Martyrmuseum

Da folkene bag kunstudstillingen ”Martyrmuseum” allerede i begyndelsen af maj fortalte om den kommende udstilling, opstod der noget nær et ramaskrig. Også denne blog vendte sig imod udstillingen, se her.

Nu, hvor udstillingen er åbnet, kunne man tro, at det samme ville gentage sig. Men det ser ud til, at gassen i nogen grad er gået af ballonen: Selv om udstillingen åbnede den 26-5, og vi nu skriver den 29-5, er der egentlig ikke særlig megen omtale af den.

Én omtale skiller sig ud: Berlingskes anmeldelse af den, se her, foretaget af Jakob Steen Olsen. Han er meget begejstret for udstillingen, og mener, at Bertel Haarder, som i begyndelsen af måneden proklamerede, at han aldrig ville sætte sine ben på udstillingen, burde tage denne beslutning op til revision. Det er nemlig ikke sådan, forsikrer Olsen, at udstillingen hylder terroristerne.

Men, ak, den arme mand har ikke opdaget, at det netop er det, både han selv og udstillingen gør: hylder terroristerne.

Muslimerne har tilladt sig at bruge betegnelsen ”martyr” om deres selvmordsbombere. Det er et ganske genialt træk. Derved får de den positive aura, der svæver omkring de kristne martyrer, overført på de muslimske terrorister. De kristne martyrer er jo blevet æret og næsten tilbedt igennem århundreder, man har afbildet dem på altertavler og kalkmalerier, man har indviet kirker til deres ære, altsammen, fordi den kristne kirke så (og måske stadig i dag ser) noget positivt i martyriet: at et menneske formår at fastholde sin overbevisning stillet overfor truslen om at blive dræbt, har ikke blot det ved sig, at det fremkalder en vis beundring, der er også det knyttet til en sådan handling, at den er med til at opbygge samfundet, dvs., opbygge et samfund, der bygger på sprogets overhøjhed over magten.

For de, der slår martyren ihjel, tror jo på et samfund, der bygger på magt. De har ingen argumenter at sætte imod martyren, kun magt. Og den bruger de så. Men når eftertiden bruger martyrnavnet om den, der bliver slået ihjel for sandhedens skyld, så er den med til at nedbryde magtsamfundet og sætte sprogsamfundet i stedet. ”Sprogsamfundet”, siger jeg, dermed mener jeg vort demokratiske samfund, som har udviklet sig til et samfund, hvor argumentet og ikke magten tæller.

Jeg har tidligere citeret Luthers martyrsalme, den første salme, han skrev, se her. Lad mig gentage ét af versene:

For bålets aske bliver ved,/ gi’r støv i alle lande./ Al verdens vand, dens jord og grav/ kan ej dets glød udvande./ Dem, som vor fjende ved sit mord/ har tvunget til at tie,/ dem tvinges han til hvert et sted/ at lade glad udsige/ Guds pris med tunger døde. Se her.

Her afbilder Luther det, der her har interesse, nemlig martyrvirkningen. Den virkning, at magtholdningen nødvendigvis afslører sig selv, når den dræber martyren, og at denne selvafsløring, uden at magthaverne vil det, undergraver magten og fremmer demokratiet.

Derfor er det så samfundsnedbrydende, når muslimerne ”stjæler” martyrbegrebet og får os til at bruge begrebet om mennesker, der tror på magt og ikke på ord. For det er jo, hvad der er sket med os, når vi iblandt os har mennesker, der er så uvidende, at de ikke vil skelne mellem dødsforagtende mennesker af henholdsvis kristen og muslimsk observans, men blander de to størrelser sammen i ét begreb: ”martyrer”. Så overfører man – ud af sin store uvidenhed – den kristne positive holdning til martyriet på den muslimske terrorist.

Der ligger en høj grad af uvidenhed her. Den ligger hos den kunstnersammenslutning, TOETT, der har stået for udstillingen, men den ligger formentlig også hos den myndighed, der har bevilget det offentlige tilskud. For i udstillingen fokuserer man kun på dødsforagten, det er den, man undrer sig over, det er den, man vil prøve at indkredse. Hvad dødsforagten bliver brugt til, hvilken sammenhæng den anvendes i, har ingen interesse. Og i sin uvidenhed tror man, at dødsforagten er det eneste, der kendetegner en kristen martyr, hvorfor man uden videre sidestiller ham (eller hende) med en muslimsk terrorist, der jo – indrømmet – også udviser dødsforagt.

