Den fjerde statsmagt

Martin Krasnik havde den 9-6 2016 en vigtig samtale med Søren Pind om et vægtigt emne, nemlig mediernes forhold til politikerne.

Det var væsentligt, at Pind fik sagt, at de fire statsmagter, den lovgivende, den dømmende, den udøvende og den ”kritiserende” (altså medierne) hører med til det samme ”vi” og har et fælles ansvar for at demokratiet kommer til at fungére godt. Det kunne Krasnik ikke gå med til. Han mente, at de to, interview’er og interview’et, ikke stod på samme niveau, ikke havde og ikke måtte have fælles interesser. Og bevares, hvis han mener, at interview’eren ikke skal forvandle sig selv til mikrofonholder, så er det jo sandt nok. Men Pind sigtede vist til noget andet, som han blot ikke fik formuleret særlig præcist.

Jeg har i et tidligere indlæg prøvet at gøre mig tanker over, hvornår det er berettiget med ”revolverjournalistik” og hvornår ikke, se her. Den gang kunne jeg finde to situationer, hvor journalisten gik for langt med sin inkvisitoriske interview-stil. Den ene var den, hvor politikeren stod overfor en forhandling og derfor ikke ville røbe sin forhandlingsstrategi. Her oplever man ofte journalister, der borer og borer og afbryder og afbryder, mens politikeren holder sine kort tæt til kroppen. Og selvfølgelig kan man sige, at politikeren holder journalisten hen med snak, men dette har dog et formål, et formål, som vi seere kan se, men som journalisten alt for ofte ikke kan se.

Den anden er den situation, hvor politikeren ikke deler de forudsætninger, som journalisten vil have ham til at svare ud fra. Derfor kan han ikke bare svare ja eller nej og i det hele taget ikke svare i forlængelse af journalistens spørgsmål. Også i en sådan situation er journalistens afbrydelser og gentagelser af det samme spørgsmål ikke på sin plads. Men her er det meget vanskeligere at få journalisten til at forstå sin begrænsning og acceptere politikerens berettigede afstandtagen fra spørgsmålet.

Sjovt nok fik vi i den samme Deadline-udsendelse et skoleeksempel på denne sidste situation. Martin Krasnik havde nemlig inviteret Marcus Knuth i studiet lige før samtalen med Søren Pind, og overfor ham brugte Krasnik alt det krudt en journalist har til rådighed, og – beklager at måtte sige det – brugte det i en dårlig sags tjeneste. Jeg skal ikke kunne sige, om Marcus Knuth havde ret eller ej i sin bedømmelse af Afghanistan-krigen, for han blev tromlet ned af Krasnik, der havde sat sig i hovedet, at Knuth absolut skulle svare på, om det, der var opnået med krigen, var pengene og de mange døde soldater værd.

Han fiskede uafbrudt efter at få Knuth til at komme med et lige så afgjort ”nej”, som en norsk rapport om krigen var kommet med. Men det ville Knuth ikke. Og det forstår man godt.

Ikke blot fordi Knuth selv har været udsendt til Afghanistan og derfor véd, at netop et ”nej” til dette spørgsmål vil berøre mange af hans kammerater dybt. Langt mere, fordi det er et forkert spørgsmål at stille, når det er krig, det drejer sig om.

Det viste sig, da Krasnik efter at have oplyst om, hvilke forestillinger man havde, da man gik ind i krigen, og derudfra spurgte, om man havde nået disse mål. Som om det var det samme som at spørge, om resultatet havde været anstrengelserne værd. Det er virkelig for dumt at tro, at en stat først vil trække sig ud af en krig, når den har opnået det, der oprindelig fik den til at gå i krig. Netop i krig kan der ske så meget. Netop i krig forandrer situationen sig hele tiden. Netop i krig vil det være dumt at binde sig til en bestemt strategi og undlade hele tiden at tage den op til revision. Men det forstod Krasnik ikke.

Havde han nu i stedet for at bide sig fast i sit eget syn på krigen været åben overfor Knuths syn på sagen, så kunne der måske være kommet en samtale og ikke blot et forhør ud af det. Marcus Knuth sagde f.eks. at hvis vi ikke var gået ind i krigen, ville Taliban muligvis have overtaget Pakistan, for de stod ikke langt fra Islamabad. Og så ville vi have haft med et Taliban at gøre, som havde atomvåben. Det synspunkt har jeg ikke hørt før, og det ville have været ganske interessant at få det belyst noget mere. Faktisk tror jeg ikke, synspunktet ville holde til en nøjere udspørgen, men en sådan blev ikke foretaget.

Ærgerligt nok.

Jeg har tidligere fremhævet Krasniks interview med den norske læge Mads Gilbert, der havde gjort tjeneste i Gaza under den sidste Gaza-konflikt, som et interview, hvor den hårde metode var passende, se her. Og andre tilfælde kunne nok også nævnes. Men i interview’et med Marcus Knuth går han over stregen. Og så bliver vi ikke så oplyste, som vi kunne blive.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s