Flygtninge – ulempe eller fordel?

En rapport af Philippe Legrain påstår, at flygtninge ikke er en byrde, men en mulighed. Er det sandt?

Den 18-5 læser man følgende i en artikel i Jyllands-Posten, se her:

Invester én euro i en flygtning, og du får to tilbage inden for fem år, lyder konklusion i ny rapport.

Og ikke sandt, så siger man til sig selv: ‘Det var ligegodt meget! Det er vi ikke vant til at høre. Kan det ligefrem betale sig at modtage flygtninge?’ Artiklen henviser til Philippe Legrains rapport fra OPEN, Open Political Economical Network, en tænketank Legraine har stiftet. Rapporten kan ses her. Den er på engelsk. Denne rapport skoser de negative rapporter for at betragte økonomien som en statisk størrelse. I stedet bør man gå ud fra det, man ellers går ud fra i økonomisk teori, nemlig, at økonomien er en dynamisk ting. Man kan ikke bare sætte flygtningeudgifter op mod flygtningeindtægter og så tro, man når et rigtigt svar på overskriftens spørgsmål. Man må tage hensyn til de ændringer i de økonomiske forhold, der finder sted gennem selve det, at der kommer flygtninge til et land.

For ikke blot bruger flygtninge midler i det øjeblik, de kommer, de skaber også nye arbejdspladser, de sætter gang i økonomien. Og det bliver altså efter blot fem år en god forretning for modtagerlandet.

Lad mig sige med det samme, at jeg tror ikke på det. Jeg vil gerne gå med til det med den dynamiske økonomi, men man er nødt til at stille et par spørgsmål:

1) Hvis det er selve tilstedeværelsen af flygtninge, der øger efterspørgslen og derfor sætter gang i økonomien, hvorfor virker den mekanisme så kun, når flygtningene ankommer til vores land? Hvorfor virker den samme mekanisme ikke i de lande, de kommer fra?

2) Hvis man kan forklare, hvorfor det kun er i vore lande, at en sådan mekanisme virker, hvorfor bruger man så ikke sin økonomiske viden til at få den samme mekanisme til at virke i hjemlandene? Det ville dog hjælpe mange flere mennesker, nemlig ikke blot de mennesker, der flygter til os, hvilket jo kun er en lille del, men også den langt større del, der bliver tilbage.

Dog, dette er spørgsmål, som Legrain ikke har blik for og derfor ikke på nogen måde rejser.

Men lad os se lidt på rapporten.

Noget, der gør én lidt mistænksom overfor rapportens konklusion, er, at Legrain ind imellem de økonomiske overvejelser har udstrøet en række solstrålehistorier. Dels gør han opmærksom på, at mange kendte amerikanere er flygtninge – eller altså i virkeligheden indvandrere – Henry Kissinger, Madeleine Albright, m.fl. (Men typisk ”glemmer” han Ayaan Hirsi Ali). Dels fremholder han en række temmelig anonyme menneskeskæbner, som alle har fået succes i det land, de er indvandret til.

På mig virker den slags useriøst. Som om de økonomiske argumenter ikke rigtig slår til, men skal pustes op med den slags positive historier.

Jeg anfægter naturligvis ikke sandheden i historierne. Men skulle der gives et retvisende billede af indvandringens positive sider, så skulle det positive holdes op mod det negative, så skulle skæbner som Fiz-Fiz og Levacovic, de i hele Danmark verdensberømte forbrydere, jo også nævnes. For ikke at tale om, at alle ghetto-problemerne skulle tages op. Det sker ikke. Ordet ”ghetto” forekommer ikke i rapporten.

Legrain har også en tilbøjelighed til at fremhæve USA, Canada og Australien på bekostning af Europa. Det kan vi da godt finde os i på denne side af dammen, og det kan måske også være relevant f.eks. at fremhæve de amerikanske somalieres langt højere beskæftigelsesgrad sammenlignet med de europæiske somalieres. Men hvis der gives nogen forklaring på denne forskel, er den i bedste fald uklar. Der er sikkert noget om, at man i USA i højere grad virkelig forventer, at indvandrerne kommer i arbejde og derfor ikke bliver ved med at give den understøttelse, men heller ikke USA følger jo det råd, han ellers giver for at fremme beskæftigelsen blandt indvandrerne: at de får lov til at søge arbejde, allerede mens deres asylsag behandles. Hvad er det så, der bevirker denne forskel?

