Befinder vi os i et tidehverv?

Historien udvikler sig på en forunderlig måde. Tingene kan ligge stille i lang tid. Der sker kun en langsom udvikling i kulturen, i kirken, i politikken, i samfundet i det hele taget. Men så på et tidspunkt synes tiden på en mærkelig måde at være blevet moden, så sker der i løbet af forbavsende kort tid en meget omfattende ændring af tankegangene.

Man plejer at kalde en sådan pludselig forandring på mange fronter for et tidehverv.

Jeg har ikke sådan lige på stående fod blik for alle de tidehverv, der har fundet sted i historiens forløb. Så jeg vil her nøjes med at beskæftige mig med et tidehverv, som jeg kender ret godt, nemlig tidehvervet på reformationstiden. Her er det karakteristisk, at der igennem kortere eller længere tid var opbygget en falsk bevidsthed, tidehvervet bestod så i, at denne falske bevidsthed brød sammen.

Man kan måske bruge Grundtvigs udtryk i en salme om det: ”Hver djævel har sin tid”. (DDS 655,4).

Jeg har just fået udgivet en bog: ”Reformation på en misforståelse”, og når jeg nu læser den igennem for at se, om jeg stadig kan stå ved det, jeg skrev, så slår det mig, at det var ganske mange ting, der skulle falde sammen tids- og stedmæssigt, for at reformationen kunne slå igennem.

Jeg har nok hidtil beskæftiget mig lidt for meget med den reformation af tankerne, der fandt sted i Luthers hjerne. Det gør jeg også i min bog. Men der er dog lagt op til at fortælle om, hvordan de tanker, Luther når frem til, har gennemslagskraft. Der er noget i tidens tankegang, der bevirker, at hans afladsteser i løbet af 14 dage er spredt ud over hele Tyskland. Det er dog ganske mærkeligt. Hidtil havde det været Tetzel, afladshandleren, som Luther med sine teser vendte sig imod, der havde haft afsætning. Nu i efteråret 1517 blev det Luthers tanker, der vandt frem.

Der lå altså noget i tiden også. Det var ikke blot Luther, der havde betydning for reformationen, folket, samfundet, de politiske, religiøse og økonomiske kræfter havde udviklet sig, så de dannede en frugtbar grobund for Luthers tanker.

Men der ligger nu nok noget mere i det. Der ligger det i det tidehverv, der fandt sted dengang, at der var en løgn, der var kolporteret så længe, at folk ikke mere havde tillid til kirken. Der ligger et tillidstab fra folkets side overfor kirken, som i nogen grad kan forklare den pludselighed, hvormed tankerne ændrede sig.

Lad mig forklare det med en iagttagelse, jeg gjorde i Ystads franciskanerkirke!

I koret i denne kirke ligger der en række gravsten. Det var rige adelsfolk, der mod god betaling havde opnået at blive begravet tæt på det hellige sted: alteret. Og dette sted var jo helligt. Det var hellige mænd, gråbrødre, tiggermunke, der holdt messe i kirken, og så hellige var de, at de ikke ejede noget, men gik rundt i byen og ud på landet og tiggede til deres underhold.

Men da Luthers tanker nåede til Ystad, da de gode gerninger af ham blev ændret, så det ikke var faste og cølibat og pilgrimsrejse, der var gode gerninger, men gavnlige gerninger, udført af almindelige mennesker, der levede i kald og stand, der nu blev regnet for gode, kristelige gerninger, så kunne pludselig alle byens borgere se franciskanernes ukristelighed, så drev borgerne munkene ud af deres kloster med vold, så voldsomt gik det for sig, at én af munkene senere døde af de slag, han havde fået. (Se evt. ”Gråbrødrekrøniken” om begivenhederne i Ystad her).

Hvorfor?

