Kirken og islam

Jeg var for et par indlæg siden inde på statens rolle i forhold til islam, se her. Det var dèr, hvor jeg – lidt forsigtigt – fremkom med det forslag, at vi, hvis vi her i Danmark blev udsat for et muslimsk terrorangreb, skulle fratage alle muslimer på offentlig støtte denne støtte i en måned, en slags påtvungen ramadan. Jeg skal ikke ved denne lejlighed overveje, hvorvidt det kan lade sig gøre med overholdelse af samtlige de konventioner, vi har skrevet under på, blot gøre opmærksom på, at en forudsætning for det krasse forslag er, at vi er i krig med islam.

Her skal det spørgsmål tages op, hvad vi som kirke kan og skal gøre i forhold til islam. Det skylder vi dog også at gøre rede for. Ikke mindst efter en søndag, hvor det i prædiketeksten hedder, at vi skal elske vore fjender (Matt 5,44). Islam er vores fjende, ergo skal vi elske islam, ikke?

Lad mig prøve at tage hul på det problem ved at påstå, at vi ikke kan finde vore ben i forhold til islam, fordi vi i al vor teologiske forskning undlader at beskæftige os med martyrteologien.

Jeg har i den lille bog, jeg har udgivet om reformationen ”Reformation på en misforståelse” påpeget det besynderlige i, at det, der gjorde Luther til salmedigter, det, der fik ham til at skrive sin første salme, var det forhold, at to af hans ordensbrødre blev brændt på bålet i Bruxelles den 1-7 1523. Salmen kan læses her med min oversættelse knyttet til. Og det er besynderligt, fordi vi for det meste fuldstændig har glemt Luthers forhold til martyriet. Retfærdiggørelseslæren, læren om nadveren og dåben, forholdet til paven, osv., alt det husker vi, alt det beskæftiger vi os stadig med, og intet ondt ord om det. Men hans martyrlære? Nej, har han sådan én?

Jeg kan såmænd tage mig selv som eksempel på en sådan ”forglemmelse”. Jeg lagde for nogle år siden en lille afhandling ud på nettet: ”Luther var ikke lutheraner”, se her. Heri brugte jeg Luthers prædikener over bjergprædikenen til at vise, at Luther ikke – som man ellers mente, enhver god lutheraner skulle gøre – brugte formaningerne i bjergprædikenen som ”syndespejl”, altså som ord, der strammede loven til det fuldstændig uoverholdelige i den hensigt at få os til at henfly til Guds nåde alene.

Men når jeg læser denne afhandling igennem i dag, kan jeg se, at jeg var fuldstændig blind for en lille antydning af en martyrteologi, der dukkede op i netop Luthers prædiken over teksten om at elske fjenden. Det vender jeg tilbage til.

Først skal vi se på, hvordan Luther stillede sig til kravet om at elske fjenden, når hans fjende var papisterne.

Luther siger først, at det ikke er ham, men Guds ord, der skælder ud på papisterne, se her. Det skal derfor almindelige kristne ikke gøre, men kun dem, der har embede til at forkynde Guds ord.

Senere hedder det:

Sådan som vi i vore dage må sige til vore biskopper, at de er tyranner og skurke, som offentligt med al formastelighed og ond vilje handler imod Gud og imod retten. For det siger jeg ikke af mig selv, men på mit embedes vegne; ellers skal jeg ikke hvad min person angår ønske eller sige noget ondt til noget menneske på jorden, men omvendt ønske, tale og handle alt godt imod enhver. (Se her).

Men så fortsætter han:

For så stor en fjende er jeg ikke af paven, biskopperne og alle fjender, som forfølger os og lægger alle hindringer i vejen for os. Hvad Gud giver ham af timelige goder, magt og ære, det under jeg ham af hjertet, og det ville jeg også gerne hjælpe ham med at beholde, ja, jeg vil desforuden meget hellere unde dem, at de også i de åndelige goder, som vi har, ville blive rige og ikke lide nogen mangel, og det skulle være vores hjerteligste glæde, hvis vi med vort legeme og liv kunne bringe det dertil, og rive dem ud af deres blindhed og af djævelens magt og således redde dem.

