Utålmodige unionsbyggere

Det er EU’s fædre, jeg tænker på med ovenstående beskrivelse. Og deres utålmodighed kan desværre beskrives ved at sige, at de ikke havde tid til at vente på, at de nationale demokratier selv skulle kunne indse fordelen ved et bindende europæisk samarbejde; i stedet fik de startet nogle institutioner, der delvist satte de nationale demokratier ud af spillet og opererede med hurtig tvungen sammenslutning i stedet for langsom fri sammenvoksning.

Jeg skal nøjes med at henvise til to episoder i EU’s nyere historie for at vise, hvad jeg mener.

Den ene er indførelsen af den fælles mønt, euroen. Der lød en del advarsler, da man indførte euroen. Man gjorde fra nogle økonomers side opmærksom på, at man for at kunne have en fælles mønt var nødt til at have en række andre politik-områder fælles, ellers ville man komme i vanskeligheder. Lidet anede disse økonomer formentlig, at det netop var fidusen fra eurokraternes side: ved at få landene til at gå med i den fælles mønt, som var blevet opreklameret i årene forud, ville man kunne tvinge landene til det, de måske ikke ville: et tættere og tættere samarbejde på en række områder, som de ikke lige havde tænkt på, at de skulle arbejde sammen på.

Indrømmet: man havde forberedt denne situation grundigt. Eller måske man skal sige, at udviklingen i tankegangen blandt politikere og økonomer havde forberedt situationen. Man havde gennem mange år skammet de lande ud, der devaluerede. At devaluere, det er noget, intet ordentligt land gør. Hvis man gør det, er det tegn på, at landets politikere ikke har styr på situationen. Og derfor, for at få orden også på de mellemstatslige økonomiske forhold, indførte man slangesamarbejdet. Så kunne man undgå devalueringer, mente man. Det kunne man dog ikke alligevel, for de økonomiske forhold i de forskellige lande udviklede sig forskelligt, de udviklede sig nemlig efter lige dette lands traditioner og måder at gøre tingene på. Men at der var denne forskellighed, var en torn i øjet på eurokraterne.

Derfor var indførelsen af euroen, den fælles mønt, en stor sejr for dem. Nu ville landene blive tvunget til at finde fælles fodslag, nu ville de forskellige traditioner blive nødt til at bøjes ind mod hinanden (det vil sige: de svage lande blev tvunget til at gøre som de stærke) nu ville overtrædelsen af de regler, der var opstillet for god opførsel, bevirke, at det hele blev ens.

Det store forbillede var Amerikas Forenede Stater, USA. Her var jo det hele smeltet sammen i én stor heksekedel. At det var forbilledet, kan blandt andet ses af bestemmelsen om ikke blot varers og kapitalers, men også personers frie bevægelighed. Denne sidste bevægelighed tog man med ind under det indre markeds bestemmelser, selv om der ikke er økonomisk belæg for det. Men den hørte med til det Europas Forenede Stater, som man havde for øje.

Frihandel er en god ting. Det sikrer, at tingene bliver fabrikeret dèr, hvor det bedst kan betale sig. Men det er unødvendigt også at have åbne grænser for personernes frie bevægelighed. Da EF og EFTA i sin tid slog pjalterne sammen og lavede et stort europæisk frihandelsområde, resulterede det i en stor økonomisk fremgang, herhjemme manifesterende sig i de glade tressere. Det var før nogen tænkte på fri bevægelighed for personer.

Derimod er det nødvendigt at have flydende kurser mellem landenes valutaer. Derigennem sikrer man sig, at de forskellige traditioner for bl.a. løndannelse bliver udlignet.

Så hvis man havde haft lidt tålmodighed, kunne man fint have fået de europæiske lande til at samarbejde som frie, selvstændige nationer. Om man så med tiden kom til at lære hinanden så godt at kende, at man kunne tænke sig et mere forpligtende samarbejde, ja, det kunne kun tiden og det gode naboforhold afgøre. Men ak, en sådan tålmodighed havde de daværende eurokrater ikke. Det forpligtende samarbejde skulle iværksættes her og nu. Først gennem den unødvendige frie bevægelighed for personer, dernæst gennem slangesamarbejdet, og nu sidst gennem euroen, den fælles mønt.

Hvad det har ført med sig af ulykker, kan ses i Sydeuropa.

Det var det ene tegn på eurokraternes utålmodighed, deres forsøg på at pace os frem til Europas Forenede Stater.

Det andet er Schengen-samarbejdet og den deraf følgende Dublin-forordning.

