Nu her forleden passerede vi den 6. juni, D-dag. Jeg faldt over en dokumentar, som DR-K havde vist, via snaphanen, se her. Og den bragte en bestemt tankegang hos mig op til overfladen. Den vil jeg prøve at redegøre for her.
Filmen hed D-day, sacrifice, og det var det tema, der blev vakt af sin slummer i mig: Er vi i dag villige til at ofre noget af hensyn til et fremtidigt bedre samfund?
Det var de jo dengang. Ikke blot var de villige til at ofre deres egne soldaters liv, de var også villige til at ofre tilfældige dele af den franske civilbefolkning. For der var krig, og i krig kan mange fine, moralske love blive sat ud af kraft.
Ja, faktisk var det meget værre, end filmen viste det. Der var ting, som ikke kom frem i de halvanden time, filmen varede. Blandt andet de mange anstrengelser, de allierede gjorde sig for at skjule for tyskerne, hvor landgangen ville finde sted. Man havde lavet en masse ”snyde-regimenter” i East Anglia, halvøen nordøst for London, så tyskerne, hvis de regnede disse regimenter for ægte regimenter, kunne drage den slutning, at landgangen ville finde sted ved Calais-strædet. Der udsendtes ”snyde-ordrer” til disse regimenter, der opstilledes ”snyde-kampvogne” af pap, så det fra luften så ægte ud, osv.
Men mere end det. Det værste var nok, at man lod sive til den franske modstandsbevægelse, at landgangen ville findes sted ved Calais. Og det gik, som englænderne kynisk havde regnet med: én af modstandsfolkene blev taget til fange af tyskerne, og han ”røbede” under hård tortur, at landgangen ville finde sted ved Calais. Blandt andet derfor, altså fordi han først havde talt under hård tortur, regnede mange i den tyske generalstab stensikkert med, at landgangen i Normandiet ikke var den egentlige landgang.
Dette var et brud på alle venskabsregler. Det var umoralsk handling i værste klasse. Men det virkede. Selv det var man villig til for at redde menneskeliv.
Vi står i dag i en helt anderledes situation. Men det er værd at gøre sig klart, at også vi, i hvert fald, hvis det går, som jeg håber på: at vi får lukket Europas grænser for indvandring, bliver stillet overfor nogle vanskelige valg, altså bliver stillet overfor at skulle vælge mellem høj moralsk cigarføring medførende stadig indvandring, og hård behandling af umiddelbar mindre høj moralsk kvalitet, hvis vi vil lukke grænserne.
Poul Højlund har i en kronik i Jyllands-Posten, se her, hævdet følgende:
Indvandringen er en politikerskabt katastrofe, der kan standses den dag i morgen. Det kræver, at den danske grænse lukkes, så indrejse kun kan ske med gyldigt pas og visum. Dernæst skal retten til spontan asyl fjernes fra lovgivningen. Asyl skal søges fra en flygtningelejr eller fra en dansk repræsentation i udlandet. Alt andet er at opfordre til fortsat folkevandring og fortsat druknedød i Middelhavet på vejen til de europæiske lande med de fedeste velfærdsydelser.
Heroppe i det kolde nord med de fedeste velfærdsydelser kan vi måske nok gennemføre dette. Men hvordan vil middelhavslandene skulle gennemføre det? Kan det gøres uden barske forholdsregler?
Mikkel Andersson er i en kronik i Berlingske, se her, inde på noget tilsvarende:
Hvis druknetragedierne på Middelhavet skal stoppes, må man enten åbne Europas grænser og sikre lovlig indrejse til alle, der ønsker at søge asyl, eller også skal incitamenterne, og dermed muligheden for at få permanent ophold, hvis man kommer illegalt til Europa, fjernes.
Han mener dog, at det ikke er konventionerne, der er noget i vejen med, kun vor hidtidige fortolkning af konventionerne. Han skriver om dette at fjerne incitamentstrukturen:
Eller også fjerner man incitamentstrukturen og indfører en model i stil med Australiens, der siger, at man mister muligheden for lovligt ophold, hvis man ankommer illegalt. Det har i forhold til Australien vist sig ekstremt effektivt til at reducere tilstrømningen af bådflygtninge. Det kræver et opgør med retten til at søge spontant asyl, som de nuværende fortolkninger af konventionerne garanterer.
Jovist, det er lykkedes for Australien, først at blive enig med sig selv om, at det, der skal gøres, er at forhindre migrantbådene i at nå frem til Australien, dernæst at gennemføre det i praksis, og sidst, men ikke mindst, at få overbevist migranter og menneskesmuglere om, at man mener det alvorligt. Men for at bl.a. det sidste kunne lykkes, var man nødt til at sejle migranterne til to øer i Stillehavet, hvor de kunne få deres sag behandlet, ikke så de fik asyl i Australien, men ”kun” i Cambodia, som Australien lavede en aftale med. Og selv nu befinder der sig ikke så helt få mennesker på disse øer under ikke særlig gode forhold, fordi de bliver ved med at tro på, at Australien vil give sig og give dem asyl i landet selv.