Luther ønsker, at de lutherske kunne påvirke papisterne ”med deres legeme og liv”. Det sprang jeg lykkelig og glad over i første omgang, for jeg tænkte slet ikke i de baner. Men det gjorde jo altså Luther. Han mente, at om det kom dertil, at de lutherske skulle lide martyrdøden, så ville de dog dermed kunne tjene papisterne, altså tjene dem ved at rive dem ud af deres blindhed.

Hvis vi skal forstå, hvad Luther vel kan mene med det, tror jeg, vi skal gøre os klart, at det ikke er nok bare at spørge, om den og den mon er martyr. Langt vigtigere er det at spørge om martyrvilligheden hos den pågældende og efterfølgende at undersøge martyrvirkningen af det martyrium, der eventuelt udfolder sig.

Jeg har prøvet at gennemføre disse tanker ud fra Kaj Munks skæbne, se her. Jeg skal ikke prøve at ”bevise”, at Kaj Munk må regnes med til martyrerne. Mange har uden videre gjort det. Men der er nu en del, der peger imod det, ikke mindst det forhold, at grunden til, at han kom på den liste, som mordergruppen arbejdede ud fra, var, at han var en kendt personlighed, og at han ikke var tyskvenlig. Vi skulle vel så også regne andre dræbte danskere for martyrer.

Derimod er jeg ikke i tvivl om, at Munk var i besiddelse af martyrvillighed. Han holdt sig ikke tilbage fra at tale imod den tyske besættelsesmagt lige fra begyndelsen af besættelsen. Da tingene strammede til, og han i perioder blev ramt af udgivelsesforbud, fik han sine digte og artikler ud via den underjordiske presse. Og dette gjorde han velvidende, at han kunne blive straffet for det, omend den straf, han i de første år af besættelsen frygtede mest, var et udgivelsesforbud.

Og det er også åbenbart, at hans død havde en martyrvirkning, dvs.: den fik modstandsviljen blandt danskerne til at øges.

Der er ingen tvivl om, at Luthers optræden i Worms havde en tilsvarende martyrvirkning, selv om Luther jo altså slap fra rigsdagen med livet i behold. Det forhold, at han i Worms stod ved sine ord og fastholdt, at det ikke er rådeligt for et menneske at tale imod sin samvittighed, det gjorde et vældigt indtryk på den daværende verden. For alle var jo klar over, at denne standhaftighed udviste han med døden for øje. Ikke blot han selv, men store dele af det daværende samfund regnede med, at kejseren nok ville bryde det frie lejde, han havde givet Luther, ligesom kejser Sigismund i sin tid havde brudt løftet til Jan Huss.

Og martyrvilligheden havde han også, jævnfør det ofte citerede udsagn om, at han ville til Worms, om der så var lige så mange djævle i byen, som der var tagsten på husene.

I vore dage har den kristne martyrvillighed – som vi ikke længer selv lægger vægt på – imidlertid fået konkurrence af den muslimske martyrvillighed. Muslimerne har stjålet ordet martyr fra de kristne og givet det et andet indhold. I deres øjne er en martyr ikke én, der fastholder sandheden med en sådan kraft, at han er villig til at lade sig slå ihjel, men én, der tror på sandheden med så stor kraft, at han er villig til at slå andre ihjel. Og det bevirker, at den martyrvirkning, der eventuelt kunne udspringe af beundring for martyrvilligheden, ikke kommer til at gøre sig gældende overfor muslimer, ja, måske endda kommer til at gøre sig gældende med modsat fortegn, så det nu er de muslimske martyrer, jihadisterne, der vække beundring for deres dødsforagt, i det mindste i muslimske miljøer.

Men ligesom Luther ikke på forhånd spekulerede på den eventuelle virkning af den martyrdød, han ventede, han ville få, sådan skal vi også glad og gerne udvise martyrvillighed, også selv om vi ikke kan se noget tegn på, at det vil få nogen eftervirkning.

