Et langt, sejt træk

Sådan plejer vore politikere at beskrive forholdene, når deres tiltag ikke rigtig vil virke. Ja, de véd det godt, siger de, det, der skal til, er et langt, sejt træk.

I denne tid har der været en del diskussion om de tiltag, som regeringen har fået igennem med et stort flertal af tinget bag sig, om at søge at begrænse radikaliseringen i de muslimske miljøer. Man lod sig i sin tid bestemme af TV2’s udsendelsesrække om moskéerne i Danmark, optaget med skjult kamera, statsministeren ville nedsætte en hurtigt arbejdende gruppe, der skulle komme med forslag til, hvad man kunne gøre, og man barslede så med et forslag, strikket sammen af de mange kokke, som nu har rejst debatten igen.

Jeg vil ikke her gå ind på de forskellige dele af dette forslag, for jeg tror ikke, noget af det vil have nogen synderlig virkning. Det drejer sig om at vinde “minds and hearts” hos muslimerne, og det gør man ikke med sådanne tiltag. Men man gør det heller ikke med blød eftergivenhed i alle forhold. Det, det drejer sig om, er at få så mange muslimer til at forstå, altså forstå vores levemåde, forstå den måde, vi har indrettet samfund på, forstå, at det ikke er så tosset en måde at indrette sig på.

Der skal en anden holdning til fra vores side, en holdning, der er stolt over det samfund, vi har skabt, en holdning, der gerne vil vise muslimerne, hvordan vi tror og tænker, men også en holdning, der vover at kræve det samme af muslimerne, som af danskerne.

En sådan holdning havde den nu afskedigede chef for asylcentret i Næstved, Kent Nielsen. Information førte en kampagne mod ham i sidste måned, og det var det, der førte til, at han blev afskediget, se her. Men der er siden kommet en del frem, der stiller chefen i et noget andet lys. Nu sidst har Weekendavisen foretaget et interview med ham. Det findes ikke online, men uriasposten bringer et passende uddrag her.

Uriasposten indleder med følgende bemærkning:

Han siger meget rigtigt, men også meget vås. Eksempelvis hævder han, at problemerne ikke har meget med Islam at gøre, men at det handler om kultur og kultursammenstød.

Og det er sandt, at det er noget vås. Den fremmede kultur, han opdager hos asylansøgerne, er i høj grad bestemt af islam. Men at der var tale om en anden kultur, blev han først klar over efterhånden:

Han siger også, at han måtte ændre sin ledelsesstil, efterhånden som han fik mere erfaring: ‘Jeg blev overrasket over, at der var så mange dagsordener. I begyndelsen var jeg nok lidt blåøjet og troede, at alle ville være taknemmelige og have samme dagsorden, nemlig at søge asyl og følge loven. Jeg blev overrasket over at skulle stå og diskutere med en 18-årig, om han skal gå i skole, når loven siger, at han skal.

Det er jo den almindeligste holdning at have blandt danskere: at de dog må være taknemlige over nu omsider at være i sikkerhed. Men det er slet ikke de fremmedes holdning. De vil tværtimod her som i det land, de kom fra, hele tiden kæmpe for at aftvinge modparten respekt. Og “modparten”, det er altså her de danske myndigheder. Respekt er i de muslimske lande ikke noget, den anden giver én, hvis han synes, man fortjener det, respekt er noget, man tvinger den anden til at yde én.

Og nu den 18-årige her! Han er da ligeglad med, hvad den danske lov siger. Han har sin egen muslimske lov med sig i bagagen, og den siger, at han som muslim er mere værd end en ikke-muslim, og at han ikke skal finde sig i at modtage ordrer fra en ikke-muslim. Og først når han opdager, at den går ikke med denne lejrchef, retter han ind.