Eller: Man tror, man kan hæve sig op over forskellen mellem kristendom og islam. Man bilder sig ind, at man kan se på samfundet og foreteelserne i det fra et synspunkt, hævet over forskellen mellem vestlige samfundsidealer og muslimske ditto. Det kan man ikke. Selve det, at man ustraffet får lov til at kritisere det samfunds idealer, man står i, er et vestligt samfundsideal, fremkaldt af dels oldtidens martyrer, dels Luthers martyrvillighed. Det ville aldrig kunne lade sig gøre i et muslimsk samfund. Man kan bare se på, hvordan de muslimske samfund, både de muslimske stater og de muslimske miljøer i Vesten, vil tvinge os til at undlade al kritik af Muhammed.

Man kunne måske have fået en nogenlunde vederhæftig udstilling ud af det, hvis man havde kaldt den noget andet end lige netop ”Martyrmuseum”, måske ”Dødsforagtens museum”. Christian Lollike, teaterchefen, der har lagt lokaler til udstillingen, siger:

Jeg tror, de fleste mennesker kender til fascinationen af mennesker, der vil gå i døden for en større sag. Det er på en eller anden måde altid både uforståeligt og fascinerende. Det er den fascination, der har sat det hele i gang. (Se her).

Og ikke sandt, dette viser, hvad formålet har været. Eller det viser, hvad der er fælles for de personer, man omtaler. I Jakob Steen Olsens artikel nævnes nogle af mennesker, hvis skæbne man indkredser: Stefanus er med, Sokrates har før været nævnt, en buddhistisk munk, der brænder sig selv af under Vietnamkrigen, en polsk katolsk præst, der går i døden for andre i Auschwitz, en tetjensk »sort enke«, der gør sig klar til at detonere en bombe i Moskvas undergrundbane, terroristen Omar Ismail Mostefa, hvis sidste ord man hører, hvis man låner et sæt høretelefoner, Jeanne d’Arc, Martin Luther King, og Rosa Luxembourg, alle disse får hver deres omtale, og man dvæler lidt ved hver enkelts skæbne.

Men når man anbringer alle disse skæbner under én betegnelse, betegnelsen ”martyrer”, så går det galt, så kan man ikke undgå at komme til at hylde de muslimske terrorister. Og så nytter det ikke noget, at Jakob Steen Olsen påstår det modsatte. Han har ladet sig forføre af udstillerne. Som selv er forført af deres fascination af alle dødsforagtende mennesker.

Må man f.eks. fascineres af Omar el-Hussein, terroristen fra Krudttønden og synagogen? Han er vist ikke omtalt i udstillingen. Men hvorfor egentlig ikke? Han havde jo dog alle en muslimsk terrorists træk: han hørte en imam opfordre til jødehad, han gik efter Lars Vilks, der efter hans mening havde hånet Muhammed, og siden gik han efter en tilfældig jøde. Og da han senere blev anråbt af politiet, skød han igen. Men var han selv ude på at blive dræbt og anset for muslimsk ”martyr”? Det vides ikke. Han havde skudsikker vest på. Men det var måske bare for at kunne slå flere ihjel, før han selv blev dræbt.

Er hans handlemåde fascinerende? Ja, ifølge Christian Lollike er den vel lige så fascinerende som handlemåden hos selvmordsbomberne fra Zaventem lufthavnen i Bruxelles.

Problemet for udstillerne er, må man tro, at hvis de tager ham med og prøver at vise det fascinerende ved hans optræden, så er de næsten nødt til at medtage Finn Nørgaard også, den danske filminstruktør, der prøvede at afvæbne ham, dog uden held. Og tager de ham med, er de næsten nødt til at skifte fra at se på ligheder mellem de to dødsforagtende mennesker til at se på forskelle. For de to kæmpede jo mod hinanden, en kamp på liv og død, en kamp mellem én, der var opsat på at slå ihjel, også om det skulle koste ham selv livet, og én, der ville redde liv, også om det skulle koste ham livet.

Med Finn Nørgaard er det som med de almindelige amerikanere på det fjerde fly den 11-9 2001. De havde på ingen måde oparbejdet hos sig selv en særlig dødsforagt, de viste blot med deres handlinger, at de havde noget at kæmpe for i det samfund, der var deres, og de var altså villige til at vove livet for det. At regne dem for martyrer, nej, uha uha, det er alt for stort et ord at anvende, ligesom ingen har fundet på at bruge den betegnelse om Finn Nørgaard. Men hvorfor egentlig ikke?