Luther siger lidt senere:

Derfor siger jeg til min værste fjende: For så vidt det drejer sig om min person, vil jeg hjertelig gerne hjælpe og gøre alt godt, selv om du er mig fjendtlig og gør idel ondt imod mig; men hvad Guds ord angår, da skal du ikke vente noget venskab eller kærlighed, så jeg skulle handle imod det, om du så var min nærmeste, bedste ven. Men fordi du ikke vil finde dig i ordet, så vil jeg udtale en sådan bøn og velsignelse over dig, at Gud vil knalde dig ned i jorden. Jeg vil gerne tjene dig, men jeg vil fremfor alt tjene Gud. Så når man vil forhindre ham eller værge for mod ham, så gælder der ingen kærlighed eller tjeneste mere. For det hedder: Du skal elske din fjende og gøre vel imod ham, men Guds fjende må også jeg være en fjende af, så jeg ikke sammen med ham angriber Gud. (Se her).

Dette er Luthers martyrteologi, og det kan tages som en opskrift på, hvordan vi i vore dage skal behandle muslimerne fra kirkens side. Vi skal fra kirkens side, dvs., fra medlemmernes side, være muslimerne behjælpelig med alt det jordiske. Men vil de være os fjendtlig stemt og gøre ondt imod os – og det vil de jo, jvfr. deres seen ned på alle ikke-muslimer og den muslimske terror – så skal det ikke på nogen måde afholde os fra at prædike Guds ord for dem.

Og altså: den kærlighed, vi skylder vores fjende, in casu muslimerne, skal ikke afholde os fra at ”genere” dem med diverse kritiske spørgsmål angående deres religion.

Det har været vores fejl hidtil: vi har ment at have pligt til at elske muslimerne, hvad enten vi nu betragtede dem som fjender eller blot som landets gæster, og den kærlighed mente vi overtrumfede vor pligt til at forkynde kristendom for dem. Det var jo forøvrigt også det nemmeste bare at være sød og rar og venlig og prøve at få tingene til at glide.

Dertil kommer jo imidlertid den muslimske terror. Det er værd at lægge mærke til, at det var den, der startede Muhammed-krisen i 2005. Jo, for Jyllands-Posten ville undersøge, om de mange anslag mod vestlige kunstnere, der forsøgte at tage emnet ”Islam” op i deres kunst, medførte selvcensur. Det var altså den muslimske terror, der ”kom først”.

Men den er jo fortsat sidenhen. Så nu kan man ikke skille tingene ad: De, der vil være venlige og imødekommende overfor muslimerne, er de i virkeligheden bange for at blive ramt af den muslimske terror? Jeg tror gerne, at der for de flestes vedkommende er tale om, at man helst vil vise sig venligt imødekommende og derfor ikke kaster sig ud i den skrappere islam-kritik, ja ikke kritiserer islam overhovedet, heller ikke efter et terrorangreb som det i Orlando.

Men hvad nu, hvis det, vore muslimske landsmænd trænger til, netop er at få deres religion gennemkritiseret, så de i det mindste får en chance for at få et mere rationelt forhold til deres religion! Altså ”trænger til”, ikke ud fra deres egne forestillinger, men ud fra vort ønske om at ”rive dem ud af deres blindhed”.

Og hvis man skal angribe islam – og det er jo vores pligt som kristne forkyndere – så skal man naturligvis stikke fingeren i jorden. Det nytter sikkert ikke at sige det om islam, som Luther siger om papisterne: at de er underlagt djævelens magt, selv om det kun er altfor sandt.

Men det må være muligt ovenpå terrorhandlingen i Orlando at spørge, om det indenfor islam er tilladt for den enkelte at bedrive selvtægt. Normale samfund gennemfører deres jurisdiktion gennem statens institutioner. Kun de har ret til at straffe lovovertræderne. Sådan plejer det også at være i muslimske samfund. Hvornår er det blevet tilladt den menige muslim at udøve vold for at gennemtvinge shariaens overholdelse? Efter mordet på Theo van Gogh var Fatih Alef fremme med en påstand om, at det var forbudt for muslimer at øve selvtægt, altså muslimen som enkeltmenneske har ikke nogen legitim ret til at udøve vold, heller ikke mod dem, der foretager en handling, der efter sharia er ulovlig, se her.

