Toregimentelæren igen

Det er Sørine Gotfredsen, der i en debat i Deadline den 5-6 2016 har illustreret det centrale i Luthers to-regimentelære på en udmærket måde.

Hun var i debat med Jens Christian Grøndahl, der netop har udgivet en bog om Europas flygtningeproblemer: ”Europas ambassade”. Han har rejst rundt i Europa og talt med en række forskellige mennesker, og det resultat, han er kommet til i sin bog, nægter han selv at formulere, for, siger han, vi må holde dilemmaet åbent, vi må tage på os den smerte, det er ikke at kunne tage alle flygtningene hjem til os, samtidig med at vi forsøger at forhindre, at dette overordnede synspunkt får os til at være mindre empatiske på det personlige plan.

Men, ville ordstyreren Nynne Bjerre Christensen gerne vide, vil det ikke uundgåeligt gå sådan, at de to ting påvirker hinanden.

Her var det, at debatten endelig kom til at beskæftige sig med noget reelt. For Sørine Gotfredsen ville fastholde synet på sig selv som et empatisk menneske, der nok kunne vise umiddelbar medlidenhed og handle derefter, men ville samtidig ikke anklage sig selv for at være ond, når hun blev ved og blev ved med at argumentere for begrænsninger i tilstrømningen til Danmark. Hun ville ikke, sagde hun, lade det være følelserne, der bestemte over, hvilken politik der skal føres, for så blev denne politik alt andet end rationel.

Dèr satte hendes lutherske skelnen mellem åndeligt og gejstligt regimente ind. Dèr fik hun sagt noget afgørende i debatten. Det måtte til syvende og sidst være forståelsen for de kræfter, der skaber sammenhængskraften i vort samfund, der får os til at ville fastholde dette gode samfund med den store indbyrdes tillid, og ikke de følelser, der uvilkårligt vælder op i én ved det personlige møde med en fremmed.

Karakteristisk nok var det her, Grøndahl gjorde indsigelse. Han mente sig som forfatter forpligtet på netop at korrigere de barske politiske bestemmelser med de fortællinger, han bringer for dagen. Han brugte en ung afrikaner som eksempel. Denne havde brugt et år på at komme til Europa, havde tomlet sig vej over Sahara, havde siddet i fængsel i Libyen i fire måneder, og nu var han endelig nået frem. Grøndahl mente, at det ville være umuligt at sende ham tilbage. En sådan ihærdighed måtte ikke afvises.

Og ikke sandt, her taler følelserne og udelukkende følelserne. Selvfølgelig blev han ikke mødt med indvendinger, hverken af Sørine Gotfredsen eller af Nynne Bjerre. Indvendingerne ligger nemlig ikke lige for, sådan som debatten har udviklet sig. Det er kun sådanne personer som undertegnede – som der da heldigvis ikke er så få af – personer, der hævdes at mangle empati, der vover at stille frække spørgsmål til Grøndahl.

Først den pull-effect, det vil skabe, hvis han som migrant – og Grøndahl indrømmede, at han ikke kunne betegnes som flygtning – fik opholdstilladelse. Det kan måske et udpræget følelsesmenneske tillade sig at se bort fra, men hvis Grøndahl også er et forstandsmenneske, så burde han dog gøre sig klart, at der er tusindvis af hans slags i Afrika, mennesker, som, når de hører om hans lykkelige indgang i Europa, straks vil snøre ranslen og begive sig af sted.

Dernæst den misforståelse, at det, der har drevet ham, er en individuel karaktéregenskab: ihærdighed, gåpåmod, osv., noget, der er en typisk europæisk betragtningsmåde. Nej, det, der har drevet ham, er familiens ordre til ham; det, der har holdt ham igang, er det umulige i at vende tilbage med uforrettet sag. Hvis man vil se individualistisk, dvs., europæisk på det, måtte man i stedet spørge, om ikke det for ham ville være glædeligt, om Europa kunne lukke grænsen for alle disse spontane flygtninge, der koster os det hvide ud af øjnene, og i stedet bruge pengene på udviklingsbistand i hans hjemland. Så ville han ikke have nødig at lade sig drive af sted af sin familie, så ville han ikke skulle finde sig i hvad som helst, fordi han har familien derhjemme at tænke på, men kunne i stedet bruge sine kræfter på at kæmpe for sit land og sin stammes trivsel og lykke.

