Islam og Indre Mission

Da jeg læste Kenan Maliks kronik i Information den 20-5, se her, mindedes jeg pludselig min gamle lærer på Københavns Universitet, Hal Koch. Jo, for han havde på et tidspunkt gjort os opmærksom på det sjove fænomen i Indre Missions historie, at da bevægelsen voksede frem, skete der det omvendte af, hvad der sker nu (altså dengang for lang, lang tid siden, da jeg studerede): de gamle muntrede sig med en sving-om ved de sammenkomster, man holdt i sognene, mens de unge forsamlede sig om bibellæsning.

Kenan Malik fortæller nemlig om muslimernes historie i Storbritanien: De første muslimer, der kom til landet, tog det ikke så nøje med deres religion, mændene kunne godt tage sig en øl, kvinderne gik ikke med tørklæde. Den næste generation, som Malik selv tilhører, blev sekulære og optaget af sekulære, politiske problemer. Men den tredje generation blev, uden at Malik kan give en god forklaring på det, konservative, korantro muslimer.

Og så får man det samme billede, som Hal Koch fremmanede, ind i hjernen: den ældre generation svømmer rundt i sin store frigjorthed, mens den yngre samles om at være bibelen, henholdsvis koranen tro.

Det kan man grine lidt af, men det slår mig alligevel, at der er en vis lighed mellem Indre Mission og islam. Begge vil udskille sig fra det store, almindelige, ugudelige samfund. Og begge gør det ved at fastholde bestemte leveregler, henholdsvis kristne og muslimske. Måske man endda kan sige, at begges sønner og døtre let kommer til at føle det som næsten forræderi, hvis de vender sig imod deres forældres tro. Således er jeg selv, der er opvokset i et indremissionsk hjem, af og til blevet mødt med en vis bebrejdelse, fordi jeg ikke har tilsluttet mig Indre Mission; noget med, at man ikke skal tilsmudse sin egen rede; eller noget med, at missionen gennem min far, der var indremissionær, har været med til at opfostre mig, hvordan kan jeg så vende mig imod dens forkyndelse?

Dette sidste nævner jeg, fordi det forekommer mig, at jeg træffer den samme tankegang hos Kenan Malik, ikke som en tankegang, han møder udefra, men som noget, han selv synes at være båret af. Han betragter sig ikke blot som sekulær, men som sekulær muslim. Og her spørger jeg mig selv: Hvorfor skal han have dette ”muslim” med?

Eller jeg spørger: Hvorfor vil Naser Khader mene om sig selv, at han er muslim? Malik refererer Khader for at have sagt, engang da han blev mødt med en påstand om, at Muhammed-tegningerne havde fornærmet alle muslimer: ”Jeg er ikke fornærmet”. Hvilket fik den anden til at sige: ”Men du er heller ikke rigtig muslim”. Det mener Khader ikke desto mindre om sig selv. Men han er ikke i stand til at begrunde det nærmere. Han kan ikke pege på det og det koranvers, der giver hans opfattelse af islam medhold, og han prøver heller ikke på det.

I nogen grad hænger det sammen med, at dette at være muslim, er at være med i en klan. En klan kan man ikke sådan melde sig ud af. Den er man medlem af for livet. Og opfører man sig ikke, som klanen ønsker det, kunne man i gamle dage bliver slået ihjel, i vore dage kun blive frosset ud. Islam er ikke blot en religion, det er også en sociologisk størrelse, som opererer med et ”udenfor” eller ”indenfor”.

Men selv om islam er en sociologisk størrelse, der minder om en klan, så er det jo også en sociologisk størrelse med et religiøst fortegn. Og well, det er selvfølgelig rart nok, at Kenan Malik er blevet sekulær. Så hører han ligesom lidt med til os. Men når han så alligevel vil betegne sig som muslim, når han altså alligevel vil være med i klanen, burde han så ikke føle så meget medansvar for klanens gøren og laden eller for det syn på ”klanen”, som det øvrige samfund har, at han på én eller anden måde prøver at gøre de mærkelige ting, klanen foretager sig – bevidst afstandtagen fra det øvrige samfund, kulminerende i terrorhandlinger – spiselige for os andre, eller – hellere – prøver at tale sine medmuslimer væk fra disse mærkelige ting.

Når det kan være på sin plads at gøre opmærksom på en vis lighed mellem Indre Mission og islam, skyldes det, at vi har godt af at prøve at forstå islam indefra. Og det kan vi netop gøre ved at blive opmærksom på, at vi midt iblandt os har nogen, der er bestemt af det samme fromhedsideal: Indre Mission.

