Et historieløst spørgsmål

Igennem længere tid har der været en til tider ret ophidset debat i Kristeligt Dagblad om volden på reformationstiden. Det begyndte med, at Bjørn Thomassen, lektor ved Roskilde Universitetscenter og katolik, den 19-3 2016 vendte sig imod tanken om, at islam havde brug for en reformation à la den lutherske, se her. Han redegør for sin ret specielle opfattelse af reformationshistorien og skriver så:

Så ja, hvis man synes, islam har brug for mere bogstavelig tolkning af de religiøse tekster, mere ikonoklasme, mere forfølgelse af de vantro, mere antisemitisme, mere patriarkat, mere religiøs politisering, mere fragmentering og dertil hørende krig og vold, så er Luthers reformation den helt rigtige vej frem. Hvis man ikke synes, islam har brug for mere af den pakke, så skulle man måske finde på et smartere argument.

Jo, for alle de negative ting, han her nævner, har fundet sted under reformationen, mener han, og reformationen er derfor ikke en anbefalelsesværdig vej for muslimer at gå.

Bo Kristian Holm, lektor ved Aarhus Universitet, forsøgte at moderere Thomassens mange voldsomme påstande, se her, f.eks. ved at påpege, at det ikke var de lutherske lande, men de calvinske, der gennemførte en billedstorm.

Dette forkerte synspunkt: at der fandt ikonoklasme sted i Danmark, søgte Thomassen at redde i land i et svar til Erik Kelstrup den 5-4 2016, se her. Det kommer han dog ikke særlig langt med. Han skriver:

Det lutherske ideal var, at kirkegængeren skulle koncentrere sig om præstens ord. Derfor skulle billeder, der måtte fremkalde følelser eller sætte ”forkerte tanker” i gang, fjernes. Det skete gradvist og ikke med samme konsekvens som andre steder i Europa. Men overmalinger var ikke en blid og skånsom gerning, ej heller et æstetisk ”smagsskifte”: De gik ud på at fjerne billeder, fordi de ansås som skadelige.

Vi ved faktisk ikke, hvor mange helgenbilleder, relikvier og religiøs kunst der blev destrueret i Danmark. Lad mig blot nævne en enkelt historie. Vor Frue Kirke i København blev stormet tredje juledag 1530, anført af borgmester Ambrosius Bogbinder, der sammen med fanatiske borgere slog altertavlerne til pindebrænde, ødelagde helgenbillederne og store dele af inventaret.

Når han kun vil nævne en enkelt historie, skyldes det, at der faktisk kun forefindes denne ene historie. Og så glemmer han i farten de mange kalkmalerier, der ikke blev overmalet, og ”glemmer” også de mange sidealtre, der blev brugt ved de sjælemesser, der nu blev afskaffet; hvorfor så beholde de unødvendige altre?

Eller man kunne spørge: Hvorfor beholde munkestolene? Dem har man da også smidt ud mange steder. Men i Horsens Klosterkirke er de bevaret. Ikke til brug for munke, men til brug for de peblinge fra den nærliggende latinskole, der holdt morgensang dèr. Det bærer de forøvrigt præg af. Peblingene har skåret deres navne i stolene (på latin, naturligvis) og årstal – den ældste indskrift fra 1620 – og den arme Frans, der står med hænderne løftet, så man kan se mærkerne i hænderne, har fået den ene tommelfinger skåret af. Hvilken voldshandling!

Kristeligt Dagblad har så den 8-4 et interview med tidligere biskop Karsten Nissen, der er folkekirkens teologiske rådgiver vedrørende reformationsjubilæet i 2017, se her. Og han gentager flere gange i interview’et den fornuftige påstand, der står i overskriften, at vi ikke kan dømme fortiden ud fra nutidens normer.

Men naturligvis er det en påstand, der skal tages med en vis modifikation. Det lader sig jo ikke nægte, at en katolsk forsker nok vil se anderledes på reformationen end en luthersk ditto. Derfor er det ikke uden betydning, at Bjørn Thomassens trosretning: katolik, er blevet nævnt af Kristeligt Dagblad. Men vil man forkaste hans synspunkter udelukkende, fordi han er katolik, går man naturligvis galt i byen.

Karsten Nissen kommer med et par eksempler på udtalelser af Luther, hvor det os umuligt at følge ham, lutheraner eller ikke-lutheraner. Hans skrift imod jøderne er ikke efterfølgelsesværdigt, hans udråb under bondekrigen, at bønderne skal slås ned som gale hunde, ejheller.