Og så ser han heller ikke på den enorme forskel i antal indvandrere i forhold til befolkningen. Ja, det var da udmærket, at USA modtog Henry Kissinger, men det skete jo i en helt anden tid, hvor antallet af ”flygtninge” ikke havde vokset sig så enormt stort, som det har nu.

Han er godt klar over, at nogle flygtninge ikke er ægte flygtninge, og fortæller, at når nogle regeringer vil forhindre asylansøgere i at arbejde, mens deres sag behandles, skyldes det, at de vil afskrække asylansøgere fra at søge asyl udelukkende af økonomiske grunde. (Side 48). Men karakteristisk nok tilføjer han: ”Dette er perverst”. Og det er altså denne afskrækkelse, han betragter som pervers, ikke det, at flygtninge søger asyl af økonomiske grunde.

Dette er forøvrigt ét af de eneste steder, hvor han har blik for den dynamik, der består i, at et lands gode behandling af asylansøgere tiltrækker flere asylansøgere. Men selv om han bebrejder andre økonomiske undersøgelser af migranters indvirkning på økonomien, at de overser de dynamiske kræfter, gør han ikke mere ud af denne sociologiske dynamik end denne bemærkning i forbigående. Nok skal man forstå tingene dynamisk, men helst ikke for dynamisk.

Lad dette være overgangen til det, der forekommer mig at være det mest interessante ved Legrains rapport: spørgsmålet om de dynamiske træk i vore økonomier og deres reaktion på store influx af migranter.

Det er ikke små ord, han tager i sin mund på side 7:

Flygtninge kan medvirke økonomisk på mange måder: som arbejdere på alle niveauer af kunnen, som entreprenører, innovatører, skattebetalere, forbrugere og investorer. Deres bestræbelser kan hjælpe med at skabe jobs, hæve de lokale arbejderes produktivitet og løn, øge kapitaludbyttet, stimulere den internationale handel og investering, og sætte gang i innovation, igangsætning og vækst.

Det, der specielt har vakt min interesse, er ordene om jobskabelse. Forholder det sig virkelig sådan, at det, man hidtil i den slags undersøgelser har set på: forholdet mellem indvandreres skatteindbetalinger og det, der tærer på de offentlige finanser, er en for snæver synsvinkel? Bør man tage økonomiens dynamik med i sine overvejelser? Og i bekræftende fald: Hvad betyder dynamikken i dette tilfælde?

Tanken er – så vidt jeg har forstået – hentet fra den keynesianske kriseteori. Hvis der er økonomisk krise, hvis arbejdsløsheden stiger, hvis investeringerne falder, så kan regeringer gøre det, at de kører statsfinanserne med underskud: man optager lån, man bygger broer eller sygehuse eller foretager andre offentlige investeringer, man udbetaler arbejdsløshedsunderstøttelse. I en sådan situation gør det ikke noget, at der er underskud på statsbudgettet. Tværtimod. Man kan med sådanne lån og med det, man bruger lånene til, få gang i økonomien igen. Det, banker og private aktører ikke vil: investere i arbejdspladser, det gør staten for de penge, som alligevel ikke bliver brugt til noget, men blot står og samler støv på diverse bankkonti.

Også de penge, der bruges til arbejdsløshedsunderstøttelse, gavner økonomien. For de arbejdsløse kan jo ikke andet end bruge pengene, til mad og husleje, m.m., og derigennem holdes forretninger i gang.

Det samme sker, når man bruger pengene på flygtningene: man tvinger pengene ud fra passiv tilværelse i bankerne til aktiv tilværelse i samfundet. Og det lyder jo tilforladeligt, især hvis vi et øjeblik glemmer, at det kun er i økonomiske nedgangstider, at der står penge i bankerne, som ikke bestiller noget.

Legrain skriver kort efter det forudgående citat:

IMF har regnet ud, at hvis man i EU har øget forbruget på flygtninge med 0,09% af nationalproduktet (BNP) i 2015 og 0,11% i 2016, så vil man øge BNP i 2017 med 0,13%.