Men her det absolut nødvendigt at gøre opmærksom på forskellene også. For ligegyldigt, hvor store ligheder man kan finde mellem Indre Mission og islam, én stor og uomgængelig forskel er der: Indre Mission har bibelen som grundbog, islam har koranen. Der kan derfor aldrig opdrættes terrorister på indremissionsk baggrund. Ligegyldigt hvor fundamentalistisk Indre Mission læser bibelen, de kan aldrig uddrage af den noget om at slå ihjel for Guds skyld, kun noget om at lade sig slå ihjel for Jesu skyld.

Helt anderledes med koranen. Tager man dens ord bogstaveligt, kan den danne grobund for terrorisme. Og i modsætning til bibelen, vil koranen selv, at dens ord skal tages bogstaveligt.

Det gjorde den første generation af muslimer i Storbritanien ikke. Maliks generation heller ikke. Men den nye, unge generation gør det. Derfor kan den kalde folk som Malik og Khader mindre gode muslimer. Derfor kan den fremholde sig selv som gode muslimer; den kan jo bevise det ud fra koranen.

Men mindre gode muslimer eller mere gode muslimer, hvorfor kan vi ikke-muslimer ikke gå til Malik og konsorter og få dem til at tale imod de terroristiske tanker indenfor islam? Hvorfor føler de ikke i det mindste så meget ansvar for deres medmuslimers gøren og laden, at de prøver at gennemhulle deres koranudlægninger? Eller – hvis de opdager, at det er umuligt – hvorfor frasiger de sig så ikke muslim-navnet?

Eller – hvis vi skal nævne jøderne også – vi vil aldrig drømme om, at vore efterretningstjenester skulle begynde at søge efter terroristspirer blandt missionsfolk eller blandt jøder. Om begge disse grupper har vi erfaret, at de, skønt de har en lovforståelse af gudsforholdet, aldrig kunne drømme at udøve nogen form for terror i samfundet. De kan aldrig så meget opstille forskelle mellem sig selv og det øvrige samfund, disse forskelle forbliver på det religiøse plan, overføres aldrig til det politiske plan.

Det gør derimod den forskel, muslimer opstiller mellem sig (deres klan) og det øvrige samfund. Ikke blot forlanger de hensyntagen til deres religiøse følelser, de udklækker også fra tid til anden terrorister.

Jeg kan ikke helt blive klar over, hvor vi har Kenan Malik i denne åndelige kamp. Jeg kan være helt enig med ham, når han f.eks. skriver:

Hvad vi mangler, er ægte socialt engagement, der ikke skyr muslimer som de ’andre’, men lige så lidt vil nøjes med blot at respektere deres tro i behørig afstand. Et engagement, som i stedet gør sig klart, at respekt kræver, at vi som del af vores offentlige samtale forholder os kritisk til og om nødvendigt også udfordrer de værdier og overbevisninger, som mange muslimer hylder.

Det er da glædeligt, at det ”vi”, der dèr omtales, er hele det britiske samfund, inklusive Malik og andre sekulære muslimer, men minus de rabiate muslimer.

Han kan glæde sig over Sidiq Khans sejr ved borgmestervalget i London. At han af mange muslimer betragtes som liberal, har ikke afholdt muslimer fra at stemme på ham. Senere siger han det på en lidt anden måde:

Det væsentligste aspekt ved Sadiq Khans valgsejr er ikke, at han er blevet Londons første muslimske borgmester. Det er, at for mange londonere var hans tro og religiøse tilhørsforhold irrelevant for deres stemmeafgivning.

Og ikke sandt, så véd man alligevel ikke rigtig. Så lyder det til, at de, der betragter hans religiøse tilhørsforhold som irrelevant, er ikke-muslimerne, mens muslimerne, vistnok både de sekulære og de religiøse, på klanens vegne glæder sig over, at én af deres blev valgt.

Jeg har tidligere været ret positiv overfor Kenan Malik, blandt andet ud fra et interview i Information, se her. Dette interview kommenterede jeg her.

Men alligevel! Spørgsmålet bliver hængende. Både han selv og Sidiq Khan er, forstår man, sekulære muslimer. Men hvordan vil han forhindre, at både han og Khan af os ikke-muslimer bliver betragtet som femte-kolonne-folk, som dele af den sympatisørsump, hvorfra terrorister rekrutteres? Sålænge de frivilligt bærer muslim-betegnelsen, så kan de selv nok så meget hævde, at det kun er klanen, de er medlem af, ikke det religiøse fællesskab, for den almindelige muslim – og for os andre – er det svært at se forskel på de to.

Eller, sagt på en anden måde: Hverken de eller andre såkaldt sekulære muslimer har formået at slå igennem med deres budskab (hvad det end måtte være) overfor flertallet af muslimer. De betragtes stadig af deres mere konservative muslimer som en slags forrædere, og derfor, netop derfor, også af os ikke-muslimer som en slags mislykkede muslimer, måske farlige, måske uskyldige.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s