Men skriftsynet hos Luther var ikke fundamentalistisk, siger Nissen, det blev det først senere, under den lutherske ortodoksi.

Jamen, fik vi ikke en række religionskrige i kølvandet på reformationen, lyder spørgsmålet så. Nissen svarer:

Det er uomtvisteligt, at vi får sådan et Europa. Men om det skyldes Reformationen, er jeg ikke sikker på. Der var jo også krige inden. Det er rigtigt, at Trediveårskrigen 1618-1648 også var en europæisk religionskrig. Men generelt tror jeg, man skal passe på med at blande de to ting for meget sammen. Der indgår religiøse elementer i mange krige, men jeg tror mere, det skyldes, at religion kan bruges til at mobilisere i kampen for en sag, der i virkeligheden drejer sig om magt og ikke om religion.

Interview’et fortsætter:

Men med Reformationen kommer også en ny forfølgelse af dem, der ikke bekender sig til protestantismen. Der sker en øget bandlysning af andre religioner, de vantro – og som Bjørn Thomassen peger på: Hekse bliver brændt på bålet som følge af den voksende intolerance. Det er vel en vigtig pointe i forhold til at kaste et kritisk blik på Reformationen?

Bjørn Thomassen har ret i, at afbrænding af hekse skete – også med præsternes medvirken. Det er virkelig frygteligt. Men han har jo samtidig både ret og ikke ret i sin kritik, for der foregik også forfølgelse af anderledes tænkende før. Tænk bare på Jan Hus, der i 1415 blev dømt som kætter og brændt på bålet.

Og jeg vil bestemt ikke gøre Luther bedre, end han var. For han kunne bestemt være meget firkantet. Men helt grundlæggende synes jeg stadig, at hans væsentligste bidrag var, at troen via hans indsats nu gøres til hvermands eje, og at han på den måde er en foregangsmand også for den senere oplysningstid.

Ja, oplysningstiden hører med til det, der er påvirket af Luther. Nissen siger:

Ja, men alting hænger jo sammen. Når vi i dag ser tilbage, så kan vi jo godt dele historien i 1500-, 1600- og 1700-årene op i en reformation, en ortodoksi, en pietisme og en oplysningstid. Men de er jo gensidigt afhængige. Folk, der levede dengang, har oplevet det som en harmonisk udvikling og ikke som forskellige tider. Det er rigtigt, at Luther ikke var demokrat, for han mente, at man ubetinget skulle adlyde fyrsten. Men Luther kunne ikke forestille sig, at et samfund kunne hænge sammen, uden at der var en formynder. Sådan var tidsånden jo, for vi må ikke glemme, at Luther levede i et totalitært samfund.

Jeg vil tillade mig at korrigere Nissen. Luther hævdede ikke, at man ubetinget skulle adlyde fyrsten. Ligesom enhver kunne læse bibelen og selv forstå den uden pavelig hjælp, sådan kunne enhver også forstå, at det var rivegalt, når en fyrste ville indlede en angrebskrig. En sådan fyrste skulle man nægte at adlyde, men selvfølgelig selv tage skraldet for sin lydighedsnægtelse. Se evt. Luthers overvejelser desangående her.

Den misforståelse, som Karsten Nissen her geråder ud i: at man skal adlyde fyrsten ubetinget, selv om Luther kun mener, man skal adlyde, selv om han er uretfærdig, men ikke adlyde, hvis han vil tvinge én til at være uretfærdig mod andre, viser noget om, hvordan et nøjere studium af teksten ofte kan afgøre stridighederne om Luther, også dem mellem lutheranere og katolikker.

Det er jo bl.a. derfor, der er hold i Nissens påvisning af, at der også fandt forfølgelse af anderledes tænkende sted før Luthers tid, f.eks. blev jo Jan Huss brændt på bålet. I den forbindelse er det værd at gøre opmærksom på, at én af de teser, som paven fordømte hos Luther, siger, at det er imod Helligånden at brænde kættere, se her. Hvilket betyder, at paven dengang regnede det for helt i orden at brænde kættere.

Så gør Knud Torm i et indlæg den 26-4 2016, se her, opmærksom på en sjov detalje:

Der kom endog nye kalkmalerier til, der i motivvalget ikke kun var protestantiske eller neutrale, men også katolske – efter Reformationen! For eksempel da Sulsted Kirke i Vendsyssel udsmykkedes med kalkmalerier i 1548. På den fornemste plads i kirken, altså i korhvælvingens øst-kappe lige over alteret, anbragtes Jomfru Maria i solgissel, stående på måneseglet. Udmalingen i Sulsted blev aldrig overkalket.

