At have dødsforagt

Den udstilling i Kødbyen i København, der begynder den 26-5 og har titlen ”Martyrmuseum”, har vakt stor opsigt. Den har også vakt modsigelse, hvad jeg tidligere har været inde på, se her. F.eks. fremhæver Katrine Winkel Holm, efter min mening fuldstændig korrekt, se her, at det er perverst at sammenligne de to ting, udstillingen vil sammenligne: kristne martyrer og andre mennesker, der sætter livet på spil for det, de tror på, og så muslimske selvmordsbombere, der udsøger sig områder, hvor mange mennesker er forsamlede, og dèr udløser deres bombe.

Egentlig er det dog ikke det, at de to ting sammenlignes, der er perverst, det er det, at de sammenlignes ud fra et tænkt neutralt ståsted. ”Enhver er en helt i sin egen fortælling”, som Ida Grarup, inspirator for udstillingen, siger det. Her synes al tale om noget objektivt godt og forkert udelukket. Og det er det forkerte, det perverse ved udstillingen.

Jeg kom forleden i tanker om, at jeg da selv har foretaget en sammenligning mellem den kristne og den muslimske martyropfattelse. Efter 11-9 2001 skrev jeg en lille pjece ”Kristne prædikener imod islam”, hvori jeg i det første kapitel (se her) forsøger at vise, hvorfor Gud ler af de 19 muslimske flykaprere: Ikke blot vil disse muslimer slå andre ihjel ved deres aktion, de vil også selv fremkalde den situation, der kan give dem adgang til paradis. Men den går ikke. Derfor snyder Gud dem. Derfor oprejser han i den selvsamme flyvemaskine tilfældige amerikanere, ganske almindelige mennesker, til at være martyrer, altså ægte martyrer. Og derigennem gør han godt og grundigt grin med alle de anstrengelser, muslimerne gør sig for at vise, at de da bestemt har den rette dødstrods. Har de ikke gået igennem halve år og forberedt sig til denne time: ”nultimen”? Har de ikke indtil det sidste fastholdt det sikre og rolige blik mod deres egen død? Er det ikke en helt anderledes from holdning at have til døden end den, de vestlige, dekadente mennesker har?

Ja, det troede de. Men se så, hvad der skete! I det øjeblik, hvor de tror, at sejren er hjemme, hvor de mener, at de uigendriveligt har bevist, at deres religion, islam, i moralsk henseende er den vestlige religion, kristendom eller ateisme eller hvad der er tilbage af religion, langt overlegen, i det øjeblik ler Gud af dem, i det øjeblik opvækker han en række ganske almindelige mennesker, af den af muslimerne foragtede vestlige, kristne kultur, til at udføre en martyrhandling, oven i købet udføre den med en legende lethed og en selvfølgelig dødsforagt, der slår den muslimske dødsforagt med mange hestelængder.

Faktisk kunne denne prædiken godt bruges som en manual for den påtænkte udstilling. For den forsøger at trænge ind i hjerneskallen på flykaprerne, bl.a. ved at citere fra den instruktion, som den ledende blandt dem havde udformet. Og ved, som modstykke, at citere fra de telefonsamtaler, som blev ført mellem de amerikanske passagerer og deres pårørende, inden de besluttede sig for at angribe kaprerne. Og i hvert fald: denne instruktion er en betydelige mere relevant udstillingsgenstand end den handske, en af terroristerne i Belgien havde på, og som man påtænker at udstille.

Men altså: Vil man sammenligne, så kan det lade sig gøre. Men det er svært at se, at sammenligningen vil falde ud til muslimernes fordel. Og så vil man måske ikke alligevel.

Forøvrigt er jeg nu nødt til at trække lidt i land med hensyn til de 19 flykaprere fra 11-9 2001. Jeg er i den lille pjece gået ud fra, at de alle udviste en passende mængde dødsforagt. Og da det formentlig er denne dødsforagt, som udstillingen vil undersøge, og også den dødsforagt, som får almindelige muslimer til at føle, at islam er en stærkere religion end kristendommen, siden den kan fremkalde individer med en sådan dødsforagt i sig, er jeg nødt til at nedtone baggrunden for denne stolthed hos muslimerne en lille smule.