Fordi det forløjede ved den middelalderlige gerningsforståelse blev synligt. Fordi man nu kunne se det, man ikke havde kunnet se tidligere: at det dog var mærkeligt, at de, der gik rundt og tiggede, boede i byens bedste bygninger, og desforuden modtog store gaver af adelige i omegnen. Og fordi man nu fik et helt andet indhold i begrebet ”gode gerninger”. Hvor det før havde bestået i afholdenhed, spægelse af kødet med faste og cølibat, med selvopfundne påbud, med bønner døgnet rundt og f.eks. med franciskanernes regel om altid at skulle bevæge sig på ”apostlenes heste” og altid at skulle gå barfodede (i hvert fald sydpå), dèr kom dette begreb i Luthers øjne til at bestå i almindelige dagligdags gerninger: en kristen skomagers gode gerninger består i at lave gode sko, en kristen bondes i at dyrke jorden, en kristen husmoders i at sørge for mad og drikke og opdrage børnene, osv.

Dertil kom jo så, at ganske mange efterhånden kunne se det mislige i den udbytning, som pavestolen foretog af især det tyske folk. Skulle en nyudnævnt biskop have pavens godkendelse, måtte der betales for det, ligesom der krævedes kontant afregning for mange andre af pavens ydelser. Og så taler vi slet ikke om hans indkomster ved afladssalget.

Som sagt var det tilliden til det kirkelige system, der blev svækket. Men med tillid har det sig på den måde, at det kan gå meget hurtigt, når den mistes. Eller sagt på anden måde: tilliden udhules over tid, uden at nogen bemærker det, og bryder så sammen i ét hug. Måske det hænger sammen med, at man som enkeltperson er bange for at give udtryk for sin manglende tillid og først vover det, når man opdager, at mange andre også nærer mistillid til systemet.

I hvert fald er der noget sært pludseligt over det, når tilliden bryder sammen. Vi kender det fra den økonomiske krise i 2008, og i nogen grad også fra Sovjetunionens fald. Kort før det brød sammen, så det hele godt og tilforladeligt ud. Og så pludselig, som ud af det blå, kom krisen.

Og det spørgsmål, jeg vil stille på baggrund af disse historiske iagttagelser, lyder: Befinder vi os på tilsvarende måde i en tid lige før et stort tillidssammenbrud? Er tilliden til f.eks. EU, til vore politikere, til vore journalister, nu omsider så udhulet, at systemerne bryder sammen?

Givet er det i hvert fald, at tilliden til journalister, til politikere og andre offentlige personer led et voldsomt knæk efter begivenhederne i Køln nytårsaften. Ikke blot på grund af de mange sexoverfald, der fandt sted, langt mere på grund af myndighedernes forsøg på at dysse overgrebene ned. Det var først efter en tre-fire dage, at den fulde sandhed kom frem. Og oven på det nytter det ikke meget, at Kølns politimester gik af, fordi han var én af dem, der forsøgte at komme med falske beroligende udtalelser. Forsøgene på at omgå sandheden har sat sig fast i tyskernes bevidsthed, så de nu langt hyppigere bruger betegnelsen ”Lügenpresse” om medierne.

I en Horisont-udsendelse den 9-5, se her, undrer DR’s Tysklands-korrespondent, Mikael Reiter, sig over, at deltagerne i de indvandringskritiske demonstrationer, han beretter om, ikke var nynazister, men ganske almindelige tyskere. Karakteristisk var det også, at deltagerne var mere tilbøjelige til at lade dansk end tysk tv ”komme indenfor”, for tysk tv, mente de, tilhørte kategorien ”Lügenpresse”. Og en løgnepresse har man jo ikke just tillid til.

Desværre tyder temmelig meget på, at tysk presse ikke har lært noget af Køln-affæren. Da en mand forleden gik amok på en banegård nær München, råbte ”allahu-akbar” og stak tilfældige tyskere med en kniv, så én senere afgik ved døden, betegnede tysk presse på eget initiativ manden med navnet ”Paul H.”, som om der var tale om en indfødt tysker. Nå ja, man er vant til, at diverse ”eksperter” forsøger at bortforklare, at den slags begivenheder har noget med islam at gøre, men alligevel: dette er forståeligt nok med til at øge mistilliden til den tyske presse.