Det var den ene side af Legrains argument. Den anden følger umiddelbart efter:

Tilføj så det opsving i økonomien, der kommer, når flygtningene kommer i arbejde, og BNP kunne blive 0,23% højere i 2020. Hele 0,84% vil BNP blive forøget fra 2015 til 2020.

Denne anden side af argumentet udbygges lige efter:

Når flygtningene begynder at arbejde, kan denne investering desforuden høste syv afkast.

Derefter beskriver han de syv forskellige afkast, der kan indhøstes. 1) Flygtninge tager ofte de dårligste jobs, som de indfødte derved frigøres fra, så de kan søge bedre lønnede og mere interessante jobs. 2) De bedre uddannede flygtninge kan gå ind og udfylde huller i arbejdsmarkedet. 3) Flygtninge kan skabe nye forretninger, som skaber værdi og beskæftiger de lokale. Her indfletter Legrain så historien om Sergey Brin, en flygtning fra Sovjetunionen, som blev medgrundlægger af Google. 4) Fordi flygtningene ofte ser med nye øjne på problemerne, kan de hjælpe til med at igangsætte nye ideer. 5) Flygtninge, der ofte er unge mennesker, kan hjælpe værtslandene med at håndtere ”ældrebyrden”. 6) Flygtninge kan også hjælpe til med at tage sig af værtslandets gamle. 7) Flygtninge kan også hjælpe med til at afvikle gælden. Studier fra OECD viser, at flygtninge i Australien efter 12 år i gennemsnit bliver ydere til statsfinanserne.

Alt dette lyder jo udmærket. Hvis det altså bare var sandt. Men erfaringerne her fra Europa står jo slet ikke mål med denne rosenrøde beskrivelse af flygtningene.

Han drypper selv lidt malurt i bægeret:

Flygtninges evne til at give tilskud til økonomien beror dels på deres karakteristika og dels på værtslandets politikker og institutioner. F.eks. var i 2010 kun 25% af somalierne i Sverige i beskæftigelse, mens det tilsvarende tal i USA var 57%.

Men dette er formuleret, så det snarere bliver en opsang til Sverige: ‘I kunne jo bare gøre som USA’, end en beskrivelse af nogle indbyggede vanskeligheder. Og forskel på personer og kulturer er iøvrigt noget, han ikke lægger vægt på. På typisk økonom-vis regner han enhver person som – ikke et menneske, men en arbejdskraft. Han skriver f.eks. om læger blandt flygtningene:

Det koster kun £25.000 at optræne en flygtningelæge, så han kan praktisere i UK, men £250.000 for en ny britisk læge.

Om folk så vil komme til at nære tillid til denne læge, om han vil give hånd til kvindelige patienter, eller i det hele taget behandle kvindelige patienter, det spekulerer Legrain ikke et øjeblik på.

Ligeledes beskæftiger han sig ikke med de logistiske problemer med det råd, han giver:

Flygtninge bør genbosættes i områder, hvor der er arbejde, ikke i områder, hvor der blot er billige boliger. (Side 8)

Man er lige ved at sige: ”Det kan han jo sagtens sige”. For det er jo sædvanligvis sådan, at i de områder af landet, hvor der er arbejde, dèr er der også mangel på boliger. Men han skal absolut have sin ”ligning” til at gå op, så må den slags ubetydeligheder fjernes, så flygtningene kan komme i arbejde.

Dog er der ét sted, hvor han kort berører det spørgsmål 2), som jeg indledte med: Hvorfor disse menneskers tilstedeværelse i oprindelseslandene ikke har den samme gavnlige effekt. Han skriver på side 11:

Fra et globalt perspektiv giver dette at lade mennesker, som har begrænsede økonomiske muligheder i lande med undertrykkende regeringer eller ødelæggende mangel på sikkerhed, drage fordel af mulighederne af at kunne arbejde under meget større sikkerhed i mere avancerede økonomier med bedre fungérende institutioner en saltvandsindsprøjtning til økonomien.

