Den trælbundne vilje

Luther skrev i 1525 et skrift imod Erasmus af Rotterdam: ”Om den trælbundne vilje”. Erasmus havde i 1524 skrevet imod Luther, en lille afhandling med titlen ”Om den frie vilje”, så Luthers titel gav sig sådan set af sig selv.

Det skrift bliver de fleste Luther-forskere nødt til at beskæftige sig med, for Luther kalder det selv for ét af de bedste skrifter, han har skrevet. Og da det er skrevet imod én af datidens kulturelle kæmper, Erasmus af Rotterdam, en stor humanist, gør også dette skriftet til et uomgængeligt studiemateriale.

Desværre er det mit indtryk, at de fleste Luther-forskere ser det som deres opgave at prøve at forstå, hvad Luther mente. Man undlader derfor i vidt omfang at se Luther i datidens sammenhæng; man nøjes med at studere Luther selv, ikke hans modstandere; man hæfter sig ved Luthers formuleringer og overvejer kun sjældent, hvilke formuleringer hos modparten, der kunne have fremkaldt dem.

Hvad angår striden mellem Erasmus og Luther: Fra luthersk side nøjes man med at læse Erasmus’ ”Om den frie vilje” fra 1524, Erasmus’ svar ”Hyperaspistes I og II” fra 1526 og 1527 undlader man som regel at beskæftige sig med. Om man handler tilsvarende fra Erasmus-forskernes side med Luther, véd jeg ikke, men også det ville være højst uheldigt. Så for at få det hele med, eller for nogenlunde grundigt at kunne belyse striden mellem disse to europæiske kæmper, har jeg på min Luther-side martinluther.dk medtaget Erasmus’ svar til ”Om den trælbundne vilje”, se her, ligesom jeg i min lille afhandling om striden, der ligger sammesteds ”Dogmatiske brokker”, se her, har medinddraget ”Hyperaspistes”.

På den baggrund vil jeg tillade mig at komme med et lille korrektiv eller måske kun supplement til Christian Hjortkjærs pjece Hvorfor er vi så enestående? Om reformationen og individet”, der er udkommet på forlaget Eksistensen i en serie om reformationens eftervirkninger. Ud fra en lidt anden vinkel end det korrektiv, jeg kom med i det forrige indlæg.

Jeg vil nemlig mene, at Luther bedre end Kierkegaard kan give svar på det spørgsmål, som er ét af de vigtigste teologiske spørgsmål i vor tid, spørgsmålet om, hvorvidt videnskaben giver plads til nogen menneskelig frihed.

Kierkegaard har i det lille ”Mellemspil” i ”Smulerne” behandlet problemet om forholdet mellem nødvendighed og frihed, se evt. her. Så vidt jeg kan forstå hans meget komprimerede tekst, vil han mene, at alt, hvad der har med tilblivelse at gøre, i sidste ende er udvirket af en fritvirkende årsag, hvorimod det, der er bestemt af nødvendigheden, ikke i egentlig forstand medfører nogen tilblivelse.

Hjortkjær siger noget tilsvarende med en slags referat af Kierkegaard:

Mennesket er både frihed og nødvendighed. Forvilder man sig (som Pico) ud i den tanke, at mennesket er ren frihed, og at alt er muligt, så lider man af Mulighedens Fortvivlelse, som er det at mangle nødvendighed. Forvilder man sig i stedet (som Luther) ud i den tanke, at viljen er trælbunden, og at vi derfor er tvunget til at ville det onde, så lider man af Nødvendighedens Fortvivlelse, som er at mangle frihed og mulighed. Teologisk set er det i hvert fald blevet den skæbnesvangre konsekvens af arvesyndslæren fra Augustin til Luther: At nok havde Adam muligheden for ikke at synde, men efter faldet har vi alle en korrumperet vilje, der gør, at vi ikke kan lade være med at synde. Mennesket vil synde. Mennesket synder nødvendigvis. Den tanke er afskyelig for Kierkegaard. (I afsnittet: ”Individet begynder forfra”).

Også her ser man, at Hjortkjær først har tag på begreberne, når han får problemerne omskrevet i kierkegaardske termer. Men jeg er nu ikke så sikker på, at Luther forvilder sig ud i ”nødvendighedens fortvivlelse”.

Men lad os begynde med Erasmus! Eller rettere: Lad os begynde med Lucrets!

