Luther i kierkegaardsk indpakning

Forlaget Eksistensen påtænker at udgive en række småafhandlinger om reformationens virkningshistorie. Som første essay udkom engang i marts ”Hvorfor er vi så enestående? Om reformationen og individet”, af Christian Hjortkjær, en forholdsvis kort idehistorisk gennemgang af europæisk individforståelse. Bogen kan downloades gratis fra forlagets hjemmeside.

Jeg har kastet mig over bogen i de sidste par dage, og jeg må sige, at det var en blandet fornøjelse. Bogen er et idehistorisk skoleridt, der bevæger sig fra Pico della Mirandola fra 1400-tallet over Martin Luther og Jean Jacques Rousseau til Søren Kierkegaard. Hjortkjær vil med denne gennemgang prøve at vise, hvordan man i Europa har haft en dobbelthed i tænkningen om individet. Men sjovt nok løser de opstillede problemer sig i Kierkegaards forfatterskab. En nærmere undersøgelse af forfatterens levned viser da også, at han er ansat ved Kierkegaardforskningscentret.

Man skal nok i al almindelighed være varsom med den slags idehistoriske oversigter. De er ret besværlige at læse. I hvert fald for mig. Jeg sidder hele tiden og tænker: ‘Er det nu også en sand beskrivelse af denne tænkers tankegods?’ men når ikke at færdigoverveje mine mistanker, før forfatteren er faret videre til den næste tænker. Og til sidst, når det er blevet ret tydeligt, at forfatteren har brugt en kierkegaardsk grundtanke til at se på de andre tænkere med, kan man godt blive lidt irriteret over at have spildt sin tid på noget, der mere giver oplysning om forfatterens tankeverden end om de tænkeres tankeverden, han beskriver.

Hvis man er nået dertil, at man betragter Johannes Sløks tankeverden som nærmest inkompatibel med K. E. Løgstrups, så får man det delvist bekræftet af denne bog. Den er så afgjort lagt an på Sløks metode, hvilket både viser sig i, at grundopfattelsen er hentet fra Kierkegaard, og i, at den historiske metode er den idehistoriske, hvor man søger at efterspore en bestemt idés gang gennem historien.

Det, Hjortkjær siger om Luther, kan såmænd være rigtigt nok. Men Luther har sagt så meget andet. Og det er måske blandt alt det andet, han har sagt, at det væsentlige for os i dag ligger gemt. Luthers tankeverden var i det hele taget så vidtfavnende – for ikke at sige mangehovedet – at vi nu igennem mange hundrede år har kunnet lade os inspirere af den – de forskellige tider har fundet hver deres hovedsag hos ham – og vi er, efter min mening, aldeles ikke færdige med at finde inspiration hos ham.

Det er med Luther og hans tid lidt på samme måde som med Jesus og hans tid: Der blev pludselig så at sige slået et vindue op til den sande erkendelse, og i et altfor kort tidsrum svømmede en række mennesker over i sandhedserkendelse, Jesus og disciplene på det ny testamentes tid, Luther og hans disciple på reformationstiden. Men ak, efterfølgende blev vinduet mere og mere lukket til. For reformationstidens vedkommende begyndte det måske allerede med Luther selv. Åndsfrihed krævede han for sig selv. Og han havde i 1530erne meget svært ved at tackle f.eks. Johannes Agricolas lidt anderledes forståelse, og Agricola fandt det tilrådeligst at søge bort fra Wittenberg. Og den lutherske ortodoksi havde ikke bevaret meget af den frihed, som Luther jo også forkyndte.

Det er derfor, vi bliver ved og bliver ved med at læse og studere det ny testamente og Luthers skrifter.

Lad mig prøve at tage et specielt fænomen frem, som både Jesus, Luther og Løgstrup tumler med, nemlig problemet ”den spontane handling”: Hvordan beslutter man sig til at foretage en spontan handling?

Som man kan forstå ligger der en modsigelse i selve spørgsmålet. At beslutte sig for at gøre noget udelukker, at det, man gør, kan gøres spontant. At gøre noget spontant betyder, at handlingen kommer før beslutningen.

Jesus har beskrevet problemet to steder: Dels i Matt 6,3, hvor det hedder, at almisse skal gives, så den venstre hånd ikke aner, hvad den højre gør. Og dels i lignelsen om verdensdommen, Matt 25,31-46, hvor de, der frikendes, ikke véd af, at de gerninger, der frikender dem, kunne frikende dem. Gerningerne blev bare gjort, det vil sige, de var spontane.

Løgstrup har beskrevet fænomenet ved hjælp af tanken om de suveræne livsytringer. Et eller andet sted skelner han mellem kærlighedens umiddelbare handlinger og det, han kalder ”erstatningshandlinger”, dvs., handlinger, som gøres, ikke af kærlighed, men fordi man véd, at sådan ville kærligheden have gjort. Og han illustrerer det med den barmhjertige samaritaner. Som lignelsen er fortalt i det ny testamente, mener Løgstrup, at der var tale om den suveræne livsytring, der hedder barmhjertighed. Samaritaneren blev umiddelbart grebet af medlidenhed med den overfaldne og handlede spontant ud fra denne medlidenhed.