Men det nye er altså, at der nu er mange flere, der tør sige det, åbent tør sige, at de mange ”flygtninge” bekymrer dem, åbent tør indrømme, at de er bange for sammenhængskraften i det tyske folk. Alligevel undrer politikere og journalister og ”kommentatorer” sig over, at det EU, der har ladet unionens grænser være åbne, nu møder modstand i de europæiske befolkninger. Det nye er, at der nu er opstået en række partier, der vender sig imod den stadige indvandring til Europa, og at disse partier nu er så store, at det er svært for den etablerede presse i samklang med de etablerede politiske partier at tie dem ihjel, selv om de af al evne har forsøgt på netop det.

Er tiden moden til, at en ”nutidig Luther” kan stå frem og blive katalysator for en omvæltning i tankegangen?

Måske. Men én ting mangler.

Det var jo ikke blot sådan, at Luther nedbrød den gamle tankegang, de gamle forestillinger om, hvad ”en god gerning” var, han satte noget andet i stedet, noget, som den jævne befolkning kunne forstå og lade sig gribe af. Oven i købet var det, han satte i stedet, baseret på bibelen; han kunne vise, hvordan den fejlagtige tankegang, han vendte sig imod, langsomt var groet frem under kirkens auspicier, men savnede grundlag i Det ny Testamente.

Noget tilsvarende har ingen indtil nu kunnet præstere. Man har nok kunnet vise, hvordan muslimernes tilstedeværelse udfordrer sammenhængskraften i vore samfund. Man har også kunnet påpege, hvordan langt fra alle de ”flygtninge”, der strømmede ind i Europa, var ægte flygtninge. Men man har ikke kunnet fratage flygtningekonventionen dens overbevisende kraft. Man har ikke kunnet ændre på den fornemmelse, som sidder dybt i de europæiske folk, at man skal tage sig af de forfulgte. Man har kun kunnet vise, at mange af de ”flygtninge”, der kommer ind i vore lande, aldeles ikke opfører sig som flygtninge, men tværtimod ofte spiller rollen som herskere, der vil overtage landet.

Professor i statskundskab ved KU, Peter Nedergaard, har i en kommentar i Berlingske, se her, forsøgt at afbilde elitens fejlopfattelse ved hjælp af begrebet ”grænseløshed”. Ud fra John Lennons ”Imagine” er der i Vesten vokset frem en naiv forestilling om, at grænser kan undværes, også grænser mellem godt og ondt. Det er ikke noget dårligt bud på, hvad der er galt – og man skal huske at glæde sig over, at vi nu er nået dertil, at der i det hele taget kommer sådanne bud – og det er sikkert rigtigt, at den moderne farisæisme bygger på John Lennon, men selv om det skulle lykkes at få fjernet hans indflydelse, så bygger denne farisæisme desværre også på Jesus, og hans indflydelse er betydelig sværere at få udradéret. Jeg har prøvet at afsløre den med begrebet ”samaritanitis”, men jeg tror ikke, det er nok.

Og i hvert fald er begge disse forsøg holdt i det negative. Vi påviser fejl, men foreslår ikke den positive forståelse, der skal erstatte den negative.

Niels Krause-Kjær havde forleden aften i Deadline (for den 11-5) et interview med sognepræst Claus Thomas Nielsen, og dette interview viste med ret stor tydelighed mediernes svaghed. Krause-Kjær havde på forhånd bestemt vinklen for interview’et. Det skulle efter hans mening dreje sig om nogle mindre pæne udtalelser om Kristian Thulesen Dahl, som Claus Thomas Nielsen var fremkommet med i bladet ”Tidehverv”. Men for en gangs skyld var interview-offeret lidt mere sprælsk, end journalisten forventede. Claus Thomas Nielsen ville ikke nøjes med at være en marionet i Krause-Kjærs teater. Han gjorde rede for flere af de ting, han havde skrevet om i bladet, og fik korrekt fremstillet bemærkningerne om Thulesen Dahl som den biting, det var.