Mange asylansøgere har jo familie i Danmark, og hvis de får afslag på familiesammenføring, forsøger man i stedet at bruge asylsystemet til at få for eksempel 18-19-årige piger hertil. Familien ønsker, at pigerne skal bo hjemme hos dem og ikke i et asylcenter, mens deres ansøgning behandles, og så kunne det ske, at der mødte fire familiemedlemmer op og skældte os ud på i øvrigt udmærket dansk. I den situation måtte vi holde fast i, at reglerne skal overholdes, og at vi laver en tilstedeværelseskontrol. Er man væk mere end tre dage, bliver man sendt til genregistrering, og så begynder processen forfra, for sådan er reglerne.’ Kent Nielsen fortæller, at han efter påske meldte 42 asylansøgere ud på en dag, fordi de ikke havde været til stede i lejren, men typisk hjemme hos familien. Det svarede til mere end ti procent af alle i lejren.

Eller et andet tilfælde:

Nogle kvinder henviser til, at de allerede er gift og derfor ikke behøver gå i skole, og så måtte jeg sige: ‘ Hvis du ønsker at få ophold i Danmark, må du lære dansk, og hvis du skal bo i Danmark, skal du også arbejde. Det er systemets holdning, og jeg repræsenterer systemet. Jeg nægter at diskutere det, og så føler de, at man krænker deres rettigheder.

Altså, her har vi endelig en chef, der tør insistere på, at han repræsenterer systemet, tør insistere på, at det er gode regler, systemet har, og ligefrem nægter at diskutere det, nøjes med at kræve reglerne overholdt. Og ham smider man ud. Så er man da sikker på, at integrationen mislykkes.

Kent Nielsen siger om sine kolleger:

Det er ikke sjovt at kritisere kolleger, men for eksempel i Haderslev var man tre-fire måneder om at få startet skolegangen op. I Næstved gik der maksimalt tre dage, før asylansøgerne har skrevet under på en kontrakt om skolegang eller praktik, og hvis de nægtede, blev de indkaldt til en samtale hos mig. Sådan foregår det ikke mange steder.

Nej, det er nok ikke sjovt med en sådan kritik, heller ikke for os, der hører på den. For den afslører jo, at en række kompetente personer rundt om i lejrene, ikke er kompetente, når det drejer sig om kultursammenstød. Enten går man fejlagtigt ud fra, at folk fra en muslimsk kultur er ligesom os og tænker ligesom os, eller også lider man af samaritanitis, så man på forhånd betragter asylansøgerne som ynkværdige mennesker, der ikke kan finde ud af noget selv.

Men når vi så vover på Kent Nielsens måde at være os selv og være ved de regler, vi opstiller, og virkelig vover at forvente af asylansøgerne, at de forstår reglerne og kan rette sig efter dem, så kan der ske det for alle samaritanister yderst overraskende, at der blandt disse mennesker samles ganske mange underskrifter ind til fordel for den fyrede chef. Det var der dog – typisk nok – ikke nogen, der tog sig af.

Et andet tilfælde, der viser en europæisk myndighed, der står fast, har jeg fra document.no, se her, hvor Christian Skaug refererer en artikel i Die Welt, se her, om en muslimsk demonstration i Berlin, der synes i færd med at gå i sig selv.

Det tekniske universitet i Berlin har igennem nogle år tilladt muslimerne at holde fredagsbøn i en gymnastiksal, men da en ny ledelse kom til, ændrede man den beslutning; man ville fastholde, at universitet er et neutralt sted. Om man har haft den dagsorden også: at ville hindre radikalisering, vides ikke. Det har ført til, at muslimerne fra midten af marts har forsamlet sig til bøn på en plæne, tilhørende universitetet. Senere, fra maj og fremefter, har muslimerne ligefrem søgt om tilladelse til at holde en demonstration på stedet, og foretager nu deres fredagsbøn som en demonstration.

Dog fortæller politiet, at interessen fra muslimsk side er i aftagende. Og af interview’et i Die Welt fremgår det, at der fra muslimsk side ikke blot er tale om utilfredshed med universitetet, man vil også demonstrere, fordi man føler sig dårligt behandlet i Tyskland. Og tyskerne mener, at det hele er en del af den kulturkamp, der foregår mellem muslimer og tyskere.

Christian Skaug skriver:

Protest­bøn­nen, hvor kvinnene må finne seg i å sitte bak­erst for seg selv, må dermed antas å bli en ukentlig fore­teelse, men uni­ver­sitet­sledelsen står på sitt.