Det har nemlig vist sig, at al-Qaeda af og til sprænger folk i luften mod deres vilje. Jeg har berettet om et tilfælde her. Dèr fortæller Ken Ballen om, hvordan han mødte Ahmad al-Shayea, en 19-årig saudiaraber, der var taget til Irak for at kæmpe mod amerikanerne, men ikke havde meldt sig som frivillig til en selvmordsaktion. Han blev sat til at køre en lastbil til Bagdad sammen med to andre. De sprang af, før han nåede målet, og udløste den bombe, han uden at vide det transporterede på lastbilens lad. Otte mennesker blev dræbt, men ikke al-Shayea. Han overlevede mirakuløst og blev derved forvandlet til pro-amerikaner.

Ken Ballens beretning kan ses på engelsk her. Og Ken Ballen henviser også til en video, hvor man ser Osama bin Laden le hjerteligt, fordi nogle af flykaprerne den 11-9 ikke vidste, hvad de gik ind til. Denne video kan ses her.

Vi gør et lille holdt her og lader dette være nok til at vise den specielle muslimske dødsforagt og den særlige muslimske lusk, der åbenbart også anvendes imod muslimerne selv.

Sagen er imidlertid den, at vi også træffer dødsforagten i en særlig europæiske sammenhæng, der ikke har noget med islam at gøre. Vi træffer den hos den almindelige kampsoldat.

Der har desværre været alt for mange krige på europæisk jord til at vise, at man på forskellig måde kunne fremkalde en for soldaterhåndværket frugtbar dødsforagt hos ganske almindelige unge mennesker. Dog må man nok korrigere lidt her. For måske man slet ikke fremkalder den med den militære organisation, måske den findes som en forudsætning hos almindelige mennesker i forvejen, måske de mere eller mindre af sig selv ønsker at forsvare deres fædreland, også selv om de véd, at det kan koste dem livet.

Efter Anden Verdenskrig skulle Danmark tage sig af cirka 220.000 tyskere, der var flygtet fra østområderne af det tyske rige. De blev anbragt i bevogtede lejre rundt om i landet, og der blev sørget for undervisning til børnene og underholdning af forskellig art til de voksne. Blandt andet overtog Flygtningeadministrationen en avis: ”Deutsche Nachrichten”, skrevet af nogle af de tyskere, der var drevet på flugt af Hitlers forfølgelse af socialdemokrater og kommunister i trediverne. En socialdemokrat, Hans Jochen Reinowski, kom til at redigere den klumme i avisen, der hed ”Das Wort ist frei”. Her kunne flygtningene få lov til at sige deres uforbeholdne mening. Og efterhånden som de opdagede, at de ikke blev udsat for sanktioner, selv om de talte frit fra leveren, kom der en til tider lidt ophidset debat i gang i avisen.

En overgang diskuterede man skyldsspørgsmålet: Er tyskerne som helhed skyld i det, der skete, eller er det kun nogle tyskere, der er skyldige? En anden gang var det spørgsmålet om den tyske soldats ære, der kom på tapetet: Kan man som tidligere tysk soldat være stolt over, at man har sat livet på spil? Jeg har på den internetside, jeg lavede om de tyske flygtninge, lavet et særligt emneregister, se her, og her finder man let emnerne ”Skyldsspørgsmålet” og ”Soldater”. Derfra vil jeg hente nogle eksempler på, hvordan tyskerne klarede at få hold på den situation, de havde bragt sig i med krigen. Det er det, man i Tyskland kalder ”Vergangenheitsbewältigung”.

Den diskussion er ganske interessant at læse, også for emnet her. For den dødsforagt, som fandtes hos de tyske soldater – i hvert fald hos mange af dem – var givetvis noget, de havde med sig hjemmefra som en del af den nationalfølelse eller kærlighed til fædrelandet, som er almindelig blandt europæere. Ud fra de svar, der kommer på Reinowskis ”provokation”, kan man nemlig se, hvordan soldaterne har hjemlandet, de gamle og kvinderne, som den sympatisørsump, hvorfra de opretholder deres dødsforagt. Og ligesom tyskerne efter krigen skulle tage et opgør med de holdninger, der gennemstrømmede sympatisørsumpen og derfra gik videre til soldaterne, sådan burde nok vore muslimske landsmænd tage et opgør med den sympatisørsump, hvorfra de muslimske terrorister henter deres overbevisning og styrke, den beundring i muslimske kredse for selvmordsbombernes dødsforagt.

