Forskning eller fordom?

Den 10-6 2016 bragte Kristeligt Dagblad et stort interview med Bjørn Thomassen, se her. Det er en lektor i socialvidenskab og globale studier ved RUC, der er tale om. Han rigtig været i vælten i Kristeligt Dagblads spalter de sidste par måneder. Jeg har før lagt ham ind i min vridemaskine, se her, så man skulle synes, det var overflødigt at gøre det igen.

Men denne gang er det også mere avisen og dens medarbejdere, jeg er ude efter. Jeg lurer på, hvorfor bladet absolut skal lave et sådant stort interview med Thomassen. Han får af interview’eren, Bjørg Tulinius, stillet en række af de spørgsmål, der har været oppe og vende i debatten i bladet, men han kommer med nøjagtig de samme undvigende og uvidende svar som i sine tidligere indlæg. Man må derfor sige, at der ikke er nogen fremdrift i debatten. Intet er trukket tilbage, alt står som ved begyndelsen, og Thomassens egentlige viden og mening er der stadig ingen, der kan få has på.

Han har vist nok læst nogle tyske lutheranere, der formår at se mere vold i reformationen end de danske forskere. Men hvilke lutheranere der er tale om, røber han ikke for os. Dertil kommer, at han de steder, hvor han udtaler sig om Luthers teologi, er så upræcis og kortfattet, at det er svært at vide, hvad han egentlig selv mener; og også svært at vide, hvor meget han egentlig véd om Luther.

Lad mig prøve at indfange hans opfattelse af Luther ud fra dette lille citat:

Fra at have haft en kristen lære med fokus på lydighed og ikke-vold, så legitimerer Luther brugen af vold med henvisning til Bibelen. Og derfor har han også aktier i den voldshistorie, som kommer i Europa i kølvandet på Reformationen.

Det er en fejlagtig Luther-opfattelse, han her viser sig at have. Han prøver at lægge en moderne ikke-volds-opfattelse ned over Luther, oven i købet lader det til, at han mener, at dette at have fokus på lydighed og ikke-vold er kendetegnende for en kristen lære. Det er ikke kendetegnende for Luthers lære, og det er ikke kendetegnende for nogen katolsk lære heller, mig bekendt.

Luther var tilhænger af den naturlige lov. Han mente, at man ud fra fornuftgrunde kunne indse, at man skulle adlyde fyrsten, og han fik dette synspunkt bekræftet af Rom 13, hvor Paulus opfordrer til lydighed mod øvrigheden og forøvrigt netop gør det ud fra fornuftgrunde. Man kan også medtage 1 Pet 2, om tjenestefolkene, der skal underordne sig deres herrer, også de urimelige.

Det er ikke en ny diskussion, Luther her tager frem. Det var diskuteret middelalderen igen. Det nye hos Luther er, at han ikke mener, at øvrigheden har ret til at bestemme over et menneskes tro. Hvis øvrigheden vil tiltage sig denne ret, skal et menneske nægte at rette sig efter øvrigheden, men naturligvis selv tage skraldet for denne nægtelse. Hvis f.eks. en fyrste bestemmer, at man ikke må læse bestemte bøger, og derfor sætter sit politi ind for at prøve at finde disse bøger hos borgerne, så må borgerne ikke gøre modstand, men de skal på den anden side heller ikke selv udpege stedet, hvor de har gemt bøgerne. Og de skal også overfor fyrsten påtale det overgreb, de mener det er. Se her.

Det var det skrald, Luther selv var parat til at tage i Worms. Da Jan Huss blev brændt på bålet i Konstanz i 1415, skete det kun, fordi kejseren fik pavens tilladelse til at bryde det løfte om frit lejde, han havde givet Huss. Og at bryde et sådant løfte er imod den naturlige lov, om det så aldrig så meget sker med pavens forklaring om, at man ikke er skyldig at holde de løfter, man har givet en kætter.

Hvis man vil udtrykke sig kristeligt, udviste Luther her en villighed til at lide martyrdøden. Og var han blevet brændt på bålet, ville paven og kejseren her (igen) have afsløret sig som mennesker, der mener at kunne sidde Guds lov overhørig; for den naturlige lov er Guds lov.

Dette er ikke identisk med en moderne lære om ikke-vold. Luthers tanker er bygget ind i en delvis middelalderlig forestilling om over- og underordning i samfundet og om forskellige regler for den over- og den underordnede.

