“Med sikkerhed”

Jeg er nødt til at begynde med at prale en lille smule. Beklager, kære læser, men vent bare, det bliver bedre om lidt.

Jeg gamle mand, som igennem mange år har ”lidt” af det, gamle mænd plejer at lide af: glemsomhed, jeg kan i dag prale af, at jeg husker bedre end Martin Krasnik og Jan E. Jørgensen, henholdsvis vært på Deadline og menneskerettighedsordfører for Venstre.

Mens jeg sad og så Deadline forleden den 15-5 og overværede interview’et af Jan E. Jørgensen – som sædvanlig et meget krast interview – ventede jeg hele tiden på, at én af de to kombattanter ville gøre opmærksom på Gullestrup-sagen. Nå ja, jeg kunne ikke huske, at sagen hed således, men jeg kunne huske, at der var en sag, der meget klart kunne have afgjort det, de to var uenige om, hvis altså bare de havde husket den.

Det gjorde de ikke, så dagen efter har jeg søgt på sagen her på bloggen, og fundet, hvad jeg søgte, se her. Det vil sige, det havde jeg ikke alligevel, for – tro det eller ej – jeg huskede lidt forkert. Jeg havde ikke, som jeg troede, fortalt noget om ordene ”med sikkerhed”, men havde brugt Gullestrup-sagen til noget andet. Til gengæld havde jeg dengang husket at henvise til en kronik i Jyllands-Posten, se her, hvor Søren Pind og Kristian Jensen på forbilledlig måde forklarede, at det så sandelig betyder noget, om der i udlændingelovens § 26 stk. 2 står ”med sikkerhed” eller ej.

Det var det, der var hovedsagen i interview’et med Jan E. Jørgensen – man skulle måske snarere sige ”forhøret af”. Martin Krasnik havde – troede han da – forberedt sig godt. Han hævdede, at det allerede stod i loven, at dommerne skulle gå til grænsen, så at indføje ordene ”med sikkerhed”, så der kommer til at stå, at ”en udlænding skal udvises … medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser”, ville være ganske overflødigt.

Jan E. Jørgensen, på sin side, indrømmede, at han ikke havde gennemgået alle udvisningssager, men han mente dog … osv. Det var en lidt kedelig indrømmelse. For havde han læst den omtalte kronik, ville han have fået bevis for, at ordene ”med sikkerhed” virkelig har en betydning.

Det var den tidligere Venstre-Konservative regering, der som én af dens sidste gerninger fik indføjet ordene ”med sikkerhed” i udlændingeloven. Med kronikkens ord:

Nu lød teksten, at udvisning skulle ske, medmindre det med sikkerhed” stred mod Danmarks internationale forpligtelser.

Da regeringen Thorning Schmidt træder til, får den en henvendelse fra EU-kommissær Vivian Reding om de nye regler, og justitsminister Morten Bødskov svarer, at man i den nye regering agter at slette ordene ”med sikkerhed”, og at dette vil ”sikre en udvidet beskyttelse mod udvisning”. Godt nok skriver han den 2-5 2012 i Information:

Som jeg har understreget flere gange i den forgangne uge, er faktum altså, at den, der blev udvist i går efter de gamle regler, også vil blive udvist i morgen efter de nye regler

og det er jo lidt lusk i betragtning af, hvad han skrev til kommissionen.

Desforuden viste det sig ikke at slå til. Dommerne følger faktisk med i, hvad der sker på Christiansborg. Og retter sig efter det.

Det viste sig i den såkaldte Gullestrup-sag. Det var en højst ulykkelig sag. I kronikken skriver de to kronikører:

Gullestrup-sagen fra Herning er en af de mest ubehagelige voldtægtssager herhjemme. En somalisk dreng på 16 år bliver sendt på såkaldt ”genopdragelse” i Somalia. Det lykkes ham at komme tilbage til Danmark bl.a. på grund af en lærerinde, der kender ham fra skolegangen i Herning. Hun tilbyder ham husly, og han tager imod tilbuddet. Han ønsker ikke at bo hos den moder, der har udleveret ham til mishandling i Somalia. Drengen var ifølge den dom, der er omdrejningspunktet for denne kronik, vidne til »afbrænding, urinering af ofrene, piskeslag, afskæring af lemmer« under sin af moderen foranstaltede ”genopdragelse”.

