Intet nyt fra “Sydfronten”

Sydfronten”, det er Middelhavet mellem Libyen og Italien. Og om den gælder ordene fra halvfemsårsfødselsdagen: ”Same procedure as last year”, ja, det er endda de skarpere ord: ”Same procedure as every year”, der gælder. For nu er det blevet forår, og så springer de mange bådflygtninge ud. Nu er vinterens storme ovre, forårets og sommerens mere rolige forhold ankommer, og så er det tid for de små, overfyldte både at komme i ”havsnød”, så de europæiske skibe igen kan komme og redde dem og føre dem til det Europa, de længes imod.

En overgang var man ved at tro, at den meget kortere og derfor meget billigere rute over Ægæerhavet ville slå ruten fra Libyen til Italien ud, men takket være lukningen af grænsen mellem Makedonien og Grækenland og EU-aftalen med Tyrkiet er denne rute nu næsten lagt død, og så er der igen penge at tjene for menneskesmuglerne på ruten fra Libyen til Italien. Som man siger i konkurrencestaten: ”Den enes død er den andens brød”.

Men det, som mange ”kloge” kommentatorer dengang meldte ud: at det ville være komplet umuligt at standse flygtningestrømmen, det har vist sig ikke at være rigtigt. At de gættede forkert, kan hænge sammen med, at de fejlagtigt troede, der var tale om en ”push-effect”, hvor der i virkeligheden var (og er) tale om en ”pull-effect”, dvs., man har fra mediernes side lullet sig ind i den forestilling, at der er tale om ynkværdige mennesker, der flygter fra forfærdelige forhold i Syrien, hvor der altså i virkeligheden er tale om mennesker, der gennem en flugt til Europa søger at forbedre deres livssituation.

Men – vil måske den opmærksomme læser spørge – hvis der ikke er tale om noget nyt fra ”sydfronten”, hvorfor så skrive om det?

Svaret er, at der alligevel er tale om noget nyt, ikke fra fronten selv, men fra de medier, der skriver om forholdene. Jeg skal nævne to danske artikler, begge byggende på udenlandske undersøgelser, men også begge med interessant nyt i beskrivelsen.

Den ene er Anders Vistisens blogindlæg den 24-5 i Jyllands-Posten, se her. Han henholder sig til en rapport fra det britiske overhus, se her, med overskriften: ”Operation Sophia, EU’s sømission i Middelhavet: En umulig udfordring”.

Vistisens konklusion er klar:

Rapporten fra Det Britiske Overhus lader ingen tvivl tilbage: EU er ikke bare en magnet men et rent færgeselskab for unge afrikanske mænd: de udgør den næste af folkevandringens bølger, og er ved at samle kraft på den anden side af Middelhavet.

Der var tre formål: at redde nødstedte, at anholde menneskesmuglere og at begrænse indvandringen til Europa. Men kun det første formål er lykkedes for Sophia. Og det er vist, at det ikke var særlig víst. (Det var en vits; Sophia betyder visdom). Man har godt nok anholdt nogle få menneskesmuglere, men det har været folk på laveste niveau; de, der tjener pengene, sidder ikke i bådene. Og man har også fået hold i nogle af bådene, før de blev fyldt med migranter, men

skriver rapporten, menneskesmuglerne er gået fra træ- og glasfiberbåde til gummibåde, som de godt har råd til at lade EU pifte. Nu pønser man i EU på, om man kan forhindre import af kinesiske gummibåde til Libyen… Men Libyens handelsminister har ikke svaret (for sådan én findes nemlig ikke). Af samme grund holder EU’s fartøjer sig pænt ude af libysk farvand, for Libyens statsminister og regering, (som heller ikke findes) har ikke inviteret EU-færgerne inden for sin sømilegrænse.

En overgang troede EU, at Sophia var en succes, flygtningestrømmen fra Libyen tog jo faktisk af:

EU har pralet med, at Operation Sophia var så god, at folkevandringen over Middelhavet tog af i slutningen af 2015. Men hvorfor? – Spørger rapporten og svarer: Fordi der i måneder var fri passage til Nordeuropa gennem Balkan, altså indtil Ungarn og andre ansvarlige regeringer afspærrede deres grænser. Men siden da har unge afrikanske mænd ophobet sig i hundredtusinder i Libyen, hvorfra de søger mod Italien.

Og derfor kan sandheden skildres således:

Sandheden er, at ethvert europæisk skib i horisonten er et signal til at sætte kinesiske gummibåde i søen fra Libyen med en god chance for, at passagererne et en måned senere dukker op i Hamborg, Calais, Bruxelles eller Kruså.