Reinowski tillod sig i juni 1946 at provokere sine læsere en smule. Han bragte et læserbrev, som ikke var skrevet af én af flygtningene i Danmark, men taget fra en tysk avis i den engelske zone. Det må han senere ”bekende”, fordi han skal forklare, at læserbrevsskribenten ikke kan svare på de mange spørgsmål, der er rejst imod ham.

Brevet kan ses her. Walter Kloeck, som skribenten hedder, begynder således:

Unge soldat, du beklager dig over, at ingen herhjemme trykker dig i hånden.
Kom her, vi trykker dig i hånden — vi véd, at du ikke selv kan gøre for det. Men lad være med at forsvare din soldaterære, for den anerkender vi ikke. Fortæl os ikke, at du var tapper. Det véd vi godt, og vi tilgiver dig din tapperhed. Læg mærke til det: “Aldrig før har bedre soldater kæmper for en dårligere sag end du!” Dit heltemod tjente til at fastholde os i tugthuset. Du kan ikke vente, du må ikke vente, at man takker dig for det, at man beundrer dig for det. Se på de ruiner, du går rundt i. Din “pligtopfyldelse” gjorde det muligt, at de fremstod. Når vi nu må sulte, så er det din seje udholdenhed, der mest har bidraget til det. Læg ikke skylden på de udlændinge, som du ser overalt. Du har erobret deres lande, for at SS kunne slæbe dem herhen. Du har kæmpet for at “dødsmøllerne” kunne male. Din troskab overfor din fane, var det brændstof, der holdt hele det grusomme maskineri i gang. Sig ikke, at du kæmpede for din familie eller for dit folk. Der var ingen andre, end din øverste krigsherre, der bragte dem i fare. Sig ikke: “Jeg har sat mit hoved på spil for dig!” Vort hoved sad løst på skuldrene, fordi du adlød så heroisk. Du må ikke bebrejde os, at vi tilsmudser vor egen rede! Vor egen rede blev tilsmudset af dem, som forvandlede den til én eneste koncentrationslejr. Tal ikke om nationalfølelse! Den eneste måde, nationalfølelse i dag kan ytre sig på, er ved at skamme sig.

Senere prøver han at give den unge soldat råd om, hvordan han skal tage afstand fra de idealer, der prægede ham under kampen, og hvordan han skal prøve at finde sig tilrette i det civile samfund, så han kan deltage i genopbyggelsen af landet.

Det tør nok siges, at han får svar på tiltale. Her er det bestemt én del af svarene, der skal gøres opmærksom på, den del, nemlig, der – ligesom folkene bag ”Martyrmuseet” – kun ser på dødsforagten i sig selv og ikke på det, den blev brugt til. Se f.eks. dette svar:

Desværre kan vi ikke dele Deres anskuelser om soldaterære, heltemod og pligtopfyldelse. Hvorfor vil De ikke anerkende alt dette? Tror De ikke også, at De med denne opfattelse rammer ikke blot de tyske soldater, men også andre nationers soldater? Vi spørger Dem, med hvilke ord betegner De andre nationers soldaters ære, mod og pligt? (Se her).

Ikke sandt, her forsøger man at se bort fra det, soldateræren blev brugt til. Det er sikkert rigtigt, at de tyske soldater ikke stod tilbage for andre landes soldater, hvad heltemod angik; kan gerne være, de var bedre. Sådan kan man jo også betragte den villighed til at gå i døden, som man finder i vore dage – hos de muslimske terrorister og hos almindelige vesterlændinge – som en interessant eller uforståelig ting i sig selv og så lave en udstilling om den. Men sammenhængen kan man vel ikke helt se bort fra. Ja, det kunne mange tyskere i 1946, men nogen gange kun ved næsten bevidst at se bort fra kendsgerningerne. Det kommer frem i det spørgsmål, der stilles lidt senere:

Sig os, hvad kæmpede og døde da vore soldater for i Deres øjne, hvis de ikke døde for fædreland og familie? (Se her).