Der er derfor heller ikke tale om, at han ændrer opfattelse under bondeoprøret. Hans statsopfattelse er blot anderledes end vores moderne. Han og hans venner mente helt frem til 1530, at kejseren havde ret til at kræve ham udleveret; for kejseren var overordnet den enkelte fyrste, og fyrsten skal derfor adlyde kejseren; hvis han sendte sine soldater ind i Frederik den Vises Saksen for at forlange at få Luther ført med sig, så skulle man ikke gøre modstand mod dem. For alt, hvad der havde med legemet at gøre, var underlagt kejseren.

Så det, han krævede af bønderne, at de skulle underordne sig de myndigheder, der var over dem, det rettede han sig selv efter.

Fyrsterne var bøndernes overordnede, og dem skulle de underordne sig i lydighed. Når de gjorde oprør, var det fyrsternes pligt at slå oprøret ned, for Rom 13 viste – som også den naturlige lov gjorde det – at fyrsten ikke skal ”vende den anden kind til”, men bruge vold imod oprørerne, se her. Luther kan derfor sige, at den, der falder i kampen mod de oprørske bønder, er en Guds martyr, og at de oprørske bønder, der falder, ryger direkte i helvede. Se her.

Og det står ikke på nogen måde i modstrid med hans holdning før 1525. For den ene part fører en gudvelbehagelig kamp, nemlig fyrsterne og deres soldater, den anden part, bønderne, fører en kamp, der er imod Guds vilje. I den grad bøjer Luther sig for den naturlige lov, altså ikke blot for det, der står i Rom 13, men for det, ethvert menneske tænkes at kunne sige sig selv.

Noget tyder dog på, at dette kan Bjørn Thomassen ikke sige sig selv. For efter at have sagt, at der er tale om en kristen ikke-volds holdning hos Luther, fortsætter han med at sige, at Luther legitimerer brugen af vold med henvisning til bibelen, og at han derfor har aktier i den voldshistorie, som kommer i Europa i kølvandet på reformationen.

Man må spørge: Hvad galt er der i at legitimere vold, når den bruges i en retfærdig krig? Og Luther, der anerkender den naturlige lov, skelner klart mellem en retfærdig og en uretfærdig krig. Den skelnen bruger han hele vejen igennem, ikke blot, når det er til de lutherskes fordel, også når det er til deres ulempe.

Som bekendt var Tyskland på hans tid opdelt i en række små stater med hver deres fyrste, nogle med hældning til lutherdommen, andre med fastholdt pavetroskab. Ved en lejlighed blev de lutherske fyrster bange for, at de katolske planlagde et overraskelsesangreb, og de ønskede derfor at komme dette angreb i forkøbet. Det vendte Luther sig skarpt imod. Dermed ville man komme til at føre en angrebskrig, og en sådan var imod den naturlige lov og derfor imod Guds bud.

Og spørgsmålet er jo da også, hvordan Luther kan have aktier i den voldshistorie, der fulgte, mere end de lutherskes modstandere. For katolikkerne legitimerede jo også brugen af vold. Skulle han have været en moderne ikke-volds-person hele vejen igennem, så han havde anbefalet fyrsterne at lade bønderne slå sig ihjel, og senere, hvis de trods det slap levende fra mødet med de oprørske bønder, anbefalet dem, at lade de katolske fyrster gøre, hvad de ville, i de lutherske landområder? Det er ikke let at se, hvilken målestok Thomassen anvender, men det er uomtvisteligt, at han lægger en moderne synsvinkel ned over fortiden.

Ja, man må vel i det hele taget spørge, om der er nogen, der i dag ikke legitimerer brugen af vold. Da Danmark blev befriet, og vi alle myldrede ud på gader og stræder for at hylde de engelske soldater, da legitimerede vi brugen af vold. For Hitler-Tyskland blev kun bekæmpet derved, at man brugte vold. Men man mente, det var en retfærdig brug af vold. Man sendte både katolske og lutherske præster til fronten for at bede for og med soldaterne. Vi kan være i tvivl om den enkelte krig, hvorvidt den er retfærdig eller ej, men at vi helt skulle opgive at forsvare os, hvis vi bliver angrebet, det er der dog vist intet større kirkesamfund, der mener.

Så hvad angår Luthers syn på vold, har Bjørn Thomassen misforstået ham på det groveste.