Der skal meget til i udviklingshjælp, ja, der skal gøres meget for at ændre på de korrupte forhold i mange afrikanske stater, men så længe de bedst uddannede og stærkeste lader sig lokke til Europa, nytter det ikke noget med øget hjælp til Afrika. Først må grænsen lukkes, og altså lukkes helt, med den pigtråd og de bevæbnede vagter, som Uffe Østergaard taler om. Så kan man derefter prøve at hjælpe de afrikanske lande.

Men jeg er bange for, at Jens Christian Grøndahl lider af et så stærkt anfald af samaritanitis, at han ikke står til at redde. Han har alt for meget af den dér feel-good fornemmelse til, at han vil lade den forstyrre af rationelle overvejelser.

Dette var den korte version. Her kan den travle læser roligt forlade bloggen, for det følgende bliver dels ret langt og kommer dels til at bære de famlende overvejelsers præg.

Jeg kunne nemlig tænke mig at gentage de overvejelser, jeg har gjort mig nogle gange her på bloggen, om muligheden for at sammenligne det sansebedrag, vor europæiske elite for nærværende er offer for, med det sansebedrag, der prægede den kirkelige verden på reformationstiden. Heldigvis kom der dengang en Luther, der brød fortryllelsen og fik os til at se verden, som den var og måtte være, men om der til os i dag kommer en ny Luther, der kan slå igennem som den gamle, det er nok tvivlsomt. Alt, hvad vi kan gøre, synes at være at gøre opmærksom på sansebedraget.

Og det er ganske svært. For sansebedraget har spundet et net af retfærdiggørende tanker rundt omkring sig, så dette at trænge ind til puppen midt inde i kokonen næsten er umuligt.

Dog skal forsøget gøres.

Men først et par citater fra Luthers skrift imod munkeløfterne.

Luthers skrift ”Om munkeløfterne” fra 1522 er rent faktisk ét af de mest indflydelsesrige skrifter, Luther i det hele taget skrev. Takket være dette skrift skete der en social omvæltning af enorm rækkevidde i hele Nordeuropa, nemlig den omvæltning, at alle klostre i området blev nedlagt. Men efter at have udøvet denne virkning blev det i det store og hele glemt. De mennesker, der senere har udvalgt Luther-skrifter til offentliggørelse, har som regel sprunget dette skrift over. Det ligger på min Luther-side, www.martinluther.dk.

Luther anvender mange argumenter imod munkeløfterne, og det varer et stykke tid, før han kommer frem til argument, jeg her vil tage frem, nemlig det, der siger, at munkeløfterne er imod Guds bud. Det bud, Luther især tænker på, er det fjerde bud: ”Ær din far og din mor”. For ved at gå i kloster får munken kirkens velsignelse til at undlade at deltage i sine forældres underhold på deres gamle dage. Dog rammes munkevæsenet også af Luthers banstråle, hvad angår det forhold, at munkene nasser på det øvrige samfund, eller altså: snyder sig fra selv at arbejde for livets opretholdelse. Det ses især ved tiggermunkene:

Men hans bud er ‘Adlyd dine forældre, og tjen din næste’. Er det da ikke en afgjort bagvendthed at kalde det lydighed i stedet for offeret, som Gud kalder offer i stedet for lydigheden? Således lærer munkene, at man skal forstå de guddommelige skrifter, at det, som siges om Guds bud, tilpasser de, så det handler om menneskers bud, og det, der siges imod menneskers bud, tilpasser de, så det siges imod Guds bud. Derfor, ud fra stædig gråbrødrelydighed bruger de ikke at række penge til deres næste eller give ham noget, selv ikke, hvis han har mangel på fødevarer, og svækker, såvidt det ligger heri, deres broder gennem sult, nøgenhed og mangel, og bagefter roser de sig overfor Gud, at lydighed er bedre end offer. Men de har i dåben aflagt løfte om lydighed mod Gud, den bliver blot i klosteret gjort ugyldig af den nye lydighed. (Se her).

Fordi vi i dag lever efter den reformation af sproget, der fandt sted gennem Luther, kan vi bedre se det besynderlige i, at mennesker, der levede i byens bedste og solideste huse, nemlig tiggermunkene, gik omkring og tiggede af andre, der levede i skure og bindingsværkshuse, stråtækte og med stampet lergulv. Men der var mange århundreder, hvor man ikke så denne besynderlighed. Oven i købet betragtede man tiggermunken som et mennesker, der gjorde flere gudvelbehagelige gerninger end den almindelige borger.