Men med Muhammed-krisen blev der åbnet op for den mulighed, at muslimer kunne presse deres lovgivning, sharia, ned over ikke-muslimske samfund. Det er Bernard Lewis, der gør opmærksom på den nyskabelse i islamisk teologi. Og det tør nok antydes, at muligheden er blevet udnyttet sidenhen. Hvis man skal sige det med Luthers vokabular: Man har rakt Fanden en lillefinger, og han har taget hele hånden.

Muslimerne har jo opdaget, hvor stor magt der i vore samfund kan ligge i at påstå sin religion krænket. At påstå sig krænket er en fidus, de har forstået at udnytte til fulde.

Og når man dertil føjer den magtudøvelser, der ligger i diverse terroraktioner, så kan der være god grund til at angribe islam for dens manglende frihed. Ikke fordi vi bilder os ind, at vi med vore indvendinger kan få muslimerne til at opføre sig anderledes, men fordi vi føler det nødvendigt at fortælle muslimerne, at vi godt er klar over, at islam er en magtreligion.

Det er ikke så meget et spørgsmål om synet på homoseksualitet. De må gerne vende sig imod homoseksuelle, blot de gør det på en civiliseret måde, dvs., gennem debatoplæg og ikke gennem terrorhandlinger. Men netop det har muslimer svært ved. Det er en kendt sag, at homoseksuelle mange gange har fået bank af muslimske unge.

De må endda, hvis de vil, arbejde politisk for, at homoseksualitet igen skal gøres strafbart her i landet. Men dels må de så finde sig i, at fænomenet er tilladt, mens der diskuteres, dels må de bøje sig for dette forhold, så de undlader deres forfølgelse af de homoseksuelle.

Forøvrigt kan vi da godt drille dem lidt – hvorfor skulle vi ikke det? De vil bilde sig selv og os andre ind, at islam er en monolit, den sharia, der gælder nu, er Guds sharia, og derfor evig og uforanderlig. Men der har altså været tider i islams historie, hvor homoseksualitet har været tilladt, ja, der er endda dem, der udlægger nogle steder i koranen således, at homoseksuelt samvær er én af de belønninger, der uddeles i paradis. I Sura 52,24 står der f.eks.: ”De har unge tjenere til at gå rundt iblandt sig og servere, som skjulte perler”. Det er en beskrivelse af herlighederne i paradis. Det har fået nogle fortolkere til at sige, at det er med dette som med vindrikning. Her på jorden er det forbudt, men i paradis hører det med til belønningerne. Man kan finde flere drillerier her (på engelsk).

Men ellers er det, vi som kirke burde fastholde overfor muslimerne – og overfor vore egne delvis uvidende folkekirkemedlemmer: at hvor muslimerne med deres ramadan – der jo i folkelig tilslutning minder om vores jul – fejrer en bog, koranen, dèr fejrer vi med vores jul en person; hvor det for muslimerne drejer sig om at lystre bogens ord, dèr drejer det sig for de kristne om at efterfølge en person; hvor muslimerne ud i det blå hævder, at bogen er nedsendt fra Gud selv og indeholder ord, der har Guds autoritet, dèr hævder vi, at det fuldkomne menneske, Jesus fra Nazareth, både er forbillede for os – ligesom han afviste de dele af loven, der var umenneskelige, sådan kan vi tildanne loven, så dens umenneskelighed forsvinder – og samtidig mulighed for, at også vi kan blive fuldkomne, nemlig når vi stræber efter at leve helt og fuldt med i det menneskelige fællesskab; hvor den del af dette fællesskab, der udgøres af ægteskabet, for muslimerne er underlagt loven (sharia), så kærlighed, fortrolighed og tillid tænkes at være en følge af lovoverholdelsen, dèr er det for os kærligheden, fortroligheden og tilliden, der giver ægteskabet dets værd, love eller indbyrdes regler kan så dannes ud fra de vaner, der opstår.