Korrekt”, skriver jeg? Ja, han fik mig – og formentlig en del andre seere – til at læse artiklen i Tidehverv, se her. Og det er møgærgerligt – men desværre typisk – at det var lige netop den ligegyldige detalje om Thulesen Dahl, Krause-Kjær ville høre om. Artiklen er fuld af spændende iagttagelser, både historiske og nutidige. Lad mig fremhæve denne sociologiske iagttagelse:

Det er ikke den søde lokale muslimske grønthandlers, eller din datters søde muslimske klassekammerats, personlige skyld at det sker, men det sker ikke desto mindre med sikkerhed. Såvel grønthandleren som skoleveninden er en del af den statistik, som utvetydigt fortæller, at jo større det muslimske mindretal bliver, jo mere fremskreden er jødeforfølgelsen, opløsningen og borgerkrigen: Beirut, Sarajevo, Kosovo, Marseilles, Blackburn, Leicester, Luton, Paris, Bruxelles, Malmø osv. Der findes ingen undtagelse fra denne regel.

Den er god at anvende overfor sine venner – og overfor sig selv – når man kommer i tanker om den og den muslim, som da efter alle solemærker at dømme er ”god nok”. Jo, det er han eller hun måske, men hun eller han er alligevel en del af den statistik, som understøtter reglen. Lad mig tage den yderligere forklaring med, som han giver lidt senere:

Igen: Borgerkrigens niveau afhænger kun af én ting: Hvor stor del af befolkningen der er muslimsk. Det betyder som sagt ikke, at den enkelte borger kan anklages for terrorsympatier, fordi han har en muslimsk kulturbaggrund, lige så lidt som en tysker kunne anklages for at ønske udryddelseslejre, blot fordi han for hyggens skyld var medlem af nazipartiet.

Men for det første er statistikken alligevel sand, og for det andet så stiger sandsynligheden for, at en tilfældig muslim har terrorsympatier, går ind for sex med barnebrude, går ind for stening af kvinder, jødeudryddelser, kristenudryddelser osv. ligefrem proportional med, hvor flittigt han går til fredagsbøn, og hvor tit han læser i koranen, thi koranen, som er ufejlbarlig og tidløs og skrevet i himlen, anbefaler alle disse ting. Ingen troende muslim kan være kritisk over for Muhammeds personlige eksempel udi pædofili, steninger, jødeudryddelser osv. Islam har intet moderationspotentiale.

Dette sidste er vendt imod Thulesen Dahl, som siger, at han ønsker ”en europæisk islam”. En sådan findes ikke, siger her Claus Thomas Nielsen, for der er intet moderationspotentiale i islam.

Men igen: Er det ikke muligt, udover alt dette negative, også at sige noget positivt om grænsebevogtning, afvisning af ”flygtninge”, m.m.?

Luther kunne. Han så de forskellige ordninger, der havde udviklet sig i samfundet, som Guds ordninger. Når husbonden sørgede for med en blanding af strenghed og mildhed at holde orden i sin husholdning, så var det Guds embede, han gjorde tjeneste i. Og når mester skelnede mellem ret og uret imellem sine svende, var det tilsvarende ikke blot sin egen forretnings tarv og trivsel, han tog vare på, det var tillige Guds ordning, han prøvede at holde vedlige. Og endelig: Når fyrsten brugte sit sværd og ikke nøjedes med en rævehale (Luthers udtryk), så gjorde han det, fordi hans egen magt og myndighed afhang deraf, men også, fordi han var indsat af Gud, til at sørge for ret og rimelig mellem undersåtterne. Gjorde han det ikke, var der tale om misbrug af det embede, han havde fået, og altså fået af Gud.