Yderligere fremgår af dommen: »Det værste han var udsat for, var en 10-12-årig dreng, der ikke havde bedt, som han skulle. Han kæmpede for sit liv og forklarede, at han ikke havde lært, hvordan man skulle bede. Han havde aldrig gået i koranskole. Han skulle stikke drengens hoved ned i vand, og imens råbte, skreg og kæmpede drengen for livet, og observanten skulle holde ham. Til sidst skulle han stå og holde ham, mens en anden skød drengen i hovedet«.

Han når så at ramme en ung kvinde og to småpiger med sine forbrydelser, inden han bliver standset. Og i byretten bliver han så dømt til udvisning af Danmark for bestandig. Der henvises direkte til udtrykket ”med sikkerhed”.

Imidlertid bliver dommen anket. Og inden den kommer for retten, er der kommet en ny regering. Denne nye regering har fjernet ”med sikkerhed” i udlændingeloven. Og landsretten dømmer nu efter den nye formulering, skønt den egentlig skulle dømme efter den lov, der gjaldt på gerningstidspunktet. Det vil sige: Landsretten gør udvisningen betinget.

Men dermed indrømmer landsretten også, at ordene ”med sikkerhed” har betydning, og at Morten Bødskov havde ret i sit svar til kommissionen, hvor han hævdede, at loven nu ville sikre en udvidet beskyttelse mod udvisning, og ikke i sit svar til folketinget, at ændringen ikke ville medføre nogen ændring i domspraksis.

Og se, det er her, den gamle blogejer kan tillade sig at prale lidt, endda prale af en god hukommelse. Højst usædvanligt. Men i hvert fald en bedre hukommelse end både Martin Krasnik og Jan E. Jørgensen. Men det er højst ugerne, at jeg praler af dette, for hvor havde det dog pyntet utrolig meget på debatten i denne Deadline, hvis man havde været klar over disse forhold!

Lad mig slutte med at sige, at man ikke ud fra dette kan gå ud fra, at jeg går ind for øget adgang til udvisning af kriminelle. Man kan med en vis ret hævde, at det er os danskere, der med vores alt for lemfældige indvandringspolitik har fået sådanne mennesker ind i landet, og at det derfor i lige så høj grad er vore politikeres skyld, at alt for mange af dem udarter på den måde. Vel anede ingen af os dengang, at indvandringen ville have sådanne konsekvenser, men er det ikke lidt for billigt bare at lade det land, de kom fra, tage sig af den opgave at gøre dem til mennesker igen. I Gullestrup-sagen har vi oven i købet ladet grænserne være så åbne, at vi ikke har kontrolleret, om drengen rejste tilbage til Somalia eller ej; jeg mener: han er flygtning, og flygtninge får opholdstilladelse i Danmark, fordi de er forfulgt i hjemlandet. Hvad skulle han så til Somalia efter? Men en bare lemfældig kontrol af disse forhold tænker vi tilsyneladende ikke på.

At blive omflyttet fra én kultur til en anden kan være en yderst vanskelig proces at gennemløbe for et menneske og kan give anledning til, at vedkommende slet ikke kan finde sig selv. Vi tænker ikke over, at vi med de lokketoner om gode økonomiske forhold, der udsendes til bl.a. somaliere, når vi lukker nogle af deres landsmænd ind i landet, får dem ind i en for dem selv og for os ganske uoverskuelig proces med at tilpasse sig en helt anderledes kultur. At de fremmede lader sig narre, kan måske undskyldes, for de véd ikke bedre. Men vi, der dog nu har en tyve-tredive års erfaring at bygge på, vi burde vide bedre, vi burde for længst have opgivet denne indvandring, og vi kan vel nu heller ikke frasige os vort ansvar ved bare at udvise dem, der ikke kan klare mosten.

Naturligvis er det en konsekvens af denne tankegang, at vi lukker grænsen helt af for indvandring fra lande med en kultur, der er totalt forskellig fra vores, dvs. fra muslimske lande.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s