Og hvis vi med vor moderne ”klogskab” spørger, hvordan de dog kunne overse disse fordrejninger, så viser de historiske kendsgerninger os én af menneskehedens besynderligheder: er en overbevisning blevet almeneje i et samfund, er det utrolig svært at bryde ud af den uudtalte enighed. Er slaveriet f.eks. tilladt i et samfund, så er det som regel betragtet som en selvfølge i den grad, at ingen forestiller sig, at samfundet kan være anderledes. Og her: Er tiggermunkene blevet en institution i et samfund, tager man det hen som en selvfølge; ikke bare, som noget, der nu engang er der, men også som noget, man drager nytte af, idet man ved at give mad til munkene kan gøre en god gerning, som man måske ellers ikke ville kunne gøre. Og så overser man raskvæk, at man måske skulle betænke de ægte tiggere i stedet for, og at munkene selv ikke bidrager med noget til livets opretholdelse.

Jamen, de giver den almindelige borger åndelige goder til gengæld, lyder det. Hertil svarer Luther:

Men den ægte og almindelige kærlighed, beskrevet af apostelen i 1 Kor 13, som er henvist til alle for at tjene både ven og fjende, er forbudt og ugyldig for dem. Fordi, som vi ovenfor har sagt, det er ikke tilladt munken at gå udenfor klostret, at besøge syge eller lægge sig efter nogen anden kristen pligt, heller ikke, hvis der er brug for det, og han kan gøre det, de har tværtimod fordrejet alting, de har lagt hændernes arbejde fra sig, de har, idet de selv ikke arbejder, tilladt sig selv at få gaver fra hele verden, de har opslugt al substans, de er godt sunde og robuste, de har stort ubehag ved de sande fattige, de betaler deres velgørere tilbage med åndelige barmhjertighedsgerninger, hvilke er denne gudsdyrkelse, som vi har beskrevet ovenfor, med at mumle meget, råbe, blæse, læse, osv. (Se her).

I den grad var man i stand til at fordreje den naturlige synsmåde, at man mener, at tidebønnerne, som er det, Luther mener med de noget hånlige beskrivelser om at mumle, råbe, blæse, osv., er barmhjertighedsgerninger, som borgerne har gavn af. Denne fordrejede synsmåde har man i vore dage forsøgt at fornægte ved at hævde, at klostrene var en slags hospitaler, hvor man netop betjente de syge. Det er sandt for visse klostres vedkommende, men ikke for gråbrødrenes og sortebrødrenes vedkommende. Her er der så tale om en nutidig fordrejning, der skal få os til at overse den datidige.

Lad det være nok til at vise, hvordan Luther formåede at skære igennem, og derved bringe i hvert fald Nordeuropa ud af hykleriet og den fordrejede tankegang.

Vi skal tilbage til Jens Christian Grøndahls bog ”Europas Ambassade”.

Nu har jeg efterhånden læst mig igennem en del om og af bogen, både af Grøndahl selv og af andre, og det giver mig mod til at sige, at jeg såmænd giver Søren Kassebeer ret i hans noget ironiske anmeldelse, se her: Den er præget af Grøndahls møde med andre kloge forfattere, der mener nogenlunde det samme som han selv, og i hvert fald, ligesom han, er fast beboer på parnasset.

Det skal jeg imidlertid ikke opholde mig ved, jeg er derimod ude efter de mange tilfælde, hvor Grøndahl burde have stillet ekstra spørgsmål, burde have undersøgt tingene noget bedre eller burde have tænkt sig noget mere om.

I en klumme på altinget.dk af Grøndahl, se her, hedder det bl.a. om bogen:

Overalt [ie: på Lampedusa, rr] oplevede jeg det samme elementære menneskelige beredskab, hvad enten jeg talte med øens præst, borgmesterens talsmand eller de aktivister, der arbejder frivilligt for at hjælpe og støtte.

Men jeg mødte også den samme hovedrystende frustration. Hvis blot Europas lande havde formået at stå sammen og fordele flygtningene mellem sig, ville krisen ikke være eskaleret. Eller have kostet så forfærdelig mange liv.

