Skrifters autoritet

For en uges tid siden blev jeg gjort opmærksom på en hjemmeside, denne her, som citerer paven for at have sagt, at et personligt forhold til Jesus er farligt. Og det lyder jo lidt mærkeligt, omend det måske ikke skulle være så mærkeligt for specielt mig, for jeg har arbejdet en del med forholdet mellem paven og Luther og blandt andet citeret én af den daværende paves hofteologer, Sylvester Prierias, for følgende bonmot:

Enhver, der ikke støtter sig til den romerske kirkes og den romerske paves lære som en ufejlbar trosregel, fra hvilken også den hellige skrift henter sin kraft og autoritet, er en kætter. (Se her).

Alligevel forekommer det mig lidt besynderligt, og det var da heller ikke mig selv, der henviste til dette sted, men en læser af min bog ”Reformation på en misforståelse”.

Jeg mener ellers med min bog i nogen grad at have forsvaret katolikkerne, idet jeg påpeger, at Luther i høj grad fik fjernet den afladsteologi fra den katolske kirke, som i første række førte til bruddet, noget, der nok var med til at føre katolsk teologi tilbage på sporet. Men indrømmet, han fik ikke fjernet den pavedyrkelse, som også lå i afladsteologien, og som så tydeligt kommer frem i Prierias’ bemærkning.

Men kommer den ikke også frem i den nuværende paves advarsel mod et personligt forhold til Jesus? Det måtte undersøges nøjere.

Først måtte jeg nu have fat på hele pavens tale, for sammenhængen kan betyde ganske meget. Den ligger her, oven i købet på engelsk, selv om den oprindelig blev holdt på italiensk. Man kan også bemærke sig, at talen er holdt for to år siden. Det, som man hæftede sig ved på den førnævnte hjemmeside, står i afsnit 3.

Men for nu ikke at komme for let om ved det, har jeg valgt at fokusere på det under overskriften ”skrifters autoritet”. Det bliver altså ikke blot de kristnes syn på bibelen, det skal handle om, også muslimers syn på koranen.

Vi tager det sidste først. Koranen taler i første person flertal, pluralis majestatis. Det tænkes hele vejen igennem at være Gud, der taler. Det giver groft sagt kun to måder at læse teksten på: man kan læse den som troende muslim, så man virkelig læser ordene som Guds skinbarlige ord til mennesker; eller man kan læse den som ikke-troende, så man hele tiden holder sig for øje, at ordene er Muhammeds forsøg på at tillægge sine egne ord guddommelig autoritet.

Når der i sura 4,3 gives muslimer lov til at gifte sig med indtil fire koner, og denne regel opfattes som givet af Gud selv, så er det sådan, det er, så er det en autoritativ udtalelse, der ikke står til debat. Og det må så alle fromme muslimer rette sig efter. Og gør de det, som en vis stormufti fra Egypten gjorde, se her: han mente, at polygami måtte være forbudt ud fra den tanke, der er nævnt i sura 4,129, at man aldrig er i stand til at dele sol og vind lige mellem kvinder, så griner vi lidt af det, og finder det i nogen grad gudsbespotteligt, at man på den måde gør nar af Gud; som om han ikke skulle være i stand til at give en rigtig regel i første omgang. På den anden side skal man måske glæde sig over, at polygami med netop den begrundelse er forbudt i Egypten og Tunis.

Og i hvert fald: stofmuftiens opfattelse svarer udmærket til muslimernes efterspørgsel: for de mener, det er fromt at rette sig efter Guds bud, også selv om de ikke forstår dem. Hvilket leder ind i det, man kunne kalde den muslimske selvmodsigelse: Fordi koranens ord er Guds eget ord, skulle man egentlig rette sig efter det, også selv om man ikke forstår; ikke desto mindre søger muslimer hele tiden at forstå, og deres imamer hele tiden at begrunde disse ofte ganske mærkelige ord.

Fortidige skrifter får autoritet derved, at de bliver brugt som kanon, dvs. som rettesnor. Mennesker indenfor den trosretning, der bruger skriftet som kanon, tænkes at læse teksten, forholde sig til den, leve deres liv efter den, altså bruge den som rettesnor. Marie Krarup fortæller, at hun i sin gymnasieundervisning ofte var udsat for, at de muslimske elever så at sige intet vidste om koranen. Jeg vil sige, at det skal vi såmænd være glade for. Tænk, om de virkelig læste den og tog den som rettesnor for deres liv! Tænk, om de f.eks. rettede sig efter sura 4,34:

Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor

og af den grund lod hånt om al vor snak om kønnenes ligestilling, måske endda ikke undlod at slå deres koner. Og lad os for den gode integrations skyld ikke håbe, at de ser, hvad der står i sura 5,51:

I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret.

Ikke desto mindre er jo altså koranen en rettesnor for muslimer. Og de bruger også alle denne rettesnor på den måde, den selv vil bruges på: nemlig som lovbog.