Man forstår jo på en måde godt det anfægtende i spørgsmålet. For de tyske soldater, hvor gode soldater de end var, døde jo ikke for fædreland og familie. Men mange tyskere prøvede krampagtigt at fastholde en sådan påstand. Så skal de dog ikke lave hele deres livsanskuelse om. Hvilket de dog senere kom til alligevel.

Et andet forsøg på retfærdiggørelse lyder sådan:

Hvorfor skulle De endvidere tilgive os soldater, som De videre skriver? Af den grund, at vi forsvarede hjemstavnen og familien? (Se her).

Senere siger denne skribent ganske vist:

De fleste tyskere troede endnu, før krigen begyndte, betinget af Goebbels løgnepropaganda, at de tyske mindretal i nabolandene var udsat for undertrykkelse og mishandling, og at dette førte til krigsudbruddet. (Se her).

men han er på ingen måde parat til at drage den konsekvens deraf, at soldaten forsvarede en dårlig sag, nemlig Hitlers erobringsdrømme. Han gentager senere, at den tyske soldat ikke må nedgøres på den måde, for han satte i fuld bevidsthed sit liv ind for hjemstavnen. (Se her).

Men af Hans Reinowski får brevskriverne serveret den ubønhørlige sandhed. Han skriver om generalernes forsøg på at løbe fra ansvaret for nederlaget i Første Verdenskrig med opfindelsen af ”dolkestødslegenden”. (Se her). Og det bedrøver ham, at mange tyskere stadig er parat til at nægte at være besejret og drømme om en hævnende Tredje Verdenskrig. Men op imod disse legender stiller han sandheden:

Tysklands værnemagt kæmpede ikke for fædreland og familie. Ingen stat i verden truede eller angreb fædrelandet og familien. Tysklands værnemagt kæmpede — om det var blevet den enkelte bevidst eller ej, har intet med sagen at gøre — for Hitlerstatens magt og storhed, for erobringen af fremmede områder og for undertvingelsen af andre folk. (Se her).

Reinowski havde den fordel, at han var tysker. Og det var klogt gjort af Johannes Kjærbøl, Flygtningeadministrationens chef, at ansætte ham som medredaktør af ”Deutsche Nachrichten”. For der forestod de danske myndigheder en slags opdragergerning: Man skulle overbevise de tyskere, man havde fået ansvar for, om nazismens ugerninger. Det forsøgte man også på mange andre måder: man viste film fra koncentrationslejrene, man holdt studiekredse om Tysklands fremtid, man forhindrede så vidt muligt nazistiske lærere i at komme til at undervise – i stedet brugte man unge piger dertil – og man prøvede altså også at rette op på de historiske løgne, Hitlerstyret havde fortalt det tyske folk. Hvem kunne gøre det bedre end tyskerne selv?

Samme opgave står vi overfor i dag med vore muslimske landsmænd. Også de skal retledes, så de ikke mere kan udgøre en sympatisørsump for terrorister.

Men vi udfører i dag denne opgave halvhjertet og næsten kontraproduktivt.

Det er nok også en sværere opgave, vi står overfor i dag.

Dengang var opgaven midlertidig. Vi imødeså med forventning den dag, da den sidste tyske flygtning forlod landet. Hvad vi arbejdede for, var, at flygtningene skulle frasige sig nazismen, også når de kom tilbage til Tyskland, så Europa ikke igen skulle udsættes for nazismens forbrydelser.

I dag er opgaven at få mennesker, der skal bo hos os i al overskuelig fremtid, til at afstå fra … ja, fra hvad? Vi vil helst ikke sige ”fra islam”, men hvis det nu er islam, de skal afstå fra, så besværliggør det unægtelig opgaven, at vi ikke tør nævne trolden ved navn.

Dengang skulle vi få tyskerne bort fra den misforståelse, at de som ariere var bedre end andre folk og derfor skulle herske over andre folkeslag. Det kunne vi så nogenlunde se en ende på, for med det nederlag, det tyske folk havde lidt, var det meget svært at se, at de af skæbnen var udset til at herske over andre.