Det burde han da vide er forkert. Sandheden er jo den, som Anna Libak gjorde opmærksom på for et par indlæg siden, se her, at når EU redder flygtninge, understøtter de menneskesmuglernes model. Det er, hvad hun kalder Europas dilemma, og det er noget anderledes end Grøndahls. Og sandheden er videre den – hvad dog hverken Libak eller andre gør opmærksom på – at hvis vi ville undgå drukneulykker, kunne vi opsige aftalen med Tyrkiet, så Balkanruten igen blev åbnet, og migranterne ville oversvømme vore lande, men færre ville drukne, fordi ruten over Ægæerhavet er anderledes kort og derfor anderledes sikker end ruten over Midtmiddelhavet. Eller sandheden er den forfærdelige, at hvis vi opsagde det transportøransvar, som EU i 2001 pålagde samtlige flyselskaber, ville alle drukneulykker kunne undgås; samtidig ville godt nok samtlige europæiske lufthavne blive fyldt med asylansøgere, de tyske og svenske mest. Se evt. Mikkel Anderssons kronik i Berlingske her.

Nuvel, de to sidste sandheder skal jeg såmænd ikke bebrejde Grøndahl, at han ikke tager frem, men at han lader den citerede påstand passere uden at sætte den første sandhed op imod den, det viser hans manglende perspektiv.

Lidt senere i samme artikel er den gal igen.

Lampedusanerne virker ikke, som om de selv synes, at de er bedre end andre. Tværtimod mente én af de indbyggere, jeg talte med, at en hvilken som helst håndfuld danskere ville reagere på den samme måde, hvis man omplantede dem til den fjerne klippeø. Jeg håber det. I hvert fald tror jeg, at min samtalepartner havde ret, da hun mindede om, at det i høj grad er geografien, der bestemmer de udfordringer, man mødes med, og hvad de kalder frem i én.

Danskerne er selvfølgelig hverken værre eller bedre end lampedusanerne, og jeg blev hurtigt klar over, at min bog ikke skulle handle om at udmale en alt for letkøbt kontrast mellem syditaliensk hjerterum og nordeuropæisk kulde. Italienerne ved godt, at de blot er et transitland, fordi hovedparten af flygtninge og migranter håber på en fremtid i et af de nordeuropæiske velfærdssamfund. Til gengæld har de også følt sig meget alene, sammen med grækerne, i fraværet af europæisk solidaritet. Deres erfaring har givet dem en realistisk indsigt i, hvor nytteløst det er at skelne mellem ”flygtning” og ”migrant”.

Grøndahl skal lige overbevise sig selv om, at vi danskere ikke ligefrem er onde, fordi vi vil bremse flygtningestrømmen. Men noget tyder nu på, at han ikke er særlig god til at forsvare os. Eller sagt på en anden måde: han er ikke særlig god til at få en ægte samtale igang mellem lampedusanerne og danskerne. Han nøjes med at stille et dilemma op for os danskere. Om italienerne har et dilemma eller føler sig etisk mindreværdige, det spørgsmål tager han ikke op.

Men hvordan kan italienerne føle sig overladt til sig selv, så længe de uden problemer har kunnet sende migranterne videre til os? Der er ingen europæisk solidaritet, siger de. Jamen, så spørg dem dog, Grøndahl, om de selv udviser europæisk solidaritet ved at undlade at registrere migranterne, når de dog godt véd, at migranterne vil op til vore nordeuropæiske velfærdssamfund. Ja, ja, jeg véd godt, at italienerne kan anlægge en meget forurettet mine, når de besværer sig over alle de ”flygtninge”, de må modtage, og med en højt løftet etisk pegefinger opfordrer os til at modtage nogle flere. Men de er tilsyneladende ganske uden forståelse for den store forskel, der er, på at være transitland og så være det endelige opholdssted ikke blot for dette års migranter, men for ti, tyve, tredive års migranter, som blot hober sig op og ændrer vores befolkningssammensætning for bestandig. Se, det kunne Grøndahl have talt med italienerne om, så måske der kunne være kommet en samtale ud af det. Men som han beskriver det her, har man indtryk af, at han er taget sydpå for at få endnu mere dårlig samvittighed over at være dansker, end han havde i forvejen.

Og forresten, hvorfor skulle man på Lampedusa have erfaring om, at det er umuligt at skelne mellem ”migrant” og ”flygtning”? Det er jo da os, der ser alle ”flygtningenes” uflygtningeagtige opførsel og i mindre grad italienerne.