Det samme gælder, hvad angår synet på toregimentelæren.

Han bliver spurgt om sit syn på denne lære og svarer:

Ja, det hører vi igen og igen. At Luther lagde kimen til en adskillelse af kirke og stat. Men det er noget sludder. For idéen om de to adskilte sfærer er ikke noget, Luther finder på. Det er en kerne i hele kristendommen. Før kom det til institutionelt udtryk i, at pave og kejser forblev to forskellige personer. Det var afgørende for Europas historie. Men Luther er derimod aktiv i, at der sker en sammensmeltning af kirke og fyrstemagt. Så man kan sige, at Luther erstatter en form for autoritet med en anden, der nu bliver meget mere absolut, fordi den bliver statscentraliseret.

Her begår han den fejl at tro, at denne lære har noget med organiseringen af samfundet at gøre. Altså, fordi den katolske kirke har bevaret paven som en uafhængig instans, mens den lutherske har sat fyrsten over kirken, er de lutherske lande underlagt en meget mere absolut autoritet. Det er en misforståelse af, hvad toregimentelæren går ud på.

Det, Luther har imod papisterne, er, at paven i deres opfattelse har autoritet til endeligt at afgøre trosspørgsmål, og at denne afgørelse skal gennemtvinges af den verdslige magt. Man brugte altså ydre magt i trosspørgsmål. Det har vi forlængst indset er forkert, men det så man altså ikke dengang. Og ville man indvende, at der dog måtte være nogen, der skal bekæmpe kætterier, så svarer Luther, at det skal biskopperne gøre, se her. Det er Guds ord, der skal bekæmpe kætterne, ikke fyrsterne med deres våben. Svarende dertil havde han tidligere givet udtryk for, at det er imod Helligånden at brænde kættere, en sætning, der optræder blandt de 43 sætninger, som fordømmes i pavens bulle, se her. Og endnu tydeligere siger han det vel i sit brev til sine to fyrstebrødre. Her hedder det, at man skal lade ånderne tørne sammen, sandheden skal nok klare sig, se her. Kun, hvis de vil kæmpe med næven, skal fyrsterne gribe ind. En udmærket formaning, der såmænd kan siges at have gyldighed den dag i dag.

Men denne formaning var så ny og uhørt, at ingen rigtig vovede at rette sig efter den. Med tiden såmænd heller ikke Luther selv. Og dog stod ordene der, og hvem der ville, kunne lade sig inspirere af dem. Grundtvigs ord ”munden fri og hånden bundet” er tydeligvis inspireret af disse Luther-ord. Så at hævde, at demokratiets opkomst med dets frie diskussion i nogen grad skyldes Luther, er ikke helt forkert.

Dét er kernen i toregimentelæren, og det er derfor, man med rette kan sige, at demokratiets tankegange har en spæd begyndelse i Luthers formuleringer.

Det var to fejlagtige opfattelser hos Thomassen. Der er flere, men dem forbigår vi i tavshed.

Så til de to spørgsmål, som hele dette indlæg skulle handle om: Hvorfor bliver Kristeligt Dagblad ved med at lade ham komme i den grad til orde? Og: Har Thomassen en ”hemmelig dagsorden” med sine højst uvidenskabelige synspunkter?

Der er en trend i visse akademiske miljøer, der hedder ”Det er altsammen vores skyld”. Man påtager sig glad og gerne ansvar for noget, ens forfædre gjorde, for man mener, man derigennem kan vise sin store ydmyghed: man er jo villig til at gribe i egen barm, til at se bjælken i sit eget øje eller til at erkende sin synd. Der er bare den hage ved denne trend, at der er tale om en snydebarm, der er tale om en bjælke, der ikke sidder i ens eget, men i ens forfædres øje, det er jo nemlig ikke sin egen synd, man erkender, men sine bedsteforældres.

Denne trend kommer til udtryk på mange områder i vore dage. Vi, europæerne, den hvide mand, skal sige undskyld for den undertrykkelse, vi i sin tid påførte de tidligere kolonier. Vi skal sige undskyld for slavehandlen, og det er lige før vi skal yde erstatning for den. Og vi danskere skal da endelig ikke tro, vi behandlede de tyske flygtninge, der kom hertil efter krigen, godt, nej, vi nægtede at give deres børn lægehjælp og af den grund døde de i tusindvis. Denne påstand er ganske vist løgn, men den passer som fod i hose til den snydeselvanklage, det er blevet moderne at fremkomme med.

