Islams natur

Den tjekkiske advokat Klara Samkova’s tale i det tjekkiske parlament har jeg tidligere citeret et kort stykke af. Her kommer endnu en del af denne tale, se her, som jeg har været en del optaget af, fordi det forekommer mig, at hun vel er meget hård ved islam, men også meget klar i sin tale. Hun siger et stykke fremme i talen (jeg har tilladt mig denne gang at kommentere ved hjælp af noter):

Lad os først se på, hvorfor det er fuldstændig passende at sætte islam lig med de totalitære regimer. Selv om islam kalder sig selv en religion, er den i første række et totalitært system til magtanvendelse, i hvilket Gud kun spiller en rolle som substitut, (note1) for hovedindholdet i islam er ikke andet end spørgsmålet om at tage sig af statsforhold (note2). I modsætning til kristendommen, hinduismen, buddhismen, taoismen eller shintoismen er kernepunktet i islam loven, dvs. den muslimske sharia-lov. Loven er en indbygget og uadskillelig del af islamisk ideologi. — Fra islams synspunkt er opfattelsen af religionen som en privat, selvstændig sag for individet fuldstændig uacceptabel (note3). Men det er jo netop det princip, som kristendommen og den civilisation, der er udgået fra den, i dag hviler på. Det er det private forhold mellem et individuelt menneske og Gud, som bliver mere eller mindre medieret af de forskellige kirker. Selv de medlemmer af vores civilisation, som betragter sig som ateister, dvs. dem, der ikke tror på Gud, uddrager automatisk deres holdning til livet fra de kristne traditioner, idet disse traditioner tager form af enten folkelige overbevisninger eller automatiske reaktioner, og det får dem, ateisterne, til at dele den almindeligt accepterede ånd i Europa og Nord- og Sydamerika (note4). Igen, det er nødvendigt at minde os selv om, at dette synspunkt ikke blot er uacceptabelt for islam, det bliver også forkastet og udtrykkeligt nævnt som en forbrydelse (note5). Islam forkaster den individuelle opfattelse af tro på Gud og på totalitær måde forbyder den alle tvivlsspørgsmål om sig selv. (note6).

Note 1: Det er en meget præcis beskrivelse af et grundproblem ved islam: Gud er kun substitut. Substitut for hvem? vil man måske spørge. Og svaret er ikke vanskeligt: Substitut for i første omgang Muhammed, derefter for hans efterfølger: kaliffen, dernæst for den rad af skriftudlæggere, som optræder i muslimsk sammenhæng.

Jeg har i en nysudkommet bog: ”Reformation på en misforståelse” henvist til, hvordan Luther kom helt op i det røde felt, da han blev klar over, at pavens hofteolog, Sylvester Prierias, ville gøre paven til den eneste og autoritative udlægger af skriften. Sylvester udgav i 1520 et foreløbigt svar til Luthers skrifter. Han kaldte sit svar ”Epitoma”. Da det kom til Wittenberg, forsynede Luther det med sine kommentarer og genudgav det. I en kommentar siger han, at han i første omgang helst ville nøjes med at gøre grin med Sylvester. Nu ser han imidlertid, at det er en yderst farlig lære, han fremsætter:

Men nu, hvilket monstrum har han fremdyrket og sat ud i lyset! For det elendige menneske har imod mine småting her fornylig udgivet en indholdsfortegnelse eller, for nu at tale sylvester-græsk, en ‘epitoma over svaret til Martin Luther’, fyldt fra isse til fod med så mange og så store blasfemier, at jeg kunne bedømme bogen til at være opbygget midt i helvede af Satan selv. Hvis man i Rom mener og lærer således fra de lærde paver og kardinalers side, hvad jeg ikke håber, så udtaler jeg gerne med dette skrift, at han er den sande antikrist, der sidder i Guds tempel og hersker i dette purpurrøde Rom, og at den romerske kurie er Satans synagoge. Hvad skal jeg sige? Sylvester gør en hvilkensomhelst pave, også en ugudelig pave, til gud for os, og styrken i de guddommelige skrifter, det vil sige, kraften i Guds ord, som er Gud selv, hævder han afhænger af dette menneskes autoritet, også selv om han er ugudelig, skønt dog alle er enige om at fastslå, at pavens autoritet har sin styrke fra dette ‘Du er klippen’ og ‘Vogt mine får’, det vil sige, enige om, at skriftens autoritet ikke afhænger af pavens autoritet, men pavens autoritet af skriftens. For det gælder ikke, hvad de hævder, at de kan flygte andetsteds hen end til disse skriftsteder som til et asyl, hvor de kan befæste og styrke sig. (Se her).