Men hvad nu, hvis han i første omgang var gået forbi, og først senere vendte om, fordi han alligevel syntes, det var for hårdhjertet bare at gå forbi? Så ville han udføre en ”erstatningshandling”, som man heller ikke skal kimse ad; den overfaldne blev jo hjulpet også ved den handling.

Hos Luther, derimod, har jeg ikke fundet en sådan tale om spontane handlinger ret mange steder. Men det sted, hvor det træder tydeligst frem, er til gengæld et ret afgørende sted. Det er i Luthers skrift ”Om de gode gerninger”, hvor han under det første bud beskriver troen som den allervigtigste gode gerning. Det er nemlig den, der må ligge bag enhver god gerning, hvis den skal være god. Det viser han med et eksempel, et ægteskab, hvor de to parter stoler på hinanden, og hvor gerningerne derfor gøres som en leg, i ren glæde, uden tanke på fortjeneste, se her.

Men man kan også sige, at når Luther hele tiden vil have loven forkyndt, skyldes det, at han på den måde kan få den rette troens handling frem. Når du ved loven har erfaret, at du står overfor Gud uden nogen form for retfærdighed, alle dine gerninger bliver fordømt af loven, så vil dine dagligdags gerninger netop blive fri for nogen trang til at retfærdiggøre dig. Det er jo fuldstændig overflødigt at ville retfærdiggøre sig, for retfærdig er jeg i forvejen i kraft af troen. Bortset forøvrigt fra, at det er umuligt.

Det har vi forkyndere siden med større eller mindre held forsøgt at efterligne. Det er dog, for mig at se, unødvendigt. For Løgstrup har i Den etiske Fordring omhyggelig forklaret, hvordan den naturlige kærlighed hverken er selvisk eller uselvisk. Den arbejder nemlig altid i et forhold, og det, den er opsat på, er ikke at gøre det rette, men at få forholdet til at bevares, vokse, forstærkes. Fordi man selv er en del af dette forhold, og fordi ens liv derfor vil lykkes, i og med at forholdet bevares, derfor er gerningen ikke uselvisk. Men fordi den andens liv i lige så høj grad lykkes, hvis forholdet bevares, er gerningen heller ikke selvisk.

Desværre er Løgstrup vist ikke selv klar over, at han her har fundet de vises sten. Han søger i hvert fald at sætte et skel op mellem denne naturlige kærlighed og den kristelige kærlighed.

Kierkegaard kommer i sit skrift Kjerlighedens Gjerninger ikke godt fra at behandle dette problem. Han kommer tæt på, men i denne sag gælder det gamle ordsprog, at ”nærved og næsten slår ingen mand af hesten”. Det er især i en række af talerne i anden følge af værket, at han forsøger sig, men eftersom udgangspunktet er galt, forbliver hele problematikken uløst.

Udgangspunktet, som Kierkegaard ikke kommer fri af, er spørgsmålet om den rette handling, altså om enkeltpersonens rette, kærlige, villede og besluttede handling. Vi har med ”den kjerlige” at gøre, og denne kærlige stilles overfor et andet menneske: ”genstanden”. I en afhandling om Kjerlighedens Gjerninger skriver jeg følgende:

Hvad der synes at være en selvfølgelig slutning, at når den enes kærlighed er fremelsket på den måde, at den er blevet forudsat af det andet menneske, så er også den andens kærlighed bliver til på den måde, det ser Kierkegaard slet ikke. Han har på forhånd i situationen gjort den ene til ‘den kærlige’, den anden til ‘den kærliges’ genstand:

Thi Kjerlighed kan og vil kun behandles paa een Maade, ved at elskes frem; at elske den frem er at opbygge. Men at elske den frem er jo netop at forudsætte, at den er tilstede i Grunden”. (|9, 220)

Dette gælder genstandens kærlighed, og dette er den kærlige opmærksom på, dette tager han hensyn til, når han udøver sin kærlighed. Men det falder hverken ‘den kærlige’ eller Kierkegaard ind, at hans egen kærlighed er blevet fremelsket på samme måde; han får ikke den tanke, at sagen kan ses fra lige den modsatte side, fra genstandens side, så altså genstanden kan siges på samme måde at opbygge kærligheden hos den kærlige. (Se her).