Det samme var tilfældet med filmen ”Under sandet” om den minerydning, tyske soldater skulle foretage efter Anden Verdenskrig se evt. her. Der var godt nok nogle historiske kendsgerninger, som stod i vejen for denne påtagne og falske selvanklage, men dem ændrede man da bare på; det store, hellige formål retfærdiggjorde alle midler, selv løgn.

Når så Bjørn Thomassen på et særdeles løst grundlag prøver at lokke os lutheranere ind i denne falske selvanklage, så hopper avisen på limpinden, for man vil jo gerne følge med tidens trend; det ligger i tiden at afsløre lig i lasten, og der skal nok være noget om, at forskerne hidtil har forsøgt at skjule den sande, knap så positive historie. Derfor fortsætter man med at ”pleje” Bjørn Thomassen, skønt det bliver mere og mere tydeligt, at han reverenter talt ikke har noget at have sin anklage i. Den fortoner sig i luftige betragtninger uden jordforbindelse. Han siger f.eks.:

Det, der interesserer mig allermest, er de fordrejede idéer om Reformationen, der er blevet til allemandseje, selv blandt ikke-troende, og på mange måde danner grund for den danske selvbevidsthed. Det er dette bredere og dybere lag af den nationale selvforståelse, jeg gerne vil have til diskussion.

Men alt dette har han faktisk fået til diskussion. Men desværre for ham bragte denne diskussion ham ned på jorden til nogle håndfaste kendsgerninger. Og da han ikke kan afvise dem, forsøger han at forblive i de højere luftlag med påstande om fordrejede idéer om reformationen og en åbenbart falsk dansk selvbevidsthed. Ak ja.

Og så til det sidste spørgsmål i dette indlæg: Har Bjørn Thomassen en ”hemmelig dagsorden” med sine højst uvidenskabelige synspunkter?

Denne hemmelige dagsorden kunne være den at stille katolikkerne i et bedre lys i reformationshistorien. For hvis man kan få lutheranerne til at fokusere på, at der måske blev udført vold i Luthers navn, så kan man lede opmærksomheden bort fra den vold, der blev udført i pavens navn.

Og vold blev der udført i pavens navn. Det var paven, der ville have Luther brændt på bålet, ikke omvendt. Men selv om Luther vist mente, at man skulle bøje sig for kejserens befalinger, så skulle man dog ikke ”melde sig frivilligt”, når kejseren handlede imod sine beføjelser. Og de lutherske fyrster ville ikke uden videre lade sig overrende af de katolske fyrster. Så det kom til en del krigshandlinger, altså vold. Men var det vold i religionens navn?

Senere, da kalvinisterne blev mange, både i Nederlandene, i England og ikke mindst i Frankrig, udover naturligvis Schweiz, hvor de oprindelig stammede fra, kom det til en del forfølgelser. Især må man tænke på den berygtede Bartholomæusnat i Paris, dvs. natten mellem den 24. og 25. august 1572, hvor omkring 2000 huguenotter blev dræbt, og hvor disse myrderier blev fulgt af drabene på omkring 20.000 i det øvrige Frankrig. Efter sigende fejredes denne massakre med kirkefester i Rom og Madrid.

Og selv om man med en vis forsigtighed kan sige om den senere trediveårskrig, at den ene part ikke havde noget at lade den anden høre, så er det vist uomgængeligt, at tanken om at lade argumentation og modargumentation foregå frit og uden statsindblanding, som vore demokratier forudsætter det, mere er groet i den lutherske end i den katolske have.

På den baggrund forekommer det noget krampagtigt, når Bjørn Thomassen vil ”tildele Luther en aktie” i de følgende århundreders vold.

Men egentlig ville det være mest korrekt ud fra en historisk-videnskabelig synsvinkel at lade alle sådanne sammenligninger og halvmoralske synspunkter ligge. Udviklingen, specielt den åndelige udvikling, foregår som regel efter fuldstændig uforudseelige linjer og kan ofte selv bagefter være vanskelig at redegøre for. Og i stedet for diverse undskyldninger og forsøg på at tage skylden på sig for noget, ingen nulevende har skyld for, ville det være mere frugtbart at finde påvirkningens sære veje.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s