Islam tager farve efter kristendommen

I mit sidste indlæg citerede jeg den britiske imam Farrokh Sekaleshfar, der i et oplæg på universitetet i Michigan bl.a. skulle have sagt:

Hvis de [synderne, deriblandt de homoseksuelle, rr] dør, vil de synde mindre, og gennem dødsstraffen bliver de tilgivet og ikke holdt til regnskab for deres synd. Hvis vi ønsker det bedste for folk, skal vi have medfølelse nok for folk til at effektuere det. Sådan er det også med homoseksualitet. (Se her).

Linket, som jeg havde anbragt der, førte til en meget forkortet udgave af en timelang tale. Jeg tog mig for – for mine synders skyld, kan jeg næsten sige – at høre hele hans forelæsning. Den ligger her. Og jeg må indrømme, det er gået med hans forelæsning, som det gik med den skjulte optagelse af Abu Bilal fra Grimhøjmoskéen, se her: Når man får lejlighed til at høre det hele i sammenhæng, ser det noget anderledes ud, end når uvidende journalister forkorter tingene og i dette tilfælde vist oven i købet klipper det sammen på en anden måde.

Farrokh er efter en lang indledning nået frem til at stille det spørgsmål: Hvordan skal den homoseksuelle praksis straffes? Og han har dèr en påstand om, at denne praksis, for at man kan dømme til døden, kræver fire vidner. Det vil aldrig forekomme, indrømmer han blankt. Så sammenligner han med drab. Også det straffes med døden. Men her kan dog tilgivelse finde sted. Og så er det, han nærmer sig ovenstående overvejelse. For det kan være, at drabsmanden virkelig fortryder sin handling, men er i tvivl om, hvorvidt han kan få tilgivelse af Gud. Så hævder Farrokh, at den, der får den legemlige dødsstraf ind over sig, af Gud bliver tilgivet og ikke af Gud får tilregnet den synd, han blev straffet for af mennesker. Tidligere har han forklaret, at muslimer ikke kun ser på dette liv, men også på efterlivet. Derfor kan han sige, at hvis delikventen selv af hensyn til sin skæbne i efterlivet ønsker at dø, så skal vi have medfølelser nok med ham til at effektuere denne dødsdom.

Jeg er ikke klar over, om denne tanke hos Farrokh om, at en dødsstraf sletter det uopgjorte regnskab hos Gud, er almen eje blandt muslimer – jeg har ikke hørt den før, men jeg er jo heller ikke muslimsk lærd, ikke endnu, i hvert fald – men hvis den er, er den dels meget mærkelig, dels temmelig farlig, fordi den risikerer, at man vender op og ned på de vante begreber; f.eks. siger jo Farrokh her, at man skal slå manden ihjel af medfølelse.

Og det er denne medfølelse, der – indrømmet – bruges i en besynderlig sammenhæng, der tages op af den forkortende journalist. Når Farrokh siger, at det er på samme måde med de homoseksuelle, så tror man, at han uden videre vil have dem slået ihjel, fordi man på den måde kan hjælpe dem til en plads i paradiset, og at det er på den måde, det med barmhjertighedsgerningen skal forstås. Sådan forstod jeg det i mit sidste indlæg.

Men her har man fuldstændig sprunget over det foregående, som unægtelig modificerer sådanne udtalelser ikke så lidt. I det foregående er han nemlig kommet med nogle ret bemærkelsesværdige indskrænkninger.

Først den, at hvad der foregår indenfor hjemmets fire vægge, om det er hor eller det homoseksuel praksis, det kan en muslimsk dommer ikke tage sig af; det må blive de pågældendes egen sag overfor Gud.

Dernæst den indskrænkning, jeg før antydede, at homoseksuel praksis kræver fire vidner, før en dommer kan dømme nogen for det. Det vil sige, at det kun kan komme til en domsafgørelse, hvis den homoseksuelle handling foregår i det offentlige rum, hvilket den jo aldrig gør. Jamen, vil det så sige, at dødsstraf for homoseksuel praksis aldrig vil blive fuldbyrdet. Ja, det vil det. Med én undtagelse. Den homoseksuelle selv kan fortryde sin handling, kan nå frem til den efter Farrokhs mening rette opfattelse: at homoseksuelle handlinger er forbudt i islam, og så selv bekende sin handling for en dommer, vel vidende, at han vil blive dømt til døden for det. I et sådant tilfælde er det altså, at man skal ”have medfølelse nok til at effektuere” dommen.

Og ikke sandt, så ser sagen minsandten noget anderledes ud. Så har jeg taget noget så grusomt fejl, da jeg anklagede ham for at komme med en mordopfordring. At jeg gjorde det på baggrund af et lille uddrag af en lang forelæsning, er ingen undskyldning. Jeg har jo selv tidligere oplevet, at man ikke kan regne med vore journalister på det punkt. At jeg dog ikke bliver klogere!

Men da jeg nu har taget mig sammen til at lytte til hans forelæsning, blev jeg klar over noget andet. Jeg blev klar over, at islam er langt farligere end tidligere antaget. Jeg blev klar over, at Farrokh har dannet sig en overbevisning, som sætter ham i stand til med overbevisning i stemmen at påstå, at islam altid handler ud af kærlighed. Og det farlige ved det er, at islam derigennem tager farve efter kristendommen. Det er lige ved, at det kan ses af Farrokhs gebærder og mimik: han optræder som en yderst from mand, der kun vil folk det bedste, ligesom han også hele tiden søger at forklare de muslimske regler.