Lidt senere hedder det:

Skønt man i Sverige og Tyskland har måttet sande, at der i selv den mest samvittighedsfulde nation er økonomiske og logistiske grænser for den humanitære ydeevne, så tror jeg i længden ikke, at det gælder om at kunne svare på, ”hvor mange vi kan tage”.

Jeg håber og tror på, at Europa også i fremtiden vil være et åbent kontinent, hvor man så at sige kan blive europæer, hvis man vil. Det sidste er til gengæld integrationens krumtap. At ville. Vores åbenhed vil stå og falde med de tilrejsendes vilje til ikke blot at favne de muligheder, samfundet tilbyder, men også de principper, der har gjort åbenheden mulig. Uanset hvad der står i Koranen.

Grøndahl sagde i Deadline, at han ikke ville tage stilling, fordi han ville holde dilemmaets smerte varm. Ovenstående viser umuligheden af at bevare sin sunde fornuft, hvis man vil insistere på at forblive i dilemmaet. Ligesom Uffe Elbæk nægter Grøndahl at tale om en grænse for, hvor mange vi kan tage, og ligesom han indrømmer han, at Sverige og Tyskland har nået grænsen. Mig forekommer det, at de to ting ikke hænger sammen. Så han kan tage Uffe Elbæk i hånden og gå ind under betegnelsen ”vrøvlehoved”.

Og den sidste bemærkning, uha, uha! Han kan jo sagtens sige ”uanset, hvad der står i koranen”, men mon han virkelig betænker, at noget sådant kan ingen muslim sige, gentager: ”ingen muslim”.

Grøndahl har også talt med en officer fra den italienske kystvagt. Men vi tager lige det forspil med, som han indleder med:

Mens disse linjer læses, er det overvejende sandsynligt, at endnu en synkefærdig plimsoller stævner ud fra Libyens kyst med sin last af mennesker drevet af lige dele desperation og hasarderede forhåbninger. Normalt er der tre gange flere i båden, end den er beregnet til. En plads på dækket koster 3.000 dollars. Under dækket kan man slippe med 1.000 dollars, men så risikerer man også at blive kvalt undervejs eller mast op ad motoren. Mange af de omkomne er ikke druknet, men døde af brandsår.

Menneskesmuglerne giver de flygtende præcis så meget brændstof med, at de lige kan nå ud af libysk farvand. Derudover forsynes de med en satellittelefon og nummeret på den italienske kystvagts hovedkvarter i Rom. Herfra koordineres redningsaktionerne på havet mellem Libyen og Italien.

Under et besøg fik jeg afspillet nogle af de samtaler, man har optaget. Desperate stemmer, der trygler om hjælp. Helt rolige søofficerer, der igen og igen beder om at få oplyst bådens position. Nogle gange ved personen i den anden ende ikke, hvad koordinater er, og alligevel lykkes det gang på gang at nå frem i tide. Den italienske kystvagt er flygtningekrisens anonyme helte, men søofficererne er selv forundrede over deres succesrate. ”Man kan ikke kalde det at sejle,” sagde en af dem til mig. ”At sende mennesker ud i den slags fartøjer er mord.” Han refererede med en resigneret mine, hvordan nordeuropæiske politikere i kystvagtens bedrifter ser en såkaldt pull effect. Som om Afrikas elendighed ikke skubbede på.

Her beviser han Libaks tese, at når EU redder flygtninge, understøtter de menneskesmuglernes model. Ganske ugenert gør han det, og ganske uden at være klar over det. Trods dette umenneskelige samarbejde – umenneskeligt, fordi det er umenneskeligt at hjælpe til med det mord, det er at sende den slags fartøjer af sted – vover han at kalde den italienske kystvagt ”flygtningekrisens anonyme helte”.

Jamen, de redder da menneskeliv, vil han formentlig sige. Ja, vil jeg svare, mennesker, de selv har lokket ud på havet med deres tidligere redningsaktioner.

Og hvis ikke vi lukker vore grænser, eller hvis ikke Østrig lukker sin grænse i Brennerpasset, og de således kommer op til os, så er det os, der betaler for den Brasso, italienerne pudser deres glorie i.

Er vi mon snart færdige?

