’bibelsk’ univers, der her udfolder sig for læseren.

Indrømmet, der er en del mennesker, også forskere, der falder i svime over, at koranen omtaler så mange bibelske personer, og ikke mindst over, at Jesus omtales så positivt: koranen nævner både hans underfulde fødsel og en række af hans undergerninger. Mogens Müller falder vel ikke ligefrem i svime, men han giver dog udtryk for, at koranen er en omskrevet bibel. Jeg véd ikke, om man skal underforstå, at den i så fald vel ikke kan være så slem, men man kan godt få den mistanke.

Samme mistanke får man af det næste afsnit hos Müller:

Det er en interessant kendsgerning, at en af de tidligste kristne forfattere, der beskæftiger sig med islam, Johannes af Damaskus (død i en høj alder før 754), karakteriserer Muhammads forkyndelse, ikke som en ny religion, men som et kristent kætteri.

Hvis Müller mener, at Johannes Damaskeneren mener, at det da ikke er så slemt med islam, fordi det ikke er en fremmed religion, men ”kun” et kristent kætteri, så må man nu sige, at han i sin omtale af islam ikke lægger fingrene imellem.

Jeg har tidligere beskæftiget mig med Johannes af Damaskus, se her, og citerede ham dengang for at have sagt følgende om islam:

Så indyndede han [dvs Muhammed, rr] sig for hedningerne med en tilsyneladende gudfrygtighed, hvorefter han prædikede, at en særlig bog var blevet skrevet for ham, nedsendt fra himlen. Derefter fastsatte han nogle regler, som man kun kan le af, ud fra hans bog og krævede, at de skulle ære den.

I det hele taget er det ikke så lidt, han véd om muslimerne. En engelsk oversættelse af afsnittet om islam kan findes her.

Til sidst forklarer Mogens Müller lidt nøjere meningen med begrebet ”en genskrevet bibel”:

For en moderne historisk-kritisk betragtning ligger det således nær at se Koranen som et sent udslag af den genre eller fortolkningsstrategi, der har fået navnet ’genskrevet Bibel’, og som vi kan finde både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente – for nu ikke at tale om de mange eksempler, der optræder uden for disse skriftsamlinger.

I Det Gamle Testamente finder vi f.eks. den samme periode af Israels historie fortalt to gange med temmelig forskellige accentueringer, først i Samuels- og Kongebøgerne, siden i Krønikebøgerne, og i Det Nye Testamente er det oplagt at forstå de fire evangelier som fire stationer i en traditionsproces med Markusevangeliet som det ældste, og hvor de senere evangelieforfattere hver især kreativt har skrevet videre på deres forgænger eller forgængere.

Ak, ja, disse bibelfortolkere! Nu har de altså fundet ud af, at der er noget, der hedder en ”genskrevet bibel”, og så anvender de dette begreb på de fire evangelier. Med et besynderligt resultat. Er det virkelig sådan, at de to andre synoptiske evangelister, Matthæus og Lukas, ”hver især kreativt har skrevet videre på deres forgænger”? Kan man sådan rask væk borttage enhver tanke om, at Jesus skulle have noget med disse to evangelier at gøre, måske endda på den måde, at visse af de ord, der er særstof for Matthæus og Lukas, går tilbage til ham? I hvert fald forekommer det mig, at de må gøre det med samme sandsynlighed, som Markus’ beretninger gør det. Og det begrænser jo de to evangelisters kreativitet.

Og ikke sandt, når så koranen bare er en genskrevet bibel, så er det i den grad en interessant tanke for disse fortolkere, at de fuldstændig overser, hvor farlig en bog koranen er. Jeg mener, den Muhammed, som tænktes at få åbenbaringerne, fik dem jo blandt andet som en hjælp i den militære kamp, han førte mod folkene i Mekka. Derfor er den fuld af krigeriske vers. Og det er blandt andet disse vers, der får nogle af nutidens muslimer til at gribe til diverse angreb på vestlige mål.

Så fremfor at få det til at se ud, som om der næsten ikke er forskel på koran og bibel, burde Müller have fremhævet den enorme forskel, både med hensyn til, hvorvidt den historisk-kritiske videnskab accepteres, og med hensyn til, hvordan helligskrifterne bruges.

Men hvad, så var kronikken nok ikke blevet optaget i Politiken.

Læs evt min tidligere artikel om et koranmanuskript, man fandt i Birmingham, og den indflydelse, det kan tænkes at have eller ikke have på muslimske lærde, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Koranen – en omskrevet bibel?

  1. Pingback: Vold i koranen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s