Det sidste er for så vidt mærkeligt. Eller det er ligefrem selvmodsigende. For ifølge islam kan mennesket ikke af sig selv nå frem til sandheden. Det er derfor, det er nødvendigt med en åbenbaring fra Gud. Men når så åbenbaringen er givet, når koranen foreligger, så kan mennesket alligevel med sin forstand sætte sig ind i, hvorfor dette skal gøres og dette andet undlades. Den selvmodsigelse har fulgt islam op igennem dens historie. De fleste muslimske filosoffer mente, at fornuften selv kunne finde frem til den lov, der skulle adlydes, åbenbaringen var kun for de mindre fornuftige. At de derved satte sig i et vist modsætningsforhold til mullaherne, er klart nok.

Men det er også klart, at når således sharia skal og kan forklares og begrundes, så kan de muslimske lærde nærme sig kristendommen, i hvert fald så længe de undlader at gøre sig historiske overvejelser og nøjes med visse koranord.

Det er i det hele taget den vanskelige kunst, når man lytter til den slags imamer: Man skal hele tiden høre det, der ikke bliver sagt, og overveje det, der ikke bliver spurgt ind til.

Når f.eks. Farrokh går ind på den indvending, at også visse dyr udviser homoseksuel adfærd – nå ja, så skyldes det, at han har sin gerning i Europa – men det er mærkeligt at iagttage, hvordan han godt nok formår at finde en række lighedspunkter mellem dyr og menneske: vi skal begge have mad og fordøje den, vi trænger begge til søvn, og vi formerer os også begge seksuelt, men alligevel blankt afviser den forestilling, at det er ud fra naturen, at der blandt mennesker, som blandt dyr, findes individer, der er tiltrukket seksuelt af individer deres eget køn. Nej, siger han, mennesket og kun mennesket er skabt 100% som mand og kvinde. Han lægger op til en konklusion, som han så blot ikke drager.

Eller når han vender sig imod den indvending, hvor nogle homoseksuelle siger, at dette at være homoseksuel er en del af deres identitet. Nej, siger han, og vover sig ind i nogle ret spekulative forestillinger om, hvad det menneske må føle, hvis mandshjerne er blevet indopereret i en kvindekrop, hvorefter han konkluderer, at vi som individer først er mennesker, derefter kønsvæsener. Jeg véd ikke, om jeg vil give ham ret i dette – det er vist blot opfundet til lejligheden – men jeg ville gerne høre den samme påstand fastholdt, når det af muslimers udtalelser gang på gang fremgår, at de regner sig for muslimer, før de er mennesker. For efter min mening ligger kønsbevidstheden os dog betydelig nærmere end religionsbevidstheden.

Han har også en række overvejelser over kvinden og kvindens medfødte egenskaber. Hun er en ”plejer”, hun har instinkt for at pleje helt anderledes, end manden har. Og hun har derfor ikke som manden pligt til at få sig et arbejde at forsørge familien ud fra, hun må gerne gøre det, men hun behøver det ikke, siger Farrokh, hun er fri. Det var ligegodt pokkers, tænker man, har han mon nogen anelse om, hvad det vil sige at være kvinde i de muslimske miljøer i Europa? Det er muligt, det i muslimske miljøer er betragtet som en stor ære for kvinden, at hun har en livmoder – det nævner han igen og igen – men hvis dette fører med sig, at der skal holdes øje med kvinden i alt, hvad hun foretager sig, så er det vel så som så med den frihed, han taler om.

Sjovt nok kom han også i en enkelt bemærkning med en påstand om, at vi mennesker er syndere, og det syndere helt igennem. Det plejer ellers at være her, man kan se en forskel til kristendommen; dette gennemgribende syndsbegreb plejer islam ikke at gøre noget ud af. Det hænger måske sammen med, at Farrokh så vidt jeg forstod det, er shia-muslim. Dels er han fra Iran, dels optræder han på videoen i en sort præstedragt.

Alligevel lød det til, at han, når han citerede fra koranen, citerede den arabiske tekst. Det var i hvert fald ikke engelsk.

Og så skal jeg også lige have den indvending med, at hvis det forholder sig, som han hævder, så kan koranen dog vist ikke være Guds eget, skinbarlige ord. Han tænker sig, at Gud har befalet, at homoseksuel adfærd skal straffes med døden. Men Gud har samtidig stillet det umulige krav, at der skal være fire vidner til den homoseksuelle akt. Det må vist siges at være det, man kalder signallovgivning, når det er folketinget, der er tale om. Og en sådan kan man vist ikke tænke sig, at Gud står bag. Derimod giver det god mening at hævde, at mennesker får samlet forskellige koranudsagn og hadith-fortællinger sammen og med et krav om fire vidner får blødgjort eller måske ligefrem umuliggjort kravet om dødsstraf for homoseksualitet.

Men jeg må indrømme: Det er ikke ligefrem min force at lytte mig frem til, hvad en engelsktalende person mener og tænker. Når jeg har gjort det her, må jeg tage forbehold for fejllytning og fejlopfattelse. Men jeg håber nu ikke, at jeg senere skal blive nødt til at komme med en korrektion til dette korrigerende indlæg.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s