I hvert fald: Skal alle muslimske terrorister hyldes med martyrbetegnelsen, så skal da disse almindelige vesterlændinge meget snarere hyldes. Skal vi undres og fascineres af muslimske terrorister, der går i månedsvis og ser frem til ”nultimen”, som Mohammed Atta, én af flykaprerne, kaldte dødstimen, hvor meget snarere skal vi så ikke fascineres af disse ganske almindelige mennesker, der i løbet af få minutter kan opvækkes til at kæmpe med livet som indsats for det, de tror på.

Og under alle omstændigheder er forskellen på Omar og Finn da så stor, at det er umuligt for ethvert nogenlunde normalt menneske at sættes dem ind under den samme betegnelse. Betegnelsen ”martyr” er vel passende for Finn Nørgaard, men skal hans drabsmand, Omar el Hussein, ind under den samme betegnelse, så er der tale om en ærerørig beskyldning mod Finn Nørgaard.

Den uvidenhed, arrangørerne af udstillingen lægger for dagen, står i grel modsætning til den omhu, vi kristne teologer må anvende, når vi skal bestemme, om et menneske kan kaldes martyr. TOETT er ikke smålige, de udbreder martyrbegrebet så vidt, at alle, der er død en lidt mærkelig død, kan komme ind under det. Vi kristne må være anderledes påpasselige.

Bare det at undersøge, om Luther på vej til Worms og i Worms havde det rette martyrsind, kræver megen skepsis og megen analyse. Man kan ikke bare springe ud i det, ligeglad med alle ydre ting. Jeg skrev i sin tid en afhandling om martyrbegrebet hos Kaj Munk og hos Luther, se her, og i den tog jeg mig for at undersøge, om man havde kunnet kalde Luther en martyr, hvis han, som han regnede med, var blevet brændt på bålet i Worms, se her.

Jeg opsummerer problemerne ved bestemmelsen: martyr eller ikke-martyr således:

Nej, den, der har martyrsindet, balancerer på en knivsæg: Han er villig til at dø, om så skal være, men han søger ikke døden. Han vil finde sig i, at hans modstandere slår ham ihjel, men de skal sandelig have ulejlighed med selv at komme hen til hans adresse og tage ham med. Hvorfor det? Fordi hans død ikke blot skal afsløre hans egen trosstandhaftighed, men også afsløre hans modstanderes djævelske, dvs løgnagtige holdning. Eller, kan jeg sige, fordi han ikke på nogen måde vil give modstanderne mulighed for at sige: Jamen, han ville det jo selv! Eller, for at sige det på endnu en måde: Den død, han kommer til at lide, skal fremstå som et justitsmord, ikke som et selvmord. (Se her).

Én af Luthers modstandere, Johannes Cochlæus, har f.eks. fundet et par citater frem, som synes at vise, at Luther ligefrem længtes efter døden, se her. Men på den anden side, når Cochlæus bebrejder Luther, at han hele tiden søger at opnå frit lejde, så tyder det jo på, at Luther netop ikke søger døden for sin egen martyrkrones skyld, men fordi modstandernes løftebrud skal komme for en dag.

Også på den baggrund må udstillingen ”Martyrmuseum” forekomme meget overfladisk, med en minimal undersøgelse bag, og en afstumpet tankevirksomhed til grund. Men først og fremmest med en opfattelse, der er præget af det muslimske forsøg på at suge næring af den kristne martyrforståelse.

Hvorfor skal dog vi vesterlændinge, der er truet af de mange muslimske terrorister, hoppe på den limpind? Hvorfor skal vi helt frivilligt overtage den muslimske, fejlagtige betegnelse på terroristerne?

Altså, for at opsummere: Vi kunne for så vidt være ligeglade med TOETT’s tosserier. Vi kunne sådan set bare grine af disse uvidende mennesker, der vralter rundt i martyrier uden at kende forskel på op og ned. Vi kunne måske også nøjes med at se det fra den ironiske side, når de, uden selv at være klar over det, ved på den måde at acceptere den muslimske fejlagtige sprogbrug baner vejen for en muslimsk magtovertagelse, der vil fjerne al kunstnerisk frihed, altså nøjes med at sige: ”Ha, ha, de saver den gren over, de selv sidder på!”

Problemet for mig er, at jeg også sidder på den gren.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Martyrmuseum

  1. Pingback: To fejlskud | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s