Tør vi tale på samme måde? Én ting er at sige som Martin Henriksen, at ”konventionerne betyder ikke det store for os” [dvs. for Dansk Folkeparti], se her, noget andet og langt mere gennemgribende er at sige, at vi som øvrighed har pligt til at afvise asylansøgere, konventioner eller ikke konventioner. Det er noget af det, det østrigske parlament gør. Eva Selsing fortæller, lidt sarkastisk, om det i en Groft sagt i Berlingske, som hun kalder ”Gespenster i Østrig”, se her:

Der sker mystiske ting og sager i Østrig. Er det lille alpeland vor tids Bermuda-trekant? Det sinistre sted, hvor alle den øvrige verdens lovmæssigheder ophæves? Ja, kort og godt. Der er nemlig sket det okkulte, at det østrigske parlament for nylig vedtog en lov, der muliggør afvisning af asylansøgere, deriblandt også fra Syrien. Hvordan er det muligt? spørger De så rigtigt. Alle juridiske eksperter er jo enige om, at det ikke lader sig gøre at omgå eller afvise de internationale konventioner. Disse paragraferende åndfuldheder, der allerydmygst kolporterer sandheden og dén alene – slet ikke holdninger eller personlige ønsker – kan jo ikke tage fejl. Med dette in mente har vi ikke andet valg end at antage, at der er gespenster og anden paranormal aktivitet på færde i Tyrol og omegn. Dér skal vi i hvert fald ikke hen på ferie i år.

Er det Østrig, der viser os vej? Er det Østrig, der kan vende op og ned på elitens tilvante værdier, så flygtningekonventionen bliver noget, vi måske/måske ikke skal overholde, mens beskyttelse af landet mod fremmedelementer er noget, vi ligefrem har pligt til at sørge for?

Dog, selv dette er kun begyndelsen. For de love, der vil blæse på konventionerne, skal kun sættes i kraft ved særlige omstændigheder. Og sådanne omstændigheder har man altså indtil nu bedømt til at være fraværende. Men det er dog væsentligt, at man nu vover at sætte en overgrænse for et lands kapacitet til at modtage fremmede.

Nuvel, selv om der således ikke synes at foreligge en alternativ værdibestemmelse, eller selv om det nok ikke sådan lige med det samme lader sig gøre at vise, hvordan dette at lukke grænsen for menneskesmuglernes ”flygtninge” er i bedste overensstemmelse med det ny testamente, så kan vi godt stå overfor et skred i befolkningernes opfattelse, et skred, der med god ret kan kaldes et tidehverv.

Vi når nok ikke frem dertil, at vi forstår øvrighedens handlinger på samme måde som Luther, men mindre kan måske også gøre det. Når således Mikkel Andersson i en nylig Deadline-udsendelse (den 12-5) kan påpege det mislige i, at det beløb, Sverige anvender på sine indvandrere, er tre eller fire gange så stort som det beløb, UNHCR har til rådighed til at sørge for flygtningelejrene i Syriens nærområder, så viser han dermed det moralsk uholdbare i, at de europæiske politikere på den måde lader sig drive rundt i manegen af menneskesmuglerne. Eller man kan sige, som jeg gjorde for nogle indlæg siden, at det viser, at politikere og journalister er fuldstændig konsekvensligeglade med hensyn til konventionerne. De pudser deres glorie med en punktlig overholdelse af asylretten i konventionerne, prøver måske oven i købet, som Sverige, at være en humanitær stormagt, men fordi de fuldstændig overser den konsekvens, at de penge, menneskesmuglerne aftvinger dem, kan anvendes betydeligt bedre i nærområderne, afsløres det, at der ikke er megen sand humanisme i deres handlinger.

Så måske tidehvervet alligevel er undervejs.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Befinder vi os i et tidehverv?

  1. Pingback: Gode gerninger kontra gavnlige gerninger | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s