Dhimmi-angst

For en halvanden års tid siden havde jeg et par artikler her på bloggen om Vaclav Havels essay ”The Power of the Powerless”. Det ligger stadig her i en engelsk oversættelse. Det fortalte blandt andet om den forfærdelige forvridning af sproget, der fandt sted i Østeuropa under det kommunistiske styre. Noget af det, der med udbytte kan hentes fra dette essay, er disse iagttagelser af, hvordan et totalitært styre fordrejer ordene:

livet i dette system er så gennemvævet af hykleri og løgn: bureaukratistyre kaldes folkestyre; arbejderklassen gøres til slaver i arbejderklassens navn; den fuldstændige degradering af individet kaldes den ultimative frihed; at berøve folk information kaldes at gøre information tilgængelig; når man bruger magt til at manipulere med hedder det offentlig kontrol med magten; og den tilfældige brug af magten kaldes at adlyde loven; når man undertrykker kultur, kaldes det at fremelske den; (Se resten af min alt for korte oversættelse her).

I nærværende indlæg er det især påstanden om, at et totalitært styre, når det vil undertrykke kultur, siger, at det fremelsker den, der har interesse.

Den slags iagttagelser får én til at lytte med interesse til en anden tjekke, Klara Samkova. Jeg har ikke helt kunnet finde ud af hendes biografi, men hun er i hvert fald advokat. Men hvilken stilling hun indtager, siden hun den 18. maj 2016 fik lov at holde en tale til de muslimske ambassadører i det tjekkiske parlament, står mig ikke klart. Se talen i engelsk oversættelse her.

Hun siger et sted i sin tale, at tjekkerne, der har levet under fremmed herredømme i 300 år og under et totalitært styre i 48 af de sidste 78 år, netop af den grund er gode til at spotte totalitære træk.

Og så giver hun sig ellers i sin tale til at spotte totalitære træk i islam. Jeg burde sådan set vende tilbage til hendes tale og undersøge hendes opfattelse af islam noget nøjere. Det må vente. Her er det blot hendes indledningsreplik og hendes afskedssalut, jeg er ude efter. Hun indleder med at sige:

Dagens konference tænkes at skulle hjælpe med at besvare spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være bange for islam. Mit svar på det spørgsmål er lige ud ad landevejen: vi skal bestemt ikke være bange for islam. Vi skulle behandle den på samme måde, som den europæiske civilisation har behandlet alle totalitære og umenneskelige systemer, som den er blevet konfronteret med gennem mere end 2000 år af dens historie. Især skulle vi bekæmpe islam, slå den, og én gang for alle forhindre den i at trives, og, ligesom vi gjorde med de tidligere monstrøse ideologier, erklære selve eksistensen af islam for en forbrydelse, som modsiger den menneskelige naturlighed, frihed og især den menneskelige værdighed.

Men dette får ikke lov til at stå som en blot og bar påstand. Den underbygges i det følgende, hvor hun beskriver, hvordan islam under dække af at være en religion forsøger at opnå overherredømme overalt, hvor den kommer frem.

Til sidst tænker hun sig ind i en fremtid, hvor europæerne og amerikanerne ikke længere spørger muslimer, om de vil leve sammen med os, men nøjes med at spørge, om de vil leve. For nu kommer det til direkte krig:

I hvert fald, den vigtigste konsekvens af de voldshandlinger, som muslimerne har udført imod os, og den krig, som vil komme af den grund, vil blive den fuldstændige undergang for den islamiske ideologi.

Men det er lidt usikkert, om hun gør sig overvejelser over, hvor lang tid der vil gå, inden europæerne og amerikanerne har ændret så meget på deres opfattelse af islam, at de ligefrem vil gå i krig med den.

Derfor kan det nok være passende for os andre at gøre os sådanne overvejelser. Og som baggrund for det er en sag, der pludselig er dukket op i medierne, velegnet.