Dette kan hænge sammen med, at Luther mente, at også Maria var undfanget på ubesmittet vis, og at hun derfor ikke var et syndigt menneske som andre, se her. Noget, vi dog som ”gode” lutheranere har glemt. Men det kan måske sådanne historisk korrekte oplysninger hjælpe os med at være opmærksomme på.

Endelig har Kristeligt Dagblad i en artikel den 29-4 2016 interview’et Martin Schwarz Lausten og Carsten Bach-Nielsen, der begge bringer en række kendsgerninger på bane, som modsiger Bjørn Thomassens påstand om, at de voldelige dele af reformationshistorien er ”skrevet ud af historien”. Se her.

Men Bjørn Thomassen vil ikke sådan give sig. Han fremturer med sine påstande i en klumme i Kristeligt Dagblad den 29-5, se her. Nu er det ikke så meget ikonoklasmen, han går efter – selv om han ikke indrømmer, at han på det punkt har taget fejl – nu er det personvolden, han tager frem. Men ligesom med billedstormeriet er det også, hvad personvolden angår, mest påstande, han kommer med, oven i købet uden at imødegå de modsatrettede påstande, der har været fremme i debatten.

Om Danmarks sidste borgerkrig ”Grevens Fejde”, fra 1533-36, har således Carsten Bach-Nielsen i det førnævnte interview om voldshandlinger sagt:

Voldshandlinger var der masser af, understreger Carsten Bach-Nielsen, men hovedsageligt som led i den borgerkrig, der ledte op til Reformationen i årene 1533-1536. Borgerkrigen, der også blev kendt som Grevens Fejde, var et udslag af magttomrummet efter Frederik I’s død i 1533. Christian II er fængslet, og den senere Christian III, som er inspireret af Luthers idéer, er på dette tidspunkt hertug i Slesvig.

Fraværet af en konge får de jyske bønder til at rejse sig med en række politiske og økonomiske krav mod adelen. I Nordjylland ledes bondeoprøret af Skipper Clement, men den jyske bondeopstand nedkæmpes af en hær anført af den holstenske greve Johan Rantzau under et blodigt slag i 1534 ved Svenstrup syd for Aalborg. Ifølge Carsten Bach-Nielsen er der imidlertid ikke tale om krig og vold med religiøse under- eller overtoner.

Hertil har Thomassen dette at bemærke:

Reformationen blev endelig indført via en blodig borgerkrig. Derefter blev Reformationen, under Christian III, gennemtrumfet via en brutal magtudøvelse og statscentralisering, der vel er uden sidestykke i danmarkshistorien.

Mine kritikere påstår, at denne politiske historie intet har med den lutherske reformation at gøre. Den har tværtimod med Reformationens kerne at gøre. Luther selv spillede en direkte rolle i den udformning og udøvelse af magten, som reformationen medførte i Nordeuropa, og var i direkte dialog – også med Christian III.

Det er lidt besynderligt, at Thomassen mener, dette er tilstrækkeligt til at gøre ”Grevens Fejde” til en religionskrig. Den by, som Johan Rantzau angreb sidst, København, havde forlængst vendt sig mod lutherdommen, og selvfølgelig ser det mærkeligt ud, at en fyrste, der bekendte sig til lutherdommen, angreb og omringede en by, der også bekendte sig til lutherdommen, men det viser vel bare, at der ikke var tale om en religionskrig, og at religion, hvis det fænomen i det hele taget var indblandet, spillede en ganske underordnet rolle.

Carsten Bach-Nielsen har desuden nævnt fordrivelsen af munkene:

Det tætteste, vi kommer på religiøst motiveret vold, var fordrivelsen af munke fra de mange katolske klostre rundt om i landet. Især findes der beretning om, hvordan franciskanermunkene blev jaget på flugt under deciderede pøbeloptøjer.

Men igen er den åndelige overbygning på voldshandlingerne tvivlsom. Munkene var upopulære og blev betragtet som nassere. Samtidig havde de nogle attraktive klosterbygninger midt i købstæderne, som folk gerne vil have fingre i, da de fik muligheden. Selvom de kilder, vi har til begivenhederne, er stærkt farvede, ved vi, at der var tale om en voldelig fordrivelse, uden at det dog var systematisk orkestreret fra magthavernes side.