Det, der ifølge Luther er galt, er, at Sylvester vil lade skriftens autoritet afhænge af pavens autoritet og ikke omvendt. Det vil sige: Den fejl, Klara Samkova her påpeger hos muslimerne, at de gør Gud til substitut for et menneske, kaliffen eller imamen, den har allerede katolikkerne gjort sig skyldige i. Men den fejl blev kristenheden befriet for gennem Luthers arbejde, et arbejde, der dog i høj grad byggede på den humanistiske forskning, der var gået forud.

Og vil man spørge, om i så fald ikke enhver tekstudlægning er at ”gøre Gud til substitut for et menneske”, så er svaret, at der er forskel på at betragte en helligskrift som autoritet og at anse den som en kilde til inspiration. Og svaret er videre, at mens koranen selv lægger op til at blive betragtet som autoritet, så lægger bibelen, alene derved, at den har mange forfattere, op til at blive betragtet som inspiration.

Men denne forskel har – ak og vé – ikke været til hinder for, at mange personer indenfor kristenheden har optrådt som substitut for Gud.

Note 2: At islam har en manual for, hvordan stater skal styres, er måske overraskende for nogen, ikke mindst for dem, der mener, at islam blot er en slags forvansket kristendom. Vi skal tilbage til tiden for muslimernes udrejse fra Mekka til Medina, det vil sige til år 0 efter muslimsk tidsregning, år 622 efter vor. Hvad var det i den prædiken, Muhammed hidtil havde ført, der gjorde det muligt for ham her i Medina at lade Gud optræde som én, der giver politiske ordrer? Det var det forhold, at den fromhed, han havde opelsket hos sine tilhængere i Mekka, var en fromhed, der adlød, også selv om den ikke forstod, en fromhed, oven i købet, der mente, det var mere fromt at adlyde, når man ikke forstod, end når man forstod. Hvorfor man skal bede fem gange i døgnet, skal man ikke forstå, blot gøre. Hvorfor man ikke må spise svinekød, gives der ikke nogen rationel forklaring på, det bud skal bare adlydes. Og hvorfor man skal adlyde Muhammed, når han vil have én til at angribe karavanerne fra Mekka, heller ikke det skal man forstå, blot gøre.

Det har op gennem historien været islams strategi: at sætte sig i besiddelse af statsmagten, og ud fra den magt, man dèr fik, anvise de andre religioner en underordnet plads i samfundet. Så ville der helt af sig selv ske det, at de i det lange løb ville blive muslimer.

Note 3: I islam er Gud så højt ophøjet over mennesker, at hans handlemåde er ganske uforståelig. Af samme grund kan man heller ikke tænke sig noget menneske have et personligt forhold til Gud. Og det kan på ingen måde overlades til den enkelte selv at tænke tanker om Gud, selv at ville være noget overfor Gud.

Derfor betyder ”religionsfrihed” noget vidt forskelligt indenfor islam og indenfor kristendommen. Indenfor kristendommen – det vil sige: i hele den vestlige verden – betyder ”religionsfrihed” frihed for den enkelte til at tænke om Gud, som han vil, og til at tro på ham og dyrke ham, som han selv overbevises om er den rigtige måde at gøre det på.

Indenfor islam, derimod, betyder ”religionsfrihed” frihed for det muslimske kollektiv til at rette sig efter sharia. Det vil sige: kollektivet vil have frihed til at anvende de straffe overfor medlemmer af kollektivet, som sharia foreskriver. En sådan religionsfrihed mener muslimerne findes i de muslimske lande, hvor de kristne og jødiske mindretal har ret til at gennemføre de straffe overfor deres medlemmer, som biskoppen eller rabbineren påbyder.

En sådan ”frihed” for det muslimske kollektiv, kan vi jo på ingen måde tildele dem. Men så tager de den selv. Æresdrab, hustruvold, chikane af afvigende muslimer, inklusive dødstrusler, er eksempler på, at muslimerne mener det alvorligt med deres sharia, og at shariaen ikke kan indpasses under vesterlandske, demokratiske love uden at beskæres.

Note 4: Det er ganske interessant, at Klara Samkova har lagt mærke til, at ateister bestemmes af de samme værdier som kristne i de vesterlandske demokratier.

Note 5: At det er forbudt for en muslim at søge at få en anden muslim bort fra den muslimske tro, det kan vi måske nogenlunde forstå, selv om det forekommer os en noget sær ordning. Men at det også er forbudt for de kristne, der lever under muslimsk overherredømme, at sige noget imod den muslimske tro, det forekommer os ret uforståeligt. Men det hænger netop sammen med det forhold, at muslimen ikke skal forstå, kun adlyde. Han adlyder altså ikke fordi han forstår reglen, men fordi han underkaster sig. ”Islam” betyder underkastelse. Men derfor må alle tanker og fristelser, der kan få ham bort fra at adlyde blindt, holdes borte fra ham. Derfor bliver det, som Samkova siger det her, en forbrydelse at ville være selvstændig i forholdet til Gud.