Jeg tænker på Det kgl. Teaters afvisning af at bringe et skuespil om Salman Rushdie og ”De sataniske Vers” i anledning af, at det i 2018 er tredive år siden, bogen udkom.

Det har – man kan næsten sige: heldigvis – bragt en del røre med sig. Berlingske har lavet en oversigt over reaktionerne her. Blandt andet skriver man:

Idémanden bag opsætningen, den danske dramatiker Hassan Preisler, kalder beslutningen om ikke at sætte stykket op et udtryk for frygt.

»Jeg tror, at det handler om frygt i forhold til udstødelse. Jeg kender kulturbranchen rigtig godt, og jeg ved, hvor konsensussøgende den er politisk og holdningsmæssigt – det gælder især i teaterbranchen. Man læner sig op ad udstødelse, hvis man udtrykker anderledes holdninger,« siger Hassan Preisler, som har arbejdet med dramatiseringen i et tæt parløb med instruktør Moqi Trolin.

Det benægter dog naturligvis diverse personer fra Det kgl. Teater. Men mistanken om frygt bag afvisningen bliver i nogen grad opretholdt, fordi der kommer hele to ret forskellige forklaringer på afvisningen, dels den, at teatret har andre, mere interessante ting på programmet, og dels den, at ”De sataniske Vers” ikke lader sig dramatisere.

Ifølge Berlingskes referat tyder det på, at teaterchef Martin Lyngbo fra Mungo Park i Allerød, ikke helt har forstået, hvad det drejer sig om. Han siger:

Den brede konsensus i offentligheden er netop det store, banale forsvar af ytringsfriheden. Derfor hænger hans [Hassan Preislers, rr] argumenter ikke sammen. Skulle folk som Morten Kirkskov og jeg være bange for at blive udstødt og fyret af vores bestyrelse, fordi vi satte »De sataniske vers« op? Morten Kirkskov har lige kaldt regeringen for fascister, hvorfor skulle han være bange for det her?

Åh, herregud, da. Manden tror, at frygten kun skulle være en frygt for at blive afskediget. Og han har tilsyneladende ikke opdaget, at man kan kalde almindelige danskere, højt eller lavt på strå, hvadsomhelst, uden at komme ud for fare, men at man ikke kan kalde Muhammed hvadsomhelst uden at udsætte sig for livsfare. Det vil sige: selvfølgelig véd han ligesåvel som alle os andre, at muslimer øver vold mod dem, der gør grin med deres profet, men han vil ikke indrømme, at vi danskere er bange for de muslimske reaktioner.

Andre kan godt få omsat romanen til dramatik:

Første gang »De Sataniske Vers« blev sat op som teaterstykke var i 2008. Den tyske presse havde forud for premieren døbt stykket »det farligste nogensinde« og Hans Otto Theatre i Berlin for »det modigste teater i verden«.

Og:

Så sent som lørdag fik verdens anden teaterforestilling baseret på romanen premiere i Wiesbaden i den tyske delstat Hessen. Politi og sikkerhedsfolk var mødt talstærkt op for at bevogte bygningen til premieren, og publikum skulle gennem flere sikkerhedskontroller for at blive lukket ind i salen. Selv under prøverne forud for premieren har der været politi til stede.

To teaterchefer, Hans Henriksen fra Aalborg teater, og Jon Stephensen fra Aveny-T er ikke afvisende overfor tanken om at sætte stykket op, naturligvis efter moden overvejelse over sikkerhedsforanstaltningerne og efter samråd med PET.

Men Lisbeth Knudsen, Det kgl. Teaters bestyrelsesformand, mener ikke, at teaterstykket har det niveau, som teatret har brug for. Hun fik så ikke stillet det spørgsmål til sig, hvorfor teatret så ikke får andre til at skrive et stykke på et højere niveau.

Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, mener, at hykleriet omkring afvisningen er det værste, se her. Det kan man nok give ham ret i, men man må til gengæld give ham uret i den reaktion, han selv har til sagen: Man skal nægte at opføre den slags stykker, og man skal nægte at offentliggøre islam-kritiske tegninger, men man skal åbent indrømme, at man undlader det af frygt. Så undgår man hykleriet.