Vistisen skriver det ikke, men sandheden er jo faktisk værre. Man behøver aldeles ikke at have øjenkontakt med et europæisk skib, man kan frit og frejdigt sejle ud med begrundet håb om at blive ”reddet”, for det er med Sophia gået som med de andre europæiske bevogtningsplaner: i løbet af ingen tid har de forvandlet sig fra bevogtningsplaner til redningsplaner.

Men nu har i det mindste en rapport fra Overhuset med rimelig klarhed fortalt, hvad der foregår.

Den anden artikel er af Anna Libak, der på sin blog i Berlingske tager problemet op, se her. Hun bygger på en artikel i Der Spiegel, se her, som også bygger på Overhusets rapport, dog med enkelte tilføjelser. Hun skriver bl.a.:

Forleden kunne Spiegel Online fortælle, at EUs mission mod menneskesmuglere i Middelhavet – Operation Sophia – siden september sidste år har reddet henved 13.000 bådflygtninge fra at drukne.

Det lød som en positiv nyhed. Men det var det ikke kun. For de fleste af bådflygtningene var stævnet ud fra Libyens kyster, og Spiegel kunne også fortælle, at netop de libyske menneskesmuglere bruger EUs mission som et aktivt salgsfremstød.

Nogle af dem satser simpelthen på, at de kun behøver at sejle bådflygtningene uden for Libyens 12-sømilegrænse, hvorpå de i internationalt farvand straks opsender de nødraketter, så EUs patruljeskibe må bjærge bådflygtningene og i henhold til international lov er pligtige at sejle dem til et EU-land, det vil sige Italien. Her har bådflygtningene krav på at få behandlet en asylansøgning, og selv om den bliver afvist, kan de fleste af dem regne med at blive alligevel. Deres hjemlande tager dem ikke uden videre tilbage: I mange tilfælde har hverken de eller EU jo kapacitet til at udrede, om det faktisk er deres borgere.

At en EU-parlamentariker som Anders Vistisen skriver om Overhusets rapport, er måske ikke så epokegørende, det er vel mere rapporten, der er det. Men at en dansk journalist skriver om den, er mere bemærkelsesværdigt. Og at hun specielt lægger mærke til det, Der Spiegel fortæller (ud fra en tysk regeringskilde), at menneskesmuglerne ligefrem kalkulerer med hjælpen fra Sophia, og at hun endda i overskriften fortæller, at ”Når EU redder bådflygtninge, understøtter det menneskesmuglernes forretningsmodel”, det er nyt i den danske debat. Så sig ikke, at der ikke sker noget på indvandringsfronten, også selv om ”Sydfronten” opfører sig efter ”same procedure as every year”.

Til gengæld overdriver Anna Libak, når det drejer sig om de internationale havretsregler. Hvis et skib redder folk, der er i havsnød – og det har de en vis forpligtelse til – så siger reglerne, at disse skibbrudne skal sættes af i den næste havn, skibet efter sin fartplan skulle anløbe. Det kom til udtryk med det gode norske skib Tampa i 2001, se her. Den norske kaptajn redde en masse mennesker fra en synkende båd i farvandet mellem Indonesien og Australien. Men da de hørte, at de ville blive sat af i Djakarta, gjorde de oprør, og tvang kaptajnen til at sejle dem til australsk farvand. Det kom der en del debat ud af dengang. Men karakteristisk nok var der ingen, der anklagede flygtningene for mytteri. De var på forhånd defineret til at være stakkels mennesker, man kun kunne have medlidenhed med.

Og besynderlig nok – nu er deres ønske fra dengang ligefrem blevet til international lov. I hvert fald i Anna Libaks bevidsthed. Men dog vist også kun dèr.

Dog, hvad jeg her ville gøre opmærksom på, var kun dette, at det nu er blevet tilladt for en journalist at gøre opmærksom på det, vi andre har vidst gennem mange år, nemlig

at folk handler anderledes, hvis de ved, at de bliver reddet fra undergang. Groft sagt: Jo flere EU redder, desto flere vil begive sig mod EUs kyster. Og jo mere effektiv EUs indsats bliver, desto flere vil vove at vælge at sætte sig i en spinkel gummibåd fremfor et solidt fartøj, ud fra betragtningen om, at man alligevel ikke skal sejle så langt, før man bliver bjærget af EU.

Det var det, man tidligere har forsøgt at betegne med ordet ”pull-effect”: selve det, at man redder folk, fører til, at endnu flere vover sig ud på Middelhavet. Men ok nej, det var en helt forkert betragtning, fik vi at vide, der var skam tale om mennesker, der var så elendigt stillet, at de simpelthen ikke havde anden udvej end at begive sig ud i menneskesmuglernes farlige både, redning eller ej. Nu kan det altså ses, at den indvending mere var opkommet, fordi man bedre kan pudse sin glorie ved at have reddet stakkels mennesker end ved at have reddet lykkeriddere, end fordi den havde noget med virkeligheden at gøre.