Ikke mindst det sidste afslører en grundlæggende forskel. For os er Gud netop en Gud, vi møder i et forhold; at leve, som Gud vil have det, er at leve i tillid til ham. For muslimen er et forhold til Gud umuligt, Gud er i deres øjne alt for ophøjet til, at noget menneske kan have et direkte forhold til ham; den tro, der forventes af en muslim, er derfor ikke en umiddelbar tillid til skaberværkets gode indretning og en deraf følgende taknemlig indstilling overfor det, livet giver os, men et spring ud i en uunderbygget påstand om koranens guddommelighed, en påstand, som gør det noget nær umuligt at undersøge koranen ud fra normale historisk-kritiske metoder.

På den baggrund – og ikke mindst på baggrund af Luthers prædiken – forekommer det mig, at vi kristne eller vi vesterlændinge i det store og hele reagerer på massakren i Orlando med overdreven hensyntagen til vore muslimske medborgere. Der er en elefant i rummet, denne elefant hedder ”islam”, men i vore overvejelser, i vore reaktioner, i vore bønner (de af dem, der er offentliggjort) nægter vi pure at se denne elefant, altså at nævne ordet ”islam”, at tage morderens inspiration fra islam og hans egen muslimske baggrund med i betragtning.

Man har f.eks. fundet ud af, at morderen tidligere havde frekventeret den natklub, hvori massakren fandt sted. Men i stedet for at drage den slutning, at han har forberedt sin massakre ret grundigt, forsøger man sig med en teori om, at han nok i virkeligheden selv mærkede homoseksuelle tendenser i sig og derfor i en slags selvhad begik sin udåd. Så har man fået forklaret hans handling psykologisk, og så ånder man lettet op, for så har det jo ikke noget med islam at gøre. Som Mikael Jalving siger det: ”Det handler ikke om islam, fordi det ikke må handle om islam” (se her).

Og det hykleri går kirken gladelig med til. For vi skal jo elske vores fjende.

Eller man fokuserer på morderen, han er et menneske ligesom vi, han har en far og en mor, han er blot ramt af noget ondt, og det onde – ak – det kender vi kun altfor godt fra os selv, vi er mennesker på godt og ondt, ligesom massemorderen var det. På den måde får man frem hos sig selv en dyb syndserkendelse – oh så dyb, så dyb, men også så fuldstændig urealistisk – som tillader én at holde al tale om islam som inspirationskilde for morderen borte.

Men har vi da ikke et ord fra Gud at skulle forkynde? Forkynder det ord, at alt er ligegyldigt, at det er ligegyldigt, hvor stor en udåd, du udøver, der er tilgivelse for det hele? Er Guds kærlighed så altomfattende, at vor holdning, vor reaktion, bliver uden betydning?

Jo, jeg ser nok, at dette kan blive konsekvensen af al den kærlighedssnak, vi har lullet os ind i. Godt nok refererer vi Luther for at tale om retfærdiggørelse ved tro, men dette med tro, det kan vi ikke rigtig stille noget op med. Troen er jo Guds gave, ikke, så er den ikke så stor, som den burde være, så er der vel tilgivelse for det også.

Og dette med at elske fjenden! Ja, det lyder jo ikke så godt, når vi tager det næste med, det om at bede for dem, der forfølger os, for det ville jo betyde, at vi skulle have martyrvilligheden i os. Og det må vi erkende: så store syndere er vi, at vi ikke finder nogen villighed til at stå inde for sandheden med vores liv. Men så trøster vi os i samme åndedrag: fat mod, Antonius, der er nok tilgivelse for det også!

Ak ja, hvad skriver ikke hebræerbrevets forfatter:

For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. (Heb 4,12).

Men vi har gjort det til en vatpind.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Kirken og islam

  1. Pingback: Kierkegaard og Paulus | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s