Med tanke på at men­nesker med en posisjon å miste sjelden utviser noe særlig sivilt mot, og TU-ledelsen neppe er et unntak, skyldes stand­haftigheten etter alt å dømme at mange nok er gått lei av at imøtekom­men­heten over­for en viss islam kun styrker dens krav­men­tal­itet.

Er det muligt, at man har opdaget, at der om muslimer gælder den regel, at “mere vil have mere”? Det kan tænkes. Og i så fald er det et glædeligt tegn på, at vi vesterlændinge er begyndt at tage kampen op, den kamp, som muslimerne selv har indledt med deres forsøg på at “sætte sig i respekt”. Og det ville være glædeligt, om lidt flere ville sige: “Vil de have kamp, nuvel, så skal de få det”.

Men bønnelederen er ikke tilfreds:

Predikan­ten” Ahmed maner mus­limene til å stå sam­men. Han beklaget seg over alle kvinnene som går i byen uten hijab.

Det ergrer meg at så mange mus­limer i Berlin gjør som de vil,” sier Ahmed.

Den vestlige kul­turen har ikke helt mis­tet sitt for­førende poten­sial.

At det sidste er tilfældet, bekræftes af én af de muslimske kvinder. Hun er med til fredagsbønnen – behørigt bag mændene, naturligvis – og mener, at muslimerne skal have et lokale stillet til rådighed af universitetsledelsen. Men selv om imamen har opfordret kvinderne til at bære hovedtørklæde, står hun barhovedet: “Jeg fortolker islam på den måde, jeg finder det rigtigt”, siger hun, og røber dermed, at hun er påvirket i meget høj grad af vestlige værdier.

Til sidst er område, hvor krigen mellem muslimer og danskere snart vil blusse op: ramadanen, den muslimske fastemåned. Om den siger Kent Nielsen:

Om et par uger begynder ramadanen, og Kent Nielsen er spændt på, hvordan asylcentrene vil tackle muslimernes ønske om først at spise sent om aftenen i stedet for til normal spisetid. Selv har han af gode grunde ikke længere nogen indflydelse på spørgsmålet, men hvis han havde indflydelse, var svaret nej. Ligesom dengang nogle asylansøgere kom og forlangte et bederum. “Da fastholdt jeg, at asylcentret principielt er religionsfrit, og at religion i Danmark er en privat sag. Det gælder også ramadan. Mange danskere vil garanteret sige, at de da skal have mulighed for at spise om natten, men det mener jeg ikke. Hvis de vælger ikke at spise klokken 18, er det deres eget valg. Ellers skal de, der laver maden, altså personalet, jo til at lave deres dagligdag om”.

Disse mennesker befinder sig i en overgangsposition. Og islam tillader normalt afvigelser fra deltagelse i fasten, når der er tale om usædvanlige situationer. Når eller hvis de får sig installeret i Danmark og således selv er herrer over deres tid og selv laver deres mad, så kan de fejre ramadan alt det, de vil. Men sålænge de befinder sig i et dansk asylcenter og er nødt til at indordne sig under danske regler, må de selv tage sig af deres faste. Måske der på centret befinder sig enkelte ikke-muslimer. De skal vel ikke tvinges til at vente med maden, til solen er gået ned. Og det danske personale skal da heller ikke have omlagt deres arbejdstider for at tilfredsstille muslimerne. Om man eventuelt kan indrette det sådan, at muslimerne kan betale sig fra en ekstra portion mad sent på aftenen, véd jeg ikke. Dette at skulle betale sig til de ekstra ydelser, man ønsker som muslim, er noget, jeg tidligere har foreslået.

Men to ting kan man vist være sikker på: 1) at mange muslimer vil forsøge at få måltiderne lagt om ud fra ønsket om at sætte sig i respekt. 2) at mange venligboere vil synes, at vi da skal bøje os for sådanne muslimske krav, uanset de ekstraomkostninger, der følger med.

Og så kan man også være sikker på en tredje ting: Hvis vi altid bøjer af, kan vi være sikre på, at det, muslimerne lærer om vores kultur, ikke er, at man skal være venlig og imødekommende overfor fremmede, nej, de lærer, at hvis de er krævende nok, får de os til sidst til at give efter.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s