I dag skal muslimerne rives ud af den misforståelse, at de i Guds øjne er noget særligt. Det er en langt sværere opgave. For med alle deres skikke vil de netop fastholde det: tørklædet skal signalere, at de muslimske kvinder har en langt højere moral end de danske kvinder; afholdenhed fra svinekød og alkohol det samme; og den store højagtelse af profeten og koranen er også med til at overbevise muslimerne om deres overlegne status.

Og spørgsmålet er nu: Vil ikke enhver terroraktion signalere det samme? Viser en selvmordsaktion ikke, at muslimer, i modsætning til vesterlændinge, har en så stærk tro, at de er i stand til at udvise den mest beundringsværdige dødsforagt? Vil de ikke med god ret kunne sige: ”Vis os en vesterlænding, der med samme dødsforagt tør gå i døden for det, han tror på?”

Efter hver terroraktion, som bliver begået af muslimer, lyder det samstemmende fra vore politiske ledere – og medierne gentager det tankeløst – at dette intet har med islam at gøre. Jamen, forstår man da ikke, at dette mindretal, det muslimske, som ikke har ret meget at være stolt af, med sådanne begivenheder får sat den muslimske dødsforagt op imod den vesterlandske angst for døden? Forstår man da ikke, at netop en sådan dødsforagt synes at afspejle en stærk tro, som den almindelige muslim kan se som et ideal? Forstår man da ikke, at islam selv lægger op til, ikke blot, at muslimer er anderledes end vesterlændinge, men også, at muslimer er bedre mennesker end os, frommere, mere standhaftige i deres gudsdyrkelse? Og det bliver jo bekræftet på udmærket måde gennem sådanne terroraktioner, som vi har set.

Dengang ville vi på ingen måde have, at det tyske folk igen skulle blive sympatisørsump for tyske soldater i en angrebskrig. I dag vil vi hellere lukke øjnene for en lignende mulighed blandt vore muslimer, det er meget mere ”naturligt”, mener vi, at betragte muslimer som mennesker, der i ét og alt er som os, tænker som os, og drømmer som os. Hvad de bare ikke gør.

Hvad skal vi da gøre?

Jeg spørger ikke om, hvad vi skal gøre politisk. Politikerne er altfor hurtige til at fare ud med bål og brand. Men det er måske ikke politikerne, men civilsamfundet, inklusive kirken, der her skal gøre noget.

Udover at fastholde et skel mellem godt og ondt og fastslå de muslimske terrorangreb som onde, uden undskyldende momenter, kunne vi godt gøre noget mere ud af de vesterlandske – skal vi ikke hellere sige: kristne – dødsforagtere, der dukker op i forbindelse med den muslimske terror.

Vi burde lægge helt anderledes vægt på de martyrer, der optræder hos os. Men vi vover dårlig nok at kalde dem martyrer. Men så ”helte” da, ”dødsforagtende mennesker” måske, i hvert fald mennesker, der sætter livet ind for det, de tror på.

Der var ved angrebet på Charlie Hebdo og det efterfølgende angreb på en jødiske forretning mennesker, der vovede livet for at redde andre. Der var Finn Nørgaard ved Krudttønden, der gjorde det samme. Der var en caféejer i Sydney, der værgede for en anden og derved reddede den andens liv, men selv blev dræbt. Der var de amerikanske soldater, der forhindrede en massakre i TGV-toget i Frankrig med fare for deres liv. Og så var der altså passagererne i det fjerde fly den 11-9 2001. Altsammen vidner det om vestlige menneskers martyrvillighed. Men altsammen er det også så selvfølgeligt og ligetil, at de pågældende ikke selv tænker over det som noget særligt.

Men derfor kunne vi andre godt gøre det, og sætte deres dødsforagt op mod den muslimske. Og naturligvis føje til, at vore martyrer er villige til at sætte livet på spil for at redde mennesker, i modsætning til de muslimske, der sætter livet til for at slå andre ihjel.

Kort sagt: Der er nok at lave udstilling om. Også selv om man, hvis man vil være sandheden tro, er nødt til at give slip på den perverse neutralitet. Men jeg er ikke sikker på, at noget af ovenstående vil blive taget op.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s