Ak, nej, ikke endnu. Oven i købet vil jeg her gå tilbage og citere Jyllands-Postens anmeldelse for denne beskrivelse:

Han [altsåGrøndahl] tager noget så folkeligt som sporvognen, og da han og De Luca har sagt pænt goddag, taler de om »Inger Støjbjergs flygtningestramninger« og kultursammenstød, og De Luca viser sig at have en veninde, der har en bed & breakfast på – rigtigt gættet – Lampedusa, så hende kontakter Grøndahl, og dagen efter går han en tur og tænker tanker og ser på antikke skulpturer i Palazzo Altemps, og om mandagen lander han i gråvejr på »Europas ambassade«, Lampedusa, og spiser frokost på et trattoria.

Denne de Luca og mødet med ham beskriver Grøndahl nøjere i et uddrag af bogen, som findes her. Han bor også på parnasset, så hans ord er kloge ord. At vi bare véd det. Hele forspillet til den afgørende replik lægger op til det. Samtidig viser noget af dette forspil, hvor splittet Grøndahl fremstiller sig selv:

Vi undgik ikke at tale om Inger Støjbergs flygtningestramninger. Han betragtede mig, mens jeg refererede så fair, jeg kunne, og jeg kom næsten til at føle mig skyldig, måske fordi han ikke fortrak en mine. Jeg prøvede at sammenfatte den danske diskussion om muslimske parallelsamfund og afbrød mig selv med et spørgsmål, mest for at vriste mig fri af den følelse, hans rolige blik fremkaldte.

Følelsen af at repræsentere noget, som jeg hverken kunne identificere mig med eller undsige helt. Vores danske forbehold ikke bare over for Europa, men over for alt, hvad der kommer udefra. Alt, hvad der forstyrrer freden i et lille samfund, hvor man neden under de passerende kontroverser føler sig i pagt med hinanden.

Han er nok ikke i stand til at referere sine landsmænd helt fair, når han kan påstå, at vi danske har forbehold overfor alt, hvad der kommer udefra. Vel har vi da ej. Men vil disse fremmede ligefrem bo hos os, vil de ligefrem medtage deres anderledeshed og derved påvirke vort tillidsfulde samfund, så gør vi vrøvl.

Men oraklet de Luca har endnu ikke talt. Det gør han nu:

Jeg spurgte, om man også oplevede kultursammenstød i Italien. Der gik nogle lange sekunder, før han svarede.

Kulturer støder ikke sammen,“ sagde han stilfærdigt, ”de blander sig med hinanden.“ Hans ord skulle komme til at genlyde i mit baghoved i de følgende dage og uger. Havde han ret, eller overså han alt for letkøbt, hvad vi nordeuropæere mere end nogensinde har fået ind på livet? Simpelthen fordi det er Tyskland og Sverige, til nød Danmark, de flygtende og migrerende menneskemasser har for øje, når de sætter fødderne på en græsk eller italiensk strandbred?

Han anbringer et spørgsmålstegn i de to sidste sætninger. Men det er kun pro forma. Han er ikke spor i tvivl. Oraklet har talt: Kulturer støder ikke sammen, de blander sig med hinanden. Sådan er det. Uimodsigeligt. I hvert fald for Grøndahl.

Ikke desto mindre er det forkert. Historisk set ukorrekt. Nogle kulturer har magt, andre ikke. I Spanien var det den muslimske kultur, der efter erobringen i 712 e.Kr. havde magt over det kristne flertal. Og det gik, som muslimernes statsræson profeterede: i 900-tallet var størstedelen af befolkningen blevet muslimer. Men ikke sådan, at deres hidtidige kristendom blev blandet op med islam, sådan, derimod, at de forlod deres kristne traditioner og gik over til de muslimske. Eller, kan man sige: ikke sådan, at de fortsatte med at spise svinekød, i det mindste hver anden dag, nej, sådan, at de helt afholdt sig fra svinekød.

Da så de kristne konger nordfra begyndte tilbageerobringen af Spanien, skete det fra 1200-tallet og fremefter på den måde, at de lod muslimerne i de områder, der overgav sig til kongerne, beholde deres tro og deres traditioner, så der i de kristne kongeriger, ligesom i de tidligere muslimske områder, i hver by var et muslimsk, et jødisk og et kristent kvarter. Men de blev ikke blandet op med hinanden, de holdt sig hver for sig og søgte ikke at missionere overfor de andre, bortset naturligvis fra de magthavende, henholdsvis muslimer og kristne.