Dette manglende blik for reciprociteten i forholdet får Kierkegaard til i en række af disse taler at hævde, at ”den kjerlige” frivilligt giver afkald på sin løn, at han i selvfornægtelse ikke vil vide af at have gjort noget særligt. F.eks. hedder det lidt senere:

Skal det ellers være vanskeligt at begynde uden Forudsætning, sandelig, allervanskeligst er at begynde at opbygge med den Forudsætning, at Kjerligheden er tilstede, og at ende med den samme Forudsætning: saa er jo Ens hele Arbeiden forud gjort som til Intet, idet nemlig Forudsætningen først og sidst er Selvfornegtelse, eller at Bygmesteren er skjult og som Intet. (|9, 221)

Dette afslører det forkerte i Kierkegaards tankegang. ”Bygmesteren er skjult”? Nej, der er ikke nogen bygmester; den ene part er ikke bygmester mere end den anden. ”Arbejdet er gjort som til intet”? Nej, arbejdet er intet. Det ligger i sagens natur, at der ikke er og aldrig kan være noget at prale af, for det forhold, der er opbygget ved ”den kjerliges” handling, har den kærlige selv del i; hans liv lykkes ved forholdets opbyggelse i lige så høj grad som ”genstandens” liv lykkes.

Senere fremfører han de tanker, som man har betegnet som ”den indirekte meddelelse”. ”Den kjerlige” hjælper et andet menneske til at blive et selv, til at stå ene. Han siger: ”Nu står dette menneske ene – ved min hjælp”, men han gemmer øjeblikkelig sig selv i tankestregen:

Med Tak til Gud siger han derfor: nu staaer dette Menneske ene – ved min Hjælp. Men der er ingen Selvtilfredsstillelse i dette Sidste; thi den Kjerlige har forstaaet, at væsentligen staaer dog ethvert Menneske ene – ved Guds Hjælp, og at den Kjerliges Selvtilintetgjørelse egentligen blot er, for ikke at forhindre det andet Menneskes Guds-Forhold, saa al den Kjerliges Hjælpen uendeligt forsvinder i Guds-Forholdet. Han arbeider uden Løn; thi han gjør sig selv til Intet, og just i det Øieblik, da der kunde være Tale om, at han dog kunde beholde den stolte Selvbevidstheds Løn, saa træder Gud til, og han er atter tilintetgjort, hvilket dog er ham hans Salighed. (|9, 276)

Hvis den kærlige virkelig havde forstået, at ethvert menneske står ene ved Guds hjælp, så ville han ikke tale om nogen selvtilintetgørelse eller bare drømme om, at der kunne komme noget øjeblik, da han kunne beholde den stolte selvbevidstheds løn. For der er ikke nogen selvbevidstheds løn at høste, den anden står ene i kraft af forholdet, ikke i kraft af den kærliges handlen.

Det samme dukker op i den tale, der handler om at vinde en overvunden. Når den overvundne er vundet, hedder det, da kommer den vanskeligste kamp, for da skal den kærlige kæmpe med Gud om sejren, da skal han frivilligt frasige sig lønnen for sin sejr over den overvundne. Kierkegaard skriver:

Naar det ret er blevet Dig den anden Natur at ville vinde Din Uven, saa vil Du ogsaa være bleven saa fortrolig med den Art Opgaver, at de kunne beskæftige Dig som Kunstopgaver. (|9, 335)

Kunstopgaver”? Viser dette ikke tydeligt nok, at der ikke er tale om noget naturligt forhold, men om, at den ene manipulerer den anden?

Christian Hjortkjær slutter sin afhandling med sådanne ”tankestregsovervejelser” ud fra netop Kjerlighedens Gjerninger. Og som den Kierkegaard-fan, han er, er det måske ikke mærkeligt, at han skriver følgende:

Hvis jeg derimod hjælper det andet menneske på en sådan måde, at det »står ene – ved min hjælp,« så har jeg bedraget ham for sandheden ved at skjule den, men dette, siger Kierkegaard, er et sandt bedrag. Jeg har bedraget den anden ind i Sandheden, så det nu står ene.

Det enestående individ er det, der står tilbage, når det i kærlighed og tavshed er blevet bedraget af en anden.

Men det er alligevel mærkeligt, at han kan lade sig bedrage af Kierkegaard i den grad, at også han mener, at sandheden er noget, man skal bedrages ind i. Jeg mener, han har skullet skrive noget i en serie om reformationens virkningshistorie. Og så ender han med tanker, som ikke på nogen måde kan henføres til Luther, og som han heller ikke ulejliger sig med at henføre til Luther, tanker, som tværtimod modsiges af temmelig mange Luther-tanker, f.eks. denne fra en ”invocavit-prædiken” fra marts 1522, da Luther var vendt tilbage til Wittenberg fra Wartburg:

Tag et eksempel fra mig! Jeg var imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. (Se her).

Der er her ikke nogetsomhelst med ”indirekte meddelelse”, ejheller tale om at ”bedrage nogen ind i sandheden”. Og Luther har overhovedet ikke nødig i en kamp med Gud at tilintetgøre sig selv; han sover, han drikker øl, mens ordet gør sin virkning. Alligevel kan man med lidt idehistoriske fingersnilde få Kierkegaards tanker til at være en reformatorisk eftervirkning.

Imponerende/ sørgeligt! Det ikke ønskede overstreges.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s