Skal vi skippe Clement

Det er der nogle politikere, der mener. Clement Kjersgaard havde taget de skrappe metoder i brug i et interview med Uffe Elbæk. Han ville have Elbæk til at svare på, om han mente, der var loft over det antal flygtninge/migranter, Danmark kunne modtage. Han havde forberedt sig godt til at kunne stille spørgsmålet. Dels havde han medbragt en udtalelse af Elbæk fra september 2015 om, at vi danskere burde følge svenskernes eksempel, dels havde han fremdraget en udtalelse af ham fra marts 2016 om, at han godt forstod, at svenskerne ikke kunne tage flere.

Og på den baggrund var det da meget naturligt at spørge ham om, hvad han egentlig mener. Hvis vi følger svenskernes eksempel, så vil der altså komme et tidspunkt, hvor vi ikke er i stand til at tage flere. Så det er meget relevant at spørge Elbæk, hvilket antal han mener vil fremkalde den situation.

Men ikke om Elbæk ville svare. Og så trak Clement sit maskingevær, afbrød flere gange Elbæk, når han for fjerde eller femte gang forsøgte at tale udenom.

Alt dette fik Elbæk til lidt senere på Facebook at skrive, at han var rasende, da han gik ud af studiet. Og det har bragt sindene i kog i den danske andedam. Der er blevet sagt både pro et contra i sagen. Her kun to citater fra to, der ”holder med” Clement. Først Mikkel Andersson i Berlingske, se her:

Så selvom det holder hårdt, og det er en synligt presset Elbæk, der er i studiet, så gør interviewet det, der skal: at få hevet nogle svar ud af partiformanden, så interesserede borgere kan få bedre mulighed for kvalificeret politisk stillingtagen. Sværere er det sådan set ikke.

Dernæst Henrik Hoffmann-Hansen i Kristeligt Dagblad, se her:

Det var relevant i tv-programmet, at Uffe Elbæk blev spurgt om, hvor mange flygtninge Danmark bør tage imod, og hvordan man håndterer det, når der som i Sverige kommer mange flere, end man har kunnet magte. Det er svært at se, hvordan de spørgsmål er uværdige over for mennesker på flugt fra krig, som Uffe Elbæk skrev i sit opslag på Facebook.

Naturligvis har journalister pligt til at optræde civiliseret. Fordi de spørger på lytteres, seeres og læseres vegne, må de holde sindet åbent for politikernes svar. Men politikerne må også være klar til at svare, uanset hvor irriterende journalisten er. Ellers dør demokratiet.

Begge d’herrer kan man efter min mening kun give sin tilslutning.

Dog må man, som også Hoffmann-Hansen er inde på, skelne mellem relevant og irrelevant pistolføring fra interview’erens side. Jeg vil specielt gøre opmærksom på to situationer, hvor journalisten kræver et ja/nej svar, men ”offeret” ikke meningsfuldt kan give det:

Den ene situation er den, hvor politikeren befinder sig forud for en forhandlingssituation. Her borer journalister ofte ihærdigt for at få politikeren til at afsløre sit forhandlingsudspil. Og det kan sommetider være lidt irriterende for os seere. For vi forstår jo så udmærket, at netop det vil være dumt af politikeren.

Den anden situation er den, hvor politikeren ikke kan gå med til de præmisser, journalisten spørger ud fra. Det kan sommetider være svært for journalisten at forstå, at han ikke sidder med den rene og klare sandhed og kun det, eller altså forstå, at han har visse forudsætninger for sine spørgsmål, som politikeren ikke deler. Af og til har politikeren held til at gøre opmærksom på denne forskellige tilgang til problemet, og så bliver der mening i samtalen. Men af og til har journalisten ikke forstået en pind af politikerens indvendinger, men gentager i sin opsummering sin egen forkerte problemstilling.

Intet af det var imidlertid tilfældet i Clements interview med Uffe Elbæk.

Hvad derimod selve spørgsmålet angår, kan man godt undre sig lidt over, at det først er Uffe Elbæk, der får dette spørgsmål stillet. Det har jo ligget i luften masser af gange tidligere, både de radikale og enhedslisten har ”fortjent” at få det spørgsmål rejst imod sig, uden at det blev rejst, så Uffe Elbæk vil med en vis ret kunne spørge: ”Hvorfor lige mig?”

Men alt dette er af mindre betydning. Nej, det afgørende i vore dages journalistik er alle de spørgsmål, der ikke bliver stillet, alle de spørgsmål, som journalister og politikere er så rørende enige om ikke at berøre, fordi de begge er sovset ind i tidens ”newspeak”, altså de spørgsmål, som jeg tidligere, f.eks. her, har kaldt NAQ’s, ”never asked questions”.