Thomassen har i forbindelse med ikonoklasmen hævdet, at den historieskrivning, der har dannet sig – om, hvordan man syntes, det hele så pænere ud, hvis kalkmalerierne blev malet over med hvidt – var meget dansk og meget nuttet.

Jeg vil tage ordet ”nuttet” til mig og anvende det om de munkefordrivelser, der beskrives i den beretning, Bach-Nielsen hentyder til, den såkaldte ”Gråbrødrekrønike”. Den interesserede jeg mig for for nogle år siden, og jeg lagde den ud på internettet, hvor den stadig ligger, se her, med den latinske tekst i den ene kolonne og en dansk oversættelse i den anden.

Den er vistnok skrevet eller ihvert fald samlet af den broder Jakob fra Malmø, der var bror til Christian den Anden og senere drog til Mexico. Formålet med skriftet er at dokumentere, at brødrene blev uddrevet af deres klostre og ikke forlod dem frivilligt. Brødrene mente så, at de kunne håbe på at få deres klostre tilbage, når tiderne for dem kom til at se bedre ud.

Og de havde faktisk lidt at have deres forhåbninger i. De ejede ikke deres klostre, det gjorde paven, for franciskanerne måtte ikke eje noget. Men da Rigsrådet i 1526 besluttede at afbryde forbindelsen til paven i Rom, overtog kongen ejerskabet til klostrene. Endvidere skete der i løbet af tyverne det, at de lutherske tanker bredte sig i Danmark, specielt i byerne. Der fremstod mange lutherske prædikanter, og det, de prædikede, var blandt andet, at det rette kristenliv ikke – som man havde troet middelalderen igennem – bestod i et liv i cølibat og daglige tidebønner, men i et liv i ”kald og stand”. Et godt borgerligt liv, hvor man passede sit arbejde og gjorde sin pligt, opdrog sine børn så godt som muligt og holdt fred med sine naboer, det var et godt kristeligt liv.

Disse tanker gjorde ikke holdt ved klosterporten. Specielt da ikke ved franciskanernes klostres port. For franciskanerne var tiggermunke og i hvert fald efter reformen i 1509, hvor de danske klostre gik over til den strenge del af franciskanerbevægelsen, de såkaldte observanter, måtte de ud at tigge til føden, ejendomme eller faste indkomster måtte de ikke have.

Men det var ikke kun disse to ting, den lutherske prædiken og overgangen til observanterne, der førte til, at mange munke forlod deres klostre, det var også det forhold, at det blev klart, at kongen, Frederik den Første, ikke ville gøre som sine forgængere. De havde nemlig lovet de kirkelige myndigheder, at de ville tvinge de munke tilbage til deres klostre, som var løbet bort. Det ville Frederik ikke, han ville, som han sagde, ikke tvinge nogen til tro.

Og så blev altså temmelig mange franciskanermunke overbevist om, at hvad de hidtil havde troet på, var forkert. De gav den lutherske forkyndelse ret, forlod deres klostre, giftede sig måske også og gav sig til at arbejde i de byer, som de før tiggede i.

Men hvad med dem, der ikke makkede ret, spørger Thomassen. Ja, det er noget af det, der kan opklares af Gråbrødrekrøniken.

I Tønder er det således kongen selv, der direkte befaler brødrene at forlade klostret, se her. De får kun lov at beholde deres klæder og et par heste, hvormed de kan føre de gamle og svage bort. Og selvfølgelig, de blev udjaget, men dog ikke til det rene ingenting. Der var formentlig plads i Ribes franciskanerkloster.

Det ser i det hele taget ud til at have været kongens politik: Han ville samle brødrene på færre klostre, så han eller hans trofaste adelsmænd kunne tage de tomme klostre i brug til anden anvendelse.

Og det lugtede borgerne snart. På forespørgsel bevilger kongen klostre til en række byer, at overtage, når ”munkene er ude”. Og da nu munkene ved reformen af 1509 havde gjort sig afhængige af byens borgere – dem skulle de tigge hos – så kunne borgerne nu ved at nægte at efterkomme brødrenes tiggeri mere eller mindre udsulte munkene, så de fremskyndede det tidspunkt, hvor ”munkene var ude”.

Det bliver så den måde, kampen kommer til at stå på her i landet. Munkene ville blive i deres klostre så længe som muligt, borgerne ville nægte dem mad for at få dem til at overlade dem bygningerne til andet og – mente de – bedre brug.