Lucrets er en romersk filosof (95-55 f.Kr.), som i sit store digt ”De natura rerum” vender sig imod den romerske gudetro ud fra en forvisning om, at alting sker ud fra bestemte naturlove. At bede til guderne, at ofre til guderne, altsammen er det nyttesløst, for guderne har intet med denne verden at gøre, den forløber efter faste love, som guderne ikke har indflydelse på.

Dog foretager Lucrets en indskrænkning i naturlovsforløbet. Når det er mennesket, det drejer sig om, er han nødt til at indføre noget, han kalder en ”clinamen”, en afvigelse fra den stærke naturlovsbundethed. Ellers får han ikke plads til den frie vilje. Og at mennesket har en fri vilje, derom er han ikke et øjeblik i tvivl.

Men man må overfor disse tanker stille det samme spørgsmål, som man må stille til Kierkegaard: Er det mere end en påståelig tanke, at mennesket har en fri vilje? Er der noget i naturlovssammenhængen, der lader ane, at det hænger sådan sammen? Og i begge tilfælde må man vist desværre svare ”nej”.

Erasmus har det i ”Om den frie vilje” for så vidt lettere. Han skal ikke ud fra virkeligheden, men ”blot” ud fra skriften påvise, at mennesket har en fri vilje og skal stå til ansvar for sine handlinger. Men der er en sjov overvejelse i hans svar til Luthers ”Om den trælbundne vilje”, som er værd at hæfte sig ved.

Erasmus har rask væk ”oversat” Luthers tanker om ”den skjulte Gud” til det aristoteliske begreb ”den første årsag”. Se evt. min beskrivelse af denne oversættelse her. Det vil sige: Det, Lucrets taler om som en gudsløs verden bestemt af naturlovsnødvendigheden, det bliver hos Aristoteles til en gudbestemt verden, hvor Gud er ”den første årsag”, der bestemmer alle de andre årsager, og altså bestemmer dem med nødvendighed. Så når Luther siger om Gud, at han virker alt i alle, så ser Erasmus – og jeg tror: med rette – dette som et udtryk for det samme, som Aristoteles taler om, når han taler om ”den første årsag”. Og naturligvis er problemet om den frie vilje ligeså aktuelt, når det er Gud, der er den bestemmende kraft, som når det er blinde naturlove.

Men i den forbindelse er det så, at Erasmus siger:

På Diatribens [dvs. afhandlingen ”Om den frie vilje”] vegne vil jeg svare, at den aldrig har sagt, at Gud virker alt i alle. Den har hævdet, at nåden i alle gode gerninger samarbejder med mennesket, men at Gud i os skulle begå utugt, drikke sig fuld, lyve, være misundelig, slå ihjel, det har Diatriben aldrig hverken ment eller sagt, for selv om det i en vis betydning kan synes at være sandt, plejer jeg dog helst at afholde mig fra at sige den slags ting. (Se her).

Hvis Gud er alt i alle og virker alt i alle, hvad enten det så er en Gud, der forstås som Aristoteles’ ”første årsag” eller det er Luthers ”skjulte Gud”, så er det klart, at Gud begår utugt i os, drikker sig fuld i os, lyver osv., i os. Den tankegang godtager Erasmus: det er ”i en vis forstand” sandt.

Man spørger selvfølgelig, hvordan det ”i en vis forstand” kan være sandt. Det har Erasmus en slags svar på. De to har diskuteret udsagnet fra Jesu Siraks bog: ”Udræk din hånd til hvad du vil” (Sir 15,17), og et sted i Hyperaspistes II går Erasmus ind på forholdet mellem Guds forudviden og den nødvendighed, der som følge deraf må præge begivenhedsforløbet. Han skriver:

Gud véd, om jeg vil vende min hånd eller ej, og det vil sikkert ske, hvad han forudvéd, og dog afhænger det, om det sker eller ej, af min vilje, fra min side sker det ikke nødvendigt, men kontingent: og jeg har kontingent vendt min vilje mod det, der skal gøres, jeg har udrakt min hånd, selv endnu ikke sikker på, om jeg vil vende håndfladen ned eller op, og det, jeg ikke er sikker på, er Gud sikker på. Hvilken af de to ting, Gud end véd vil ske, det sker med sikkerhed, men ikke med nødvendighed: det kunne jo være, det ikke skete, hvis det behagede mig.” (H12#37).