Og dernæst kom det vel nok forfærdeligste sammenstød. Da muslimernes sidste højborg, Granada, blev erobret i 1492, fik en katolsk biskop kongen og dronningen overtalt til at udstøde alle muslimer og jøder. Mange af dem emigrerede, en del jøder kom til det dengang muslimske Sarajevo, nogle muslimer tog til Nordafrika, men mange blev tvangsdøbt og i de følgende hundrede år forfulgt af inkvisitionen, prøvet i den kristne tro, de ikke havde, og straffet, hvis prøven faldt negativt ud. Det kom også til direkte oprør et par gange, men de blev hårdt nedkæmpet af de spanske konger.

Alt dette véd Grøndahl måske ikke noget om, men han må da kende lidt til de mange andre sammenstød mellem kristendommen og islam. Eller er han blank dèr også? Tør han ikke modsige det orakel, han møjsommeligt har opbygget til en autoritet?

Erri [de Luca] talte om Sicilien, hvor fønikere, grækere, romere, arabere og normanner på skift har efterladt deres spor, og hvor sporene krydser hinanden i en spraglet, frodig uorden.

Sicilien, ja, øen blev erobret af muslimerne i 800-tallet. Den arabiske historiker al-Waqidi beretter om, at muslimerne til de kristne beboere sagde:

Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen. Falder vi i kamp, ved vi på guds ord, at vi kommer i paradis, mens I, hvis vi slår jer ihjel, kommer i helvede, som profeten har lovet. (Fra en kronik i Jyllands-Posten 19-4 06).

Det må vist nærmest kaldes et sammenstød, ikke en kulturblanding. Men sandt nok, der er spor tilbage af både grækere, romer, normanner og kristne. Men det er altså spor, der fortæller om sammenstød.

Den skjulte kynisme i denne uvidenhed minder om Kjeld Holms kynisme, da han i en Deadline-udsendelse omtalte folkevandringstidens lidelser med bemærkningen: ‘Verden gik jo ikke under af den grund’, se her.

Og så – omsider – til det spørgsmål, som ligger bag alle disse påpegninger af halve sandheder eller halve løgne, hvis man da ikke vil kalde det hele løgne: Hvorfor i alverden forholder et forholdsvis fornuftigt menneske som Jens Christian Grøndahl sig ikke til de kendsgerninger, der dog foreligger og som en nogenlunde velbegavet skribent uden synderlige vanskeligheder måtte kunne finde frem?

Her kommer min tanke om sansebedraget ind i billedet. Dette problem vil jeg søge at løse ved at hævde, at store dele af den europæiske elite, ligesom størstedelen af den europæiske elite på Luthers tid, er besat af en fordrejet virkelighedsopfattelse, en fordrejning, der ikke tjener andet formål end at gøre det muligt at få en række gerninger, man kan rose sig af.

Jeg vil endda føje til, at den mulighed så sandelig foreligger, at italienerne er større mestre i dette sansebedrag end os andre, og at dét, mere end de forskelle, Grøndahl fremhæver, er årsagen til sansebedraget. Derfor er det også næsten uudryddeligt. Jeg mener, de har jo igennem århundrede vænnet sig til at betragte de katolske præster som cølibatforpligtede forbilleder, selv om de godt véd, at mange af dem lever sammen med deres husbestyrerinder. Så er det ikke så mærkeligt, at de kan se igennem fingre med alle de migranter, der undslipper deres registreringer, og lade, som om det bare er os andre, der er usolidariske. Eller det bliver forklarligt på sin egen sære måde, at de kan blive ved med at tale om kystbevogtningstjeneste, når de dog med deres gerninger gør det klart, at der er tale om en kystredningstjeneste.

Så alt i alt: Det dilemma, som Sørine Gotfredsen taler om, stærkt lokket dertil af Jens Christian Grøndahl, er et falsk dilemma. Sørine Gotfredsen har ingen som helst grund til at undskylde, at hun bliver ved med at kæmpe imod den alt for store indvandring, eller føle sig ilde tilpas ved det. At få standset bådflygtningene vil være en god gerning, for som det ser ud nu, er vi med vore redningsaktioner med til at holde strømmen af migranter vedlige. Det er en etisk kortslutning, når man vil fortælle os, at vi ovenpå de drukneulykker, der forekommer, må forstærke vor redningsindsats. Tværtimod må disse ulykker tvinge os til at overveje at slå ind på den australske løsning, for om den gælder det faktum, at sådanne drukneulykker er bragt ned til nul.