Også det blev gennemført med store trompetfanfarer, der skulle markére den strålende lysende fremtid, hvor vi alle var som én stor familie, der nu blev indledt. Men som med den fælles mønt havde man ikke fra eurokraternes side tænkt det hele igennem. Man lavede en ordning, der skulle overføre suverænitet fra nationalstaterne til centralmagten i Bruxelles, og håbede så ellers det bedste, håbede, at folk ville blive glade for den gode ordning uden grænsekontrol, håbede, at Italien og Grækenland og andre grænselande ville klare deres opgave med at bevogte de ydre grænser til nogenlunde tilfredshed.

Man havde nemlig ikke selv i forvejen etableret nogen form for grænsekontrol; det ville gøre det for tydeligt, at hele øvelsen gik ud på at overføre suverænitet til Bruxelles. Så det var i alt væsentligt de tre middelhavslande, Spanien, Italien og Grækenland, der stod for grænsekontrollen. Men naturligvis blandede Bruxelles sig. Man ville absolut have alle konventioner overholdt, især asylkonventionen, der siger, at enhver, der sætter sin fod på europæisk jord og siger ”asyl”, har ret til at få sin asylansøgning behandlet. Om grænserne med den klausul i det hele taget kunne bevogtes, som man undgik uønsket indvandring, det bekymrede ikke Bruxelles.

Men det bekymrede Spanien og Grækenland. Spanien fik på egen hånd udenom Bruxelles lavet aftaler med Marokko, så asylstrømmen mindskedes. Og Grækenland brugte push-back-metoden overfor de bådflygtninge, der ville krydse det smalle farvand mellem Tyrkiet og de græske øer. Alene Italien opførte sig, som Bruxelles ønskede, landet havde jo også fået på puklen, da Berlusconi havde lavet aftale med Libyens Gadaffi om tilbageholdelse af flygtninge/migranter.

Sådan set var det, Grækenland og Spanien gjorde, også forkert efter konventionerne, men Bruxelles valgte at tie stille, enten fordi man ikke anede, hvad man ellers skulle gøre, eller fordi man var bange for, at nogen ville finde på at pille ved den hykleriske transportøraftale, man i 2001 havde lavet med de flyselskaber, der ville flyve passagerer til Europa: de skulle afvise alle, der ikke kunne identificere sig og ikke havde gyldigt visum til Europa, det vil sige: de skulle gøre det, EU ikke kunne sig selv til at gøre: afvise både migranter og flygtninge.

Men så gik det jo sådan, at Grækenlands nye Syriza-regering ikke ville bruge push-back-metoden mere – den var imod menneskerettighederne, mente man – og så kom der ellers gang i migrantstrømmen op gennem Balkan. Og her – i efteråret 2015 – så man Bruxelles i hele sin afmagt.

Man havde malet sig op i en krog. Det eneste naturlige at gøre, nemlig at forsvare unionens grænser med magt, altså skubbe bådene tilbage til Tyrkiet, kunne man ikke få sig til, for man havde jo bebrejdet de lande det, som havde forsøgt noget i den retning. Og at slutte aftale med Tyrkiet, jamen, det ville jo være en aftale af samme art som Berlusconis med Gadaffi, så det kunne man heller ikke. Først da Merkels Tyskland var blevet overrendt af migranter i en grad, så hun blev nødt til at gøre noget, kunne EU bekvemme sig til sammen med Merkel at få en aftale i stand med Tyrkiet, som man fik sine jurister til at sige god for.

Men forinden var migrantstrømmen via Balkan tørret ud. En række Balkanlande, der havde været gennemstrømmet af migranter, havde hjulpet Makedonien med at lukke sin grænse til Grækenland, og altså lukke den helt, og så viste det sig, at migranterne sjovt nok ikke ville nøjes med at komme til Grækenland, de ville længere nordpå. Så nu er det igen ruten fra Libyen til Italien, der er hovedruten, og det er igen Bruxelles og Italien i uskøn forening, der sørger for at holde den vedlige ved at redde så mange skibbrudne, man kan.

Alt det foregående skrev jeg torsdag den 23. juni, altså på dagen for Storbritaniens afstemning. Nu, den 24. juni, skal det så danne baggrund for nogle overvejelser over det nej til fortsat medlemsskab af EU, de britiske vælgere har afgivet. Og det er lagt så snedigt tilrette, at det skulle kunne være baggrund for både et ja og et nej.

Hvordan det? vil man måske spørge, Storbritanien er jo hverken medlem af euroen eller Schengen?