Erasmus forsøger at redegøre for sagen ved hjælp af en skelnen mellem det, der sker med nødvendighed, og det, der sker kontingent. Det var en skelnen, som også middelalderens skolastikere forsøgte sig med. Hvis man synes, at det ikke holder stik, sådan rent logisk set, vil jeg ikke modsige det, men alligevel tage hatten af for Erasmus: han er ikke gået udenom problemet, men har forsøgt at løse det, så godt han kunne.

Men da han ikke ser, at Luther bruger en lignende skelnen, har han i ”Om den frie vilje” draget den slutning, at for Luther er det ikke mennesket selv, der handler, men nåden eller Gud i mennesket:

De, der ophæver den frie vilje, udlægger det således: ‘Udræk din hånd til hvad du vil’, det betyder: nåden vil udrække din hånd til hvad den vil. ‘Gør jer et nyt hjerte’, det betyder: Guds nåde vil skabe i jer et nyt hjerte. (Se her).

Det skulle man jo tro, at Luther ville være tilfreds med. For handler ikke Gud i alle mennesker? Er han ikke alt i alle? Dog mærkværdigvis nok er Luther ikke tilfreds. Han har følgende kommentar til dette udsagn af Erasmus:

‘Udræk din hånd hvorhen du vil’. jeg har aldrig, så vidt jeg husker, brugt denne hårde udlægning, at jeg siger: ‘Ånden udrækker din hånd, hvorhen den vil’. ‘Skab jer et nyt hjerte’, det vil sige: ‘Ånden vil skabe jer et nyt hjerte’, og den slags. Lad så være, at Diatriben i sin offentlige bog har forhånet mig, den, som selv er fyldt med billedtale og følgeslutninger og er bedragen, så den ikke ser, hvad den siger om hvad. (Se her).

Det viser sig, at det er Luthers medprofessor i Wittenberg, Andreas Karlstadt, der i en disputation med Eck i Leipzig (juni 1519) har sagt sådan. Erasmus er så fejlagtigt gået ud fra, at de to er enige.

Men hvad i alverden kan Luthers mening så være?

Ja, det kan hverken Kierkegaard eller Erasmus eller – for den sags skyld – Lucrets se. For de går alle ud fra, at menneskelige gerninger, gode såvelsom onde, det er alvorlige, velovervejede, besluttede handlinger. Man kan sige, at de har en domstolsopfattelse af mennesket: De gerninger, en domstol kan drage et menneske til ansvar for, de gerninger betragtes uvilkårligt som de eneste menneskegerninger. Eller man kan sige, at menneskets gerninger anses for aktioner, ikke for reaktioner. Og aktioner er netop gerninger, som man kan stilles til ansvar for, ligesom det jo også er gerninger, som synes at give mennesket værdighed.

At Kierkegaard kun har blik for den slags gerninger, er, hvad Løgstrup bebrejder ham i sin bog Opgør med Kierkegaard, den bog, hvori han, for at pege på gerninger, Kierkegaard ikke har blik for, omtaler de suveræne livsytringer.

Og det er klart nok, at hvis der skal gøres plads til sådanne besluttede handlinger i et ellers strengt regelbundet naturforløb, så må man give sig til som Kierkegaard at operere med fritvirkende årsager eller som Lucrets tænke sig undtagelser, clinamen, fra den strenge regelbundethed. Det eneste alternativ synes at være Karlstadts tanke, som så i virkeligheden fører med sig, at der ikke er nogen person, der handler, ikke nogen at drage til ansvar.

Men Luther hører ikke hjemme i noget af disse to alternativer. Han afviser ikke fuldstændig brugen af ordet ”fri vilje”. Et sted i ”Om den trælbundne vilje” skriver han:

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

Men denne modtagelighed overfor Guds ord har jo ikke meget med Erasmus’ begreb ”fri vilje” at gøre. Hvis vi ser på et andet citat fra ”Om den trælbundne vilje”, nemlig dette:

når Guds gerning ikke er til stede i os, så er alt, hvad vi gør, ondt, og med nødvendighed gør vi gerninger, som ikke tjener til frelse? Hvis det nemlig ikke er os, men Gud, der virker frelsen i os, så gør vi intet, der kan tjene til frelse, før hans gerning, hvad enten vi vil eller ej. Jeg siger udtrykkeligt “med nødvendighed”, ikke “tvunget”, for det sker, som man siger, med uforanderlighedens nødvendighed, ikke med tvangens nødvendighed. Det vil sige, når mennesket mangler Guds ånd, så gør han det onde, ikke, som var han tvunget til det, som en røver, der slæbes bort ved halsen, eller som en tyv eller røver, der ikke vil føres til straffen, nej, han gør det ud af egen drift og frivilligt. (Se her).

