At blæse og have mel i munden

Vor tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, har den 26-6 en kronik i Berlingske, se her, hvori han citerer Piet Hein for at have beskrevet Hamlets valg således:

»To be or not to be, that is the question.

To be and not to be, that is the answer!«

Dette gengiver for så vidt udmærket en katolsk eller sydeuropæisk måde at tænke på. I modsætning til det står en luthersk eller nordeuropæisk tænkemåde, der i højere grad er tilbøjelig til (med Kierkegaard) at sige ”enten-eller”.

Jeg tænker sommetider på en bestemt ting i den katolske kirke, når jeg – forgæves – skal prøve at sætte mig ind i tænkemåden. I 1870 vedtog et koncil i Vatikanet dogmet om pavens ufejlbarlighed: når han udtalte sig officielt (ex cathedra) kunne han ikke tage fejl; han havde så at sige i den situation Gud i ryggen.

Og med et sådant dogme i baglommen skulle man jo tro, at ethvert koncil i fremtiden ville være overflødigt. Alligevel indkaldte pave Johannes den 23. i 1967 til et koncil, et koncil, forøvrigt, der fik nok at gøre; der var mange misbrug, der skulle rettes. Kunne paven ikke have gjort det alene? Han havde jo fået tildelt magten til at udtale sig ufejlbart om kirkens dogmer. Og jo, det kunne han sikkert. Men vil man gå med både livrem og seler, vil man sikre sig på enhver mulig måde, så indkalder man som ufejlbarlig pave et koncil. Uanset den Gud, man har i ryggen. Og uanset, at man på den måde blæser med mel i munden.

Om det ligefrem betyder, at man i den katolske kirke lever med modsigelser, er vist usikkert. Der findes sikkert både fem og syv gode forklaringer på indkaldelsen af koncilet i 67, men jeg vil nu tilslutte mig en ottende: den katolske kirke er god til at rumme ikke blot modsætninger, men ligefrem modsigelser i sig.

Er denne kunst overført til EU?

I ret høj grad, ja.

Man har utvivlsomt ved dannelsen af EF haft USA for øje. Man har villet sammentømre en supermagt af de tidligere europæiske stormagter. Det var nødvendigt, har man ment, stillet overfor de to supermagter, USA og USSR, at kunne undgå afhængighed af dem. Man ville være herre over sin egen skæbne. Og det mente man, krævede magt. Derfor skulle de stormagter, der tidligere havde bekæmpet hinanden, nu arbejde sammen til fælles bedste.

Og stillet overfor dette smukke formål måtte alle indvendinger blegne. At Danmark kun ifølge grundloven kunne afgive suverænitet ”i nærmere bestemt omfang”, så man således stort på ved Danmarks tilslutning. Man gad ikke høre mere snak om den ellers klare modsigelse mellem grundlovens krav om det bestemte omfang, og Romtraktatens paragraf om stadig tættere sammenslutning.

Men også i selve Romtraktatens opbygning lå en modsigelse. Kommissionen og parlamentet stod for det overnationale, rådet for det nationale. Og man ville så lade fremtiden afgøre, om det ene eller det andet skulle have førsteret. Gradvist er det dog blevet det overnationale, der er gået af med sejren. Man har vistnok ment, at det hele ville komme til at ligne det cirkus, der udgjordes af den polske rigsdag i mellemkrigsårene, hvis hvert land i rådet skulle have absolut vetoret. Hvilket skulle være tilfældet, hvis landenes suverænitet skulle bevares. Nu er Europa imidlertid ikke en nationalstat, men en sammenslutning af nationalstater, men man havde ikke tid til at vente på den naturlige proces med at vokse sammen.

Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, har en vildt overdreven analyse i sin artikel i avisen den 26-6, se her. ”Horisonter, der lukker sig” kalder han sin artikel, og skildrer deri sin ungdoms oplevelse af Berlin-murens fald og af det vidunderlige ved de grænser, der åbnede sig derved, og skriver så om den britiske afstemning bl.a.:

For første gang siden Anden Verdenskrig gik det for alvor den anden vej i Europa. For første gang stemte en befolkning for igen at sætte skel. For isolationen, mod den frihed og åbenhed, som har været dagsordenen i Europa siden krigene.

Det er noget forfærdeligt vrøvl. Har Tom Jensen mon ikke lagt mærke til Ungarns grænsehegn, Østrigs og andre landes heldigt gennemførte lukning af ”Balkanruten”, Sveriges krav om transportøransvar ved Øresundsbroen, Danmarks stikprøvekontrol ved grænserne? Det var da at ”sætte skel”, det var da at gå imod den ”frihed og åbenhed, der har været Europas dagsorden”.