Altså: Philippe Legrain véd godt, hvad der er i vejen med mange u-lande. Men i stedet for at komme med forslag til ændringer af disse miserable forhold, undersøger han de globale fordele ved at lade mennesker derfra komme til i-landene; dèr vil deres arbejdskraft kunne frembringe meget større værdier. Utvivlsomt! Og ikke sandt, så glemmer vi alt om undertrykkende regeringer og korrupte mafia-grupper.

Mere er der næsten ikke at sige om denne rapport. Den er utrolig tynd. De syv fordele, flygtninge kan bibringe værtslandene, gennemgår han på de næste mange sider, dog uden at der kommer væsentlig nyt frem. Og det hele ses med ja-hatten på. Eventuelle negative ting, der omtales – og det er sandelig ikke mange – forsøges straks neddysset, så kun det positive står tilbage. Hensigten er tydelig: han vil undergrave den ”myte”, som han kalder det, at flygtninge er en byrde for et samfund. Og denne hensigt er ham så afgørende, at den helliger alle midler.

På side 43 er han endelig kommet frem til sektion 3: Politiske analyser og forslag. Her vil han, siger han, prøve at vise, hvordan flygtninge kan bidrage til økonomien. Men minsandten om ikke han her tilføjer et forsigtigt: ”Men vil de?”

Man fristes et øjeblik til at tro, at han vil tage vore mange integrationsproblemer alvorligt. Men nej. Han nøjes med at bruge somalierne som eksempel. Som tidligere nævnt er deres beskæftigelsesgrad højere i USA end i Europa. Det får ham til at sige, at man jo kunne tro, der var tale om et kulturelt træk, f.eks. dovenskab, men netop den forskellige beskæftigelsesgrad fortæller, at det formentlig ikke er tilfældet. Han citerer et arbejde af en svensker, der har sammenlignet Sverige og USA med henblik på somalierne, og resultatet er, siger han, at somaliernes manglende succes i Sverige ikke skyldes deres medbragte karakteristika, men snarere det forhold, at de i Sverige begynder med at være udenfor, idet arbejdsmarkedet er organiseret, så det tager størst hensyn til dem, der er indenfor, dvs., svenskerne. Altså, den velkendte forklaringsmodel: Det er altsammen vores skyld.

At somalierne har en kultur, der er helt fremmed fra vores, at mange af dem tygger khat, hvilket kan hensætte dem i en sikkert behagelig, men ikke just arbejdsfremmende tilstand, det falder helt udenfor rapportens synsvinkel.

Det er lidt ærgerligt, at man på det tidspunkt har mistet enhver tillid til ham, og at han ikke elaborerer dette træk nærmere. Det er en ret kendt sag, at man tilskrev inderne en lignende dovenskab for år tilbage, men at man så blev klar over, at inderne i Øst- og Sydafrika var meget dygtige handelsfolk, der bestemt ikke var dovne. Det syntes altså bl.a. at være det dengang socialistiske Indien, der lagde en dæmper på indernes virketrang. Og havde nu Legrain kunne vise noget tilsvarende for somaliernes vedkommende, noget, der tog hensyn til deres religion, som jo er meget anderledes end indernes hinduisme, og til deres uheldige vaner, så måske vi havde kunnet bruge det. Men som det står, er det ikke blot ubrugeligt, men snarere direkte skadeligt. Altså: Kan man med en anderledes behandling af dem få kaldt nu skjulte træk frem hos dem, så de i højere grad kommer i arbejde? Og et andet og lige så afgørende spørgsmål: Vil vi kunne få lov til at gennemføre strengere forholdsregler overfor vore flygtninge, uden at ”venligboerne” kommer rendende og blander sig ind i det?

Philippe Legrain er tidligere økonomisk rådgiver for Mario Barroso, den tidligere formand for EU-kommissionen. Så med hans rapport bliver man også klar over, hvilke tanker der gennemtrænger den del af EU.

Det siger næsten sig selv, at Legrains rapport ikke berører de kulturelle sammenstød mellem de mange tilflyttende muslimer og de indfødte europæere, ligesom det heller ikke nævnes, at dette, at flygtninge modtages og behandles som indvandrere, tilføre Europas befolkninger en række irreversible kendsgerninger, så der visse steder, f.eks. i Sverige, er tale om noget, der ligner en regulær befolkningsudskiftning.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s