Libak gør også opmærksom på en anden væsentlig ting: migranterne, der nu krydser Middelhavet fra Libyen til Italien, er ikke

syrere, afghanere og irakere, der er rejst til Libyen efter at have opgivet håbet om at komme til Grækenland via Tyrkiet. Nej de, der kommer til Italien, er altovervejende migranter fra Nigeria, Gambia, Somalia, Elfenbenskysten, Mali og Eritrea: Kort sagt fra subsaharisk Afrika, hvor verdens fattigste og samtidig hastigst voksende befolkninger bor.

De ”kloge” kommentatorer var dengang, da Balkanruten blev lukket, enige om, at det ikke nyttede noget at lukke ét sted, presset var så stort, at der blot ville opstå nye ruter. Men nu viser det sig altså, at de også på det punkt tog fejl, sikkert ud fra den samme fejlagtige opfattelse: at migranterne drives til at flygte af dårlige forhold, hvor de er, og ikke drages mod Europa, for at få bedre forhold.

Men ærlig talt, det spørgsmål kan man da godt grunde lidt over: Hvor bliver de syriske flygtninge af? Forholder det sig mon sådan, at alle de syrere, der havde penge nok, forlængst er taget af sted; de kunne lige få råd til den meget kortere Balkanrute, men den dyre rute over Libyen, har de ikke råd til?

To ting mere er værd at hæfte sig ved i Libaks artikel. Om virkningen på migranterne af de ulykker, der sker, skriver hun:

De fleste bådflygtninge ved nok godt alligevel, at det er dødsensfarligt at begive sig over Middelhavet, uanset hvad menneskesmuglerne hævder. Det ved de ikke på grund af det, Operation Sophia gør, men på grund af det Operation Sophia ikke gør: I april druknede over 400 mennesker på vej til Italien; i sidste uge var det flere end 700. Muligvis slår afskrækkelseseffekten ligefrem igennem i ankomsttallene for Italien, så færre tager af sted i ugerne efter en tragedie på havet.

I hvert fald kan vi konstatere, at der i marts ankom næsten fire gange så mange til Italien som året før, mens der i april og maj, hvor der druknede hundreder, kom færre end sidste år.

Hun har draget den positive konklusion: at jo flere, der hjælpes af EU, des flere kommer der. Men hun vover også at drage den negative: at jo flere ulykker, der sker, des færre kommer der. Blot mangler hun jo så at drage den barske konklusion af den sidste iagttagelse: at jo længere migranterne skal sejle, før de tages op af EU’s redningsskibe, des færre vil der komme; ikke blot, fordi der så muligvis vil drukne flere, men fordi det vil blive dyrere for menneskesmuglerne at fragte dem helt frem til Italiens territorialfarvand.

Eller i det hele taget at drage den konklusion: skal der lukkes effektivt ned for denne rute, skal der bruges magt, og magt gør ofte ondt på dem, det går ud over.

Hun har også blik for de vanskeligheder, der ligger for EU, hvis man vil forhandle med en regering i Libyen:

Libyen har siden Gaddafis fald været en fejlslagen stat, hvor flere brutale klaner gør krav på magten, og den nye samlingsregering har ikke kontrol med hele kystlinjen. Hertil kommer, at EU i sine forhandlinger med Libyen igen står over for et tilfælde af moral hazard: Jo større problemet er for EU, desto mere får Libyen ud af det. Det er jo ikke libyere, der flygter.

De nye magthavere skæver til EUs aftale med Tyrkiet, der skaffer Erdogan tre, ja måske seks milliarder euro i bistand som tak for at tage EUs asylanter tilbage. Samtidig overvejer regeringen formodentlig konsekvenserne for sig selv af at smadre en af de ganske få profitable industrier i et krigshærget land, hvor den har brug for venner og ikke flere fjender. Det kunne få menneskesmuglerne til at alliere sig med deres modstandere i Libyen.

Men så til sidst noget, som Libak ikke nævner, men som dog vist må med: Hvad vil den italienske regering gøre, hvis de andre lande lukke grænsen til Italien, og Italien derfor kommer til at stå alene med de flygtninge, de tager imod? Frankrig og Østrig er allerede gået igang med at lukke deres grænse til Italien, så Italien kan ikke tro, at det hele bare er ”same procedure as last year”: at de bare kan lade være med at registrere migranterne, så det bliver de andre lande, der må bøde for Italiens manglende grænsekontrol.

Det spørgsmål står åbent. Vi må se, hvad der sker.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s