Disse skel ønsker en meget stor del af befolkningerne i Europa at opretholde, måske endda udvide. Og da ét af folkene, nemlig briterne, fik mulighed for at stemme om det, valgte det at stemme ”for isolationen”, med Tom Jensens ord.

Men er der noget at sige til det? Forstår Tom Jensen (og konsorter) ikke, at befolkningerne i Europa ikke vil have deres samfund ødelagt yderligere af en ukontrolleret indvandring?

Nå, ovenstående citat er forresten også noget vrøvl, fordi Tom Jensen uden videre sidestiller Storbritaniens situation med kontinentets. Og det er forkert, selv om vælgerne uden tvivl har stemt, som om den kunne sidestilles.

Storbritanien er ikke medlem af Schengen. Skyldes det, at landet vil isolere sig? Storbritanien har fået en meget stor indvandring fra de tidligere kolonier, specielt fra Pakistan og Indien, så isolere sig ville landet ikke. Men det er ikke EU’s skyld, det er landet selv, der har ført en for løs indvandringspolitik.

Alligevel kan man godt sige, at afstemningen var et ja til indførelse af mindre åbne grænser. For briterne har følt, at de med de mange muslimer i landet var stillet på samme måde som mange af de øvrige lande i EU. Og betragter man Brexit-afstemningen og de mange såkaldt højreorienterede partiers fremmarch i Europa under ét, kan det være rigtigt nok, at der er sket noget afgørende, noget grænselukkende, noget, der ændrer situationen for de mange migranter. Men ikke dermed for europæerne selv.

Tom Jensen skriver lidt senere:

Men det er fornemmelsen, der er den værste. Genkaldelsen af den knugende følelse af et Europa, der ikke er forenet, men delt. Hvor man ikke kunne rejse, som man ville. Hvor nyudsprungne studenter kun vanskeligt kunne besøge andre studenter i Østeuropa, og slet ikke det modsatte, og hvor det var forbundet med bureaukrati og besvær og pasvisning og evindelige valutavekslinger at rejse for ikke at tale om at studere og arbejde i andre lande end det, hvor man selv var født.

Det er fornemmelsen af, at det kan komme igen. At Brexit kun er den første dominobrik, der vælter. At den europæiske drøm ender i et mareridt. Måske har vi følt det komme, mens grækerne stod i gæld til halsen, mens populistiske strømninger vandt genklang mange steder, mens flygtninge og migranter tilsyneladende ustoppeligt ankom til kontinentet, hvis de da ikke druknede i Middelhavet undervejs, måske har vi anet mere end en ulmen i det fjerne, forstærket af EUs handlingslammelse.

Men vi skal huske at fortælle de nyudsprungne studenter, hvilken gave frihedens, åbenhedens og grænseløshedens Europa er for dem.

Man skal ikke handle politisk på fornemmelser. Og man skal heller ikke skrive avisartikler på fornemmelser. Så hvis Tom Jensen efter at have skrevet dette kun har sine fornemmelser at hænge det op på, burde han havde skrottet artiklen.

Det er alt for billigt at fortælle de nyudsprungene studenter, at ”frihedens, åbenhedens og grænseløshedens Europa” er en stor gave for dem. ”Balkanrutens” kildespring er tørret ind. Jeg og mange andre mener, det skete, da nationalstaterne tog affære i stedet for det lammede EU. Andre vil mene, det skete med aftalen med Tyrkiet, som Merkel omsider fik sig og EU taget sammen til at strikke sammen. Men begge dele må betegnes som lukning af grænser og som en stor gave til studenterne. Og vi har stadig til gode at se, hvilke tiltag man fra de nordligere landes side vil tage overfor de migranter, som Italien ”redder” i Middelhavet og blot som sædvanlig vinker videre nordpå. Det vil også betyde lukning af grænser. Men vil det betyde noget, der på nogen måde kan sammenlignes med jerntæppets tid i Europa? Det er vildt overdrevet, at Tom Jensens fornemmelser fortæller ham noget i den retning. Vil det gå ud over studenters mulighed for at studere i udlandet? Vil Brexit det? Da kun, hvis EU og briterne i de kommende forhandlinger beslutter sig for det. Og hvorfor skulle de dog det?