Luther var i sit syn på skriften dybt afhængig af den frembrydende humanisme. Ligesom renæssance-filosofferne var sloganet for humanisterne: Tilbage til kilderne! Og da Luther først opdagede, at man ikke kunne stole på paven – han mente om sig selv, som Prierias refererer det, at skriften fik sin autoritet fra ham og ikke han fra skriften – så mente Luther det nødvendigt at reformere kirken. Og efter hvilke kriterier skulle den reformeres? Efter skriftens, naturligvis. Men det vil sige: efter skriften, som den humanistiske videnskab forstod den, ikke som paven udlagde den. ”Om kirkens babyloniske fangenskab” hed det skrift, Luther udsendte på latin i september 1520, og det blev begyndelsen til en række ændringer i de kirkelige forhold: nedlæggelse af diverse klostre, uddeling af nadveren, så også lægfolket fik vinen, indførelse af salmesang på modersmålet, og ikke mindst: Nyoversættelse og udbredelse af bibelen, så lægfolket selv kunne se, at hvad lutheranerne foreslog, var rigtigt ifølge den kristne kirkes kanon: bibelen.

At Jesu ord således blev tilgængeligt for enhver, uspoleret af kirkelig bedreviden og forsøg på fastholdelse af status quo, har haft en enorm indvirkning på vesterlandets kultur og hele tankesæt. Bibelhistorie i skolen, fadervor som aftenbøn, overordentlig let tilgængelighed af de bibelske skrifter, alt dette har ladet Jesu ord få en vældig gennemslagskraft i vore samfund. Kristne såvelsom ikke-kristne har ladet sig gribe af ordet om ikke at se splinten i næstens øje, når man har en bjælke i sit eget (Matt 7,3f), det endda i en grad, så vi slet ikke tør være glade over vort eget samfund. Og dette at misbruge lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) er jo noget, man kun kan gøre, fordi man i forvejen kender den. Mere positivt: Når man i Sydafrika skulle have samfundet til at fungére normalt igen efter apartheid-styrets umenneskeligheder, greb man til den kristne tilgivelsestanke; der var noget grundmenneskeligt i den, som man kunne bruge.

Tilgivelse, forståelse, indlevelse, alt dette er noget, man har forstået er nødvendige ingredienser for et godt og tillidsfuldt samfund, og det er blevet virkeliggjort i langt højere grad, end vi plejer at gøre os klart, hvilket vi nok tydeligst kan se, når vi sammenligner med den muslimske kultur, vi nu har fået ind iblandt os. Når muslimer forstår vor indlevelse og vore forsøg på at forstå dem og rette os efter deres ønsker som et svaghedstegn, skyldes det, at deres kultur, afledt af koranen, opererer med begreberne ”ære” og ”skam”, noget, der er noget nær det modsatte af den tilgivelsesholdning, der på forhånd vil se ethvert individ som en del af samfundet, og noget, der – fejlagtigt efter vores mening – gør ”respekt” til noget, man skal kæmpe for at få, og ikke noget, man har i forvejen. Se eventuelt denne artikel om ”Barnedåbens velsignelser”.

Så er det desværre sandt, at der findes kirkesamfund i den vestlige verden, som på forskellig vis vil søge at lukke Jesus og hans ord inde i kirken. Vi har nok alle en tendens til at gøre det; vi tænker os de ”rigtige” kristne som idealmennesker, som vi er lidt nærmere ved end andre; eller vi prøver at foregøgle en ydmyghed hos os selv, hvilket dog er vanskeligt, hvis det ikke skal blive til en ret afslørende konkurrence i ydmyghed.

Og man er nok ikke helt fri for at kunne mistænke paven for en sådan tendens i den tale, hvori han hævder, at et personligt forhold til Jesus er farligt.

For hvad er det egentlig, han siger?

Jo, han siger i afsnit 1, at ingen kristen er en ø. Han hedder ”kristen” til fornavn, men ”kirke” til efternavn. Og han fortsætter i afsnit 2 med bl.a. at sige:

Ingen, ingen bliver kristen for sig selv. Hvis vi tror, hvis vi véd, hvordan vi skal bede, hvis vi anerkender Herren og kan lytte til hans ord, hvis vi føler ham nær ved os og kan kende ham i vore brødre og søstre, skyldes det, at andre før os levede denne tro ud og overleverede den til os. — Jeg husker altid ansigtet på den nonne, der lærte mig katekismen, hun dukker altid op i hukommelsen – jeg er sikker på, at hun er i himlen nu, for hun var en hellig kvinde – jeg husker hende altid og takker Gud for denne søster.

Det er svært at holde tungen lige i munden. Vi er vist alle tilbøjelige til at sige, at der er forskel på dem, der holder sig til kirken, og dem, der ikke gør. At se kristendommen som en folkelig kraft, der gennemsyrer hele folket og dets umiddelbare samliv, er noget, vi har svært ved. Men det var måske det, vi burde vænne os til, ikke mindst set ud fra den indvandring af muslimer, vi er vidner til.