Muligvis. Men afslører man så ikke samtlige redaktører og teaterchefer som en samling vatnisser? Eller: Indtager man så ikke ganske frivilligt den holdning til islam, som dhimmier, undertrykte folk i de muslimske riger, tvinges til at indtage?

Nej, foreløbig er vi på ingen måde i krig med islam. De er kun islam, der er i krig med os.

Men man skal måske glæde sig over i det mindste ét meget lille fremskridt i denne sag: Der synes ikke mere at være nogen, der vil undlade at bringe den slags kunstneriske frembringelser af hensyn til, at man ikke vil såre muslimernes religiøse følelser. Det var ellers tidligere en meget brugt forklaring på manglende angreb på islam.

Nuvel, jeg tror ikke, at vi foreløbig kommer meget længere i den pågående krig med islam. Heller ikke, selv om vi er nogle, der fastholder, at krigen er en åndelig krig og må føres med kun åndelige midler, og at det kun er angsten for at ytre sig, der forhindrer os i at føre denne åndelige krig. Man kunne ønske sig, at man i det mindste kunne nå dertil, at vi kunne afholde en årlig ytringsfrihedens dag, hvor samtlige aviser bragte Kurt Westergaards Muhammed-tegning. I det øjeblik, samtlige aviser gør det, bliver det jo langt mindre farligt. Men vi får alligevel sagt vores mening om denne religion: at den er en voldsreligion, og at Muhammed, hvad de historiske fakta jo også udviser, var en krigerfigur, der endog brugte tortur for at opnå det, han ville.

Det samme kunne et skuespil om Rushdie og ”De sataniske Vers” vise. Ikke mindst ville det være af betydning, at få klarlagt, at vi almindelige danskere på ingen måde deler muslimernes opfattelse af, at koranens ord er Guds ord. Alle regner vi disse ord for Muhammeds ord og kun det. Det er sådan set drama nok i fortællingerne om de sataniske vers, se her. Det er muslimske historikere, der fortæller om det, historikere, der i alle andre henseender er troværdige nok. Muhammed kom til i sine ”åbenbaringer” i Mekka at sige noget meget positivt om tre gudinder, som mekkanerne dyrkede. Han kunne ikke mere udholde at være foragtet og forfulgt. Men senere fik han nye ”åbenbaringer”, der erstattede disse positive ord, ord, der jo så sandelig også stred gevaldigt mod den næsten eneste muslimske trossætning: at der kun er én gud og at ingen må stilles ved siden af ham. Det er de to vers, der eksisterede i første omgang, men senere blev slettet, der kaldes ”de sataniske vers”. For man påstod, det var Satan, der havde grebet ind i åbenbaringsprocessen og fået dem indført i Muhammeds sind.

Ja, rigtigt! Pokker til åbenbaringsproces! Så kan man jo ikke stole på koranen.

Netop!

Og det er det, muslimerne trænger til at høre. De får det ikke at høre fra deres imamer. Hvad er da mere naturligt end at de får det at høre fra os, deres landsmænd, når vi oven i købet kan beråbe os på nogle af deres egne filosoffer! Den kamp, der skal føres, skal nemlig være en kamp på argumenter, ikke en voldelig kamp med geværer.

Indrømmet, Klara Samkovas slutning er lidt mærkelig. Det lyder, som om hun regner Åb 12,1-10 for Guds direkte ord i lige så høj grad som muslimerne regner koranens ord for Guds skinbarlige ord.

Men trods det kan man godt tilslutte sig hendes formaning til muslimerne til sidst:

Vigtigst af alt: glem ikke at give det rette svar på det førnævnte spørgsmål: Ønsker I at leve? Det rigtige svar er, at I i så fald må lære at leve med os og – i vore lande – på vore betingelser.

Godt brølt, løvinde!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s