bliver det klart, at Luther lægger Guds indgriben ind, før viljen får tænkt sig om og gjort sin gerning. Rammes et menneske af Guds ord, bliver det, fordi det er i besiddelse af denne egnethed eller dispositive kvalitet, fyldt af Guds ånd, og i kraft af denne ånd gør det gode gerninger, ja, det vil selv gøre disse gerninger. Ligesom det omvendt selv vil det onde, når det mangler Guds ånd.

Menneskets frihed ligger således for Luther ikke i viljen, men snarere i forståelsen. At blive grebet af Guds ånd er at forstå de situationer, man befinder sig i og handle derudfra. Derfor er gode gerninger hos Luther gerninger, der udføres i ”kald og stand”: man forstår den situation, samfundet har sat én i, og handler derudfra.

Det, den kristne forkyndelse går ud på, er så – som faderen i lignelsen om den fortabte søn – at få sønnen til at forstå, hvad familiesamhørigheden betyder: at den fælles bundethed af glæde over den hjemvendte søn og bror må sætte parentes om den ligelige fordeling. Sådan at, hvis sønnen rammes af faderens ord og går med ind til festen, så vil han det selv, vil selv spise og drikke og synge og danse.

Eller tydeligere måske vist af Paulus i brevet til Filemon. Paulus vil have Filemon til selv at se, hvad det betyder for hans forhold til hans bortløbne slave, Onesimus, at denne er blevet kristen: at de nu er bundet sammen på en måde, så de ikke mere kan være over- og underordnet. For når han har set det, så vil han jo selv gøre det, Paulus mellem linjerne opfordrer ham til: frigive sin slave.

Det vil sige: Det forholder sig ikke, som Erasmus (og Kierkegaard) mener, at Guds ord griber ind i viljens afgørelser, men sådan, at ordet rammes os, før vi afgør os og vil det ene eller det andet.

Det forekommer mig også, at Luthers iagttagelser om den ikke-tvungne onde gerning svarer meget godt til de iagttagelser, vi kan gøre. For at tage et eksempel: Hitlers bødler handlede ud af overbevisning, de troede selv på nazismens sag.

Lad os igen se på Hjortkjærs tekst:

Teologisk set er det i hvert fald blevet den skæbnesvangre konsekvens af arvesyndslæren fra Augustin til Luther: At nok havde Adam muligheden for ikke at synde, men efter faldet har vi alle en korrumperet vilje, der gør, at vi ikke kan lade være med at synde. Mennesket vil synde. Mennesket synder nødvendigvis. Den tanke er afskyelig for Kierkegaard. (I afsnittet: ”Individet begynder forfra”).

Det er sandt nok, at Luther er temmelig afhængig af Augustin – udtrykket ”trælbunden vilje” har han f.eks. fra Augustin – og han vil af den grund nok kunne sige, at vi ikke kan lade være med at synde, men han vil utvivlsomt føje til: ”når vi er overladt til os selv”. For han vil jo hele tiden hævde, at vi ikke er overladt til os selv, Gud griber ind i vor tilværelse med sit ord, om han dog ikke kunne ændre på vor grundholdning.

Når den tanke, at mennesket nødvendigvis synder, er afskyelig for Kierkegaard – og Hjortkjær regner vist med, at bare den nævnes, er den også afskyelig for hans læsere – hænger det utvivlsomt sammen det, Løgstrup anklager ham for: at han ikke har blik for de umiddelbare handlinger.

Og hvad angår det, der er hovedproblemet her: spørgsmålet om menneskets frihed stillet overfor den naturlovsbundethed, som mennesket også er underlagt, så forekommer det mig, at Luthers formuleringer langt lettere lader sig nyformulere til tanker, der løser dette problem. Jeg har for nogen tid siden forsøgt netop det ved hjælp af tanker, som Eske Willerslev har fremført – og lidt i modstrid med samme, se her. En lidt længere redegørelse har jeg givet i det første kapitel i min afhandling om Erasmus’ og Luthers uoverensstemmelse, ”Dogmatiske Brokker”, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Den trælbundne vilje

  1. Pingback: Erasmus og Luther | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s