I gårsdagens Deadline (den 31-5) var der nogle eksempler på sådanne NAQ’s.

Niels Krause Kjær havde inviteret Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm og en universitetsmand, der forskede i flygtningebevægelser, i studiet.

Og én ting er nu, at de alle tre var enige om, at det, der havde lukket ”Balkanruten”, var EU’s aftale med Tyrkiet, selv om en række Balkanlandes beslutning om at hjælpe Makedonien med at lukke grænsen til Grækenland og den efterfølgende særdeles effektive lukning af denne grænse gik forud for Tyrkiet-aftalen.

Men lad kun denne skønhedsfejl passere. Mere bemærkelsesværdigt er det, at alle tre lod Tyrkiet-aftalen passere uden påtale. Den var tilsyneladende efter deres mening helt efter reglerne, og det, man diskuterede, var det ærgerlige i, at Libyen var uden centralregering, så man ikke kunne få en tilsvarende aftale med dette land, men måtte finde sig i de mange ”flygtninge”, man måtte redde fra druknedøden på Middelhavet.

Jamen, har man da helt glemt historien? Har man helt glemt, at Berlusconi faktisk i sin tid fik en aftale i stand med Gaddafi, og at han modtog en række bebrejdelser for det? Hvorfor stillede Niels Krause Kjær ikke det spørgsmål, som man dengang stillede Berlusconi: Hvordan kan man gå med til, at EU udliciterer sine menneskerettighedsforpligtelser? Eller – hvis det spørgsmål lyder for højttravende – hvorfor lader man Tyrkiet gøre det grove arbejde: at holde migranter borte fra Europas dørtrin, så man ikke behøver at behandle deres eventuelle asylansøgning, i stedet for selv at gøre det? Er hæleren ikke lige så slem som stjæleren? Er dette at betale en anden for at gøre noget, der ikke er tilladt ifølge flygtningekonventionen, ikke det samme som selv at gøre det?

Som man kan se: Masser af spørgsmål at bore i for en spørgelysten journalist. Men ingen af den slags spørgsmål blev rejst.

Og det var lidt ærgerligt. For når man må erkende, at det er hyklerisk at betale en anden for at foretage de ikke korrekte handlinger, man selv føler sig for god til at foretage, så stilles man nødvendigvis overfor valget mellem at modtage alle dem, der kan bringe sig over Ægæerhavet eller Middelhavet mellem Libyen og Italien eller Gibraltarstrædet – og det er jo mange, virkelig mange – eller selv aktivt at drive de både, man træffer dèr, tilbage til den kyst, de kom fra, i stedet for at betale andre for at gøre det.

Hidtil er vore europæiske politikere sluppet for at træffe det valg. Der har været bred enighed i den politiske elite og medieverdenen om, at man ikke må tvinge bådene tilbage, det er man altfor blødhjertet til at kunne gøre, og man har i sin noget overfladiske tankegang troet, at dette var det etisk korrekte at gøre. Men er det sandt?

Det forekommer i hvert fald mig, at der er store revner i den etik. Ikke blot fordi man efter blot nogle år med en så kraftig indvandring som i efteråret 2015 vil få befolkningen i mange europæiske lande udskiftet, eller som minimum få oprettet store og ustyrlige muslimske ghettoer, også fordi man jo uundgåeligt med en ”de åbne grænsers politik” af den art vil komme til at samarbejde med de menneskesmuglere, der rask væk sender folk af sted i synkefærdige både med det resultat, at en meget stor procentdel drukner.

Hvis man absolut vil være god på sin befolknings vegne, uanset om befolkningen ønsker det eller ej, så kunne man i det mindste samtidig med, at man lukker af for de spontane flygtninge/migranter, modtage et lignende antal ad de normale kanaler, som Australien har gjort.

I stedet er vi vidne til en politisk og journalistisk elite, der undlader at stille de væsentligste spørgsmål.

I dette store regnskab betyder det så mindre, at Andreas Kamm øjensynlig gik ud fra som en selvfølge, at de migranter, der blev anerkendt som flygtninge, øjeblikkelig skulle ind i et integrationsforløb. Skal de det? Er de ikke flygtninge, og tænkes flygtninge ikke at vende tilbage til det land, de kom fra, når der er fred?

Også det kunne der være boret i, men skidt med det. Det andet, der ikke blev boret i: spørgsmålet om EU’s hykleri, er langt mere væsentligt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s