Lad mig sammenfatte under overskriften

 

De tre løgne

idet ”løgne” her forstås om de retfærdiggørelser, der skal opretholde det sansebedrag, som de europæiske eliter lider under.

Den første løgn er den, som Jens Christian Grøndahl giver udtryk for med citatet fra den italienske flådeofficer, der med resigneret mine refererer nordeuropæiske politikere for at mene, der er tale om en pull-effect. Det mener denne officer (og Grøndahl) ikke der er. Nej, lyder det, Afrikas elendighed skubber på.

Sandt nok, mange afrikanere vil gerne ud af den elendighed, de befinder sig i. Men hvis ikke der var mulighed for at komme til Europa, ville de aldrig begive sig nordpå. Poul Højlund har i en kronik i Jyllands-Posten afsløret løgnen:

Regeringen planlægger at indføre yderligere 100.000-125.000 migranter fra Mellemøsten i løbet af de næste fire år. Regeringen opfører sig, som om indvandringen er en slags naturkatastrofe, som ikke kan standses. Sandheden er den modsatte: Indvandringen er en politikerskabt katastrofe, der kan standses den dag i morgen.

Det kræver, at den danske grænse lukkes, så indrejse kun kan ske med gyldigt pas og visum. Dernæst skal retten til spontan asyl fjernes fra lovgivningen. Asyl skal søges fra en flygtningelejr eller fra en dansk repræsentation i udlandet. Alt andet er at opfordre til fortsat folkevandring og fortsat druknedød i Middelhavet på vejen til de europæiske lande med de fedeste velfærdsydelser. (Se her).

Gennem den politik, vi fører, og gennem de redningsaktioner, vi iværksætter, opfordrer vi til fortsat folkevandring.

Den anden løgn er den, at der er tale om noget, der ligner en naturkatastrofe. Denne løgn hænger sammen med den opfattelse, at vi med den agéren, vi udfører for øjeblikket, opfylder den menneskerettighed, vi kalder asylretten.

Det er løgn. Den ophørte EU med at overholde, da man i 2001 pålagde flyselskaber et transportøransvar. Mikkel Andersson har i Berlingske, se her, argumenteret for, at man, hvis man virkelig vil ”gøre noget”, må vælge mellem at ophæve dette pålæg og at ophæve asylretten, og han mener, at det eneste ansvarlige vil være at ophæve asylretten. Han skriver:

Jeg mener, at et opgør med retten til spontan asyl er langt mere realistisk og moralsk forsvarligt [end fri indvandring, rr]. Det vil fjerne muligheden for at bruge menneskesmugling som en vej til permanent migration og vil endvidere give mulighed for at fokusere på hjælp i nærområderne, hvor de fleste og svageste er, samt sikre, at man kan give ophold i Europa til dem, som man vurderer har det største behov, hvis man ønsker dette.

Under de anden løgn må også det hykleri rubriceres, der påstår, at man overholder asylretten ved at få nabolandene til at bremse migrantstrømmen. Det var korrekt, da man i sin tid bebrejdede Berlusconi, at han havde lavet en aftale med Gaddafi om mod betaling at bremse migrantstrømmen til Italien; det var imod asylretten, for man kan ikke udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser på den måde. Og derfor er også aftalen med Tyrkiet imod asylretten.

Endelig den tredje løgn. Den hænger sammen med den første. Den siger, at det er umuligt at standse indvandringen, for folk, der har det så elendigt, vil gøre hvadsomhelst for at komme til Europa. Den modbevises ved at se på, hvad Grækenland gjorde, før Syriza vandt valget i januar 2015. Da gjorde jo Grækenland just det: den græske flåde anvendte push-back metoden, så man tvang både med migranter til at vende tilbage til Tyrkiet. Det ophørte den med efter Syrizas magtovertagelse, og det var den eneste årsag til, at ”Balkanruten” blev overrendt med migranter, så både Sverige og Tyskland segnede under presset. Det er dog noget, man ikke gør opmærksom på fra elitens side, for så ville det jo stå klart for enhver, at har man tidligere gjort det med held, kan man vel gøre det igen.

Men tro mig, det vil holde hårdt at få fjernet disse tre løgne fra debatten.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s