Også Uffe Ellemann-Jensen skal absolut male fanden på væggen. Alle de vilde drømme, som Brexit-tilhængerne havde, vil én efter én blive skudt ned af de kommende forhandlinger. Han skildrer noget negativt sine erfaringer fra Bruxelles med Boris Johnson, da denne var journalist dèr, og skriver så:

Men de britiske vælgere har troet på ham, og på hans vildt overdrevne påstande om de økonomiske konsekvenser af EU-medlemskabet og af en Brexit. De vil få en brutal opvågnen, når de konfronteres med den nye virkelighed. Brexit-fortalerne har fremstillet det, som om briterne så let som at klø sig i nakken vil kunne få adgang til EUs indre marked, og som om pengene fra EUs forskellige støtteordninger vil blive ved med at flyde ind i landet.

Sådan spiller klaveret ikke. For nu forestår et spil om iskolde interesser – samt et ønske hos de toneangivende europæiske lande om ikke at skabe indtryk af, at det er en let og givtig proces at forlade fællesskabet.

Nå, nå, nå! Lad os nu lige tage den lidt med ro! Forhandlingerne er jo ikke gået igang endnu. Og selv om der muligvis sidder en del eurokrater i Bruxelles, som er lige så hårde i betrækket som Ellemann-Jensen, så de kun tænker på, hvordan de kan straffe Storbritanien for nej’et, så andre ikke får lignende idéer, så kunne det vel også tænkes, at der sidder nogle forholdsvis fornuftige mennesker, der kan indse, at man altså fra EU’s side gav Cameron for lidt, da han søgte om en ny aftale, og derfor modsat Ellemann-Jensen er indstillet på at give briterne så fordelagtig en aftale som muligt, så det for andre lande med lignende idéer ikke kan betale sig at søge hen mod udgangen.

Nej, så er der mere realitetssans hos Lars Seier Christensen, se her. Han betragter de aktie- og valutakurser, der oven på afstemningen rasler ned, med sindsro. Efter et stykke tid vil tingene stabilisere sig. Og i interview’et hedder det lidt senere.

Lars Seier kalder Brexit er et fatalt dødstød mod hele EU-institutionen: “Frem for at snakke udenom må politikerne og Bruxelles stoppe op og rulle projektet tilbage på nogle af de områder, hvor EU har bredt sig uden befolkningens accept, hvis EU overhovedet skal overleve. Skræksceneariet er, at Bruxelles tager skyklapper på – så varer det ikke længe, før flere lande vil ud.”

Og hvis man spørger, hvorfor jeg tror mere på Lars Seier end på Uffe Ellemann, så er svaret, at Ellemann er politiker, mens Seier er investor. De kan begge have deres drømmevisioner om fremtiden, men mens politikeren kan bibeholde dem, hvis han bare kan finde på nye forklaringer, der lyder plausible, i det mindste for ham selv, er investoren nødt til at revidere sit syn på tingene, når hans investeringer ikke mere give afkast. Dette reviderende syn på tingene, eller den indstilling, at tingene må revideres løbende, er sundere end den politiske fastholden ved det én gang fastlagte.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan være bekymret for, at skrækscenariet i Bruxelles vil blive realiseret. Måske ikke i forhandlingerne med Storbritanien, men i de forhandlinger om euroens fremtid, der før eller senere vil blive nødvendige. Lars Seier skriver derom:

EU har været utrolig bange for at give indtryk af, at noget som helst kunne rulles tilbage. Det er også derfor, at man ikke har givet grækerne lov til at forlade euroen, selvom det var det eneste rigtige at gøre.

Det er denne stejlhed, også jeg er bange for vil fortsætte. Det rigtige er at tilbagerulle euro-samarbejdet, for man kan ikke blæse og have mel i munden på én gang; man kan ikke påstå selvstændighed og mangfoldighed, samtidig med at man tvinger til ensretning. Grækenland, Italien, Spanien og Frankrig lider under det. Man kan til en vis grad sige, at det er landenes egen skyld. Men giv dem dog mulighed for at komme ud af det dødvande, euroen har anbragt dem i!

Det vil man nok ikke i Bruxelles. For dèr overtrumfer den politiske ønsketænkning de økonomiske realiteter. Og så må vi vente på, at de nye partier i Grækenland, Spanien og Frankrig får magt. Og ak, det kan godt tage lang tid.

For det er også læren af Brexit-afstemningen. Håbet for Europas fremtid ligger ikke hos EU, men hos folkene. Eurokraterne går ind for mangfoldighed indadtil i landene, men for ensretning landene imellem, mens folkenes interesse er at kunne bibeholde deres nationale særpræg, samtidig med at man har et godt forhold til alle sine naboer. Det sidste kan kun gennemføres fuldt ud og i det lange løb med flydende valutaer. Ellers fortsætter man med at gøre, som EU hidtil har gjort: man blæser en sang om national selvstændighed, samtidig med at man med sit mel i munden, dvs. med den fælles mønt, forhindrer denne selvstændighed.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s