Sandt nok, men de følgende overvejelser er heller ikke kun beregnet på Storbritanien, men på hele EU, herunder på os danskere.

Det, det drejer sig om for Europa er at kunne vokse sammen, så det bliver en naturlig ting med samarbejde melllem gode naboer. I stedet har eurokraterne i sin utålmodighed villet tvinge os sammen, så det ene område efter det andet er blevet frataget de nationale parlamenter og lagt ind under Bruxelles.

Tag de nordiske lande som eksempel!

Vi var også – som Frankrig og Tyskland i nutiden – i krig med hinanden. Men vi fandt efterhånden ud af, at vi da vist var lidt i familie med hinanden, og i 1800-tallet opstod der endog en slags skandinavisme, der drømte om en politisk sammenslutning. Det blev dog ikke til noget, men en tanke om et nordisk forsvarsforbund i stedet for NATO var da oppe og vende forud for Danmarks og Norges tilslutning til NATO i 1949.

Det store forkromede sammenslutning blev ikke til noget. Men det nære og dagligdags blev. Nordisk pasunion, et fælles arbejdsmarked, stadige indbyrdes konsultationer i Nordisk Råd, osv., og vi skal vel heller ikke glemme, at det stort opreklamerede ”Folkemøde” på Bornholm er inspireret af en tilsvarende svensk foreteelse.

Her er EF og det senere EU gået frem på modsat måde. Man har fra begyndelsen ville forpligte regeringerne, ikke folket til en stadig tættere union. Og man lokkede med store markeder og stigende velstand. Velstanden fik vi som sagt allerede, før EF’s indre marked begyndte at gøre sig gældende, og unionen viste det sig, at vi ikke kunne fravælge, da vi først var kommet ind. Dette kan man ikke bebrejde Romtraktatens fædre, for de gjorde udtrykkelig den danske minister, Ivar Nørgaard, opmærksom på, at EF ikke kun var et handelssamarbejde. Men vi lod, som om det var, og Poul Schlüter kunne på et tidspunkt berolige danskerne med, at ”unionen er stendød”.

Det var den dog på ingen måde. Den var i hvert fald vital nok til at indføre euroen i begyndelsen af dette århundrede. Men mens man nok ikke med rimelighed kan beskylde eurokraterne for snyd, hvad angår det stadig tættere samarbejde i unionen, så kan man nok, som tidligere nævnt, indvende imod indførelsen af euroen, at der i høj grad var tale om et eksperiment, uden at det blev gjort klart for medlemslandene. Man vidste godt, at den dag, hvor der kom en økonomisk krise, da ville det vise sig, om euroen kan bestå. Men man indførte den på trods af sådanne advarsler. Og da så krisen kom, og de sydeuropæiske lande kom i svare vanskeligheder, da afsløredes eurokraternes afmagt: overfor Italien og Spanien kunne de kun sidde og bide negle og håbe det bedste, overfor Grækenland kunne de sætte forskellige redningsforsøg i værk, men det, der virkelig ville have battet noget, nemlig udmeldelse af euroen, turde de ikke foreslå.

Briterne valgte som bekendt at stå udenfor euroen. I et øjebliks utopisk ønsketænkning kunne man måske have forestillet sig, at briterne havde været med i de indledende forhandlinger, så deres syn på sagen kunne have gjort sig gældende, men med euroen er der jo tale om et enten-eller, og udvanding eller lempelser kunne derfor ikke komme på tale. Der var kun den mulighed at holde sig udenfor og lade pundet flyde.

Nu op til den britiske afstemning har det ikke skortet på økonomiske advarsler. Som altid, når der skal være afstemning om noget med EU, får vi at høre, hvor forfærdeligt det vil gå med økonomien, hvis vi stemmer forkert. Således også her. Det var helt overvældende til sidst. I hvert fald i de danske medier. Man fremhævede den store handel, der var opstået mellem Storbritanien og Frankrig og mellem Storbritanien og Tyskland, og det gjorde man uden tanke for, at man jo på den måde understregede, at euroen er en politisk politur, der ikke har økonomisk betydning, det har jo ikke ikke forhindret Storbritanien i at handle med de andre EU-lande, at landet ikke er med i euroen, og også uden tanke for, at det er meget usandsynligt, at en udtræden af EU vil betyde ophør af frihandel mellem EU og Storbritanien.

Og når man advarer mod, at pundet vil falde i værdi, glemmer man, at det jo vil være en fordel for Storbritanien, derved kan de sælge flere varer til udlandet, og derved kan der komme gang i hjulene i Storbritanien. Det siger man bare ikke noget om.