Altså: migranterne gør, hvad de kan for at påvirke verdensopinionen, australierne gør, hvad de kan for ikke at give efter; for de véd, at selv den mindste eftergivenhed straks vil medføre nye migrantstrømme fra Indonesien sydpå. De har nemlig, i modsætning til EU-myndighederne, indset, at det er modtagerlandet, der ved at opfylde migranternes ønske, holder migrantstrømmen i live.
Den situation vil jo EU stå i, hvis vi gør som Australien. Og kan vi holde til det? Vil vore medier ikke svømme over med klynkhistorier, så politikerne til sidst må give efter, og bådtrafikken derfor fortsætte?
Nuvel, det må indrømmes, at situationen ved Ægæerhavet synes at være stabiliseret. Her kan man nævne tre ting, der har medvirket til, at migranter og menneskesmuglere ikke mere vover sig over til de græske øer, skønt de ligger meget tæt på Tyrkiets kyst. Migranterne kan ikke komme videre fra Grækenland, for Makedonien har med andre Balkan-landes hjælp lukket sin grænse til Grækenland ret effektivt. Og det var ikke Grækenland, de ville til. Og for det andet kan migranterne i kraft af aftalen med Tyrkiet slet ikke komme bort fra de græske øer, men er nødt til at blive der og vente på transport til Tyrkiet. Endelig spiller det også en rolle, at der allerede er sejlet nogle færger af sted med migranter til en tyrkisk havn. Alt i alt: Her har det ikke været nødvendigt at anvende særlig megen magt overfor migranterne.
Men kan det samme lade sig gøre med migranterne fra Libyen til Italien?
Bare det at få migranterne samlet på de såkaldte ”hotspots”, som EU-kommissionen anbefaler oprettet. Skal migranterne i en sådan lejr have udgangstilladelse? De venter jo på at få deres sag behandlet, regner måske med, at chancen for afslag er stor, anser derfor en tilværelse som illegal indvandrer i EU for en bedre mulighed, og forlader så lejren. Altså: Vi bliver nok nødt til at omgive lejren med pigtråd og bevogte den. Hvis det altså skal have nogen mening med sådanne ”hotspots”, og det ikke går, som det plejer: at italienerne vender det blinde øje til.
Hvordan vil det så ikke gå, hvis vi skal tænke os alle migranter sejlet tilbage til Libyen? For nu at gribe den barskeste mulighed. Det er formentlig også den eneste, der vil være effektiv. Det, det drejer sig om, er jo at få overbevist fremtidige migranter om det umulige i at begive sig til Italien.
For hvilken skæbne vil vente dem i Libyen? Menneskesmuglerne vil formentlig gribe til meget barske metoder, for at overbevise den europæiske offentlighed om, at EU handler umenneskeligt. Hidtil er det jo lykkedes dem at få EU til at danse efter deres pibe ved at lade migranterne sejle i nogle synkefærdige og overfyldte både, så der af og til sker drukneulykker. Der skal ikke mange dræbte migranter til i Libyen, før den europæiske opinion vil anse det for umuligt at gøre som grækerne før 2015 i Ægæerhavet: at skubbe bådene tilbage til kysten, de kom fra.
For vi tør jo ikke handle, som vi handlede i 1944. Vi tør ikke bruge ”krigslogikken”, hvor man godt tør vise sig mindre højmoralsk af hensyn til det overordnede formål: at vinde krigen. Det tør derimod menneskesmuglerne.
Vi, der ønsker, at EU lukker grænsen, også den del af grænsen, der udgøres af Middelhavet, står derfor med en tredobbelt opgave, af hvilke vi dårlig nok har løst den første.
1) Vi skal overbevise vore befolkninger, herunder ikke mindst vore medier, om, at den rette moralske handling ikke er den umiddelbare eftergivenhed overfor migranternes ønsker, men det nej, der på bare lidt længere sigt kan flytte de mægtige ressourcer, der bruges på de spontane flygtninge, hen til hjælp i nærområderne og udviklingshjælp til Afrika.
2) Vi skal gennemføre standsningen af migrantbådene på en så hensynsfuld måde, at vi undgår mediernes klynkreportager.
3) Afvisningen af migrantbådene skal være så effektivt, at alle de ønsker, der findes i Afrika om at forbedre sin livssituation ved at migrere til Europa, bliver udslukt. Bedst ville det være, om disse ønsker kunne vendes mod de lokale regeringer, eventuelt hjulpet med penge fra EU, men det er måske for meget at ønske.
ricardtriis 