En præst ved navn Eulogius beskrev i 859 forholdene for de kristne i Cordoba, hvor de levede som dhimmier under muslimsk overherredømme. Det betød blandt andet, at de kristne ikke måtte gå i samtale med muslimerne om deres tro. Muslimer måtte ikke fristes til at forlade islam. Eulogius fortæller, hvordan en præst ved navn Perfectus lod sig overtale til at fortælle om sit og de andre kristnes syn på Muhammed, se her. Muslimerne lovede ham ikke at sladre til de muslimske øvrigheder, men holdt ikke deres løfte, og derfor blev Perfectus henrettet. Jeg har fortalt lidt mere om de såkaldte ”Martyrer fra Cordoba” her.

Disse forestillinger om, at en muslim helst skal beskyttes mod ikke-muslimsk påvirkning, giver sig mange udslag i vore dage. Det er f.eks. det, der ligger bag den pakistanske blasfemilov og den måde, den implementeres på. De få kristne, der er i landet, må ikke på nogen måde friste muslimerne til at opgive deres tro. Det er også det, der får muslimer til at krænkes på deres profets vegne. Det skyldes ikke, at de krænkes på samme måde, som vi kan krænkes over ét eller andet, det skyldes, at deres sharia siger dem, at man ikke må bagtale deres religion. Den lov vil de gerne have os andre til at respektere. Og det har de opdaget sker, når de påstår sig krænkede.

Note 6: Man kan også sige, at dette forbud mod at tvivle på islam, denne straf for at tænke ikke-muslimske tanker, afslører islam som en magtreligion. Denne magtopfattelse af religionen lå allerede i det forhold, at Muhammed selv blev tvunget af englen Gabriel til at nedskrive koranen, ikke som han selv tænkte sig frem til ordene, men som Gud ville have dem formuleret. Vi andre véd nok, at koranen er skrevet af Muhammed, og vi siger rask væk, at Gud blev substitut for Muhammed, ved at bruge Gud som baggrundsfigur for sine befalinger, fik Muhammed givet dem en absoluthed, som han ikke kunne skabe på anden måde. Og vi kan måske fastholde Muhammed som en, der mente det ærligt nok med de åbenbaringer, han fik, ved at antage, at han fik sine åbenbaringer i en form for trance, så det for ham selv oplevedes, som var ordene ikke hans egne. Men vi kan ikke undgå den konklusion, at når mennesket tvinges til at adlyde uden at forstå, så er der tale om en magtgud, ikke en ordgud.

Og det er så det spørgsmål, der melder sig oven på den konklusion: Kan man bruge gudsbegrebet på den måde? Hænger tingene sammen logisk, når Gud på den måde tvinger mennesket til at adlyde uden at forstå?

Der er dog trods alt en vis logik i det forhold, at Gud holder sig skjult for mennesket. Jo, for sådan er det jo i ethvert personforhold: du kan ikke vide noget om den andens inderste, du er nødt til at tro; og sådan stilles mennesket også overfor Gud: det kan ikke vide noget om Guds inderste, der lyder et ord om tillid og kærlighed, men mennesket er nødt til at stole på, at ordet er Guds og at Gud er til.

Men når ordet fra Gud tænkes at være et ord, der ikke skal forstås, men blot adlydes, så afslører det for os, at forholdet til Gud er et magtforhold, og at også forholdet mellem mennesker til syvende og sidst er et magtforhold. Men dette står i modstrid med den megen brug af ordene ”bror” og ”søster” i muslimske miljøer. Man tænkes at kunne stole på sine medmuslimer, men ikke på os ikke-muslimer.

Men en nærmere undersøgelse viser, at anvendelsen af ordene ”bror” og ”søster” er lidt krampagtig. For viser broderen eller søsteren tegn på at ville handle anderledes, end sharia foreskriver, så er vedkommende pludselig ikke ”bror” eller ”søster” længer, så mærker vedkommende shariaens hele alvor gennem de straffe, der forsøges gennemført. Eller: broderen eller søsteren er ikke blevet betragtet som et selvstændigt menneske med selvstændig tænkeevne og særligt naturel, men kun som en sharia-udførende robot.

Jeg har i en afhandling skrevet engang i nullerne ”Frihed contra fromhed” søgt at behandle islams gudsforståelse som en forståelse af en magtgud, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s