Endnu en fejl i de økonimisk/politiske tanker, der førte til dannelsen af EF, siden EU, skal nævnes. Når man hævdede, at den frie bevægelighed for personer var nødvendigt for at det indre marked kunne fungére, havde man USA for øje. Opstår der en økonomisk fremgang i én af staterne, skal det være muligt for arbejdskraft at søge derhen uden nogen snærende begrænsninger. Her har man så åbenlyst medinddraget den fælles valuta i sine beregninger (som ikke var indført på det tidspunkt), men man har også overset en vigtig forskel mellem USA og Europa. Det er muligt, at man i USA kan operere med en fælles betegnelse for mennesker, der søger lønnet arbejde: ”arbejdskraft”, men i Europa kan man ikke.

Og gør man det alligevel, overser man en væsentlig detalje: Arbejdskraften er mennesker, med alle de forskelligheder, som sådanne væsener er udstyret med. Selv troede vi jo engang, da vi i forbindelse med ”de glade tressere” indførte arbejdskraft fra Tyrkiet, at det kun var arbejdskraft, vi indførte. Men ak, denne arbejdskraft var fræk nok til at tage sit hele menneske med, inklusive den anderledes kultur, den havde.

På samme måde med eurokraterne! De glemte, at arbejdskraften var mennesker, mennesker med kultur og traditioner. Og til deres overraskelse var denne ”arbejdskraft” ikke så helt let at flytte rundt på, den havde besynderlig nok et fædreland, hvor den følte sig mere hjemme end andre steder. Og ligeså overraskende: modtagerlandet var ikke altid lige begejstret for de tilflyttende; det var ikke som i USA, hvor de tilflyttende gnidningsfrit passede sig ind på det nye sted.

Det var én mangel ved eurokraternes økonomiske analyse. En anden er, at de ikke véd, at tillid er en økonomisk faktor af betydning. Jeg har tidligere skrevet om Tinggaard Svendsens lille bog om tillid, se her. Han viser netop, at tillid er en såkaldt social kapital, det vil sige, manglende tillid hos et lands befolkning er noget, der kan ses på bundlinjen, eller noget, der koster hårde kontante menneskepenge; altsammen penge, de rige skandinaviske lande sparer, fordi folk dèr nærer tillid til hinanden.

Denne økonomiske faktor har eurokraterne ikke taget hensyn til. De har ikke taget hensyn til den, når de tillader så stor indvandring til Europas Schengen-område, de har ikke taget hensyn til den, når de tillader arbejdskraften at vandre frit rundt mellem Schengen-landene.

En række kommentatorer er enige om, at indvandring har spillet en stor rolle for det nej, EU har opnået i Storbritanien. Det kan undre lidt, eftersom Storbritanien jo ikke er medlem af Schengen. Men det viser på den anden side, at landet er knyttet meget mere til det øvrige Europa, end både de selv og vi går og tror. Det er jo en politisk trend, der rider samtlige lande i Europa som en mare, den trend, der siger, at et multikulturelt samfund er fremtiden. Om de fremmede så kommer fra de tidligere engelske kolonier eller de kommer fra mellemøsten og Afrika, det gør ikke den store forskel. Vi får de samme problemer i vore lande, problemer med ghettoer, med ”no-go-zoner”, med bandekrig. De diskussioner har pågået overalt i Europa, i Storbritanien såvelsom på kontinentet, og når briterne fik lejlighed til at sige ”nu er det nok”, gjorde de det.

Nuvel, alt dette skal ikke ses som et forsøg på at forklare udfaldet af folkeafstemningen. Det lader jeg rolig andre om. Men det kan godt ses som et forsøg på at slå koldt vand i blodet: Dette er ikke enden for Europa, det er heller ikke et opgør med europæisk samarbejde, for det er jo rigtigt, hvad tilhængerne af EU siger, at vi naturligvis må have et europæisk samarbejde. Det kan derimod forhåbentlig blive enden på den form for samarbejde, som EU repræsenterer, så man kan begynde at skabe en ny særlig europæisk form, som ikke blot bevidstløst efteraber USA, men tager hensyn til det særligt europæiske: at vi er en mangfoldighed af folkeslag, som har hvert sit sprog, hver sine traditioner, hver sin måde at gøre tingene på.

Og som giver tilliden tid til at vokse frem fra neden.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Utålmodige unionsbyggere

  1. Pingback: Politisk økonomi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s