I det sidste afsnit, afsnit 3, hvorfra de ord er taget, som hjemmesiden blev forarget over, hedder det.

Sommetider hører man nogen sige: ”Jeg tror på Gud, jeg tror på Jesus, men kirken er jeg ligeglad med …” Hvor mange gange har vi ikke hørt det? Og det er ikke godt. Der er dem, der tror, de kan opretholde et personligt, direkte og umiddelbart forhold til Jesus Kristus uden kirkens samfund og mellemkomst. Dette er farlige og skadelige fristelser. Dette er, som den store Paul den sjette sagde, absurde modsigelser. Det er sandt, at dette at leve sammen er udfordrende og af og til kan være trættende. Det kan ske, at en broder eller søster skaber vanskeligheder eller chokerer os. — Men Herren betroede sit frelsesbudskab til nogle få mennesker, til os alle, til nogle få vidner; og det er i vore brødre og i vore søstre med deres gaver og indskrænkninger, at han kommer for at møde os og gøre sig selv kendt. Og det er det, det betyder at høre til kirken. Husk på det: at være kristen betyder at høre til kirken.

Det er ikke mindst ordene om, at man ikke kan opretholde et personligt forhold til Jesus uden kirken, der er faldet den førstomtalte hjemmeside for brystet. Man annoncerer på hjemmesiden pavens tale således:

I denne video siger paven, at den ”eneste måde” at forbindes med Gud på er gennem kirken. Og at et personligt forhold til Jesus er forkert. Det er ikke korrekt. At have et personligt forhold til Jesus, hvor du end er, er sandhed ifølge bibelen.

Nu véd jeg ikke så meget om, hvem der står bag denne indvending mod paven. Men hvis det er den slags pietister, jeg tænker på, og hvis de er af den opfattelse, at et personligt forhold til Jesus har den, der har gennemlevet en omvendelse – og det er ikke en helt ubegrundet mistanke – så må man sige, at både paven og de er ude på tynd is, fordi de overser skriftens rolle. Paven gør det, når han tilsyneladende lægger alt vægten på traditionen, og pietisterne gør det, hvis de, hvad jeg mistænker dem for, lægger al vægt på omvendelsesoplevelsen.

Men Jesu ord, igennem den i vore dage lettilgængelige skrift, har altså haft virkning langt ud over kirkens grænser. Og har det stadigvæk. Tag den lille fortælling om Martha og Maria, Luk 10,38-42! Kan gerne være, at kirkelige miljøer til stadighed søger at fremelske en ”Martha-holdning” hos deres kvinder. De er dog nødt til at lade Jesu ord til Maria, at det er hende, der ved at lytte til Jesus har valgt den gode del, lyde i deres forsamlinger. Og hvilken bombe ligger ikke skjult deri. Til kvinderne selv: Du klarer ikke frisag i den vanskelige kunst at være menneske ved blindt at rette dig efter det forhåndenværende kvindeideal, du må virkelig vove for egen regning og risiko at være dig selv, at leve det ud, du har i dig. Og til de dovne mænd, der lader sig betjene: Er dog ikke et væsen, der er et bevidst selvstændigt menneske, en langt mere værdig samleverske for dig end en robotagtig efterligning af et kvindeideal? For ikke at tale om, at en sådan fortælling taler alle koranordene om kvindens underordnede rolle midt imod.

Det er lige ved, at vi ovenpå en sådan fortælling ikke behøver Paulus’ ord i Gal 3,28 om, at der her, i den kristne menighed, ikke er forskel på mand og kvinde.

Nå, man er nok nødt til at skrive sig Paulus’ ord i filipperbrevet bag øret. Her siger han (Fil 1,15-18):

Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv, men andre gør det af god vilje, v16 og de gør det af kærlighed, da de ved, at jeg er sat til at forsvare evangeliet; v17 men de andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og ikke med rene motiver, for de tror, at de kan føje ny trængsel til mine lænker. v18 Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over.

Så må man glæde sig over, at den katolske kirke er meget andet og meget mere end disse paveudtalelser. Nogle af de fremmeste Luther-forskere er katolikker, og den katolske kirke har haft udbredelse steder, hvor andre ikke slog igennem. Det samme kan forøvrigt siges om nogle af de mere løsslupne kirker, pinsekirkerne f.eks. Det kan godt være, at hverken den katolske kirke eller pinsekirken lige er min kop te, men slår de igennem et sted, gør de folk nysgerrige efter at se, hvad Jesus egentlig siger, så tror jeg, jeg vil gøre som Paulus, jeg vil alligevel glæde mig over det.

Med Jesu ord er det jo nemlig sådan, at man véd aldrig, hvad der kan komme ud af det.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s