Det kom der mange besynderlige situationer ud af. I Malmø får vi gennem krøniken – vist uforvarende – et tydeligt indtryk af, hvor stærkt den lutherske prædiken påvirkede borgerne. Der måtte stilles en større og større kirke til rådighed, for at tilhørerskaren kunne rummes. På et tidspunkt kom det til en slags prædikenkrig. Senere, da borgerne åbenbart var kommet ind i klostret, kunne brødrene kun gennemføre deres gudstjenester ved at hviske, så borgerne ikke opdagede det. Og atter senere ville borgerne tvinge munkene til at påhøre en luthersk prædiken – vist ikke det mest effektive omvendelsesmiddel. Så tvang de brødrene til at overnatte i spisesalen, mens de selv tog for sig af klostrets åbenbart rigelige forråd. Og da de den næste dag stadig ikke lod sig overbevise af de lutherskes prædiken, blev de drevet ud. Dog fik de lov at medtage deres sengeklæder og et bækken.

To af brødrene var blevet tilbageholdt. Man ville godt have fat på klostrets stiftelsesbreve. De blev senere frigivet på betingelse af, at de overhørte en række prædikener. Om det var det, eller det var simpel træthed, der gjorde udslaget, er ikke godt at vide, men den ene af dem, viceguardianen, kastede sin ordensdragt og blev lutheraner.

Vold? Javist, men alligevel på en sær tilbageholdende måde. Man vidste jo ikke, hvad kongen ville sige til det, hvis man gik ud over hans forholdsregler. Og at de fik deres sengeklæder med, jamen, det er da nuttet. Og det er da også meget kært, hvad Peder Laurentsen, forfatter af den næsten samtidige ”Malmøbog” beretter, at de, der forlod klostret, fik redelig forsyning af øl, mad og andet fra borgernes side, se her. Se evt. Malmøbogen om tiggeklostre her.

Man skal også medtage det forhold, at munkene rundt omkring i riget forsøgte at sælge deres værdigenstande, herunder de alterkalke, de havde modtaget som gaver i tidens løb. Men, vil nogen sige, de måtte jo ikke eje noget! Nej, og det var også kongen klar over, så han sendte vurderingsmænd rundt til klostrene, for at lade alle værdigenstande registrere. Men i denne uerklærede krig, må man så sige, at han holdt med borgerne, eller må man sige, at han ville tvinge munkene til at rette sig efter deres egne ordensregler?

Kun i Ystad gik det galt. Her blev én af munkene så hårdt medtaget af den udsmidning, som borgerne satte i værk, at han senere døde af det. Ellers kom ingen til direkte skade. Hvilket naturligvis ikke betyder, at der ikke blev anvendt vold.

Ialt 14 ud af de 27 franciskanerklostre i Danmark er beskrevet i Gråbrødrekrøniken. Det betyder, at temmelig mange klostre fik lov at bestå. Dog formentlig ikke lige så længe som Birgittinerklostret i Mariager. Det var først i 1582, at den sidste nonne dèr døde, og så ophørte klostret med at være kloster. Det må da siges at være en forholdsvis blid overgang fra katolicisme til lutherdom. Til gengæld havde det ikke noget med religion at gøre. Det skyldtes simpelthen, at dette kloster var hjemsted for adelens døtre, og adelen vovede kongen ikke at støde. Med de borgerlige munke fra franciskanerklostrene kunne det bedre gå.

Jeg vil egentlig nødig ind i en diskussion om voldsanvendelse, når det drejer sig om reformationen. Selv den beskrivelse, vi har i Gråbrødrekrøniken, som Bach-Nielsen bedømmer til at være det nærmeste, vi kommer til religiøst motiveret vold, er, når man kikker nærmere efter, forholdsvis fredelig. Ikke fordi man ikke gerne ville anvende vold mod munkene, men man turde ikke på grund af kongens forordning. Og kongen turde ikke gå videre, end han gjorde, på grund af Rigsrådets stærke indflydelse. En principiel ikke-volds-ideologi havde man ikke. Så at bedømme begivenhederne ud fra en sådan ideologi, må siges at være forkert. Stiller man et sådant spørgsmål, vil det være et historieløst spørgsmål.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Et historieløst spørgsmål

  1. Pingback: Forskning eller fordom? | ricardtriis

  2. Pingback: Luthers indflydelse | ricardtriis

  3. Pingback: Luther og Den hellige Jomfru | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s